Uortodokst

[Parsiprestre Merchande]

Parsiprestre overså ikke hendes lille bevægelse og smilede ganske svagt over den, før han tog en tår af saften. Han slap en dæmpet lyd ved spørgsmålet.

"Et par gange om året, oftest," svarede han. "Nogle gange hyppigere, hvis det ikke er langt væk. De fjernere rejser tager gerne nogle måneder."

[Marie Merchande]

Marie nikkede. "Så på mange måder er du væk lige så ofte herfra, som en lensherre er fra sit hjem," konkluderede hun. Med vilje, nogenlunde taktfuld, undlod hun at formulere at det var ligesom hvis han var adelig endnu.

"Lynon klarer forretningen, men hjemmet her... Det er mit domæne nu?"

Hun tog en tår saft mere. Tanken var ikke det mindste intimiderende. Selvfølgelig var det noget andet og hun ville blive vældig udfordret af alle de borgerlige hun skulle vænne sig til, men hun så frem til at have sit eget ansvar i et hjem, frem for pigeskolen. Hun vidste hvordan man administrerede den rolle.

"Hvor mange ansatte har du? Og hvor mange i hver del af Købmandsgården? Jeg går ud fra at nogen er i husholdningen og nogen i forretningen?"

[Parsiprestre Merchande]

Parsiprestre brummede dæmpet. "Der er det. Med forbehold for, at Lynon og Sarah også har deres hjem her, naturligvis. Lynon har klaret det hidtil og kan utvivlsomt sætte dig ind i det nødvendige," konstaterede han. Hendes kommentar om lensherren gik ikke ubemærket forbi, men det generede ham ikke. Hans far var død og i en anden virkelighed havde han reelt været lensherre nu. Han begræd ikke tabet.

Og årsagen var da også ganske tydelig, som han gav sig til at forklare strukturen for sin forretning og for sit hjem. Førstnævnte tog det meste af tiden og det var heller ingen smal sag.

"... Og så er der naturligvis mine folk på kajen og skibenes besætning. Men det er vist ikke nødvendigt at gennemgå dem i aften, mh?"

[Marie Merchande]

Marie lyttede interesseret og drak den varme saft. Da Parsiprestre var færdig med at tale var hun ved at have tømt sit bæger. Hun fugtede læberne og trak på smilebåndet.

"Nej, du kan fortsætte med din gennemgang i morgen," svarede hun drillende. "Jeg vil gerne op i seng. Har du noget du mangler at gøre?"

[Parsiprestre Merchande]

Parsiprestre havde drukket det meste af saften, men lod en slat stå tilbage. En uvane, som han ikke var bevidst om.

"Det kan jeg ikke forestille mig," svarede han, men rejste sig ikke med det samme. I stedet stillede han et spørgsmål.

"Omstændighederne værende hvad de er, vil jeg spørge dig om du foretrækker at have dit eget sovekammer?"

[Marie Merchande]

Marie havde forestillet sig et lidt andet spørgsmål indenfor samme tema, men hun var ikke så overrasket over Parsiprestres formulering. Hun rømmede sig let og trak på smilebåndet. Hun havde selv tænkt over det flere gange.

"Nej," konkluderede hun og tog en dyb indånding. "Nej, jeg vil gerne dele både et kammer og et seng med dig. Så må vi finde ud af hvad der sker i den."

[Parsiprestre Merchande]

Der var en helt reel mulighed for, at Marie havde foretrukket sit eget kammer, eftersom der ikke var nogen bydende nødvendighed for, at de delte et. Det var ikke strengt nødvendigt at fuldbyrde ægteskabet, i og med at hun allerede var vældig gravid. Det var naturligvis heller ingen selvfølge, selv hvis de delte en seng.

"Jamen, så," svarede han og nikkede en enkelt gang, før han tilbød hende en hånd til at komme op. "Så lad os trække os tilbage, hustru."

