Uortodokst

[Parsiprestre Merchande]

Parsiprestre var ikke rigtigt i tvivl om, at hun var en villig deltager. Hun havde gjort det klart nok og hvis ikke, så mærkede han det nu.

Han kyssede hende nysgerrigt først, blidt, men med stigende intensitet. Det ville være løgn at sige, at han ikke havde tænkt på det. Mange gange.

[Marie Merchande]

Marie havde også tænkt på det. Tænkt på ham. Hun strakte sig lidt efter ham og frigjorde stille og roligt hans skjorte helt i kanten.

Hub ville ham. Ville mærke ham. Men tempoet var godt. Det var nyt og ikke forhastet.

[Parsiprestre Merchande]

Parsiprestre havde primært erfaring med bare at skubbe hendes skørter op og gøre kort proces, men det var ikke sådan, det skulle være nu og han fandt, at han kunne være ganske tålmodig.

Hans fingre gled over hendes lænd, mærkede snørerne i hendes kjole og snart var han roligt i gang med at løsne dem, mens hans læber endnu udforskede hende.

[Marie Merchande]

Marie svajede let i ryggen for at gøre det lettere for Parsiprestre.

Hun brød flygtigt fri af hans læber for at tage en dyb indånding, men var snart tilbage, i færd med at skubbe hans tunika op.

Ingen af dem havde udtrykt nogen følelser for hinanden og Marie troede heller ikke hun havde nogen, rigtig, men begær var der nok at tage af.

[Parsiprestre Merchande]

Begær var en ting, ensomhed var en anden. Parsiprestre var ikke ked af at have en at dele tilværelsen med, selvom han ikke var forelsket i sin hustru, mente han. Kunne han blive det? Han ville ikke afvise det.

For nu var det simpelt nok og han lod sig hjælpe ud af beklædning og fortsatte med hendes, til han måtte bryde væk. Det trak i hans læber, som han blidt vendte hende og løsnede de sidste snører. Han kyssede hendes hals og skubbede stoffet ud over hendes skuldre.

[Marie Merchande]

Marie havde nydt at lade hænderne vandre over sin mands brystkasse, men hun drejede rundt med et let smil og lod ham skubbe kjolen ned, den faldt tungt af sig selv og efterlod hende i en lysegrøn underkjole i et meget lettere stof, som ikke havde nogen snører eller hægter, men slet og ret skulle over hovedet.

Hun løftede hænderne til sit hår, dækket halvt af et lille slør og opsat i små snoninger. Heldigvis var det ikke meget kompliceret og snart faldt de lysebrune lokker ned over hendes skuldre. Han havde aldrig set hende med løst, utildækket hår og det føltes svagt grænseoverskridende, underligt nok.

[Parsiprestre Merchande]

Det var et svært betagende syn og Pariprestre satte i høj grad pris på det. Det trak ved hans læber og han lagde nænsomt hendes overkjole til side.

Så lagde hans hænder sig mod hendes hofter igen og trak hende nær. Han kyssede hendes hals, mens den ene hånd gled over hendes lår og op over hendes mave.

Han fulgte den svage antydning af en runding og noget i ham responderede helt primitivt på det. "Mh," slap det ham dæmpet. "Jeg har tænkt meget på at se det her," indrømmede han.

[Marie Merchande]

Marie fik kuldegysninger af kyssene på sin hals og strøg det let rodede hår til den ene side, så han kunne fortsætte med det. Hun satte i høj grad pris på følelsen.

Hvad hun ikke havde forventet at sætte pris på, var den måde hans hænder strøg blidt over hendes mave. Hun smilede ømt og lagde selv en hånd over hans ene. "Vores lille ups," konstaterede hun med kærlighed i stemmen. Kærlighed for den lille bules beboer. "Jeg kan ikke mærke hende endnu. Snart, tror jeg. Jeg skal nok sige til... Hvis du vil vide det."

[Parsiprestre Merchande]

Parsiprestre slap en dæmpet, istemmende lyd og strøg tommelfingeren over hendes let udspilede mave. Det gjorde det lidt mere virkeligt end det havde været hidtil.

"Ja," svarede han og kyssede hende på halsen igen. "Jeg vil være en del af det hele, hvis du vil lade mig."

[Marie Merchande]

Marie havde været alene i verden med Rouland. Ingen havde strøget hende over maven eller ønsket at være en del af det. Pludselig mærkede hun en tåre på vej ned af sin ene kind og måtte klare halsen let.

"Det er jeg så glad for at du siger," hviskede hun. "Jeg vil ikke være alene om det. Ikke igen. Det er så hårdt."

[Parsiprestre Merchande]

Parsiprestre rynkede let på brynene, men slap hende ikke. Tværtimod trak han hende lidt tættere ind mod sig og hvilede hagen ned mod hendes skulder.

"Jeg vil være der. Det lover jeg dig," lød det dæmpet, men dybfølt. "Så meget, som jeg på nogen måde kan. Både nu og i de år, der kommer."

[Marie Merchande]

Marie græd ikke rigtig. Hun var bare rørt. Det sagde hun til sig selv, som hun tørrede øjnene og tog en dyb indånding.

"Vi kom lidt af sporet fra dit forsøg på at vinde mig over, konstaterede hun med en lille latter.

[Parsiprestre Merchande]

Parsiprestre fnøs muntert og smilede lidt ned mod hendes skulder, før han tiltede hovedet let til den ene side.

"Gjorde vi?" og selvom hun ikke kunne se hans spillende blik, måtte hun næsten kunne høre det i hans stemme.

"Påstår du, at det her ikke virker?"

[Marie Merchande]

Marie måtte le og så sig over skulderen. "Det virker," medgav hun. "Men ikke helt på samme måde. Jeg troede vi var ved at forføre hinanden. Ikke se om vi kan få Marie til at græde."

Hun snøftede lidt ind igen. "Men succes med dét i hvert fald."

[Parsiprestre Merchande]

Parsiprestre trak hende lidt nærmere og foldede armene helt om hende i en blid omfavnelse. "Hm," brummede han lavmælt og pressede læberne mod hendes skulder.

"Lad endelig være med at dele den beretning, hvis nogen spørger til vores bryllupsnat," svarede han i et drillende forsøg på at løfte stemningen.

"Jeg kan ikke have det siddende på mig, at jeg er så dårlig en elsker, at det bringer min hustru til tårer."