På vej mod bedre tider

[Ysabeau af Chales]

Ysa koncentrerede sig mere om at klynge sig til Estienne end at rode ham i håret. "Du vover ikke," truede hun med et grin.

"Bare overgiv dig, jeg har dig i min hule hånd!"

[Estienne af Chales]

Estienne fnøs, en lille smule anstrengt, men heldigvis ikke nogen svækling. "Ville jeg ikke?" svarede han og sjokkede i retning af vandløbet, stadig med hende på slæb.

"Du kaldte mig en grov mand, husker du nok. Det må jeg leve op til..."

[Ysabeau af Chales]

Ysabeau begyndte at grine, men holdt også krampagtigt fast i Estienne og protesterede.

"Nej, nej," udbrød hun. "Det er for koldt, Esti!"

[Estienne af Chales]

"Ak ja," svarede Estienne, der kæmpede med at holde grinet ude af sin stemme. "Handlinger har konsekvenser," truede han, som de nærmede sig vandløbet.

"Overgiver du dig?"

[Ysabeau af Chales]

Ysabeau kunne alligevel høre hans morskab og lo, selvom hun i den grad ikke ville i vandet. "Ja," erklærede hun da også, uden at give slip. "Jeg overgiver mig. Hav måde." Hun fnes lidt.

Til gengæld nåede hun ikke at komme ned fra hans ryg, før der lød hovtramp op af stien og en panisk vagtpost kom løbende alt for sent. En lille gruppe på fem ryttere, anført af en nydeligt udseende mand, helt åbenlyst adelig, standsede i lysningen. Anføreren nåede at se Estienne med Ysa hængende fra sig og løftede et bryn, før han råbte dem an.

"Jeg søger baronen af Chales?"

[Estienne af Chales]

Et fattigt len havde ikke just de bedste våbenføre mænd. Greven af et rigere len havde næppet lade sig overraske sådan, men Estienne havde kun få folk med og han selv hørte først hovslagene for sent.

Hans udtryk gik fra underholdt til alvorligt på to sekunder, som han slap Ysa synkront med at hun slap ham. Han rettede sig op.

"Hvem spørger?" kaldte han tilbage, fornuftigt varsom, selvom det var tydeligt at manden tilhørte den pæne adel. Det var ikke mindre grund til forsigtighed.

[Heinrich af Bar Van]

Bag Estienne gled Ysabeau ned og trådte instinktivt med ham rundt mod de nyankomne, så hun stadig stod bag ham. Hun rettede på sine skørter og rankede sig alvorligt.

Anføreren, til gengæld, så på de to, gættede sig til koblingen og smilede skævt og venligt, som han gled ned fra hesten og bød sine mænd det samme med en håndbevægelse.

"Heinrich af Bar Van," præsenterede han sig. "Jeres nabo." Hans blik gled til Ysabeau og han lod som om hun ikke så lidt uglet ud og bukkede formfuldendt i hendes retning. "Deres Nåde."

[Estienne af Chales]

Estiennes øjenbryn gled lidt op i overraskelse. Han så manden lidt an, ikke klar over, hvorfor han var der og ikke erfaren nok som lensherre til at gætte det.

"Estienne af Chales," præsenterede han sig selv, da den anden mand havde hilst på Ysa. "Hvad bringer Dem hertil?"

[Heinrich af Bar Van]

Heinrich smilede og nikkede let. Han havde regnet ud hvem han talte med, tydeligvis. Det var en lettelse at se, at naboen ikke var stiv i betrækket, selvom han nok alligevel følte sig lidt taget på sengen.

"Jeg hørte rygter om, at De har igangsat en omfattende rundrejse i Deres len. Jeg er meget interesseret i at følge med et stykke og drage inspiration. Jeg er selv... Som De må vide, helt nyudnævnt. Desuden har jeg lovet min hustru at overbringe en hilsen til hendes grandkusine." Han nikkede i retning af baronessen.

