Store øjne og store nyheder

[Bénjamin af Bonville]

Man glædede sig vel altid til sit bryllup? Men nu havde Jacquetta heller ikke tænkt lige så meget på det som han selv havde. Han ville gerne have at hun følte sig indkluderet og han hørte hende hvis hun havde indvendinger. Nu var muligheden der, og det var ikke sikkert at den nogensinde ville vise sig igen.

“Vi kommer til at have vores base her, i Levagny. I min families byhus.”

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta anede ikke hvilken mand eller hvilket ægteskab hun var på vej til at blive rodet ind i. Hun lyttede, nikkede igen og rømmede sig svagt. Tænderne strøg over underlæben. Burde hun sige det? Det blev hun nødt til.

"Jeg håber… Jeg går ud fra at De ved, at jeg er syg? Jeg… Jeg kan ikke altid…" Hun kæmpede med at tale om det, for hun hadede sin sygdom. Hun hadede at være svagelig. "Nogen gange bliver jeg nødt til at være ved havet. Den friske luft er bedre. Jeg ved at det er besværligt. Jeg er sikker på at jeg bare kan rejse selv."

[Bénjamin af Bonville]

Lige nu vidste han ikke engang selv hvad de var på vej ind i. Kun at han ikke ville have andre end hende. Han var stille et øjeblik, og da Jacquetta åbnede op om sin tilstand lænede han sig let tilbage.

“Jeg kender til det.” Om det også betød at hun ikke kunne få børn, vidste han dog ikke. Men tanken om det lå heller ikke særlig højt på hans liste. Siden han ikke var arving stod hans forældre heller ikke lige med det samme og krævede at der kom børn.

Let rystede han på hovedet. “Jeg rejser med dig” Svarede Benjamin let. Han brød sig ikke om tanken om at hun var for væk længe, og alene det at hun skulle være alene fik hans hjerte til at sætte sig helt oppe i halsen.

“Tardigy ligger ved vandet så vidt jeg er orinteret om, og så er der lener vi kan besøge om sommeren” svarede han let.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta var helt åbenlyst forbløffet over Benjamins svar. “Du rejser med?” Hun tog en synlig indånding, før han fortsatte og hun nikkede bekræftende til at Tardigy var ved vandet.

“Ja. Ja, det er i syden, ved vandet. Det bedste sted for min vejrtrækning,” svarede hun og tyggede ned i underlæben et øjeblik. “Vil De virkelig rejse med mig?”

[Bénjamin af Bonville]

Benjamin så ingen problemer i at de af og til rejste til hendes barndomshjem. Lenet lå i smukke omgivelser, og så ville de jo være sammen. Hvilket var det vigtigste af det hele.

“Selvfølgelig. De bliver min hustru” og han havde ikke tænkt sig at lade hende være ude af syne. Men det var ikke noget som Jacquetta skulle vide. Alt hun behøvede af viden var at han havde tænkt sig at tage med hende.

Han ville også finde et mere roligt og papirrelateret arbejde ved hoffet der gjorde at han var mere hjemme, og dét arbejde ville han også kunne udføre når de var nær vandet.

“Desuden ville jeg hade at være væk fra Dem.”

[Jacquetta af Bonville]

Farven steg i hendes kinder og Jacquetta så lidt forlegen ud. Hun kunne dog heller ikke lade være med at smile og var tydeligt charmeret af ham. Blikket flakkede lidt mellem hans øjne, stadig så intens som han havde været til lysfesten. Der lå noget på hendes tunge, et svar på hans ord, men så kom hun i tanke om kanden med druesaft og tog en hørlig indånding.

“Jeg har helt glemt at byde dem på druesaft,” udbrød hun. “Vil de have et bæger?”

Tjenestepigen nærmede sig straks bordet. Jacquetta havde nærmest glemt at hun var der.

[Bénjamin af Bonville]

Selvom de officielt kun var forlovede mærkede Benjamin at han havde tilladt sig selv at slappe en del mere af. Smilende var i hvert fald hyppige og det havde intet med hans ranke natur at gøre. Det var nok nærmere Jacquetta der havde dén virkning på ham.

Smilet strejfede derfor hans læber igen, da det gik op for hende på mangel af druesaft. Han havde ikke selv taget eller spurgt ind til det. Men efter deres første rigtig lange samtale ville lidt flydende væske gøre sig godt.

“Så kan vi også skåle på vores fremtid som ægtefolk” indskød han let som han løftede glasset.

[Jacquetta af Bonville]

Tjenestepigen skyndte sig at fylde bægrene med en klar, rød væske, der trods sit indhold af druer ikke var blevet til vin. Hun gav først til herren og dernæst frøkenen, før hun trak sig lidt tilbage i baggrunden igen. Jacquetta bemærkede Benjamins smil og det smittede. Det klædte ham virkelig. Hun løftede sit eget bæger og så lidt ned i det, imens hun drak.