[Marie Merchande]

Marie havde tænkt tanken. At hun uden problemer ville kunne få et værelse alene i dette store hus og ikke nogensinde behøvede at finde ud af om Parsiprestre snorkede eller ej. Hvis han gjorde, kunne hun selvfølgelig stadig nå at skifte mening på dén front, men hun havde aldrig levet med en mand. Noget sagde hende, at hun ikke ville komme til at føle sig som et fuldgyldigt medlem af familien, hvis hun ikke prøvede at finde ud af, om de kunne dele mere end et forhastet, vredt, passioneret øjeblik med hinanden.

Hun lagde sin hånd på hans arm og behold den der. Ordet 'hustru' fik hende til at holde vejret et øjeblik, men hun kommenterede ikke på det. I stedet rømmede hun sig lidt og så på ham, imens de gik. "Hvor træt er du, Mester Merchande?"

[Parsiprestre Merchande]

Parsiprestre tænkte nok knapt så meget som Marie, men dog lidt og ved hendes spørgsmål, skød han et bryn en anelse op.

"Så meget, som man nu er på det nuværende tidspunkt af døgnet," svarede han, lidt kryptisk, men ikke uden årsag. "Hvorfor spørger du?"

[Marie Merchande]

Marie trak følehornene lidt tilbage over det praktiske svar. Hun måtte også vogte sig selv.

I stedet for et helt ærligt svar, nøjedes hun derfor med at trække let på skuldrene, koket som den adelsdame hun stadig var og nok aldrig helt ville kunne slippe.

"Jeg øver mig på at være en hustru. Er det ikke et helt normalt spørgsmål at stille?"

[Parsiprestre Merchande]

Parsiprestre brummede dæmpet. "Det er det ganske givet, men på en bryllupsnat er det også et ladet spørgsmål," sagde han, ganske direkte og så hende i øjnene.

"Hvis jeg svarer, at jeg er træt, kunne det lede til skuffelse over uinfriede forventninger, men hvis jeg svarer, at jeg ikke er træt, antyder det også, at jeg har visse forventninger, som du måske ikke er interesseret i. Ser du mit dilemma?"

[Marie Merchande]

Parsiprestre pakkede ikke tingene ind. Det var måske meget godt. Da han forklarede sit uklare svar uden at vige i øjenkontakten, trykkede Marie læberne let sammen. Hendes mundvige sitrede dog svagt alligevel og det nåede også de gyldenbrune øjne. Hun nikkede, tog en dyb indånding og klarede halsen let.

"Og hvis jeg nu blot var interesseret i at vide, ikke hvad du forventede, men hvad du godt kunne tænke dig?" Hun hævede et bryn let. "Du må huske, at jeg stadig lider under, at jeg kyssede dig først. Jeg er slet ikke opdraget til at tage initiativ på den måde. Du er manden."

[Parsiprestre Merchande]

Parsiprestre prøvede slet og ret at være en gentleman, men Maries svar fik det til at sitre umiskendeligt ved hans læber. Han brummede dæmpet, en tænksom lyd.

"Du vil erfare, at kvinderne i denne husstand i høj grad opfordres til at tage initiativet," kunne han ikke dy sig og blikket spillede en kende uvornt.

"Jeg er ganske stor tilhænger af det."

[Marie Merchande]

Svaret fik, og det var ikke første gang, Marie til at rødme lidt. Hun ville ikke helt være ved det og rømmede sig en smule. Hun var jo ikke et pigebarn på seksten.

"Du er en flirt, Parsiprestre," anklagede hun med en sitren i mundvigene. "Og lidt for dygtig til det også." Hun fyldte lungerne med luft. "Du må hjælpe mig med at tage initiativet på den måde. Det var nemmere, da jeg bare var rasende på dig. Da var jeg komplet ligeglad med hvad du tænkte om mig."

[Parsiprestre Merchande]

Parsiprestre kom til at le og hans blik glimtede uvornt og uden nogen tegn på fortrydelse.

"Det skal være mig en fornem pligt," svarede han og selv hans tonefald var drillende, så mente han det såmænd.

"Men hvis det beroliger dig, så lad mig slå fast, at det i højeste grad er i min interesse med et sandt ægteskab. På alle fronter."