Blandt sod og kul [S]

[Magnus Våbensmed]

Magnus var virkelig ikke utålmodig. Tværtimod havde han ligget ret længe bare med følelsen og forsøgt at vænne sig til det, før han blidt havde opfordret Hugon til at fortsætte, men det besværede han sig ikke med at sige.

I stedet slap han en anstrengt, men også nydelsesbetonet lyd. "Lidt langsommere," bad han dog på et tidspunkt, tydeligt åndeløs.

[Hugon Kammertjener]

Hugons ene hånd havde fundet Magnus' hofte og han havde måske ladet sig rive lidt med. Han sløvede dog straks ned, da smeden med om det og kyssede ham i nakken, imens han trak vejret en anelse stakåndet. Der var da en del forberedelse inkluderet, men det var virkelig det hele værd, når man kunne ligge og fortabe sig så fuldstændig sammen i sidste ende. Han lukkede øjnene og strøg fingrene over Magnus' hofte i et kærtegn.

"Hvordan føles det?"

Måske var det uretfærdigt at bede ham sætte ord på det, men så måtte han være uretfærdig. Han var interesseret.

[Magnus Våbensmed]

Magnus havde ikke plads til at tænke på meget andet, end hvad der foregik, selvom han skælvede lidt over kysset i sin nakke. Øjnene forblev lukkede og et dæmpet støn undslap ham, da hans læber skiltes for at svare Hugon. Trods besværet med at fokusere på at svare, så fik lyden af den dybe stemme i sit øre uanset kun begæret til at vokse.

"Intenst," fik han dog endelig frem, virkelig sandt, men rykkede sig også på en måde, der kun lod Hugon komme tættere på. Lyden fra før gentog sig, lidt tydeligere og han smilede åndeløst. "Godt."

[Hugon Kammertjener]

Hugon smilede over det indledende svar og slap selv en dyb udånding, da Magnus rykkede sig lidt, så han kunne komme endnu tættere på ham.

"Godt," mumlede han som svar på forsikringen.

Den muskuløse smed var en ren fornøjelse at have i sin seng og tjeneren nød hans reaktioner, som han tog ham med et blidt tag om hans hofte og hovedet begravet ved hans hals. Han var erfaren og over tredive, så det gik ikke så hurtigt. Tværtimod kunne han fortsætte længe og svælge i Magnus' reaktioner til han ikke kunne mere. Derfor rørte han heller ikke ved ham ellers, selvom han utvivlsomt kunne have bragt smeden til en hurtig forløsning med få ryk, så ophidset som han havde ham.

[Magnus Våbensmed]

Magnus var tilfreds med, at han ikke blev bedt om at formulere yderligere ord. Han havde ærligt nok at fokusere på, intenst som det hele var.

"Hugon," raspede han da også hæst på et tidspunkt, ikke fordi bægeret var ved at flyde over for ham, men fordi han kom nærmere et punkt, hvor intensiteten slet og ret var ved at blive for meget.

[Hugon Kammertjener]

Hugon stoppede op, da han hørte sig eget navn hæst fra Magnus' læber. Det var ret ophidsende at høre, men han var ikke blind for kanten i hans stemme og krummede fingrene let om hans hofte og lå stille.

"Ja? Er du okay? Har du brug for at noget er anderledes?"

Tankelæsning præsterede han ikke, men han var til gengæld meget opmærksom på smedens behov.

[Magnus Våbensmed]

Magnus tog en dyb indånding, da Hugon standsede. Et sted var han bevidst om det ukendte i stationen og endnu mere den sårbare tilstand, han befandt sig i. Noget ved spørgsmålene afholdt ham dog fra at lade dig påvirke af det.

"At det ikke varer meget længere," svarede han da derfor også, helt ærligt. Stemmen var hæs, men der var da antydningen af et smil at høre i hans stemme.

[Hugon Kammertjener]

En svagt munter lyd forlod Hugon, før han kyssede Magnus i nakken og lod sin hånd glide fra hans hofte til hans stakkels, oversete ophidselse og lukkede sig om den.

