På vej mod bedre tider

[Estienne af Chales]

Estienne fnøs helhjertet.

"Bare," gentog han med tydelig skepsis. "Du får det til at lyde som om, at du gav mig noget valg."

[Ysabeau af Chales]

Ysabeau åbnede munden let i nu reel forargelse. "Estienne af Chales!" udbrød hun.

"Du skal overhovedet ikke lade som om du ikke ville."

[Estienne af Chales]

Estienne lo over hendes forargelse. "Det er sagen uvedkommende," konstaterede han med en nonchalant skuldertrækning.

Sandt at sige havde han da også kæmpet imod. Ikke fordi han ikke ville, dog.

[Ysabeau af Chales]

Et helhjertet fnys forlod Ysabeau og hun ville have dasket ham hårdt, hvis ikke de sad på hver deres hest.

"Du er så led," konstaterede hun og rankede sig i sadlen.

"Men fint nok. Hvis du hellere vil have, at jeg finder et andet sted at sove i nat, så kan det sikkert lade sig gøre. Der må findes enlige mænd i den næste landsby også."

[Estienne af Chales]

Estienne drillede åbenlyst og han lod sig da heller ikke hyle ud af hendes trussel, primært fordi han overhovedet ikke var bekymret for, at hun vil gøre alvor af det.

"Utvivlsomt," svarede han blot. "Ligesom der uden tvivl også er nogle døtre, der gerne vil gøre sig bekendt med deres lensherre..."

Den del var uden tvivl sand. Ikke at han ville tage imod et tilbud.

[Ysabeau af Chales]

Dét fik Ysabeau til reelt at knurre et øjeblik. Lyden ville næppe have forladt nogen adelskvinde, der havde været igennem pigeskolen, men Ysa var et friere, absolut mindre kontrolleret menneske.

"Aldrig i livet," forsikrede hun med eftertryk. "Du er min."

[Estienne af Chales]

Estienne kunne ikke andet end at le, bare en lille smule frydefuldt og uden nogen nævneværdig fortrydelse.

"Så må du hellere holde igen med truslerne," drillede han, yderst selvtilfreds.

[Ysabeau af Chales]

Hvis de havde været til fods, ville han have fået en lammer, potentielt være blevet forsøgt væltet, men som det var, skulede Ysabeau blot lidt, før hun modvilligt trak svagt på smilebåndet. I det mindste følte han sig ikke sårbar længere - så det ud til.

"Du ved godt, at jeg ikke ville gøre alvor af det," konstaterede hun. "Og forhåbentlig også at jeg ville skinde dig, hvis du gjorde."

[Estienne af Chales]

Estiennes ego havde det godt og han havde glemt den dystre stemning kort forinden - eller i hvert fald tæt på. Han så i hvert fald yderst tilfreds ud.

"Så voldelig," svarede han muntert.

[Ysabeau af Chales]

Ysabeau surmulede lidt udenpå det næste lange stykke tid. Indeni var hun tilfreds med at Estienne ikke længere var dyster. Da de snart gjorde holdt for en stund, steg hun af hesten uden det store faldballade.

Snart efter, præsenteret for muligheden, tøvede hun ikke med at hoppe på Estienne bagfra, da hans mænd var travlt beskæftiget med noget andet.

Målet var ikke nødvendigvis at nedlægge ham. Han var en stærk mand og selvom hun både var muskuløs og knapt så tynd, som da han først mødte hende, var hun ikke ligefrem hans fysiske lige. Temmelig langt fra. Især ikke i en lang kjole, uanset hvor relativt praktisk den var.

[Estienne af Chales]

Der var en masse praktiske gøremål, når først de gjorde holdt og han udstak ordrer (hvilket stadig var nyt for ham) og var optaget af at lægge planer for, hvad der ellers skulle ske, da han faldt i et bagholdsangreb.

Han slap et udbrud og det var rent held, at de ikke begge to væltede. Det var i hvert fald tæt på og der gik et sekund, før han fattede, hvem der var sprunget på ham.

"Hvad laver du, kvindemenneske?!"

[Ysabeau af Chales]

Ysabeau havde set abeunger derhjemme, som sad fast på deres mødres ryg. Hun greb fat om Estienne på en meget lignende måde og hægtede armene omkring halsen på ham.

"Angriber hævntørstigt efter alle dine drillerier," erklærede hun. "Overgiver du dig?"

[Estienne af Chales]

Estienne lavede en lidt kvalt lyd, der havde alt at gøre med hendes arme omkring hans hals. Han var stadig lidt chokeret, selvom han nok ikke burde være det.

"Fin adelsdame, min bare..." svarede han og rakte om for at stikke hende i siden, så godt som han kunne komme til det.

[Ysabeau af Chales]

Ysabeau rykkede sine arme lidt, så hun ikke trykkede mod hans hals, men bare hang fra hans skuldre. Hun klemte fast om hans hofter med lårene og lo og vred sig, da han stak hende i siden.

"Fin adelsdame og hævngerrig hustru," rettede hun. "Overgiver du dig?" Hun uglede hans hår.

[Estienne af Chales]

Estienne viftede ud efter hendes hånd, så godt som han kunne uden at miste balancen fuldkommen. Det var ærligt lidt et projekt.

"Aldrig," svarede han. "Men jeg kan hurtigt smide dig i vandløbet derovre..."