Højere magter

[Igraine af Charenoy]

Forståelsen gryede på hendes ansigt og hun smilede svagt, som hun nikkede en enkelt gang for at signalere det. Hun var ikke ubekendt med unge komtessers fantasiforestillinger.

"Nej, det har jeg ikke," svarede hun dog ærligt og ikke uden alvor. "Og jeg er ikke i tvivl om, at jeg ikke er i stand til at forestille mig præcis hvor anderledes forholdene er deroppe, skønt jeg kender til teorien."

Hun rankede sig lidt og vippede hovedet lidt, overvejende næsten. "Men jeg har heller intet personligt ønske om at blive i hovedstaden. Det sidste årti har jeg primært tilbragt i Triviers." Sammen med lensfolkene. Hvor det betød noget.

[Bartholomeus af Charenoy]

Charenoy var temmelig koldt i januar måned og alligevel savnede Bartholomeus det, imens han sad i sjapsne og regn i Levagny. Hans blik var alvorligt på enkefruen, men det var ikke fordi han ikke lyttede til hvad hun sagde. "Hrm," brummede han i reaktion.

"Der er vintre, hvor man ikke kan forlade lensborgen i en måned og ender med at leve på grød til sidst, fordi lagrene er sluppet op," pointerede han. Det var måske svagt overdrevet med både tiden og hvor langt det kunne synke, men han ville ikke have en hustru, der sad og vrængede næse og brokkede sig, når det blev hårdt.

[Igraine af Charenoy]

Igraines øjenbryn rykkede sig en anelse sammen, som han fortsatte og det dannede et svagt bekymret udtryk. Det var dog ikke udsigten til grød og kolde nætter, der gjorde det.

"Hvordan klarer folket i Charenoy vintrene?" spurgte hun i stedet, med alvor og reel bekymring. Hvis det var tilstandene på lensherrens borg, hvordan så det så ud i landsbyerne?

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus' bryn røg helt op i panden over det ærlig talt uventede spørgsmål og han stirrede en anelse på Igraine i et langt øjeblik. Folket. Havde hun ikke hørt, at hun selv skulle leve af grød?

Han rømmede sig en anelse. "De klarer sig på samme måde," svarede han. "Hvis det er en hård vinter. Gør det Dem urolig?"

[Igraine af Charenoy]

Igraine havde ærligt talt ikke tænkt meget over sit spørgsmål, før hun så udtrykket på hans ansigt. Det fik hende til at blinke en enkelt gang, før hun smilede ganske svagt. Rynken forblev dog som en let aftegning mellem brynene.

"Folkets velfærd er blot vigtigere i mine øjne, end min egen adgang til komforter," svarede hun og, for ikke at lyde alt for frelst, tilføjede: "Dermed ikke sagt, at jeg foretrækker det bekvemme frem for det ubekvemme, hvis muligheden er der."

[Bartholomeus af Charenoy]

Det var selvfølgelig et pænt svar, men nådigfruen virkede oprigtig og Bartholomeus nikkede langsomt. "Mm," brummede han.

"Deres datter," brød han ind i emnet. "Hvad er hendes fremtidsudsigter?"

[Igraine af Charenoy]

Det var et emneskift, men ikke et uventet et og Igraine lod sig ikke hyle ud af det. Tværtimod så hun kort ned i glasset og tog en tår af den krydrede vin, før blikket søgte tilbage til ham.

"Delphine er ikke meget mere end et år væk fra pigeskolen," svarede hun, men med en svag tøven i tonefaldet. "Og hun vil ikke vise sig at blive noget dårligt parti i fremtiden. Hun har sin arv med fra Triviers," tilføjede hun. Hun ville ikke blive en stor økonomisk udgift for Charenoy, hvilket hun antog var bekymringen.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus nikkede lidt. Det havde ikke været hans primære bekymring, men han lyttede efter og tog det med.

"Og hendes opdragelse?"

[Igraine af Charenoy]

Igraine rankede sig næsten umærkeligt, som om hun gjorde sig klar til et forsvar, selvom tonefaldet forblev det samme høflige og konverserende.

"Jeg har primært selv varetaget den," svarede hun, ikke uden stolthed, selvom hun maskerede det godt. Mange adelsfruer ville rynke på næsen af det. "Med hjælp fra nødvendige tutorer, naturligvis."

