Pludseligt

[Svea Købmand]

Tristan Købmand

Det et par dage efter lensgreven havde været på besøg og Svea var tilbage på sit værelse på universitetet, hvor hun sad og ventede på Tristan. Hun havde efterladt en note til ham hos hans familie og havde bedt ham om at komme hen til universitetet til hendes værelse. Hun måtte fortælle ham hvad der var sket, selvom hun var usikker på hvordan han ville reagere. Hendes hænder var knyttede og hun sad og hev i sin kjoles stof, mens hun forsøgte at berolige sig selv, på trods af hun var nervøs for at tale med Tristan.
Da nogen bankede på, rejste hun sig op og åbnede døren med et svagt smil. "Hej Tristan." Sagde hun og lagde hovedet op ad dørens kant.

[Tristan Købmand]

Tristan var blevet glad for den lille note, og han så frem til at komme ud af huset og få en pause fra de opgaver han var blevet stillet overfor. Heldigvis slap han afsted med det, da hans mor kun var glad for at han havde fundet en så sød pige som Svea.

Han trak vejret dybt ind før han bankede på døren. Smilet fandt hurtigt om hans læber da han så hendes ansigt. "Hej Svea" hilste han let. Han greb blidt ud efter hendes hånd, og i det han gjorde det lænede han sig ned for at give hende et kys.

[Svea Købmand]

Svea var meget forelsket i Tristan og hun kunne mærke sit hjerte slå, hver gang han dukkede op foran hende. Han lod hende kysse hende, men hun stivnede et kort øjeblik og trådte et skridt tilbage.
"Tristan, jeg må fortælle dig noget." Sagde hun og åbnede døren så han kunne komme helt ind og lukkede døren bag ham. Hun lænede sig op ad den lukkede dør og slog blikket ned, mens hun forsøgte at finde frem til de rigtige ord.

[Tristan Købmand]

Tristan var ikke klar til at hun trådte væk, og slog øjnene op og så en anelse småforvirret på hende. Blikket flakkede let før han trådte ind på værelset så hun kunne lukke døren bag ham.

Han vendte sig rundt. "Hvad er der?"

[Svea Købmand]

"Lensgreven kom på mit værelse om aftenen ud af det blå." Sagde hun og mærkede hvordan hendes hals blev snæver og hun havde svært ved at tale.
"Jeg gav ham en lussing og han tog fat i mig, men han har lovet mig ikke at opsøge mig igen." Hviskede hun.
"Forhåbentlig er det det sidste jeg har set til ham." Bemærkede hun og så Tristan i øjnene med et undskyldende og sørgmodigt blik.

[Tristan Købmand]

"Hvad?" Tristans lyse bryn trak sig sammen, og i et splitsekund sprang det glas med vand som Svea havde på sit bord. Han rystede kraftigt på hovedet. "Du.. du slog ham?" spurgte han efter et øjeblik. Den lettere stramme mine faldt over i et smil.

Han træder hen til hende og strækker sine arme ud så hun kunne gå ind i hans omfavnelse.

[Svea Købmand]

Svea hoppede lidt da glasset sprang og hun løftede øjenbrynene i en chokkeret mine. Selvfølgelig var det et chok for ham at høre det, men hun glemte efterhånden den effekt det også havde på hans magi. Det var dog også det hun elskede ved ham, alt var så intenst og elementært.

Da han smilede, kom hun også til at smile og hun løb ind i hans favn og lukkede sine øjne i mens hun pressede sit ansigt mod hans brystkasse.
"Jeg havde lyst til at råbe efter dig." Hviskede hun.

[Tristan Købmand]

Tristan holdte hende tæt. Den ene arm støttede let om hendes ryg imens den anden blidt strøg hende over det lyse hår. Hans vejrtrækning var rolig.

Han kom til at smile igen. Han ville ikke have hørt hende, men andre ville. "Det var godt at du slog ham.." mumlede han let.

[Svea Købmand]

Svea var stadig lidt bange, men vidste ikke rigtig hvad hun skulle gøre ved det. Hun følte sig dog tryggere her i Tristans favn.
"Vil du sove hos mig i nat?" Hviskede hun hæst og bed ned i sin underlæbe, mens hun løftede sit blik.
"Jeg vil ikke være alene." Sagde hun og så ham i øjnene. "Der er ikke så meget plads.."

[Tristan Købmand]

Tristan mærkede at han frøs i sine bevægelser i hånden mod hendes hår. Det var noget ganske andet at blive en helt nat, kontra at våge over hende indtil hun sov, hvor efter at liste tilbage til sin seng. Men han ville gerne.

"Selvfølgelig. Du skal ikke være alene" sagde han stille og trak begge hænder til sig for at kunne samle hendes ansigt mellem dem. "Du skal aldrig være alene, så længe jeg er her."

[Svea Købmand]

Tristan var som altid til at stole på, hun havde da også regnet med at han ville være der for hende.
"Tak." Hviskede hun og smilede til ham. "Jeg er glad for at vi er sammen." Bemærkede hun, mens hun så ham i øjnene og løftede sin hånd for at stryge en lok af hans hår væk fra hans øjne. Han var sådan en flot mand, hun vidste ikke hvorfor hun ikke havde lagt mærke til det før.

[Tristan Købmand]

Tristans mave var fulde af sommerfugle; han havde så længe set på hende, og forsøgt at samle sig mod til at gøre noget ved det at han næsten ikke kunne være i det nu; at hun sagde sådan noget til ham. Hun trak vejret hørligt ind og bøjede let ned for at kysse hende.

"Det er jeg også." Virkelig.

Han bevægede sine hænder ned og lukkede dem om hendes før han trådte tilbage og bevægede sig mod sengen.

[Svea Købmand]

Svea var også overvældet af følelser, men hun havde besluttet sig for at være ærlig og åben for ham, selvom hun følte sig skræmmende sårbar. Som en åben bog, hvor han kunne rive sider ud og ødelægge alt hvis det var det han ønskede. Kysset fik en spænding frem i hendes mave og hun mærkede lidenskaben dukke op i hende igen.

Derfor fulgte hun også med ham da han tog hendes hånd og fulgte hende hen til sengen, hun satte sig ned på den og så ham i øjnene. Tanken om at gå hele vejen med ham skræmte hende en anelse, hun var bange for at han ville miste interessen efterfølgende og derfor sad hun blot lidt og kiggede på ham. Hvordan ville hun være sikker på, at han ikke ville knuse hendes hjerte?

[Tristan Købmand]

Det var kun en god ting at hun tude være så åben over for ham; havde de først startet deres forhold fulde af løgne og tvivl ville de ikke holde særlig længe. Tristan var sikker på at det kun ville styrke dem. Det bedste var lige nu at kysse Svea og mærke at hun ville det lige som meget som ham.

Han var ikke sen til at gøre hende selskab på kanten af sengen. Men han var nervøs for hvor meget de måtte; det sidste han ville var at gøre hende bange.

[Svea Købmand]

Svea tog en dyb vejrtrækning og sukkede afdæmpet, mens hendes blik gled ned på deres hænder på sengen.
"Skal vi ligge os ned?" Spurgte hun med et smil og gav hans hånd et klem, hun havde lyst til at han holdt om hende, sådan som de havde gjort hjemme hos ham.