Efter rædslen

[Emblin af Bar Van]

Ingen kendte hende bedre end Heinrich, både på godt og ondt. Naturligvis gennemskuede han hende nu og hun var stille lidt, men hun kunne ikke ignorere hans bøn.

"Jeg er bange for at falde i søvn," indrømmede hun. "Ikke bare på grund af mareridtene, men..."

Hun tøvede. Var glad for, at hun lå med ryggen ind mod ham. "De kom ind i vores soveværelse, mens jeg sov. Da de brød ind på borgen."

[Heinrich af Bar Van]

Heinrich fik en lille klump i halsen over Emblin. Han rynkede panden dybt og knugede hende instinktivt tættere.

"Forbandede... Svin. Forræderi... Emblin, jeg ville aldrig lade nogen tage dig fra mig, hvis jeg var her. Aldrig. Det var ikke sket, hvis jeg havde været hos dig. Det kommer aldrig til at ske igen."

[Emblin af Bar Van]

Emblins øjne brændte lidt, men hun begyndte ikke at græde igen. Hun sank selv. "Det ved jeg godt," forsikrede hun, men det var ikke alt og hun var virkelig ærlig overfor ham.

"Rationelt ved jeg det godt. Det gør jeg." Hun tog en dyb indånding. "Men..."

[Heinrich af Bar Van]

Heinrich hævede et bryn, selvom hun ikke kunne se det. Han rømmede sig let.

"Men...?"

[Emblin af Bar Van]

Emblin blev liggende, endnu helt tæt ind mod ham og lukkede øjnene et øjeblik. Så træt, stadig. Måske ville hun være det i lang tid fremover.

"Men det får ikke frygten til at forsvinde," svarede hun.

[Heinrich af Bar Van]

Han tog en dyb indånding. Han havde kendt de, der gennemlevede frygtelige ting og ikke kunne slippe dem igen. Hans egen værste frygt var, at hun gik deres vej. Og det var en vej, der alt for ofte ledte til flere tab.

Han knugede Emblin tæt ind til sig og begravede ansigtet ved hendes hals.

"Du må ikke forlade mig," mumlede han.

[Emblin af Bar Van]

Emblin havde ikke den samme erfaring som Heinrich og forstod ikke præcis, hvad han frygtede eller årsagen til, at han sagde som han gjorde. Hendes tanker gled i en anden retning og hun var stille lidt, før hun svarede.

"Jeg har ikke lyst til at tage tilbage til Bar Van," indrømmede hun med helt lille stemme, kun fordi hun altid var ærlig overfor ham.

[Heinrich af Bar Van]

Blodet blev koldt i Heinrichs krop. Han sank og lukkede øjnene, tavs i et langt øjeblik.

"Men jeg bliver nødt til at tage dertil," svarede han hæst.

Han kunne ikke efterlade hende her. Ikke efter hvad der var sket sidst. Ikke sådan som hun havde det nu.

[Emblin af Bar Van]

Emblin havde det dårligt med indrømmelsen, selvom den var fuldt ud sand. "Det ved jeg godt," svarede hun lavmælt, men kunne heller ikke lade som om, at tanken om den i forvejen tomme lensborg ikke gav hende kuldegysninger nu.

"Undskyld," sagde hun, selvom det ikke var hendes skyld. Hun følte sig dog skyldig, skyldig over at længes efter sit sikre, lidet bemærkelsesværdige liv i Levagny.

[Heinrich af Bar Van]

Heinrich trak sig lidt væk, før han hev blidt i Emblin og fik hende til at vende sig rundt imod ham.

"Du skal ikke sige undskyld. Intet af det her er din fejl. Jeg kan høre Estienne, om du kan blive her en tid."

Han strøg hende over kinden. "Jeg vil meget nødig have dig helt i Levagny. Så langt væk fra mig..."

[Emblin af Bar Van]

Emblin vendte sig om mod Heinrich, skylden malet i alle træk, på trods af hans ord. Hun var glad for, at Heinrich ikke var blevet vred over indrømmelsen - det havde hun heller ikke forventet, men hendes nerver var tyndslidte.

"Jeg tror ikke, at det er bedre at blive her alene," indrømmede hun og hadede at være besværlig på den måde. Det var dog sandt.

"Jeg... Klarer det vel," sagde hun, selvom alt i hende kriblede ubehagelig ved tanken om at tage tilbage. "Men du ville vide, hvordan jeg har det."

[Heinrich af Bar Van]

Heinrich tog en dyb indånding. Alt i ham vendte sig ved tanken. Alligevel tvang han endelig sig selv til at se muligheden i øjnene.

"Vil du allerhelst til Levagny?"

Hans mellemgulv snurrede sig sammen. Hårdt. Han ville hade at efterlade hende der, men hun havde familie, venner. Der var folk, som kunne tale med hende. Og han ville afkræve løfter om at passe på hende. Grundigt.

[Emblin af Bar Van]

Ja. Svaret var klokkeklart på hendes ansigt, selv da hun ikke sagde det højt. Det undskyldende, let ulykkelige udtryk i de blå øjne understregede det kun.

"Jeg har ikke lyst til at være væk fra dig," sagde hun beklagende og den del var også helt sand.

[Heinrich af Bar Van]

Heinrich læste svaret på et øjeblik. Det flåede hans hjerte ud af brystkassen. Han sank en klump så hvilede han panden mod Emblins.

"Levagny," mumlede han. "Emblin, du skal love mig, hvis jeg giver dig lov til det, at du gør alt hvad jeg beder dig om, når vi kommer dertil."

[Emblin af Bar Van]

Skyldfølelsen var overvældende og hun følte sig på mange måder som en fiasko, selvom omstændighederne i høj grad var formildende. Hun kunne bare se, at hun sårede Heinrich og hun hadede det. Hadede, at hun ikke bare kunne bide det i sig.

"Jeg kan..." tvang hun netop derfor sig selv til at sige. "Jeg kan forsøge at tage med tilbage..."

Mithras. Alene det at overveje det fik hendes hals til at snøre sig sammen. Kunne hun overhovedet forsøge?