Uortodokst

[Parsiprestre Merchande]

Parsiprestre havde ikke hemmeligholdt noget, men det var dog nødvendigt at være diskret. Han vidste, at det måtte gå stærkt fra det øjeblik, hvor han havde annonceret sit ægteskab foran hele købmandslauget, for der ville ikke gå lang tid, før nyheden spredte sig til adelen. To dage, vurderede han, var det absolutte maksimum, men det var tid nok til at invitere alle de borgerlige, som skulle inviteres. Til festen, naturligvis. Det ville ikke blive en lille begivenhed.

Selve vielsen var mere privat. Til stede var en præst, Parsiprestre selv, Marie Merchande, hans døtre og de to vidner, Johanot af Vigny og Igraine af Charenoy. Der var ingen til at give nådigfrøkenen væk, så Parsiprestre tog selv hendes hånd, som de tog plads foran præsten.

[Marie Merchande]

Da Marie trådte frem foran præsten og overgav sin hånd til Parsiprestre, var hun omtrent tre måneder henne og det var ikke den mindste smule synligt, når hun var påklædt. På trods af det, var der ikke meget normalt over brylluppet. Der var kun syv mennesker til stede, det foregik på købmandsgården og ingen af Maries slægtninge var der. Det smertede hende en lille smule, men det kunne ikke være anderledes. Hendes forældre ville fordømme hende. Michel af Louzy det samme. Hun opgav sin adelstitel det øjeblik præsten spurgte og hun sagde ja.

Og det var på mange måder uforståeligt, for hun elskede ikke Parsiprestre, men hun beundrede ham for at være en mand af ære og hvad hun elskede var det lille væsen, som hendes fingre flygtigt svævede let forbi, når hun ikke tænkte over det.

Da præsten bandt hendes hånd og håndled til købmanden, tog hun en dyb indånding. Så greb hun lidt fastere om ham og lænede sin pande ind imod hans.

"Tak," mumlede hun dæmpet.

[Parsiprestre Merchande]

Parsiprestre var en pligtskyldig mand og han havde et ansvar, som han aldrig ville løbe fra. Det var de to døtre end påmindelse om. Han var dog mildt overrasket over Maries nærhed, men han lænede sig selv ind mod hende og brummede dæmpet som det eneste svar.

Lynon lukkede en hånd om Sarahs og der var en lille rynke mellem hendes bryn, men hun smilede også ganske, ganske svagt. Hun håbede sådan, at det ville ende godt.

[Marie Merchande]

Sarah var anspændt og trykkede sin søsters hånd lidt. Hun var blevet talt til fornuft og havde svoret overfor Lyn at opføre sig pænt overfor sin nye stedmor - især i dag. Så hun havde klistret et smil på læberne og stod pænt og så på.

Johanot morede sig over hele konceptet, men han var trænet ved hoffet og havde ingen problemer med at skjule det. Han bevidnede i tavshed.

Marie tog en dyb indånding og så var deres hænder bundet sammen. Hun klemte lidt om Parsiprestres og så hen imod præsten.

"Var det det? Hvor længe skal vi være bundet sammen?"

[Parsiprestre Merchande]

Igraine og Johanot havde sikkert meget lidt til fælles, men de var begge adelige til fingerspidserne og Igraine gjorde gode miner til slet spil, selvom hun var ængstelig på sin venindes vegne og svagt ubekvem ved at være en del af dette selskab.

Parsiprestre rettede sig op igen og lukkede hånden om Maries og ikke udelukkende fordi det var det mest praktiske, mens de endnu var bundet sammen.

"Det var det, men du hænger på mig nogen tid endnu," svarede han og det trak lidt ved hans mundvige. "Indtil vi ankommer til gildet og gæsterne, der venter der."

[Marie Merchande]

Marie fnøs let, men mærkede også en svag varme i kroppen. Hun var uvant med situationen. Vandt til at være den, der havde styringen og styr på retningen. Hun tog en dyb indånding.

"Du hænger på mig meget længere end det, Mester Merchande," pointerede hun snusfornuftigt. Det var lidt intimiderende. Resten af livet, om alt gik vel.

[Parsiprestre Merchande]

Parsiprestre fnøs dæmpet af hendes ord, men det havde en svagt munter underklang og hans blik spillede da også let.

"Meget sandt, men du vil formentlig nødigt være fysisk bundet til mig i al den tid," lød det drillende, selvom han måske burde være mere alvorlig. Et bryn skød op. "Og det var det, du spurgte til, ikke sandt?"

[Marie Merchande]

Marie trykkede læberne lidt sammen, men hendes blik spillede, som hun rystede på hovedet. "Det ville være både upraktisk og lidt for intimt et bekendtskab," medgav hun. "Tak for svaret, dog. Jeg er ikke så erfaren med at blive gift. Jeg holder det også gerne til denne ene gang."

