Uortodokst

[Marie Merchande]

Marie så på ham i et langt øjeblik og trak svagt på smilebåndet. "Du er usædvanlig," konstaterede hun.

"På mange måder. Meget anderledes end jeg troede."

Hun rynkede panden let. Tæppet duftede rart. Af huset. Måske lidt af ham.

[Parsiprestre Merchande]

Parsiprestre hævede et bryn let og så interesseret på hende, mens han foldede det ene ben over det andet. Han smilede svagt.

"Hvordan det?" bad han dæmpet, men reelt nysgerrigt.

[Marie Merchande]

Marie trak tæppet tæt omkring sig og så over på Parsiprestre. Hun glattede sin pande ud og tog en dyb indånding. "Du er provokerende, som jeg vidste du ville være. Du får mit blod i kog. Ingen overraskelse der." Hun hævede et bryn let.

"Men du er også... Meget omsorgsfuld. Måske er det på grund af barnet? Det havde jeg uanset ikke forventet af dig." Hun åndede lidt ud. "Det er komfortabelt. Og jeg havde virkelig ikke forestillet mig at føle mig komfortabel i dit selskab. I hvert fald ikke på så kort tid."

[Parsiprestre Merchande]

Parsiprestre lyttede i stilhed, kun med en lille trækning omkring læberne, da hun kaldte ham provokerende. Han slog kort blikket ned og slap en lidt tænksom lyd.

"Jeg kan godt lide at tro, at jeg generelt er en behagelig mand," svarede han, kun svagt drillende. "Men jeg forstår, hvad du mener. Det ér en omvæltning. Jeg har selv været noget lignende igennem, ved du. Af samme årsag er det kun i min interesse at gøre det så let for dig, som jeg kan."

[Marie Merchande]

Marie overvejede med vilje at misforstå og drille Parsiprestre med det barn han havde båret rundt på. Hun lod dog fornuftigt være og nøjedes med at trække lidt på smilebåndet.

"Tak," svarede hun mildt. "Du klarer den meget godt indtil videre."

Hun slap tæppet og lagde hænderne mod stolens armlæn. "Er der normalt faste pladser herinde?"

[Parsiprestre Merchande]

Det var utvivlsomt et stort kompliment, men det fik ham også til at slippe en munter lyd. Han fik dog ikke svaret med mere end det, før hun havde stillet et spørgsmål, der fik det til at trække lidt ved hans læber.

"Faste pladser er måske så meget sagt, i og med, at jeg ér husets primære beboer," indrømmede han. Hans døtre boede på universitetet. "Når Sarah er her, sidder hun, hvor jeg gør nu, mens Lynon foretrækker pladsen tættest ved ilden."

Hans blik spillede lidt, da han fortsatte. "Vanemenneske, som jeg er, plejer jeg selv at udfylde den stol, som du så glimrende troner i nu. Men det er sikkert sundt med forandring, mh?"

[Marie Merchande]

Marie trak lidt på smilebåndet, før han afslørede, at hun havde taget hans yndlingsplads. Hun trykkede læberne lidt sammen og rankede sig en smule ved ordet 'troner.' Det tonefald han brugte indikerede ikke, at det var noget negativt. Hun tiltede hovedet let.

"Sundt eller ej. Begge vores liv kommer til at forandre sig af det her. Du har udtrykt en meget tydelig forventning om, at jeg indgår fuldt i livet her, så det vil jeg gøre. Men det betyder også, at jeg kommer til at have holdninger omkring husførelsen."

Hun tog en dyb indånding. "Før jeg begik en række fejltagelser, der endte med at jeg blev underviser, var jeg opdraget til at skulle lede et hjem."

[Parsiprestre Merchande]

Parsiprestre nikkede, men kneb øjnene også lidt sammen over noget i hendes formulering. Han sprang dog ikke på det med det samme.

"Det er mange år siden, at der har været en kvinde i huset. Lynon har gjort sit for at holde det, men mellem universitetet og hendes arbejde for mig, har hun mere end rigeligt at se til."

Hans fingre trommede en enkelt gang mod armlænene. "Det er kun med rette, at ansvaret overdrages til dig."

[Marie Merchande]

Marie tog det meget alvorligt og nikkede langsomt. Hun krummede selv fingrene lidt om armlænet.

"Jeg har altid drømt om at lede min egen husholdning," indrømmede hun dæmpet, næsten som om der var en lille skam forbundet med det. Måske var der også. I næsten ti år havde hun skubbet den drøm ned, kendt den som umulig, efter hendes affære og fødslen af hendes søn.

"Jeg ved ikke om jeg fortjener at få lov til det. Men jeg tror jeg vil være god."

