Efter rædslen

[Emblin af Bar Van]

Hvis Emblin havde været sig selv, ville hun have påpeget, at hun ikke havde sagt det i en tro om, at han ikke ville være sammen med hende, men mere fordi hun tænkte på hans pligtfølelse overfor deres værter. Det var hun imidlertid ikke, så hun sagde ikke noget, men nikkede bare lidt.

Hun blev liggende i sengen, da Heinrich gik. Hun overvejede at lukke øjnene, men det fik hårene til at stå op i nakken, hver gang hun gjorde.

[Heinrich af Bar Van]

Heinrich stod op og tog tøj på. Da han gik ud, fandt han dog ud af, at hverken Estienne eller Ysabeau var stået op endnu.

Han fik bedt køkkenet høfligt om noget mad han kunne tage med op, men fik besked om, at de ville komme. Da han også spurgte til helbrederen, blev han vist videre. Maden nåede frem før han gjorde, men han havde til gengæld en flaske med en beroligende drik med, da han åbnede døren til sovegemakket igen.

[Emblin af Bar Van]

Emblin blev liggende nogen tid, men til sidst stod hun op, fordi hun alligevel ikke kunne sove. Klog af skade, gik hun ikke ud - og havde i øvrigt heller ikke lyst - men vaskede bare sit ansigt og sine tænder med det, der var stillet til rådighed, før hun løsnede fletningerne fra dagen forinden og trak en kam gennem det lyse, endnu fugtige hår.

Det var alt, hun orkede og hun havde ikke rørt maden, selvom hun burde være sulten. Det gibbede lidt i hende, da døren gik, men skuldrene faldt fra den øjeblikkelige anspændthed, da det var Heinrich, der trådte ind. Hun så bare endnu mere træt ud.

[Heinrich af Bar Van]

Heinrich smilede meget svagt til Emblin, da hans blik faldt på hende. Så udmattet, så hun ud. Det gjorde ondt i hans hjerte.

"Jeg har taget en drik med fra helbrederen. Jeg vil gerne have, at du drikker den, imens du får lidt at spise."

Han så alvorligt på hende.

[Emblin af Bar Van]

Emblin var meget voksen og havde som udgangspunkt ikke brug for at få fortalt, hvad hun skulle, men intet var helt ved normalen nu og det var ikke for at være opsætsig, da hun svarede:

"Jeg har ingen appetit."

Tværtimod var hun ret kvalm. Alene tanken om mad gjorde det værre

[Heinrich af Bar Van]

Heinrich rynkede panden dybt og nikkede svagt. "Du har dårligt spist noget, siden vi..." Han rømmede sig dæmpet.

"Vil du ikke prøve? Hvad som helst. Et lille stykke brød eller et kvart æble..."

[Emblin af Bar Van]

Emblins mave vendte sig lidt og hun havde ikke engang lyst til at prøve. Det føltes som om, at alt hun havde tænkt sig at spise uundgåeligt ville komme op igen, men hun var ikke fuldkommen døv for Heinrichs bekymring. Modviljen kunne hun dog ikke skjule.

"Måske om lidt," svarede hun til sidst, det bedste kompromis, hun kunne klare. Det var også primært for hans skyld, at hun spurgte: "Hvad er det for en urtedrik?"

[Heinrich af Bar Van]

Heinrich kunne næsten ikke holde det ud, at hun ikke spiste. Det var en ting ved Emblin. Hun kunne virkelig godt lide mad. Hendes figur fortalte historien om et menneske, der nød mad. Han elskede hendes figur og han elskede ikke mindst hende. Hvis hun ikke spiste, hvor meget af hende havde de så taget? Hvor meget kunne han vinde tilbage?

Han sank og rakte flasken frem. "Den er beroligende. Baldrian og... Noget te fra en bark. Den giver en rolig, drømmeløs søvn."

[Emblin af Bar Van]

Emblin kunne godt se på Heinrich, at han ikke kunne lide det, men hun vidste, at hvad end hun spiste i det øjeblik, ville komme op igen. Hun tog mod flasken, men nøjedes med at sætte den på det lille bord, hun i forvejen sad ved.

"Du er hurtigt tilbage," bemærkede hun mat, i stedet for at tale om, at hun ikke kunne spise og drikke.

[Heinrich af Bar Van]

Heinrich fulgte flasken med blikket. Han havde ikke tænkt sig at give op, før hun havde sin minimum drukket indholdet.

Han lod sig dog midlertidigt lede væk fra emnet.

"De sover begge to endnu," konstaterede han. "Eller er i hvert fald ikke stået op. Så der er ingen grund til at vade hele borgen rundt endnu."

Slet ikke når han dårligt kunne holde ud at slippe Emblin med blikket.

[Emblin af Bar Van]

Emblin nikkede. Hun havde faktisk ikke rigtigt nogen fornemmelse af, hvilken tid på døgnet det var. Hun havde heller ikke noget stort behov for at vide det, hvis sandt skulle siges.

"Hvad med Liane?" faldt det hende så ind. "Er hun her også?"

[Heinrich af Bar Van]

Heinrich trykkede læberne lidt sammen. Han arbejdede virkelig på at tilgive Liane, for han kunne mærke hendes anger, men det var udfordrende. Han nikkede dog, lidt stift.

"Vil du gerne se hende?"

[Emblin af Bar Van]

Emblin tøvede. Hun var ikke fuldkommen imod at se svigerinden, men hun havde stadig ikke rigtigt lyst til at se nogen. Det var, uanset at hun var led ved det, nærmest for meget med Heinrichs selskab. Så hun rystede på hovedet.

"Hvordan har hun det?"

[Heinrich af Bar Van]

Heinrich accepterede prompte. Han skar kun en smule tænder over spørgsmålet og tog en dyb indånding gennem næsen. "Udmærket," konstaterede han, men blev så lidt mere retfærdig.

"Hun føler sig frygtelig skyldig. Med rette. Hun begik fejl. Jeg skulle aldrig have efterladt hende med ansvaret..."

[Emblin af Bar Van]

Normalt var Emblin ret skarp til at læse udtryk og især Heinrichs, men det tog hende et øjeblik længere at se bebrejdelsen i hans træk end det ellers havde gjort.

Hun rynkede mildt på brynene. "Det var ikke hendes skyld," sagde hun dæmpet, men alvorligt, selv hvis stemmen ikke var fast.