Pludseligt

[Tristan Købmand]

Tristan vidste jo godt at hun ikke havde ment det på den måde, og alligevel mærkede han hvor usikker han i virkeligheden var. Han trak vejret dybt ind og bed sig i kinden før han rettede sig op for at kunne se på hende.

"Jo." Kom det næsten opgivende fra ham som han strøg en hånd gennem håret. "Jeg syntes også vi skal vente, men ikke at det låser os fast i ikke at nyde hinanden på andre måder. Men det hele er så nyt Svea, og jeg forstår godt at det også er overvældende for dig."

Han forsøgte at smile til hende, men det blev ikke så helhjertet som han kunne have ønsket sig.

[Svea Købmand]

Svea nikkede og smilede forsigtig til ham. Det var svært at være sårbar overfor hinanden, men det blev man lidt nødt til hvis de skulle være sammen. Hun tog hans hånd og så ham i øjnene, inden hun sukkede en anelse.
"Vi tager det en dag af gangen." Sagde hun og mærkede hvordan hun følte sig lidt mere sikker igen. Hun og Tristan kunne altid snakke om det, det var det gode med dem. Måske var det et tegn på, at de ville klare den.

[Tristan Købmand]

Tristan var den sidste til at gå for hurtigt frem, det havde trods alt taget ham flere år før han kunne erkende sine følelser for Svea. Men det var ikke fordi han ikke havde lyst til at udforske meget mere; det var af ren respekt for hende.

Han nikkede let og flyttede sin hånd over på hendes og lukkede sine fingre om den. "En dag af gangen" gentog han.

[Svea Købmand]

Svea smilede svagt, derefter gav hun hans hånd et klem og nikkede så langsomt. "Ja." Sagde hun hvorefter hun lagde sig ned i sengen og spurgte om han ville lægge sig ved siden af hende. Et par timer senere var de afslappede nok til at falde til ro og Svea sov stødt hele natten, selvom hun af og til blev vækket af Tristan der lagde en hånd i hendes ansigt.

Afsluttet.