"Ja?" Han åndede lidt i hans øre og smilede varmt, selvom smeden ikke kunne se det. "Er det okay sådan her?" Han stødte lidt hårdere til, uden at være ublid. En tung lyd forlod ham og han mærkede det bygge sig mere op. Han var tæt på, men ville helst have Magnus med.

[Magnus Våbensmed]

Magnus vidste ikke helt, om han satte pris på den muntre lyd, men sekunder senere var en hånd lukket omkring ham og han glemte prompte alt om det.

"Ja," lød det hæst fra ham, efterfulgt af et dæmpet støn og med det fordelte fokus, var intensiteten ikke helt så overvældende som før. Til gengæld gik der ikke mange øjeblikke, før det hele tydeligt var ved at kulminere for ham.

[Hugon Kammertjener]

Det gjorde bestemt også noget for Hugon at høre Magnus og mærke hans reaktioner og det varede heller ikke længe før det spidsede temmelig meget til for ham selv. Han trykkede sig hårdt et par sidste gange mod smedens bagdel, før han lå stille og trak vejret tungt.

"Mithras," hvislede han hæst.

[Magnus Våbensmed]

Magnus var på ingen måde forberedt på den eksplosion, der var kombinationen af de to ting og det var ikke med et helt lavmælt udbrud, at han nåede sin forløsning med tjenerens hånd tæt omkring sig og den varme krop ind mod sin.

I kølvandet gispede han dæmpet, svagt skælvende og med en stigende bevidsthed om, hvordan de egentlig befandt sig, som han ikke havde reflekteret meget over i sit begær. Han sank og åndede hørligt ud.

[Hugon Kammertjener]

Hugon lå og trak vejret overfladisk og lod en hånd stryge over Magnus' hofte i et let kærtegn.

Han lukkede øjnene lidt, men var også bevidst om hvad han lige havde gjort ved smeden for første gang i den unge mands liv og hvor det potentielt kunne efterlade ham.

"Jeg ved godt hvordan det føles," brummede han derfor lavt. "Rimelig overvældende den første gang. Nogen har brug for at tale om det, andre har brug for at blive holdt om eller for at gøre noget for at føle sig ekstra mandige. Hvor er du henne, hvis du ved det endnu?"

[Magnus Våbensmed]

Magnus burde måske have det underligt over, hvor let Hugon læste hans tanker, men i stedet fandt han det underligt beroligende. Den dybe stemme ind mod sin hud sendte da også en kuldegysning ned over rygraden og han lukkede øjnene et øjeblik.

"Hm," lød det dæmpet fra ham, primært i en anerkendelse af, at han havde hørt ordene. Før han svarede, flyttede han sig dog lidt - ikke uden et dæmpet udbrud, da kontakten mellem dem blev brudt - og vendte sig mod Hugon, så han rent faktisk kunne se tjeneren i øjnene.

Måske var det en ubevidst, nødvendig konfrontation, men han fandt ingen skamfuldhed. Tværtimod fik det et lille sug til at gå gennem ham. "Det er et godt spørgsmål," nåede han endelig frem til, uinformativt. Hans handlinger afslørede dog, at han måske hældte mod det sidste, som han impulsivt pressede læberne mod tjenerens i et bestemt kys.

[Hugon Kammertjener]

Hugon smilede skævt, da Magnus vendte sig om mod ham og han morede sig lidt, lydløst, over svaret, der lå i kysset.

Han gav sig bevidst og lod smeden overtage kontrollen med stor tilfredshed. Han følte sig alligevel særdeles doven og veltilpas ovenpå sin forløsning.

[Magnus Våbensmed]

Det var måske lidt demonstrativt, men ikke hårdt og han dvælede da heller ikke i alt for lang tid. Måske var det for impulsivt af ham, men han fortrød det ikke for alvor, da han trak sig lidt tilbage igen.

"Hm," undslap det ham med udpræget tilfredshed og han smilede da også lidt. "Jeg kan ikke sige, at jeg havde regnet med det her i aften, men jeg klager ikke."