Højere magter

[Igraine af Charenoy]

Igraine var ikke helt bevidst om, at blikket var blevet ved med at dvæle, før han pludselig så tilbage på hende. Hun rettede sig lidt.

"Intet, Ridder Charenoy," forsikrede hun med et klædeligt smil, der afslørede, at hun vidste, at hun havde betragtet ham, men som ikke for alvor var skamfuldt.

"Jeg var blot optaget af mine egne tanker et øjeblik." Og en upassende morsomhed, der gik på, om grunden til at borgen i Charenoy måtte leve på grød om vinteren, var at arvingen spiste dem ud af huset. Det var de absolut ikke bekendte nok til, at hun kunne tillade sig at sige.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus fornemmede et eller andet mere, men han var ikke en mand, der prikkede og pirkede i underliggende tanker eller betydninger. Han brummede blot og spiste videre.

Først en tid senere var hans tallerken helt tom for andet end ben og han lænede sig mageligt tilbage og drejede et vinglas mellem fingrene. "Blev De mæt, Nådigfrue?"

[Igraine af Charenoy]

Igraine afholdt sig selv fra at betragte den massive mand alt for åbenlyst derfra, selvom det var lidt et fascinerende studie i, hvor meget mad, det var muligt at indtage.

Da han var færdig, mødte hun dog også hans blik med det samme og smilede mildt. "Absolut," forsikrede hun. "Man kan sige meget om hoffet i Levagny, men maden har altid været god."

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus så et øjeblik på Enkefruen, før han hævede begge bryn ganske let og smilede.

"Hvad kan kan f.eks. sige om hoffet?"

[Igraine af Charenoy]

Det var utroligt, hvad det gjorde ved hans ansigt, da han smilede og Igraine var et øjeblik helt forundret over det, før hun måtte forsøge at forklare ord, som der ikke havde været nogle dybe tanker bag.

Hun anså det dog ikke for et problem, men slog blot let eftertænksomt med fingerspidserne på glasset. "Alt foregår i et helt andet tempo her, end det gør ude i lenerne," musede hun og smilede lidt. "Det glemmer man, når man har været væk i lang tid."

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus kneb øjnene lidt sammen, før han nikkede langsomt.

"Foretrækker De langsommeligheden i lenerne eller finder De bylivet mere interessant?"

[Igraine af Charenoy]

Igraine tog en dyb indånding, som hun overvejede spørgsmålet lidt. I sidste ende var hun dog ikke så meget tvivl om svaret.

"Lenerne," indledte hun og tog en lille tår vin. "Selvom det er rart at komme tilbage hertil fra tid til anden. Men jeg savner ikke at være her hver eneste dag."

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus nikkede. Han havde det tydeligvis på samme måde med lenerne.

"Hvis jeg aldrig behøvede komme her igen, ville jeg ikke savne det et øjeblik," konstaterede han. "Men jeg er klar over at det ikke er en mulighed."

[Igraine af Charenoy]

Igraine var ikke overrasket over, at det var hans mening og smilede lidt for sig selv. Nej, på en eller anden måde faldt han udenfor her, men hun kunne forestille sig, at det ikke ville være det samme i mere åbent land.

"Ikke desto mindre er jeg glad for, at De er her i aften," konstaterede hun mildt og mente det. "Jeg har nydt at tale med Dem."

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus tømte sit glas og nikkede let. "Tak, Nådigfrue," svarede han reelt. "Jeg har også haft en fin aften."

Måske en anelse underdrevet med tanke på at han stort set ikke havde talt med andre og hans blik havde været fæstnet på hende over halvdelen af tiden. Han var dog ikke en mand til svungne, voldsomme erklæringer. Til gengæld var han en mand, der rejste sig, når tiden kaldte på det. Han trak hendes stol ud, som han burde, før han bukkede let for hende og gjorde sin exit, før hans moder kunne slå kløerne i ham og tvinge ham til at danse eller noget andet løssluppent.

Måske lukket eller åbent til en lukkepost?

[Igraine af Charenoy]

Igraine tog afsked med Bartholomeus og så lidt underfundigt efter den massive mand, der forlod rummet. Han var temmelig usleben i kanterne og hun var stadig ikke sikker på, at hun helt forstod ham, men interessen var vakt.

Hun endte da heller ikke med at opsøge andre, potentielle muligheder den aften, men trak sig selv tidligt tilbage, så hun kunne nå at selv at lægge sin datter i seng. Det var ikke fordi, hun ikke havde noget at tænke på.

Lukket