[Bartholomeus af Charenoy]

Svaret fik et lidt forbløffet udtryk frem på Bartholomeus' ansigt, men han nikkede langsomt og lod blikket glide over hendes ansigt. Han havde altid kun talt med komtesser uden livserfaring og absolut uden erfaring udi børneopdragelse og det virkede da også altid så fremmed for ham, at de, i en alder af sytten, skulle opfostre hans afkom.

"Hvordan klarer hun sig? Er hun et kvikt barn?"

[Igraine af Charenoy]

Igraine så forbløffelsen på hans ansigt, men kunne ikke umiddelbart aflæse den som god eller dårlig. Det var dog uanset som det var og ved det næste spørgsmål, kunne hun ikke hindre et helt reelt smil i at stryge over læberne. Hun sænkede blikket til vinen i et øjeblik, men lod det snart løfte sig til ridderen igen.

"Det er hun," svarede hun, ikke uden ømhed, selvom et forretningsmæssigt tonefald måske havde været mere passende. Hun fugtede læberne, overvejede kort, før hun fortsatte. "Men hun er også en energisk pige og har til tider sine udfordringer i at skulle sidde stille og lære. Det er min erfaring hidtil, at det er bedre at lade hende komme ud fra tid til anden end at forsøge at tvinge hende til at blive siddende."

Det ville nok blive et problem på pigeskolen og det var en af grundene til, at den smalle rynke havde sneget sig ind mellem øjenbrynene igen. Hun var ikke altid sikker på, at Delphine ville trives der - men hvad var alternativet?

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus betragtede kvinden, imens hun gav en beskrivelse, der slog ham som ærlig. Den var i hvert langt fra at være ren ros. Han nikkede lidt igen og tænkte sit om piger med krudt i måsen: Det var de eneste pigebørn han vidste hvordan han skulle tale med. Hans egen niece var heldigvis sådan.

"Hun ville få rigeligt med muligheder for at komme ud i Charenoy. Vi har pligter nok hun kunne sættes til at udmatte sig selv med," bemærkede han, uden at tænke over at han var begyndt at slippe sin voldsomme skepsis lidt og tænke ind i det som en mulighed.

[Igraine af Charenoy]

Igraine burde måske gøre mere for at skabe et glansbillede, men det kom ikke naturligt til hende og hun havde uanset ingen interesse i at forsøge at skjule sandheden. Nok var hun ikke ung, men hun var heller ikke desperat og hun var ærligt talt mere interesseret i at se, hvordan arvingen reagerede på sandheden end på fortællinger.

Det betød ikke, at hun ikke blev en anelse overrasket, da reaktionen kom og i et øjeblik viste det sig i hendes blik, før hun kom til at smile svagt igen. "Jeg har en fornemmelse af, at det ville begejstre hende mere end det modsatte," svarede hun eftertænksomt, men varmt. I Triviers havde hun ikke så ofte fået lov til at tage fat. Det var ikke noget for unge nådigfrøkener, havde hendes farmor slået fast.

"Vil De fortælle mig lidt mere om Charenoy, herre?" spurgte hun impulsivt og med reel interesse. Hun havde naturligvis et basiskendskab, men der havde ikke just været tid til større undersøgelser forud for arrangementet denne aften.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus' mundvige sitrede svagt. Det lød også som hans niece. Han slappede mere af, kunne han mærke, men tænkte ikke videre over det.

"Det er langt væk," svarede han. "En måneds rejse på hesteryg og omtrent to en halv uge til søs fra Levagny til lensborgen. Lensborgen ligger et godt stykke fra vores bjerge og dermed også fra grænsen til Hasnea, men vi har grænseposter sat permanent op med en advarselskæde."

Han var meget faktuelt orienteret og beskrev ikke hvor smukt det var eller hvor hårdtarbejdende folket var.

[Igraine af Charenoy]

Igraine overså ikke den lille trækning omkring hans mundvige og det lille tegn, føjede en bid mere til hendes samlede indtryk af ham. Hun dvælede dog ikke ved det, men lyttede med reel interesse til hans ord.

Hun nikkede lidt, ikke ubekendt med søfart og ganske komfortabel med transportformen. Det var dog det sidste, der fik hende til at rynke lidt på brynene.

"Har I store udfordringer med røverbander fra nord?" spurgte hun, mere interesseret end bekymret. I Triviers havde det været pirater, affødt af lenets lange kystlinje.