Store øjne og store nyheder

[Jacquetta af Bonville]

Han sagde hendes navn som om det var et kærtegn og hårene rejste sig lidt i nakken på hende i en kuldegysning. Jacquetta genkendte ikke følelsen, men hun havde en fornemmelse af at hun nok skulle blive velkendt med hans måde at udtale det på og den måde han fik hende til at føle.

For nu var det tilpas overvældende at få lov til at kalde ham noget ingen andre gjorde og hun smilede varmt af det og tog en tår mere fra bægeret.

“Ben,” sagde hun prøvende. “Tak, Benjamin.”

[Bénjamin af Bonville]

Benjamin nikkede let. Han var stadig ikke vild med forkortelsen af hans navn, men det hjalp lidt på det når hun sagde det. Da bærget var tomt overvejede han forvidt det skulle genopfyldes eller om han skulle tage det som et stille tegn til at takke af.

De havde trods alt været vidt omkring, og mon ikke den unge adelsfrøken havde brug for et lille hvil? Om ikke andet så for at forføje alt de havde talt om, og hvad fremtiden havde i sigte for dem.

Selv ville han sætte bryllupsforberedelserne i gang med det samme.Han rettede let på sig o sofaen før hænderne blev lagt mod hans knæ.
“Selvom jeg nyder dit selskab, Jacquetta så er det på tide at vi tager afsked” svarede han let som han rejste sig. Han nærmede sig hendes side og satte sig på knæ foran hende.

Roligt fiskede han en ring op af lommen. En gylden ring med en blå safir funklende i midten. “Jeg håber du vil tage imod min gave, som også er et løfte for vores fremtid sammen”

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta var også klar til at være alene, fordøje, tænke over alt hvad dette betød for hende. Hun havde nær rejst sig for at byde ham farvel, da han sank ned på knæ foran hende og tog en ring frem. Hun blinkede og hævede begge bryn. En gave? Måske var det ikke så usædvanligt, men hun havde aldrig fået sådan en gave før.

"Selvfølgelig," skyndte hun sig at sige. Hun vidste ikke hvad etiketten var, men rakte ham tøvende sin hånd. "Tusind tak, Benjamin."

[Bénjamin af Bonville]

Benjamin smilte overbærende. Han forstod så udmærket at det hele var overvældende, men han kunne ikke gå uden først at give hende ringen. Dels fordi han ønskede hendes tillid, og fordi alle skulle se og vide at hun var hans.

Han tog hendes hånd i sin og førte med lethed den ned over hendes ringer. Perfekt. De brune øjne gnistrede let før han så op på hende.

“Inden længe vil jeg se dig igen” svarede han blidt og førte hendes hånd op for let at kysse den. Efter, rejste han sig op, bukkede og forlod stuen.

Afsluttet