Blandt sod og kul [S]

[Hugon Kammertjener]

Det var den bedste bekræftelse Magnus kunne have givet. Hugon knyttede sin hånd lidt i hans nakke og kyssede ham mere insisterende. Det føltes utrolig rigtigt.

Han var fast og på trods af soden lugtede han ikke dårligt, men maskulint. Hjertet hamrede hårdt, imens hans hånd gled ned over smedens ryg.

[Magnus Våbensmed]

Som de stod der, glemte Magnus snart sin selvbevidsthed. Han var helt opslugt af nærkontakten med et andet menneske og bevidst om, hvor varm han føltes, som deres nøgne overkroppe svagt strejfede hinanden.

Hans anden hånd havde da også fundet Hugons modsatte side og fulgte aftegningen af knogler op. Den første hånd var i mellemtiden gledet ned og havde lagt sig over en hofte.

[Hugon Kammertjener]

Hugon havde tænkt på at kysse Magnus siden de talte sammen første gang. Nu blev det indfriet og mere ville helt klart have mere.

Han tog et lidt fastere tag, kyssede lidt mere insisterende, lod læberne finde ud over smedens kind og ned til hans hals.

[Magnus Våbensmed]

Det gav et sug gennem Magnus, da Hugon greb bedre fat i ham og det var en næsten overrasket indånding han tog, da varme læber ramte hans hals.

Dét var nyt og hans egne fingre krummede sig mærkbart sammen, som han instinktivt rykkede sig nærmere - trods det faktum, at det afslørede præcis, hvor meget han kunne lide det.

[Hugon Kammertjener]

Hugon dvælede i det lidt og det at Magnus tydeligvis var ophidset, ophidsede ham selv en hel del. Han forblev lænet ind til ham og åndede lidt ind i hans øre.

"Så... Er du stadig skeptisk om det bad? For det er virkelig synd hvis det går til spilde?"

[Magnus Våbensmed]

Magnus havde vist allerede indrømmet, at han godt kunne overtales, men lige i øjeblikket var det ærligt talt et under, at han overhovedet kunne huske sit eget navn.

Han tog en dyb indånding over den varme ånde ind mod sit øre og lod sin egen hånd vandre ned over Hugons ribben. "Skeptisk er vist ikke det rigtige ord," svarede han og hørte en snert af hæshed i sin stemme. "Og når det nu allerede er der..."

[Hugon Kammertjener]

Hugon smilede skævt og tilfreds og brummede sin enighed. "Når det nu er der," mumlede han.

"Så må jeg nok hellere være en god vært og hjælpe dig ud af de her, så de ikke bliver våde," konstaterede han om Magnus' bukser og gav sig til langsomt at binde båndet i dem op.

[Magnus Våbensmed]

Hvis ikke allerede al blodet var rejst sydpå, så gjorde det det absolut, da Hugons hænder centrerede sig om hans bukselinning. Han tog en indånding og fugtede læberne.

"Mh," blev da også det mest intelligente svar, han formåede at komme med, optaget som han var. Han flyttede sig da også med stoffet og fandt i en impuls selv kanten på tjenerens bukser.

[Hugon Kammertjener]

Hugon havde ikke behov for intelligente svar. Brummen og tilfreds accept og iver var rigeligt. Han åbnede Magnus' bukser og lod dem glide ned på gulvet. Hans blik gled uvægerligt også ned og han tog en dyb indånding.

Så blev det lidt for længe siden og han blev nødt til at stjæle et kys fra smeden.

[Magnus Våbensmed]

Magnus havde været nøgen med andre mænd i badehuset, men aldrig på den her måde og det fik et umiskendeligt sug til at gå gennem ham.

Han gjorde dog absolut intet for at skjule sig for Hugons blik. Tværtimod tog han blot mod kysset med fornyet intensitet, mens hans egne hænder blev modigere og snart fik skubbet tjenerens bukser ned også.

[Hugon Kammertjener]

Hugon havde dobbelt lag på, men han var ivrig og løsnede selv sine underbenklæder, før han trådte ud af begge dele og også fik lirket sine sko af, alt sammen uden at komme længere væk fra Magnus.

Han burde tage sig pertentligt af bukserne, men det var tålmodigheden ikke til. Hans åndedræt var hørligt og hans hænder gled undersøgende over smeden, begærligt og nysgerrigt.

[Magnus Våbensmed]

Magnus spekulerede end ikke et øjeblik over sine egne bukser eller sko, men de var da heller ikke lige så rene som tjenerens. Han var blot optaget af kys og den hastige, men alligevel ikke komplet uventede, eskalering.

Da han endelig fik brudt væk, var det da også med et dæmpet gisp. Blikket var mørkt, men spøgelset af smil rørte hans læber, som han så på Hugon. "Vandet?"

[Hugon Kammertjener]

Hugon nikkede og formåede ikke at holde sit blik fra at vandre over Magnus, før hans hånd gled ned og tog ved smedens.

Han førte ham med sig de få skridt over mod karret og trådte selv op i det varme, dampende vand. Et gys forlod ham, men han smilede djævelsk.

[Magnus Våbensmed]

Det var ærligt lidt nervepirrende at tænke på at dele det lille kar med tjeneren, men det var dog absolut bedre end at stå og flagre.

Af samme grund tøvede han ikke med at følge efter, men slap selv en ukontrolleret lyd af tilfredshed over det varme vand, der bare ikke var en luksus han selv havde i hverdagen.

[Hugon Kammertjener]

Hugon nød lyden og smilede skævt. Han lænede sig lidt ind og strøg smeden over kinden, før han gik lidt ned i knæ. Et øjeblik var hans hoved et ganske prækært sted, før han rettede sig op igen med en våd, sæbefyldt stofklud.

"Du synes måske jeg er mærkelig for det," brummede han, som han løftede kluden og begyndte at vaske sod og snavs af Magnus' skuldre. "Men jeg har tænkt på at vaske dig siden jeg så dig på Falken. Sådan her, altså."