Hun havde aldrig troet hun ville blive gift. Men pludselig skete alt omkring hende. Nu var hun nogens hustru. Det var lettere overvældende.

Hun så op på Parsiprestre. "Leder du vejen?"

[Parsiprestre Merchande]

Parsiprestre trak lidt på smilebåndet af hende og brummede dæmpet, men svarede ikke. Han havde heller ikke selv regnet med at skulle giftes igen, men der stod de og han havde ikke tænkt sig at bringe sin afdøde hustru op nu.

Han førte hende med sig, først til de to vidner, så sine døtre, før de fortsatte til en firkantet, hestetrukken vogn. Han hjalp hende op, så meget som deres sammenbundne hænder tillod. Da Sarah og Lynon havde sluttet sig til dem, blev døren lukket og de blev fragtet til den store gildesal.

Der ventede dem et stort festmåltid på dækkede borde, som vidnede om, at Parsiprestre var en meget velhavende mand og der var en regulær rand af mennesker, der klappede, da de trådte ind.

[Marie Merchande]

Johanot ekskorterede høfligt Igraine ud. Ingen af dem kunne deltage i de borgerliges bryllupsfest, men det morede ham at have spillet en rolle. Nu var den rolle slut.

Maries rolle som den glødende brud var kun lige gået i gang. Hun var reelt glad for at være bundet til Parsiprestre i starten af festlighederne, for hun anede stadig ikke hvad hun skulle gøre af sig selv. Hun forsøgte bare at smile så høfligt som hun kunne til alle og tog imod lykønskninger og takkede, indtil de dumpede ned i midten af et højbord i et meget pakket lokale.

Snart forlod Parsi hende af legetime og praktiske årsager og Marie gik i panik over at blive introduceret til en tradition, hvor alle mændene i selskabet forsøgte at snige sig til at kysse hende.

Sarah morede sig derimod kosteligt. Måske var det ikke så sødt af hende at smile bredt og nærmest ondskabsfuldt over at hendes stedmor forfjamsket forsøgte at beskytte sig selv fra kys fra borgerlige mænd.

[Parsiprestre Merchande]

Lynon skubbede let til sin søster og så på hende med et formanende blik. Modsat Sarah, så følte hun et stik af sympati med sin fars nye hustru.

Netop Parsiprestre havde heller ikke været gommen i et borgerligt bryllup før, han havde kun deltaget i andres og han huskede kun på vejen tilbage, hvad traditionen foreskrev.

Han skyndte sig derfra, men måtte virkelig også tage sig gevaldigt i nakken for ikke at grine ved synet af sin nye hustru, der snart set fægtede mænd væk med armene. Han rømmede sig højlydt og der var en generel gnækken, som de sidste mænd hurtigt stak til siderne og Parsi tog igen plads hos Marie.

Han så på hende og prøvede at undertrykke latteren i sit blik. Han troede ikke, at hun ville værdsætte det.

[Marie Merchande]

Marie var en kende forfjamsket, ganske rød i kinderne og satte overhovedet ikke pris på den latter hun udmærket kunne se i Parsiprestres lyse, spillende øjne. Hun havde en hvis lyst til at slå ham over nakken, men nøjedes med at tage en meget dyb indånding.

"Du er på tynd is, købmand," konstaterede hun helt dæmpet, men en lille smule spidst. "Jeg tror jeg må binde dig fast til mig igen, så du ikke forlader mig mere i aften."

[Parsiprestre Merchande]

Denne gang kunne Parsiprestre ikke hindre et dominerende træk i sine mundvige og det spillede i hans blik, da han tog en tår af sit krus med vin.

"Så, når jeg træder af på naturen igen, vil du følge med?" udfordrede han og skød så brynene op. "Og omvendt, kunne jeg tilføje."

[Marie Merchande]

Marie måtte indrømme at det var en spids mere morsomt, når hun ikke længere var omgivet af mænd, der absolut mente de skulle kysse hendes kinder. Hun fnøs ganske lavt og lagde sin hånd på hans arm, da han havde drukket en tår vin. "Jeg forestiller mig, at du ikke drikker mere end et glas. Så behøver det slet ikke at blive aktuelt."

Hun tog en dyb indånding. "Jeg er udlært til hoffet. Jeg kan holde utrolig længe på vandet. Studsede du aldrig over at komtesserne aldrig havde behov for at undskylde sig?"

[Parsiprestre Merchande]

Parsiprestre hævede et bryn over hendes forventning, men han nåede ikke at svare, før hun var fortsat. Denne gang lo han til gengæld.

"Det kan jeg med fuldkommen ro i sindet sige, at jeg aldrig har skænket en eneste tanke," svarede han og nu var der decideret morskab i blikket.