Store øjne og store nyheder

[Jacquetta af Bonville]

Nyheden havde chokeret Jacquetta fuldstændig. Den alvorlige ridder. Den yngre ridder, som hun kun havde danset med til en enkelt fest for mere end en måned siden. Ham, som hun havde troet fandt hende lidt fjollet og for meget. Bénjamin af Bonville . Han havde bedt om hendes hånd.

Hun forstod det ikke. Hun var hverken vred eller skuffet, for hun havde haft meget lavere forventninger til sin fremtid. Men hun var dybt forvirret over hvad han ville med hende, en fire år ældre komtesse, der stadig døjede med små anfald og sengeliggende dage.

Men nu sad hun der, blikket fæstnet på sit broderi, i familiens byhus og ventede på ham. Hendes forlovede. Snart, kunne hun forstå, hendes ægtemand. Det var oplagt hvorfor det skulle gå hurtigt. Sæsonen var snart slut og hvis de ventede til næste år ville hun være treogtyve. Nærmest en olding.

Hendes tjenestepige holdt hende med selskab. Selvfølgelig. Hun skulle ikke være alene med ham. Ikke før efter brylluppet. At de alligevel fik lov til at mødes så uformelt handlede nok om familiens ekseptionelt store vilje til at få hende afsat.

Da døren gik op, løftede hun hurtigt blikket og rejste sig snart efter for at neje dybt. Hun så ham i øjnene. Hendes fremtidige mand. Hun kendte ham dårligt, men hun troede ikke noget ondt om ham.

[Bénjamin af Bonville]

Måske var det en nyhed for hende, men Benjamin havde gået med det i tankerne i over det år. Ganske vist havde han intet sagt til nogen, og derved kunne de ikke vide at det ikke blot var et påfund. Nej han havde overvejet det længe, men der var andre ting der skulle falde helt på plads; hans erhverv som ridder var en af dem, og han skulle også overtale sin far til at ægteskabet ville gøre begge familier godt.

Han burde måske have talt med Jacquetta om det først, men hun havde i teorien intet at skulle have sagt, og burde kun føle sig beæret over at han ville ægte hende med alt der medfulgte. Han var flot klædt, da han til anledningen havde fået syet sig en ny tunika i mørke farve med gyldne detaljer. Han havde forsøgt at tæmme de vilde krøller, men ak de havde deres eget liv, og prydlede atter hans hoved med deres små vip.

Han bukkede let da han trådte ind. “Nådigfrøken” hilste han let og ignorerede tjenestepigens tilstedeværelse. Et lettere blødt smil trådte frem som han fangede hendes blik.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta rettede sig op igen efter det dybe nej og lod blikket finde Benjamin uden nogen rigtig anelse om hvordan de sociale spilleregler sagde hun skulle opføre sig i denne situation. Hun sank en klump og fugtede læberne nervøst, før hun smilede. Det var naturligt for hende at gøre, selvom hun ikke ellers vidste hvad hun skulle gøre af sig selv.

"Ridder Bonville," svarede hun lidt åndeløst. "Velkommen til. Vil De ikke sidde ned?"

Hun indikerede stolen og rømmede sig lidt. "Åh. Og det her er Mirabelle." Hun nikkede mod tjenestepigen, som også kniksede, dybere end hun selv havde gjort.

[Bénjamin af Bonville]

Stod det til ham kunne de sagtens være alene. Han var opdraget godt, for selvom hun havde været i hans tanker om natten så holdte han sig anstændigt på afstand. Men med det ry nogen mænd havde i hovedbyen måtte han indordne sig med at de i den næste tid ikke rigtig kunne få hinanden.

Han ville det måske nok mere end hun. Han mente dog at Jacquetta ville komme til at sætte pris på det. Aftalen om ægteskab havde ikke været vanskelig at få i hus og han nød hendes uforstående blik mod sig, som havde han andet planlagt.

“Gerne.” svarede han let før han satte sig. Han nikkede let i forståelse og anerkendelse over tjenestepigen, men hans blik veg ikke fra komtessen.

[Jacquetta af Bonville]

Det hele var ret overvældende. Jacquetta satte sig ned. Hun havde glemt alt om det bæger og de to glas, der stod på bordet.

Hun kendte ham ikke rigtig, men nu skulle de giftes. Fordi han specifikt havde ønsket det. Hans forældre havde vist lidt forstået det som om hun også var interesseret i ham, måske endda havde et lille øje til ham. Virkeligheden var at hun kun huskede deres dans og hvor alvorlig han havde været.

"Må jeg spørge Dem… Hvorfor?"

[Bénjamin af Bonville]

Hun skulle nok lære ham at kende med tiden. Hun skulle lære om alt der fulgte med, og om hvilken person han var når de var alene. Nok ville han ikke grine stemmen itu eller være hverken flamboyant eller dramatisk.

Han var stadig den stille mand. Den tænkende og overvejende type. Men hvad Jacquetta udover det ville opdage var også at han var passioneret og lidenskabelige så det grænsede til det dyriske. De lyster var der ganske få der kendte til, og han ønskede kun at hun skulle tage del i den.

Alt andet var ligegyldigt; hvad alle de andre mente og tænkte om deres alliance. Snart skulle hun stå ved hans side, og de ville tage hul på livet som ægtefolk. - og så var hun hans. Han havde ventet hendes spørgsmål, som han satte sig bedre til rette og vendte ansigtet mod hende.

