Blandt sod og kul [S]

[Magnus Våbensmed]

Hugon Kammertjener

Det var en almindelig eftermiddag, som så mange andre, men Eirik og Svari var på markedet og det betød, at han for en gangs skyld havde smedjen felt for sig selv - som han foretrak det.

Det var der, han for alvor kunne fortabe sig og sad og puslede lidt med sit svendestykke, da det bankede på og han så op med en lille rynke mellem brynene. Han pakkede sværdet ind i lærred, før han kaldte:

"Kom ind."

[Hugon Kammertjener]

Hugon havde taget invitationen fuldstændig seriøst og håbede at Magnus mente det. I hvert fald brugte han en del af sin fridag på at tage ned i byen og genfandt smedjen, som den unge mand havde peget ud. Han bankede på med ingen forventninger men smilede alligevel skævt ved kaldet og tog i døren og trådte indenfor.

"Godeftermiddag, Mester Smed," hilste han neutralt. "Er det et passende tidspunkt at kigge forbi?"

[Magnus Våbensmed]

Magnus blev siddende, men var klar til at rejse sig, afhængig af, hvem der kom ind - og hvilken stand de havde. Da han genkendte tjeneren gled han dog ned igen og smilede med behagelig overraskelse.

"Det kunne ikke have passet bedre," svarede han sandfærdigt, før han alligevel rejste sig og flyttede nænsomt på det indpakkede sværd. "De andre er på markedet."

[Hugon Kammertjener]

Hugon hævede begge bryn lidt, men smilede skævt og kunne ikke være andet end tilfreds med rent faktisk at have fået sig en alenestund med våbensmeden, uden at han havde planlagt ud fra det. Han lukkede døren efter sig og kastede et enkelt blik rundt i huset.

Er det det omtalte mesterstykke du sidder med der? Eller noget andet?"

[Magnus Våbensmed]

Magnus nikkede let og kastede et blik mod svendestykket, der endnu var skjult af lærredet. "Det er det," medgav han og løftede det op på arbejdsbordet, der lige nu adskilte det.

"Jeg foretrækker at arbejde på det, når der er ro til det," tilføjede han og smilede med svag nervøsitet, før han foldede stoffet tilbage og blottede sværdet.

[Hugon Kammertjener]

Hugon hævede et enkelt bryn over informationen og følte sig pludselig ret beæret over at få lov til at se svendestykket, selvom han i virkeligheden knapt følte lærlingen. Han så nysgerrigt til, som Magnus foldede stoffet væk og viste ham sit skaberværk.

Blikket gled langsomt over stålet og han nikkede. "Det er jo... Det ser færdigt ud, uden at jeg vil påstå at jeg selv kender nok til at vide det med sikkerhed?"

[Magnus Våbensmed]

Magnus havde ikke vist nogen det endnu, end ikke sin far og hans hjerte hamrede lidt nu. Måske var det vanvid så at vise det til en regulær fremmed, men Hugon kendte i forvejen til den mest private del af ham og det føltes ikke forkert.

Det ændrede dog ikke på, at han var nervøs eller at han blev en anelse varm om ørerne over spørgsmålet. Han rømmede sig. "Ja," medgav han, selvom det var lidt angstprovokerende at sige det højt. "Det er det også."

[Hugon Kammertjener]

Hugon smilede svagt og trådte et skridt hen til lærlingen, der stod ved sværdet. Han tog en hånd og lagde den forsigtigt på hans overarm. Det kunne være venskabeligt, men så godt kendte de ikke hinanden.

"Er du nervøs for at vise det frem eller frygter du de sociale forventninger?"

[Magnus Våbensmed]

Magnus måtte synke en enkelt gang, da Hugon nærmede sig og han var absurd bevidst om, hvordan tyngden af hånden føltes mod sin arm. Det gjorde det ærligt talt lidt vanskeligt at fokusere på andet, men han var på ingen tænkelig måde tilbøjelig til at trække sig væk.

Han tog en indånding og sukkede let, som han måtte forholde sig til spørgsmålet. “Det sidste,” indrømmede han endelig, selvom det var første gang, han sagde det højt. “Hidtil har det virket nemmere at blive ved med at udskyde det.”

[Hugon Kammertjener]

Hugons fingre strøg lidt over skjorten i et svagt kærtegn, let at bryde. Han nikkede langsomt.

"Ikke alle svende skynder sig ud at få en hustru. Nogen rejser ud for at lade sig inspirere andre steder. Ikke at jeg vil opfordre dig til at komme alt for langt væk..."

Hans blik gled over Magnus' ansigt.

[Magnus Våbensmed]

Magnus var fortsat hyperbevidst om hånden mod sin arm og hvor varm den føltes gennem den tynde hørskjorte. Han fugtede læberne, blikket i Hugons, som han smilede svagt.

"Jeg kan heller ikke blive ved med at udskyde det," svarede han mildt og havde ubevidst sænket stemmen lidt. Han var for gammel til at blive ved med at være lærling. "Men det er heller ikke den eneste årsag. Det er lige så meget, hvor... Definitivt, det virker."

[Hugon Kammertjener]

Hugon vidste godt at bare tiden hans berøring havde varet havde overskredet det venskabelige, men han var heller ikke venner med Magnus, så han lod fingrene fortsætte et blidt kærtegn og nikkede.

"Det tror jeg godt jeg forstår. Når du bliver en svend er du jo herre over din egen skæbne. Du kan flytte ud, arbejde hvor du vil, træffe egne beslutninger. Men jeg kender en, der sagde at han var en voksen mand. Hører de ikke godt sammen?"

[Magnus Våbensmed]

Hånden lå der endnu og føltes vældig rar. I hvert fald var Magnus lidt tør i halsen og kunne ikke ikke hindre sine tanker i at glide videre. Det krævede lidt at holde fokus på samtalen og han klarede halsen lidt.

"Jo," medgav han dæmpet og fugtede læberne. Prøvede at huske, hvad de talte om. "Men det naturlige ville være, at jeg fortsatte med at arbejde her."

[Hugon Kammertjener]

Hugon fornemmede det manglende fokus og det sitrede svagt i hans mundvige. "Selvfølgelig. Men du har muligheder," pointerede han blot.

"Er det okay, det her...?" Hans tommel gled langs en muskel.

[Magnus Våbensmed]

Magnus havde endnu ikke diskuteret sine egne fremtidsønsker med nogen, men han kunne virkelig heller ikke samle sig om at gøre det, når den anden mand var så tæt på.

Han blev da også rigeligt distraheret over spørgsmålet og kom til at blotte tænderne i et skævt, drenget smil. "Ja," svarede han. "Så længe du ikke forventer nogen fornuftig samtale fra mig imens."