Højere magter

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus' blik gled over kvinden, som hans mor gerne ville have at han giftede sig med. Han følte ikke den væmmelse, som han ellers ofte fik i selskab med de seksten- og syttenårige komtesser, som han blev prakket på. Han vidste til gengæld ikke hvad han skulle svare på hendes spørgsmål. Hvad var han? Sikke et mærkeligt spørgsmål.

"Jeg er ridder og arving til Charenoy, Nådigfrue," svarede han med en rynke i panden.

[Igraine af Charenoy]

Igraine fornemmede hans undren og måtte endnu engang presse læberne sammen for ikke at komme til at smile over det tørre svar. Heldigvis havde hun kontrol nok til at lade være.

"Naturligvis," medgav hun. "De sagde, at De ikke var en charmerende sydlænding, så jeg undrede mig blot over, hvordan De så ville beskrive Dem selv, Herre."

Lidt en tør kiks, var hendes umiddelbare tanke og absolut ikke snaksagelig. Men ikke ubehagelig og hendes nysgerrighed var vakt. Måske fordi, hun altid havde brudt sig godt om udfordringer.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus hævede et bryn. Det virkede noget fimset at gå rundt og beskrive sig selv i vendinger som svarede til det han netop havde sagt at han ikke var og tydeligvis havde hun ikke rigtig forstået at det ikke var hans måde at udtrykke sig på.

"Jeg ved ikke hvad De forventer at jeg siger," svarede han. "Jeg er sikker på at De formår at lave en passende beskrivelse, når De genfortæller for Deres mor, hvorfor det ikke gik som hun ønskede."

[Igraine af Charenoy]

Igraine betragtede ridderen lidt eftertænksomt, selvom hun måske burde været blevet enten forarget eller nedslået over hans ord. I stedet så hun blot interesseret ud.

"Er det Deres måde at sige, at De allerede nu betragter forsøget for at være formålsløst?" spurgte hun, uden tegn på såret stolthed. Hun vidste udmærket, at hun havde sin alder imod sig.

"For det kan De blot fortælle mig direkte, frem for at antage mine meninger. Jeg kan forsikre Dem, at jeg ikke vil holde det mod Dem."

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus hævede nu begge bryn over spørgsmålet og så i et langt øjeblik helt tavst på kvinden ved siden af sig. Han tog en tår vin, men slap hende ikke med blikket. Så sænkede han sit bæger igen.

"Jeg forsøger ikke at antage Deres meninger, Nådigfrue, men Deres forventninger til mig virker til at blive temmelig skuffede og så vidt jeg ved har de fleste enkefruer et mere reelt valg. De er ikke tvunget til at sige ja til en mand, der ikke kan beskrive sig selv i en kønt formuleret sætning."

[Igraine af Charenoy]

Det prikkede lidt i Igraines nakke, som hans blik hvilede på hende i flere øjeblikke, men hun så ikke væk. Til gengæld blev eftertænksomheden kun mere fremtrædende i hendes træk, da han endelig svarede. Hun tog sig selv et øjeblik til at vægte sine ord.

"De har ret. Hvad angår valget, ikke resultatet af mine forventninger," svarede hun, tankefuldt. "Jeg forventer ikke, at alle mænd er poeter, Ridder Charenoy eller betragter det som en nødvendighed, for den sags skyld."

Læberne trak en anelse op mod et smil og selvom der var en mildhed over hendes træk, så var det ikke i medlidenhed. Snarere skyldighed. "Det var blot mit forsøg på at lære Dem bedre at kende. De må have hørt før, at De ikke er en let mand at læse. Så langt er jeg nu. Hvad angår mit resterende indtryk af Dem, så må De tillade mig bare en anelse mere tid."

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus havde aldrig hørt en kvinde tale sådan til ham. De havde oftest kapituleret deres forsøg på nuværende tidspunkt. Han kneb øjnene en smule sammen og trak en smule på skuldrene.

"Hvis der er noget De vil vide om mig, så forhindrer jeg Dem ikke i at spørge," pointerede han, før han drak endnu en tår vin.

Bare hun ikke forventede lange, komplicerede svar.

[Igraine af Charenoy]

Igraines hoved gled en anelse på sned og da han svarede, smilede hun svagt. Hun bøjede hovedet lidt og så i et øjeblik ned i vinen, før hun tog en tår af den. Så vandrede blikket mod ham igen.

"Er De ked af at være her i aften?" spurgte hun til sidst, interesseret, men ikke uden mildhed.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus var heldigvis bedre opdraget end til at himle med øjnene. I stedet hævede han blot et bryn.

"Ked af? Nej, det er min pligt at deltage i disse festligheder i min Lensherres sted," konstaterede han faktuelt.

[Igraine af Charenoy]

Tørt. Igraine vidste heldigvis bedre end at sukke og fortrak ikke en mine. "Naturligvis," medgav hun og tog en tår mere af vinen, før hun satte den fra sig på bordet igen.

Og selvom han havde sagt, at hun kunne stille ham spørgsmål, hvis der var noget hun ville vide om ham, så var det vist ikke helt så ligetil. Af samme grund fulgte hun ikke med det samme op med flere ord.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus tænkte at det ikke var meget hun havde at spørge om, men det passede ham også udmærket. Han gik lidt mere direkte til sagen.

"De har en datter allerede, men ønsker at blive gift. De er naturligvis indforstået med hvilke forpligtelser det kommer med?"

[Igraine af Charenoy]

Igraine var ikke sikker på, om tavshed ville være en god strategi, men det viste sig at være forsøget værd og hun lod sig ikke skræmme af hans direkthed. Tværtimod brød hun sig ganske godt om den og mødte hans blik igen.

"Ja," svarede hun roligt og fortsatte af samme, direkte spor. "Min afdøde mand var selv lensarving, så forpligtelserne er mig ikke ubekendt. Jeg er ingen ung komtesse længere, men endnu ikke for gammel til at bære børn."

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus var selvfølgelig ikke fremmed overfor at det betød at han først skulle dele seng med hende, men han følte sig ikke frastødt. Det var nyt. Tanken om at skulle sprede benene på en syttenårig jomfru var stadig vammel for ham. Han nikkede lidt, langsomt.

"Ved De hvorfor jeg indtil videre har skræmt mere end femten Komtesser væk, Nådigfrue?"

[Igraine af Charenoy]

Igraines blik gled lidt eftertænksomt over ridderens ansigt. Det var ikke svært at komme med bud på, hvad der kunne få ham til at virke intimiderende, men hun havde dannet sit første indtryk af ham ud fra den måde, han havde reageret, da hun ved et uheld havde trådt ham over tæerne.

"Nej," svarede hun derfor, helt ærligt og uden tegn på selv at være skræmt, selvom femten ikke var et uimponerende tal. "Hvorfor?"

[Bartholomeus af Charenoy]

Mørke øjne hvilede i baronesssens og Barthelomeus studerede hende et øjeblik, før han åndede langsomt ud.

"Fordi de alle sammen var af den vildfarelse, at de som hustruer til en arving fra Charenoy kunne sidde her i Levagny og hygge sig på lenets guld-rigdom med dejlig vin og varme fødder. Så, Nådigfrue Triviers. Har De nogensinde været nordpå?"