På vej mod bedre tider

[Estienne af Chales]

Estienne stivnede den mindste smule ved ordet forbillede. Et øjeblik, hvor kruset hang stille i luften, før han fortsatte og drak en tår.

"Det kan også være en fordel ikke at stå i en andens skygge," svarede han og satte kruset. "Hvis De vil tillade min nysgerrighed. Jeg har ikke hørt, hvordan De fik titlen til at begynde med? Det er en stor ære."

[Heinrich af Bar Van]

Heinrich lagde ikke mærke til den korte tøven. Han var lidt i en mundfuld stuvning. Til gengæld fortalte han gerne om udnævnelsen, uanset nepotismen involveret. Den kunne han feje under gulvtæppet.

"Jeg er oprindeligt fra Gestraria, hvor jeg kæmpede i krigen. Her imponerede jeg tilsyneladende tilpas meget jeres hærledere. Da jeg kom til Levagny i søgen efter... Spænding... Og en tabt forlovelse, kan jeg lige så godt indrømme. Der var jeg så heldig, at Belthair... Hans Majestæt så min vej og ønskede at hædre min indsats."

[Estienne af Chales]

Estienne kunne ikke skjule sin overraskelse, da baronen sagde kongens navn, som var de på familiær fod. Det var ikke en normal fejl at begå, selv ikke som udlænding.

"Bar Van har stået uden lensherre i mere end tyve år," musede han og så undersøgende på den vel jævnaldrende mand. "Det må have været en ekstraordinær indsats..."

Han så lidt mistænksom ud, men det var ikke uberettiget. Hvad i alverden fik kongen til at skænke et af landets største lener til en udlænding, selv hvis han var en dygtig hærfører?

[Heinrich af Bar Van]

Heinrich kunne vist ikke charmere sig ud af spørgsmålet og hele Levagny talte alligevel om det, så han krøb til korset med et skuldertræk.

"Jeg må nok indrømme, at det sikkert har hjulpet beslutningen lidt, at Hendes Majestæt er min søster," konstaterede han med et lettere ironisk smil. "Og at min fulde titel inkluderer Prins af Gestraria, selvom min troskabsed nu er svoret til Falanie."

[Estienne af Chales]

Estienne var en glimrende hasardspiller, men der var intet skjult på hans ansigt i det øjeblik. Overraskelsen var helt tydelig, selvom det da opklarede sagen.

"Det var jeg ikke klar over," sagde han, åbenlyst nok, men en fin indgangsvinkel til det næste: "Bør jeg tiltale Dem ved Deres royale titel i stedet?"

[Heinrich af Bar Van]

Heinrich rømmede sig let og viftede afværgende med den ene hånd. "Endelig ikke. Faktisk havde jeg håbet at der ikke ville gå frygtelig længe, før vi blev familiære nok til at kalde hinanden ved fornavn," indrømmede han.

"Vores hustruer er trods alt i familie og vi skal forhåbentlig dele naboskab i mange, mange år, før vores sønner gør det..."

[Estienne af Chales]

Estienne vedblev at være lidt overrasket over baronen, prinsen, nu over, hvor langt nede på jorden han var. Enten vidste han ikke, hvordan den resterende adel betragtede Chales eller også var han slet og ret ligeglad.

"Hm," slap det ham, men hans mundvige rykkede også et nøk opad. "Det vil jeg gerne tilslutte mig."

[Heinrich af Bar Van]

Heinrich gik mindre op i sladder og mere i gode aftaler og godt naboskab. Han smilede ved baronen af Chales' accept og nikkede let.

"I så fald ville jeg være overordentlig tilfreds, hvis De vil kalde mig Heinrich."

[Estienne af Chales]

Estienne var skeptisk omkring højadelen, men hans intuition fortalte ham, at prinsen var helt reel. Forhåbentlig kunne han stole på den. I hvert fald rykkede det op i den ene side af hans læber og han nikkede let.

"Aftale," medgav han og løftede kruset lidt, så de kunne skåle på det.