[Parsiprestre Merchande]

Parsiprestre så spekulativt på hende og svarede ikke helt med det samme. Han var ikke blind for, at hun endnu engang havde hentydet til sin fortid og til sidst spurgte han direkte til det.

"Hvad er det for nogle fejltagelser, du har begået?"

[Marie Merchande]

Marie vidste godt at hun havde antydet. Flere gange. Det var mere end hun nogensinde havde gjort før. Måske vidste hun at hun kunne fortælle Parsiprestre det uden at verden gik mere under. Måske havde hun brug for endelig at tale med nogen om det. Hun var overbevist om at han ikke ville fordømme hende og det var i sig selv usædvanligt.

Hun tog en dyb indånding og kastede et blik over skulderen. Der lød lyde på gangen. Hun rynkede panden let, men snart kom en ung kvinde med et fad med to krus dampende saft og Marie takkede hende høfligt.

Først da døren atter var lukket, tog hun ordet. Hun fortalte om Alaric af Charenoy, der havde været hendes første og eneste kærlighed. Om hans flugt, da hun tilstod sin graviditet. Om hendes forældre, der havde taget hendes søn til sig og senere sendt hende til Gestraria for at være ved hoffet og glemme alt om det hun havde været igennem. Her stoppede hun sin fortælling og tog en lille tår saft.

"Som om jeg nogensinde kunne glemme det," tilføjede hun og så over på Parsiprestre. "Jeg beklager, hvis du føler dig bondefanget til et ægteskab med en kvinde med for meget beskidt forhistorie. Jeg har ingen intentioner om nogensinde at fortælle Rouland hvem hans forældre er. Han er en glad dreng. Han skal ikke have sit livsbillede ødelagt af mig og den kujon af en mand."

[Parsiprestre Merchande]

Parsiprestre takkede selv den unge kvinde med en passende familiaritet, men hans opmærksomhed var på Marie. Han havde studset over hendes ordvalg, da hun havde fortalt ham om barnet og nu fik han forklaringen på det. Han afbrød hende ikke, men lyttede tavst og betragtede hende blot eftertænksomt, da hun nåede sin konklusion. Hans tommelfinger strøg over det varme keramik, men han tog ikke en tår endnu.

"Jeg er ked af, at du har måttet stå gennem så meget," sagde han endelig og lød dybt, dybt alvorlig. "Du tænker mig måske kontroversiel, men der er traditioner i Falanie, som jeg grundlæggende finder forkastelige. Nødvendige, ville nogle måske sige, men ikke desto mindre," fortsatte han og tog en indånding.

"Og med det sagt, vil jeg understrege, at jeg ikke holder din fortid mod dig. Guderne må vide, at du er blevet straffet nok for den," lød hans konklusion og der var måske en lille gnist af harme i hans blik, men den var ikke rettet mod Marie. Hans tanker var på Lynon og Sarah og de urimeligheder, som kvinder måtte leve med.

[Marie Merchande]

Marie lyttede og fyldtes med en varme hun ikke vidste hun kunne føle over at blive hørt, uden at blive dømt. Hun havde vendt sin historie rundt så mange gange, hadet sig selv, svoret at holde unge piger væk fra noget lignende. Holdt dundertaler om at være ærbar. Nu sad hun med en lille klump i halsen og måtte rømme sig for at få den væk, før hun tog en tår mere af sit krus.

"Tak," svarede hun dæmpet. "Jeg tror ikke jeg kan forklare dig hvad det betyder at du ikke dømmer mig for det." Hun sank. "Jeg har begået fejl. Min dømmekraft... Den ledte os også til hvor vi er nu. Men jeg har ikke kendt mere end de to mænd hele mit liv, så du kan måske forestille dig hvor dum jeg følte mig, da jeg fandt ud af at historien gentog sig selv."

[Parsiprestre Merchande]

Parsiprestre trak lidt på smilebåndet, selvom det egentlig ikke var sjovt. Han brummede dæmpet og tog en tår af sin saft. Varmen gjorde godt.

"Jeg må indrømme, at der ér en hvis skæbnens ironi over det," sagde han med et svagt spillende blik. "Men det ender anderledes denne gang. Godt, vælger jeg at håbe."

[Marie Merchande]

Marie nikkede lidt. Hun følte sig forløst på en ny måde. Tryggere end hun havde været før. Hun drak i tavshed en kort stund. Så indså hun at de var alene og at hun frit kunne lade hånden glide let over sit mellemgulv, en impuls hun ellers havde undertrykt.

"Jeg har glemt at spørge dig hvor ofte du rejser?"