Højere magter

[Igraine af Charenoy]

Igraine havde haft sig sit eget mål for øje, da hun var vendt tilbage til Levagny og havde været fuldt ud indstillet på, at det var op til hende selv. Det sidste hun havde forventet, var i hvert fald at Sunarine af Rouvry ville blande sig, nu hvor der var to yngre søskende at afsætte.

Ikke desto mindre var det sket og det havde været med ikke så lidt forbløffelse, at Igraine havde taget imod den bestemte henstilling om at deltage i festmåltidet denne aften. Det fik hende nærmest til at føle sig seksten igen, i hvert fald indtil hun mindede sig selv om, at hun var helt og aldeles voksen og at den slags var fjollet.

Så hun tog sig sammen, klædte sig i sit fødelens farver og drog mod paladset. Her ankom hun sammen med flere andre, men da blikket faldt på Bartholomeus af Charenoy, måtte hun alligevel tage en indånding, før hun selv krydsede afstanden over til det sted, hvor de var blevet placeret.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus var en voksen mand med en væbner, som han var ansvarlig for, men når det kom til Grevinden af Charenoy, så havde han ikke skyggen af forsvar. Når hun sagde hop, så var det bare at hoppe, så han iførte sig noget af sit stiveste puds og begav sig mod paladset.

Til festen ankom han i god tid, men han satte sig ikke ned endnu, afventede i stedet halvskulmende i et hjørne og kunne følge Igraine af Triviers diskret med blikket, som hun begav sig gennem rummet og satte sig ned ved siden af en tom stol. Han tog en dyb indånding og tog sig samtidig sammen, før han gik hen imod pladserne og trak sin stol ud. "Nådigfrue Triviers," hilste han lavmælt.

[Igraine af Charenoy]

Igraine havde kun nået at få et kort glimt af sin bordherre, men holdt blikket høfligt på sin fremfærd, som hun fandt til bordet og tog plads.

Det betød også, at hun ikke så ham frigøre sig fra skyggerne og for anden gang, trods hans størrelse, gav det et lille, usynligt sæt i hende, da han pludselig var der.

"Ridder Charenoy," hilste hun dog, uden at afsløre sig selv og smilede høfligt, som han satte sig. "Godaften."

[Bartholomeus af Charenoy]

En god aften. Var det det? Bartholomeus havde tilbragt utallige i vintersæsonen med unge, adelige kvinder, hvis familie var klare til at afsætte dem.

Han var en meget uvillig deltager i det cirkus, der var arrangeret for ham. Derfor nøjedes han med at brumme lidt at enkefruens konstatering om en god aften.

[Igraine af Charenoy]

Igraine havde ingen større bagtanker bag sin hilsen, der primært var i ren høflighed. Hun havde dog ikke forventet det, der knapt kunne kaldes en respons.

Instinktivt rettede hun sig lidt, som smilet gled over i et udtryk af mere almen høflighed og blikket rettede sig mod opdækningen foran dem. Sikke en hilsen.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus så smilet stivne og var ikke overrasket. Han havde vel nærmest skræmt alle de yngre piger af giftefærdig alder væk på nuværende tidspunkt og nu begyndte de ældre så at blive sendt ind.

Han var ikke bange eller nervøs omkring kvinder. Han vidste blot overhovedet ikke hvordan man skulle tale til dem. Nu sad de der og det ville blive en lang aften. Så han gestikulerede til en tjener og fik fyldt sit krus, før han tog en tår.

[Igraine af Charenoy]

Igraine brugte et øjeblik på at indstille sig, men havde haft værre bordherrer gennem tiden og lod sig ikke så nemt slå ud. Selvom der var andet og mere på spil nu, end der havde været.

Så hun tog en enkelt indånding og rettede sig lidt, før blikket gled gled mod ham igen. "Det var en uventet overraskelse at få Dem til bordherre," bemærkede hun og så mod ham.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus drak en tår mere, før han satte pokalen fra sig. "Bestemt, Nådigfrue," svarede han.

"Og på en måde ikke overraskende. Jeg kan forstå vores mødre er bekendte."

[Igraine af Charenoy]

Det var en anelse mere svar og det i sig selv havde en opmuntrende effekt. I hvert fald smilede hun ganske svagt, som hun selv gjorde tegn til en tjener og fik fyldt vin i sit eget glas.

"Ja, det hørte jeg," medgav hun og tog sit eget glas, før hun så på ham igen. Hun havde ligeledes hørt, hvad de to pønsede på og hun overvejede det nu, som hendes blik gled en enkelt gang over den brysk-udseende ridder.

"Og jeg kan forstå, at det er deres fortjeneste, at vi sidder her nu."

[Bartholomeus af Charenoy]

Et øjeblik troede Bartholomeus at hun mente det var hans fortjeneste og han skulle til at rette hende, da det sank ind. Han brummede let.

"De har smedet rænker med stor øvelse," svarede han. "Jeg beklager at måtte skuffe Dem, hvis De havde høje forventninger."

[Igraine af Charenoy]

Igraine slap en dæmpet, blød lyd, der havde en svagt munter klang. Blikket gled kort mod glasset, før det rettede sig op mod ham igen.

Hun kneb øjnene en anelse sammen og betragtede ham med et interesseret blik, uden at være sikker på, hvori han mente skuffelsen lå.

Der var der dog råd for og hun holdt sig ikke tilbage fra at spørge: "Fordi De ikke selv har noget ønske om at være her? Eller er der en anden årsag?" spurgte hun roligt.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus hævede et bryn over spørgsmålet, men havde lige så lidt problem med at svare som Nådigfruen havde med at spørge. Han tog en dyb indånding og klarede halsen en smule.

"Det er min erfaring, at komtesser bliver skuffede over at møde mig, når deres forældre har sat et møde op," konstaterede han sandfærdigt og uden den mindste smule selvynk. Han var ret ligeglad.

[Igraine af Charenoy]

Igraine så på ham med reel interesse, som ikke blev mindre ved svaret. Tværtimod vækkede det en snert af nysgerrighed, som hun slap en let eftertænksom lyd.

"Jeg er ingen komtesse," pointerede hun, mens blikket hvilede på ham. Hun fortsatte da også med samme direkthed som før. "Og jeg har endnu ingen årsag til at føle skuffelse. Har De?"

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus kastede et blik på hende og rynkede panden let. Hun var ganske rigtigt ingen komtesse, men hun så nu stadig temmelig ung ud. Måske knapt så ung, som han først havde tænkt.

"Jeg er ikke en charmerende sydlænding, der fejer benene væk under nådigfruer heller," pointerede han.

[Igraine af Charenoy]

Igraine fiskede ikke efter komplimenter og hans affærdigelse af det, fik hende blot til at presse læberne lidt sammen om et smil.

"Dem kan der heller ikke være uendelige af," bemærkede hun, mens tankerne uforvarende gled mod Hubard. Han havde været præcis dét. Manden ved hendes side var alt andet.

"De er fra Norden," bemærkede hun i stedet. Og ikke en nem mand at læse. "Men hvad er De ellers?"