I am Not Afraid Anymore (s)

[Bénjamin af Bonville]

Benjamin sagde ikke noget på vej tilbage til byhuset. De havde været på besøg hos Johanot af Vigny, og deres byhus lå ikke langt fra Bonvilles. Han ville godt have holdt Jacquetta af Bonville i hånden, eller have lagt en arm om hende på vejen. Men lige nu sørgede han blot for at ingen kunne se den tynge pind han havde under kappen.

Først da de åbnede døren og kom ind i vante rammer tog han sin kappe af og lagde fra sig. Han gik direkte op i soveværelset og pakkede pinden væk. Den skulle ikke ligge fremme, og han havde i øjeblikket over hovedet ikke noget behov for at se på den.

Han løsnede sit bælte da det pludselig føltes meget stramt, smed det fra sig, før han satte sig tungt ned på kanten af sengen med ansigtet begravet i hænderne.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta fulgte efter Benjamin, da hun havde fået overtøjet af. Ikke stormende, men ganske stille, som hun selv havde været efter besøget. Hun lukkede døren til soveværelset efter sig, gik hen imod ham, stoppede lige foran ham og lagde sin ene hånd imod hans kind.

"Min egen, søde Benjamin," hviskede hun lavt. "Fortæl mig hvad du tænker." Det var en bøn, snarere end en ordre. Hun kærtegnede hans kind blidt med sin tommel. "Er du vred?"

[Bénjamin af Bonville]

Benjamin var på samme tid både ude af den, men også fuld af tanker. Han trak en hørlig indånding og det gik et øjeblik før han så op på sin hustru. "Nej.." svarede han stille som svar på hendes sidste spørgsmål. Han var ikke vred; snare fortvivlet.

Han løftede sine hænder og lagde dem let mod hendes. "Hvordan har du det?" Det var han langt mere interesseret i.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta fornemmede Benjamins storm af følelser. De var uventede. Det var hans spørgsmål også. Hun tøvede lidt, før hun flyttede sig og snart sank ned på skødet af ham med siden til ham, så hun kunne glide helt ind og hvile hovedet mod hans skulderparti.

"Jeg er urolig," indrømmede hun. "For dig. I tvivl om hvordan du har det. Jeg troede du var enig med greven?"

[Bénjamin af Bonville]

Benjamins arme gled automatisk omkring hende, og han holdte hende fast nok til at hun ikke ville glide ned. Han sukkede let og kunne mærke det sveg i hans øjne. Men han blinkede det hurtigt væk.

"Til dels." svarede han og rykkede let på sig. Han trak hovedet en smule væk så han kunne se på hendes yndige ansigt. Så kyssede han hende. Ømt og dvælende.

"Jeg vil aldrig slå dig" Hans stemme skar igennem selvom det var svært for klumpen i halsen.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta blev helt overvældet over følsomme Benjamin og kyssede ham først, før hun strøg ham blidt over kinden igen og lænede sig ind imod ham med en lav, beroligende lille lyd. Som om han havde slået sig og skulle trøstes. Måske var det også lidt sådan.

"Schhh. Sødeste Ben," mumlede hun blidt. "Det behøver du ikke. Vi kan bare nøjes med det vi har gjort før, ikke? Er det ikke nok? Det vil du gerne, ikke?"

[Bénjamin af Bonville]

Benjamin holdte hende tættere. "Jo.." Jo det var nok. Lige nu var det nok og så håbede han inderligt at han kunne styre sig. At han ikke lod vreden syde over. At han ikke gav slip på det at være menneske, og følsom. Johanot havde drejet hans hoved fuldstændig, og selvom han var enig i rigtig mange af de ting der var blevet sagt, var han krøbet helt tilbage i sin skal over tanken om at slå hende.

Det kunne hans hoved slet ikke holde til. "Vi bliver kun bedre til det" Deres ægteskab blev bedre med tiden. De ville blive stærk sammen.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta var stadig helt overrasket over Bens reaktion. Hun kyssede hans kind blidt og puttede sig ind til ham. Hans mor havde fortalt lidt om hans barndom. Siden havde hun følt en dybere omsorg for ham. Hun ville have at han havde det godt.

"Jeg troede du var spændt. Du virkede nysgerrig, da du slog dig selv i håndfladen med stokken? Jeg troede du forestillede dig at gøre det ved min bagdel." Hun begravede ansigtet lidt ved hans hals. "Men det har du slet ikke lyst til?"

[Bénjamin af Bonville]

"Det var som om noget andet tog hold i mig. Jeg kunne godt lide tanken, da jeg holdte stokken. Men de var aldrig rigtig på dig.. Måske. Jeg kunne ikke se dit ansigt" sukkede Benjamin let. Han var stadig fortvivlet.

"Jeg er forbandet, Jacquetta." Hans stemme skælvede, og nu var det pludseligt ham der blev helt dårligt. Billederne fra hans barndom og tidelig ungdom gled ind foran hans øjne og fik hans blik til at flakke.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta havde lyst til at spørge hvem i alverden det så var, et øjeblik nærmest skinsyg ved tanken om at han ville gøre det ved en anden. Så tog hun sig i det.

Hun rynkede panden dybt og trak sig lidt væk for at kunne se på ham.

"Hvorfor siger du det? Fordi du kan lide at forvolde smerte?"

[Bénjamin af Bonville]

For Benjamin var der ingen anden. Det var alene tanken om at han gerne ville gøre det, men hans hjerne kunne ikke placere Jacquettas ansigt i sine indre billeder. Fordi han ikke ville gøre hende ondt. Det var endeløst forvirrende.

"Du er ikke giftet dig med nogen god mand" svarede han roligt, som hans hånd løftede sig så han kunne strejfe den over hendes kind.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta kyssede Benjamins kind. "Det har jeg opdaget," svarede hun lavmælt. "Men du har giftet dig med en, der også kan lide en del af dine mørke sider og er villig til at arbejde på nogen af dem, der er sværere at leve med."

Hun lænede sin pande ind mod hans. "Du har allerede en masse regler for mig, som greven talte om. Hvad om vi skrev dem ned? Så kan vi jo snakke om dem."

[Bénjamin af Bonville]

Benjamin græd ikke. Han var heller ikke tæt på det, men han følte sig lige så ødelagt, hvis han gjorde. Han trak vejret dybt ind og hørte hende. Han hørte alt hvad hun sagde. Han blev kun bekræftet i at Jacquetta var den rigtige for ham; mere end han nogensinde havde kunne turde håbe på.

Han nikkede stille. "Ja.. Ja måske" mumlede han let før han igen kyssede hende, denne gang med lidt mere iver. Hænderne lukkede sig om kjolens stof.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta havde ikke forventet den slags kys nu, men lænede sig ind i det. Det var også noget tid siden. Et par dage, siden dén aften. Hun flyttede sig lidt rundt på Benjamins skød, før de brød kysset.

"Og hvis du en dag får brug for at bruge stokken, så gør du det ikke i vrede, men fordi jeg har brudt en vigtig regel," konstaterede hun dæmpet. "Og bagefter trøster du mig. Og smør salve på og putter mig. Ben?"

[Bénjamin af Bonville]

Måske var det for at de ikke skulle snakke om det mere, eller også forsøgte Benjamin at vise hende hvor glad han var for at hun var i hans liv. Det syntes ligegyldigt. Hun var så fandens vigtig for ham. Han kyssede hende igen, og trak sig ikke væk før han havde været klar til at svare hende.

"Okay." svarede han stille. "Elskede" hans sidste ord var næsten som en lydløs hvisken.