“Deres udseende behager mig, og selvom de ikke selv har bidt mærke i det har jeg ofte betragtet dem.” Han kunne ikke sige mere, for sandheden var nok at han var mere eller mindre ligeglad med hendes talenter og hendes interesser. Han var ikke selv arving og kunne ikke tilbyde hende nogen fremtidige titel.

[Jacquetta af Bonville]

Selvfølgelig var det kun det. Hendes udseende. Det gav rigtig god mening, for han kendte hende jo ikke. Alligevel var det lidt et slag og i stedet for at blive i hovedet, blev Jacquetta lidt bleg. Hun sank og nikkede lidt.

"Men…" hun tøvede et øjeblik. "Jeg er meget ældre end Dem. Er der ikke andre, der behager Dem?"

[Bénjamin af Bonville]

“Jacquetta” Kom det blødt fra Benjamin der nu havde rejst sig og i stedet sat sig ved siden af hende. Blidt tog han sin hånd i hendes hænder. “Jeg behøver ikke at vide alt omkring din person for at vide at jeg er forelsket i Dem.” Hans ord var alvorlige som han slap taget om hendes hånd igen for ikke at skræmme hende.

Han trak vejret dybt ind og rystede på hovedet. Vist var der smukke unge piger tættere på hans egen alder som stod bedre i både helbred og navn, men de havde ikke fanget hans interesse som Jacquetta.

[Jacquetta af Bonville]

Det rystede hende lidt at Benjamin kaldte hende ved fornavn og satte sig ved siden af hende og hun nåede nærmest ikke at registrere det, før han havde taget hendes hånd. Hendes lyse øjne stirrede ind i hans og hendes hjerte slog lidt hurtigere. Hun blinkede og var helt tavs i et langt øjeblik.

"Hvordan… Er De forelsket i mig? Men vi kender jo ikke hinanden, Ridder Bonville?"

Kunne man være forelsket, så? Han forvirrede hende.

[Bénjamin af Bonville]

“Hvordan?” Benjamins bryn trak sig en smule sammen. Han havde ikke regnet med at skulle skære det så meget ud for hende. Ikke desto mindre klarede han halsen.

“De er finurlig og nyssgerrig. De tør sætte dig imod, og stille spørgsmål. Måden du suger alt ind.” Tungen vædede læberne en smule og han mindede endnu engang sig selv om ikke at mase for meget frem.

“Jeg ser det kun som den største glæde, at De skal være min hustru” Han var så udmærket klar over at han havde brudt et par linjer og forsøgte også nu at rette sig ind efter passende etikette.

[Jacquetta af Bonville]

Øjnene var store og Jacquetta næsten hvid i ansigtet, men under hans beskrivelse fik hun farve tilbage i kinderne og slog blikket forlegent ned. Hun lagde meget mærke til måden tungen vædede læberne på.

"Åh. Det… Det var meget sødt sagt," fik hun forlegent frem. "Tak, Ridder Bonville. Det er jo heller ikke fordi jeg har nogen klager."

Hun så op og smilede svagt, lidt mat. "Naturligvis ikke."

[Bénjamin af Bonville]

Han kunne ikke have en forlovede der ikke var tryg ved ham, og som de sad her i sofaen havde han ingen andre skjulte tanker end at han ønskede at vinde hendes troskab. Han satte dog pris på at hun kun havde noget positivt at sige om det, da det kun gjorde hans arbejde lettere.

“Det er jeg glad for at høre Nådigfrøken” svarede han og rejste sig igen for at tage plads overfor hende, med den passende afstand der kun manglede.

“Jeg ved at det er pludseligt, men jeg kunne godt tænke mig at høre Deres tanker om hvordan De ser vores bryllup skal foregå”

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta vidste hvad hendes forældre mente om hvordan det skulle foregå: Hurtigt. Hun rømmede sig lidt og sank en klump. Havde hun en holdning?

Hun trak på skuldrene med et svagt smil, lidt tøvende. "Det bliver nok ikke så stort," konstaterede hun, velvidende at hun ikke var særlig vigtig og at han ikke var arving. "Jeg ønsker mig blot at kunne have nogen af mine nye venner og veninder fra universitetet med."

[Bénjamin af Bonville]

Benjamin nikkede. Det gav mening, og selvom hans familie ikke manglede noget så skulle det overdådige bryllup gå til Théodore. Men det passede ham udmærket. Hurtigt og småt. Det gjorde ikke ham noget, for han var sikker på at Jacquetta ville se smuk ud uanset.

“Naturligvis.” Han ville ægte hende så hurtigt som overhovedet muligt, men igen var det passende at de i det mindste var det et par måneder. “Jeg overvejede at brylluppet skulle foregå om få måneder.” Han kunne godt se hende i hvidt, med blomster dekoreret i hendes hår, om end han ikke havde set meget af det.

“Småt og intimt..” Der ville være tid nok til at få det hele arrangeret, siden det ikke skulle være den første fest.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta nikkede svagt. Hun havde ikke sagt det, men hun havde bestemt tænkt det. Ikke fordi hun selv var overdrevet entusiastisk, men fordi hun vidste at alle andre ønskede det. Åbenbart også Benjamin.

Hun vidste at hun i hvert fald gerne ville have Tristan med. Og selvfølgelig sin familie. Men mon det kunne lade sig gøre med en borgerlig? Det måtte hun forsøge at få igennem.

"Ved De hvor vi skal bo?"