Højere magter

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus nikkede alvorligt. "Hver år, især hvis det har været en dårlig høst," svarede han. "Jeg tvivler på at de fleste røvere egentlig har haft lyst til at blive det. Desperationen kan drive en mand langt."

Han tog en dyb indånding. "Men det er vores opgave at holde dem nede. Kronen sender naturligvis også sin andel af især unge riddere op til os, for at holde dem stangen."

[Igraine af Charenoy]

Der var en overraskende sympati at finde i svaret og det tiltalte hende, på samme måde som realitetssansen i de næste ord. Hun nikkede let, mens fingrene drejede glasset lidt eftertænksomt.

"Det må være en af årsagerne til, at det er nødvendigt at tilbringe en stor del af tiden der," gættede hun, uden at betragte det som en ulempe. En lensherre var der trods alt for at tage sig af sit folk, ikke blot for at leve af dem.

"Hvor længe regner De med at blive i Levagny for nu?" fulgte hun op, knapt bevidst om at maden var i fuld gang med at blive serveret.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus nikkede som svar på enkefruens gæt og tog endnu en tår af sin vin. Han registrerede heller ikke så meget andet, for en gangs skyld overgiven til en samtale med en adelsfrue. Det blev udfordret noget af hendes spørgsmål og han klarede halsen en anelse og så over mod de tjenere, der var på vej med maden.

"Jeg bliver, ifølge min lensherre, indtil jeg kan tage en hustru med hjem," svarede han en anelse dystert.

[Igraine af Charenoy]

Igraines blik strejfede selv kort til tjenerne, men vendte snart tilbage til ridderen. En dæmpet, svagt munter lyd undslap ham, men mere i sympati end noget andet.

"De lyder en kende opgivende omkring foretagendet," bemærkede hun med et let afvæbnende smil. "Men De fortalte mig selvfølgelig også om udfordringerne med komtesserne."

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus fnøs let og hævede begge bryn af enkefruen. "Mmh," brummede han, før han måtte læne sig en anelse tilbage og lade tjeneren komme til. "Jeg er blevet kaldt både kræsen og stædig."

Maden var glimrende, men han var mere optaget af enkefruen. "Men Charenoy fortjener bedre end en forkælet lille pige som fremtidig lensfrue. Tilsyneladende mener den nuværende, at De ville kunne klare opgaven."

[Igraine af Charenoy]

Igraines mundvigene sitrede uundgåeligt lidt over hans reaktion, men hun kunne ikke ærligt sige, at hun ikke godt forstod, hvad han mente. Hun sænkede nakken lidt et øjeblik, før hun selv flyttede sig for tjeneren. Hun svarede ikke, før han var væk igen og da hun gjorde, rettede hun blikket tilbage mod den fremtidige lensherre.

"Jeg sætter pris på hendes tillid," indledte hun pænt, men fortsatte også. "Jeg er heller ikke ubekendt med, hvad opgaven indebærer, selvom jeg endnu ikke kender Charenoy. Som De måske er klar over, har jeg ingen forpligtelser til at gifte mig igen, men sandheden er, at jeg foretrækker at have et formål."

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus lyttede og gik ikke i gang med at spise endnu. Hans opmærksomhed var i stedet på enkefruen. Hans mor, der også var med til selskabet, omend ganske langt væk ved et andet bord, havde allerede opdaget, at han knapt havde taget blikket af hende de sidste tyve minutter.

"Og fortæl mig så, Nådigfrue Triviers. Hvilket formål er det De søger at opfylde?"

[Igraine af Charenoy]

Igraine var heller ikke selv bevidst om, præcis hvor optaget hendes opmærksomhed var af manden ved sin side, blot at hun fandt reel interesse i deres samtale.

"Mere end at brodere puder og se efter nevøer og niecer resten af mine dage," indrømmede hun med et lille smil. Måske var hun for direkte, men det var sandheden hun fortsatte med og så ingen grund til andet.

"Jeg har aldrig betragtet mig selv som nogen pyntegenstand, Ridder Charenoy. Jeg brugte de første treogtyve år af mit liv på at forberede mig på en fremtid som lensfrue og jeg har intet ønske om at se det gå til spilde."

[Bartholomeus af Charenoy]

Direkte. Bartholomeus' mundvige krøllede langsomt op i et lille, skævt smil, før det rettede sig ud igen. "Det lød næsten som en af de taler man hører fremlagt," pointerede han med et glimt i de mørke øjne.

"Hvordan forbereder man egentligtaget en lensfrue?"

[Igraine af Charenoy]

Igraine blinkede en enkelt gang, før hun kom til at le. Smilet forblev i øjnene og mundvigene sitrede, men hun blev ikke forlegen. Det var ikke første gang, hun havde sagt det.

"Mange, lange timer med den nuværende lensfrue," svarede hun med et glimt i de mørke øjne, selvom der var mere til det end det. "Det er trods alt ikke udelukkende en lensherre, der har sine pligter."

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus rystede langsomt på hovedet. Han vidste godt, at det krævede sin kvinde at være lensfrue. Så meget desto mere grund til at udvælge en, der ikke var sytten år som sin hustru. Han tog en dyb indånding.

"Det undervurderer jeg ikke, Nådigfrue," svarede han roligt.

[Igraine af Charenoy]

Smilet forsvandt ikke helt fra hendes læber, selvom den kortvarige munterhed veg tilbage for emnets alvor. Det nåede dog stadig op i de mørke øjne, som hun nikkede let.

"Jeg havde ikke andet indtryk, Ridder Charenoy," forsikrede hun mildt.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus nikkede lidt. Hun var en flot kvinde, måtte han give de to matchmakere. Ikke dårligt selskab. Han åndede lidt ud og huskede, at der også var kommet mad.

Det dykkede han lidt ned i og blev samtidig, logisk nok, tavs. I stedet tyggede han en hel del. Der skulle meget mad til en stor ridder.

[Igraine af Charenoy]

Igraine overgav sig villigt til måltidet, selvom hun ikke ligefrem indtog det i samme hastighed eller omfang som ridderen. Til gengæld nød hun både det og vinen, mens hendes bordherre på den anden side også stillede enkelte spørgsmål.

Hun blev da også færdig med at spise, før nogen af de to mænd og hengav sig lidt til sit glas med vin. Som hun gjorde, kunne hun ikke helt lade være med at lade blikket glide diskret mod ridderen igen.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus opfattede enkefruens blik på ham, imens han sad med den ene hånd lukket om en knogle og var ved at gnave kødet af den. Han drejede hovedet lidt og hævede begge bryn, inden han fik sunket og sænkede knoglen også.

"Nådigfrue...?"