På vej mod bedre tider

[Estienne af Chales]

Estienne rystede let på hovedet, som for at sige, at det selvfølgelig var den eneste grund. Det var da også sandt nok, selvom han nu også nød tosomheden med Ysa.

"Det ved jeg," svarede han. "Jeg forstår bare også godt, hvis det er sværere end det lyder."

[Ysabeau af Chales]

Ysabeau tog en dyb indånding. "Det er ikke fordi jeg ønsker mig noget af det lige nu," forsikrede hun.

"Det sværeste er faktisk at se hvordan det piner dig, at du ikke kan give mig det. Jeg hader at du bebrejder dig selv så meget. Du er alt for hård ved dig selv..."

[Estienne af Chales]

Estienne vidste ikke, om han bebrejdede sig selv. Nok mest for sin manglende tålmodighed, når det kom til ægteskabet med Ysa. Det var det eneste selviske han havde gjort, siden han arvede, men han havde ikke helt tilladt sig selv det.

"Jeg har vidst i årevis, at det ville være hårdt arbejde, når jeg kom hertil," konstaterede han.

[Ysabeau af Chales]

Ysabeau nikkede lidt. Hun havde ikke for alvor vidst det. Hun var blevet advaret, men det var rigtigt nok, at realiteten var anderledes alligevel.

"Hvis jeg havde vidst, at det ville være sådan her, da du kom for at bede om min hånd," begyndte hun alvorligt.

"... Så ville jeg stadig have sagt ja. Det håber jeg du ved. Det var dig jeg ville have. Du er den rigtige for mig."

[Estienne af Chales]

Estiennes mave faldt tungt ved hendes ord og selv, da hun fortsatte sin sætning, løftede den sig ikke fuldt ud op igen. Det blev som en nagende bekymring, der havde boret sig godt fast.

"Jeg håber, at du bliver ved med at have det sådan," svarede han dæmpet. Frygtede, at det kunne være anderledes.

[Ysabeau af Chales]

Ysabeau rynkede panden, men indså også, at hun ikke ville kunne overbevise ham om, at det ikke ville ske. Ikke nu. Kun med tid og stædighed.

Hun tog en dyb indånding og rankede sig lidt i sadlen, før hun alligevel sagde noget: "Jeg elsker dig, Esti. Ikke flygtigt, som da jeg først lærte dig at kende. Jeg elsker dig som din hustru, din partner og din fremtid. Jeg håber du snart stopper med at frygte at det går over. Du slipper aldrig af med mig igen."

[Estienne af Chales]

Estiennes klump i maven forsvandt ikke helt, men den lettede en god del. Han tog en dyb indånding og så over på hende med et svagt, men taknemmeligt smil på læberne.

"Pas på mit ego ikke eksploderer," sagde han i gammelkendt vending, men ikke uden følelse. Fordi han ikke ellers var så god til at sætte ord på følelser.

[Ysabeau af Chales]

Heldigvis så Ysa godt hans smil. Hun besvarede det med et af sine egne, før hans ord fik et instinktivt fnys ud af hende.

"Det er for længst sket. Hvad vi begge burde have lært er at dit ego kan genoplives med skræmmende lethed," konstaterede hun. I virkeligheden var det løgn. Hans ego var ren facade. Indenunder var han en lille dreng.

[Estienne af Chales]

Ysa så lige igennem ham, men det var ikke et problem, fordi hun ikke pressede ham eller konfronterede ham med det. Det var han i stille sind taknemmelig for, også bag det let smørrede smil. Han var glad for at slække lidt på alvoren.

"Ingen grund til det," svarede han. "Jeg synes såmænd bare, at du skal fortsætte."

[Ysabeau af Chales]

Måske ville der komme en dag, hvor Estienne ikke var nok. Ikke på grund af penge, såmænd, men fordi hun ikke kunne få ham til at åbne op. Men det kunne lige såvel være, at tiden fik ham lirket ud af den beskyttende skal. Hun havde set ham rå og ægte og holdt af ham for den han var under flabethederne og charmen.

For nu, smilede hun svagt og rystede lidt på hovedet. "Hmm... Nej. Det er snart din tur til at sige noget pænt til mig. Hvis du forventer at jeg skal varme dig i nat igen, så bliver du nødt til at skrue lidt op for charmen. Det er ikke nok at spille med musklerne som lensherre."

[Estienne af Chales]

Estienne skød et bryn op over hendes ord, åbenlyst ikke specielt bekymret.

"Sikke en trussel," svarede han. "Jeg er mest nysgerrig på, hvor du så har tænkt dig at sove."

[Ysabeau af Chales]

Ysabeau spidsede læberne lidt, rystede på hovedet og så fremefter.

"Jeg talte ikke om at sove," konstaterede hun simpelt.

[Estienne af Chales]

Estiennes smil blev en smule mere smørret og nok ikke så ydmygt, som det burde have været for at leve op til det, som Ysa krævede af ham. Det var da også blot et udpræget drenget glimt, som rodfæstede sig i de lyse øjne.

"Vi ved begge to godt, at du ikke kan holde fingrene fra mig."

[Ysabeau af Chales]

Tonefaldet fik Ysabeau til at se på ham og glimtet i hans øjne fik hendes mellemgulv til at slå en kolbøtte. Hun fnøs dog.

"Du forveksler mig med dig," konstaterede hun. "Jeg kan gå i ugevis uden..."

[Estienne af Chales]

Estienne kunne have påpeget, hvor lang tid han havde holdt sig på måtten for hende tidligere, men han undlod. I stedet smilede han skævt.

"Det er ikke just det indtryk, du har givet..."