Blandt sod og kul [S]

[Hugon Kammertjener]

Hugon blottede tænderne lidt i et skævt smil og hævede begge bryn. "Virkelig?"

Han stoppede ikke. "Lidt nem at distrahere, Magnus Våbensmed?"

[Magnus Våbensmed]

Måske var det lidt en overdrivelse, men det føltes ikke helt usandt, hvis ret skulle være ret. Uanset voksede smilet lidt, mens blikket dvælede ved de lyse øjne.

"Under de rigtige omstændigheder," svarede han med et spillende glimt i blikket. "Bliver du aldrig distraheret?"

[Hugon Kammertjener]

Hugon smilede en smule skævt og hævede begge bryn lidt.

"Nemt. Af flotte, charmerende smede især," svarede han.

"Du er vældig distraherende..."

[Magnus Våbensmed]

Magnus' smil sitrede over svaret og stemningen mellem dem føltes tyk af spændinger. I hvert fald stod hårene lige op i nakken, som han vinklede sig lidt mere ind mod tjeneren.

"Det har jeg intet problem med," svarede han, blikket dvælende. "Meget lidt, faktisk."

[Hugon Kammertjener]

Hugon hev sig selv lidt op i nakkehårene og trak hånden til sig med et insisterende smil. "Magnus Våbensmed," drævede han let bebrejdende. "Du driver næsten en mand til at kysse dig lige her, men det er simpelthen for risikabelt."

Han børstede sine hænder let af. "Hvornår ville jeg kunne se dig igen?"

[Magnus Våbensmed]

En smule varme steg op om Magnus' nakke, men ikke udelukkende af forlegenhed. Tværtimod. Han følte sig temmelig tør i halsen og skødesløs nok til at være fristet til at skide hul i risikoen. Og dét var grund nok til at tage sig sammen.

"Med de ord i tankerne?" svarede han og fugtede læberne, mens blikket faldt helt åbenlyst til Hugons et øjeblik. Så fandt det tilbage til hans øjne og tænderne kom til syne i et skævt smil. "I aften?"

[Hugon Kammertjener]

Hugon smilede skævt og nød at iveren var tosidet. Han nikkede sin accept og fugtede selv læberne.

"Kom og besøg mig. Jeg har mit eget værelse i Sangy slægtens byhus. Og en vaskebalje til rådighed..." Hans blik spillede drillende, men det var nu såre sandt.

[Magnus Våbensmed]

Et dæmpet, muntert fnys undslap Magnus over det sidste, men han var ikke reelt fornærmet. Tværtimod var han lidt for investeret, selvom han hævede et bryn lidt.

"Og lukker de hvem som helst ind i byhuset?" spurgte han, ikke uden reel bekymring. Han var ikke interesseret i et rendezvous med hunde eller vagter.

[Hugon Kammertjener]

Hugon fnøs let og kastede et langvarigt blik ned over Magnus og op igen. "Nej," svarede han roligt. "Men hvis jeg møder dig ved tjenesteindgangen, er der ingen, der stiller spørgsmål. Du er bare min ven."

Han sagde ordet 'ven' med et ekstra lille tryk og glimtet i hans øjne var ikke til at tage fejl af.

[Magnus Våbensmed]

Det var ærligt talt alt sammen ret nervepirrende, men på den absolut bedste måde og Hugon fik endnu et glimt af hvide tænder. "Hvornår?"

Og det var da også netop omkring det aftalte tidspunkt, at Magnus gik gennem det pæne kvarter - ikke uden lidt utilpashed. Målet gjorde det dog værd at trodse det, selvom hjertet sad i halsen, da han nåede byhuset.

[Hugon Kammertjener]

Hugon var klædt godt på til at vente udenfor i nattekulden. Han stod lænet lidt op af husmuren og kunne se Magnus' skikkelse nærme sig.

"Godaften," hilste han indefra et tykt halstørklæde."

[Magnus Våbensmed]

Det var mørkt, på trods af den sparsomme mængde lys fra huset og Magnus så ikke den anden skikkelse, før stemmen lød i mørket.

Det gav et uundgåeligt sæt i ham, men han genkendte den også med det samme. Skuldrene faldt instinktivt lidt.

"Godaften," hilste han og fugtede læberne, før han smilede svagt. "Så var det det rigtige hus."

[Hugon Kammertjener]

Hugon smilede lidt bag alt stoffet og brummede. "Fuldstændig," medgav han. "Kom med indenfor inden du bliver en istap."

Der var naturligvis ikke nær så koldt som nordpå i Falanie, men koldt nok, mente han. Han låste døren op med en gammel nøgle og lukkede Magnus ind, før han låste igen og låsen kortvarigt lyste op, magi.

"Herned," brummede han og ledte vejen til et pænt kammer, småt, men behageligt. Det dampende kar midt i det lille rum var et løfte, der blev overholdt. Endnu en nøgle blev stukket i en lås, før Hugons skuldre faldt lidt og han gav sig til at vikle sig ud af alt sit overtøj.

[Magnus Våbensmed]

Magnus havde det temmelig anspændt over at bevæge sig gennem en adelsfamilies hus, selvom de tydeligt var i tjenestefolkenes afdeling. Derfor faldt hans skuldre også først en anelse, da døren var lukket bag dem, selvom det indbød en anden nervøsitet til at tage over.

Blikket gled mod Hugon og han fugtede læberne, før han tillod sig et blik rundt i værelset og løsnede sin egen vams imens. Et bryn hævede sig lidt over vaskefadet og forblev hævet, da han skottede tilbage med sitrende mundvige.

"Er du nervøs for, at jeg sviner?"

[Hugon Kammertjener]

Hugon rømmede sig en smule, før han smilede skævt og trak på skuldrene. Han hang sit tøj over den enlige stol og fugtede læberne lidt.

"Undskyld... Men du ér ret sodet. Er det frygteligt af mig? Jeg forventer ikke at du stiller dig til skue. Vi kan gøre det sammen, måske..."