[Estienne af Chales]

Det opklarede tingene lidt og Estienne børstede lidt mudder fra Ysas støvler af sin kappe og rettede sig lidt op. Han lod, naturligvis, sin hustru tage imod hilsnen - han huskede ærligt ikke helt, hvem grandkusinen var - og tog først da ordet.

"De er naturligvis velkommen til at følge med os, Baron Bar Van," svarede han og det var et sats, men han havde ikke råd til at rage uklar med en nabo og hans førstehåndsindtryk fik ikke alarmklokker til at ringe.

"Det er jo også min egen første rundrejse, så inspirationen må De tage, som Den kommer, men vores selskab har fint plads til Dem og Deres mænd. Deres hustru er ikke med?"

[Heinrich af Bar Van]

Heinrich smilede tilfreds over tilbuddet. Selvfølgelig var det svært at afslå. Det havde bestemt været planen. Men han havde nu tænkt sig at være godt selskab.

Han hævede et bryn let ved spørgsmålet til Emblin og trak på skuldrene. "Desværre ikke. Min hustru har til gode at lære at ride endnu," konstaterede han og undlod taktfuldt at sige, som det faldt ham ind, at baronessen af Chales tydeligvis havde evnerne. Den slags ville være ubehøvlet. "Men hun håber snart at kunne byde jer begge velkommen på vores lensborg og vise vores taknemmelighed for jeres indbydelse."

[Estienne af Chales]

Estienne kunne have ønsket sig, at baronen havde haft sin hustru med. Det gjorde ærligt talt en fremmed mand mere tillidsvækkende og han havde selv en hustru at passe på. Hvem vidste om baronen havde efterladt sin egen hjemme, fordi han hellere var fri for hende - og om han var en charlatan.

Alt det satte Estienne naturligvis ikke ord på, men nikkede blot. "Det vil vi naturligvis med glæde tage imod," svarede han automatisk.

"De har rejst langt og det samme har vi i dag, hvis sandt skal siges. Der er et måltid klar, hvis De vil slutte Dem til os. Jeg er bange for, at der ikke er forberedt forsyninger nok til også at bespise Deres mænd i dette øjeblik, men det finder vi naturligvis ud af." Han undlod at skære en grimasse. Økonomien var stram nok, men man måtte være en god vært. "Der er et vandhul til hestene derovre."

[Heinrich af Bar Van]

Heinrich viftede lidt med sin ene hånd og rystede på hovedet. "Vi har selv forsyninger med. Også nok til at dele. Vi forventede naturligvis ikke, at I var forberedt på os. Der har vi en ganske uretfærdig fordel. Men jeg spiser meget gerne med jer i aften. Jeg er formeligt ved at sprænge af nysgerrighed over hvilke tanker I mon har gjort jer og hvilke erfaringer, disse... Uger? Måneder?"

[Estienne af Chales]

Således blev det. Inden længe var de nytilkomne indlogeret i den improviserede lejr og det praktiske overordnet set taget hånd om. Lensoverhovederne blev bænket og fik serveret et simpelt, men hæderligt måltid mad.

De havde talt nogen tid og Estienne var tøet en my mere op. "Er De så faldet til i Bar Van?"

[Heinrich af Bar Van]

Heinrich havde gjort hvad han kunne for at være varm og hjertelig, uden ligefrem at være jovial. Han havde intentioner om at danne venskabelige bånd med Chales, men det var ikke så simpelt blandt adelige. Synet, der havde mødt ham ved ankomsten, havde dog forsikret ham om, at de ikke var nær så stivnakkede som mange andre.

Han sad og tyggede på lidt kylling, da baronen stillede ham et spørgsmål, som han begyndte at nikke til.

"På lensborgen i det mindste," medgav han. "Men jeg ved for lidt om hvad der foregår ude i landsbyerne. Bar Van er jo et stort len og De ved vel nok også hvor anderledes bønder og byboers liv er fra hinanden. Jeg vil gerne forstå mine folk. Lære af dem. Jeg har jo ikke Deres fordel af at være vokset op her... Eller at have haft et forbillede at se til..."