Da hun sænkede det igen, fulgte blikket en stund med og hun sad og tænkte en anelse.

“Jacquetta af Bonville,” sagde hun pludselig, prøvende. Hun havde slet ikke tænkt tanken før. Det bragte dog, lidt uventet, også en anden med sig og hun så op på ham. “Vil De have børn, Ridder Bonville?”

[Bénjamin af Bonville]

Den kølige søde væske var mere tiltrængt kunne Benjamin hurtigt konstatere; også pausen der fulgte. Selvom han intet problem havde med at tilbringe tid med Jacquetta, tværtimod. Så var man på alligevel, og det tog kræfter.

Hans mørke øjne gnistrede let ved ordene og han nød hvordan det lå på hendes tunge. Han kunne ikke vente med at høre folk tiltale hende sådan. Bare det at have en fast arm om hendes liv, og vide at hun endelig tilhørte ham fik hans puls til at stige en smule.

Han blinkede et par gange da han blev revet væk fra sin indre forestilling. Let rømmede han sig. “Jeg føler ikke vi har travlt? Mine forældre er nok mere interesseret i at Théodore får sig nogen først.” Han tav et øjeblik som han vendte spørgsmålet. “Men fordi vi er tvillinger forventer de nok også at jeg også giver mit for at føre familie navnet videre” afsluttede han let.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta vidste godt, at hun burde tie stille omkring det. Bare lade ham i uvidenhed gå ind i ægteskabet og tro at alting ville blive som for alle andre. Selvfølgelig var der aldrig en garanti, men hun vidste…. Chancerne var små. Han var for betaget af hende, for behagelig til at hun kunne holde det for sig selv. Hun tog en dyb indånding.

“De… Der er en grund til at jeg ikke er blevet forsøgt forlovet med en arving,” lagde hun ud, helt nervøs for at han ville rejse sig op, finde hendes forældre og trække sit tilbud tilbage. Men hun blev nødt til det.

“Helbrederne… De mener ikke at jeg kan blive gravid. Mener ikke det er fornuftigt at prøve i det hele taget.” Hun sank en klump. “Jeg forstår, hvis det får Dem til at skifte mening.”

[Bénjamin af Bonville]

Benjamin var ikke dum. Han havde hørt snakke, og når man lagde det hele sammen med hendes helbred kom det ikke som en overraskelse. Havde han været arving var det nok en anden sag, og selvom hans forældre havde protesteret en smule havde han med snilde og lethed fået dem på andre tanker. - End ikke de skulle stå i vejen for hende han ville have.

I stedet lyttede han blot. De ville forsøge; op til flere gange. Men det var ikke for at sikre sig et barn. Benjamin trak vejret roligt ind. “Det gør det ikke” svarede han med det samme for at forsikre hende.

“Jeg bliver lykkelig, så længe du bare er ved min side.” svarede han roligt. De måtte se tiden an. Hvis det virkelig viste sig at det var fuldkommen umuligt at Jacquetta kunne bære ham børn, var der andre der kunne.

[Jacquetta af Bonville]

Skuldrene faldt. Jacquetta smilede lettet og knugede fingrene lidt om bægeret. Hun tog en tår, en dyb indånding, en tår mere og rømmede sig så en anelse, før hun talte.

“Er vi dus, Ridder Bonville? Hvis vi er forlovede?”

Han havde allerede kaldt hende Jacquetta, men kun den ene gang.

[Bénjamin af Bonville]

Han forsøgte at holde sig til alle linjerne, men jo mere familiære og alvorlige de blev kunne han ikke blive ved med at holde hende på en armslængde af korrekte tiltaler. Derfor blev han glad over spørgsmålet, hvilket kunne ses i en hurtig trækning ved mundvigen.

“Jeg har vist allerede trådt over grænsen mellem dis og dus.” han tog endnu en tår af den søde saft.

“Men vi burde være det” svarede han derefter. Desuden nød han at sige hendes navn, det passede perfekt i hans mund.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta kom til at le over at han selv indrømmede det. Hun trykkede læberne lidt sammen og nikkede med en gnist i blikket.

“Lad os være dus. Så må d…u kalde mig Jacquetta eller Jaq og jeg vil kalde Dem Benjamin, hvis ikke De har et kaldenavn?”

[Bénjamin af Bonville]

Det smittede. Når hun grinte på den måde. Nu var de også tilpas alene til at også Benjamin kunne småsmilte lidt over det. Han havde lavet en fejl, noget som han ellers aldrig bedrog sig i. En gang skulle jo også være den første.

Han nikkede. Han ville dog kalde hende flere søde ting lige så snart de blev gift, men han kunne godt lide at bruge hele hendes fornavn. Der var både varme og alvor når det gled over tungen. “Jacquetta..”

“Når alle andre spørger mig, fra beder jeg mig alskens forkortelser af mit navn. Men De må gerne kalde mig Ben, hvis De ønsker” Kun Theodore kaldte ham Benji når han syntes han var morsom.