På landet

[Hugubert af Morgis]

Slut februar

Hugubert havde gået og tænkt i lang tid, men der var ikke meget at stille op. Han kunne ikke få samtalen med Laudine af Morgis ud af tankerne og den nagede ham og åd ham op hver aften. Tilsidst var det kommet dertil, at han var begyndt at overveje hvordan han kunne se hende igen. Det var i det øjeblik, at han begyndte at udspørge folk for hvor hun mon befandt sig, fordi han havde været hjemme hos hende og der havde hun ikke været.

Så hørte han at hun var på besøg hos en veninde, der var blevet gift for nyligt og da han selv havde familie i nærheden, tog han afsted under påskud om at besøge sin fjerne familie. Det var også ham, der foreslog de skulle invitere Laudine af Morgis og hendes veninde og nye mand en søndag.

De var startet ud med at drikke en kop te og nu var de så ude og gå i grevindens store have. Hugubert gik bagved de andre og forsøgte at finde ud af hvornår der var et godt tidspunkt hvor han kunne snakke med den rødhårede unge komtesse.

[Laudine af Morgis]

Laudine anede ikke, at Hugubert af Morgis havde ledt efter hende og havde blot undret sig over den uventede invitation. Hun antog dog, at hun blot fulgte med som bonus til den veninde, hun boede hos og tænkte ikke nærmere over det.

Derfor føltes det også som en ganske urimelig tilfældighed, da det skulle vise sig, at ridderen af Morgis også var der. Der, og alle andre steder hun efterhånden kom, forekom det hende.

Hun havde ikke glemt deres sidste møde, tværtimod, og hun var tavs i morgen tid, da de endte med at gå ved siden af hinanden. Hun følte sig lidt anspændt, og måtte da til sidst også klare halsen. "Jeg vidste ikke, at De havde forladt hovedstaden."

[Hugubert af Morgis]

Hugubert havde det også anspændt, men for ham var det som det plejede, når han var sammen med mennesker han kendte dårligt. Nu han var sammen med hende, huskede han hvor meget hun hadede ham, men han skød tanken til side. Han havde jo taget en beslutning.

"Jeg ville besøge min familie." Sagde han. "Det er sjældent jeg får chancen, når jeg er i Morgis." Sagde han og smilede en anelse og forsøgte oprigtig at virke mere venlig end han havde været sidst de havde set hinanden.

[Laudine af Morgis]

Laudine havde nu mødt Hugubert af Morgis en del gange, men hun havde endnu ikke gennemskuet ham. Det ene øjeblik virkede han ligeglad eller nedladende, og det næste var han næsten... Behagelig. Som nu. Det rodede med hendes hoved.

"Naturligvis," svarede hun og rettede blikket frem, underligt bevidst om hans antydningsvise smil. Hun havde lyst til at bemærke, at det var påfaldende, så ofte deres veje mødtes, men han ville sikkert bare tolke det som om, at hun stadig higede efter hans opmærksomhed. Hvilket hun i øvrigt aldrig havde. Hun valgte andre ord.

"Jeg havde blot ikke ventet at se et bekendt ansigt her. Jeg indrømmer, at jeg ikke for alvor kender vores værtinde."

[Hugubert af Morgis]

"Baronessen er en generøs sjæl." Sagde han og lod blikket glide rundt på naturen.
"Hun er derudover også glad for at vise sin rigdom frem for alle der er interesserede." Sagde han og smilede en anelse til Laudine.

[Laudine af Morgis]

Laudine nikkede lidt, for det var ikke et svar, der krævede meget reaktion. I hvert fald ikke, før han kom med en lidt mere overraskende tilføjelse, der fik hende til at se på ham.

Smilet var uventet og hun fandt, at hun selv måtte presse læberne sammen om et. Alligevel kunne hun ikke skjule den milde morskab i blikket.

"Ja, det er jo en årsag," medgav hun med et blik, der spillede ganske svagt, som hun så på ham igen. Svagt underfundig over hans skiftende kube.

[Hugubert af Morgis]

Hugubert forsøgte virkelig at vise sig fra sin bedste side og forsøge at forbedre deres relation, specielt siden deres dans den aften.
"Hvordan har Deres familie det?" Spurgte han, fordi han var så elendig til at snakke med nye mennesker at han ikke vidste hvad han ellers skulle sige.

Derefter kom en af de andre gæster, en ung mand, dog forbi og gik ved siden af Hugubert.
"Jeg hører De mødte min ven i Levagny. Sig mig, hvad var Deres indtryk af ham?" Spurgte han og smilede bredt og puffede drillende til Hugubert.

[Laudine af Morgis]

Laudine kneb øjnene lidt sammen, svagt uforstående og lidt i tvivl om, at han lagde an til endnu engang at sige noget nedladende om hendes familie. Men det virkede reelt ikke sådan, så hun besluttede sig for at give ham en enkelt chance mere og havde halvt åbnet munden for at svare. Hun nåede dog ikke så langt, før en anden mand brat brød ind i deres samtale.

Det var temmelig uhøfligt, men Laudine var for ordentlig til at kommentere på det, så hun pressede læberne sammen i stedet og faldt tavst ind ved siden af. Hun lyttede dog, for det var svært andet, når hun gik lige ved siden af.

[Hugubert af Morgis]

Hugubert skævede ned mod Laudine. Hendes stilhed sagde det meste og han fik dårlig samvittighed. Vennen grinede afdæmpet af deres reaktion, tydeligvis ikke så seriøse som dem. Hugubert forsøgte at tage sig sammen og anstrengte sig virkelig for at forsøge at åbne lidt mere op.

"Desværre er jeg ikke den bedste til at møde nye mennesker. Jeg er bange for at Nådigfrøkenen af Aren har fået et dårligt indtryk af mig." Sagde han.
"Ligesom jeg selv gjorde dengang." Bemærkede hans ven, inden han droppede de to mennesker for at deltage i samtalen oppe foran der omhandlede en ung pige der efter sigende var løbet væk med en mand.

[Laudine af Morgis]

Laudine fordømte ikke Hugubert, men lidt hans ven, der kom og afbrød, men eftersom hun ikke selv var den vigtigste i selskabet, tolererede hun det. Omend ikke med god vilje. Endnu engang overraskede ridderen hende dog og hun så lidt forundret op. Så var vennen væk igen og hun skottede lidt efter ham, men var ærligt mere interesseret i at se på Hugubert.

"Så dårligt et indtryk har De ikke gjort, Ridder Morgis," følte hun sig da også nødsaget til at sige, men det var ikke en fuldkommen løgn, selvom hun ærligt ikke forstod ham.

[Hugubert af Morgis]

Vennen havde altid haft en tendens til at cirkulere lidt tilfældigt, hvilket var en af grundene til at han var blevet venner med Hugubert til at starte med. Der var ikke mange, der kunne holde Hugubert ud i længden, men han kunne. Laudines ord overraskede ham, men han tænkte hun måske bare prøvede at være høflig.

"Det er jeg glad for at høre, jeg var bange for, at De fandt mig helt frastødende." Sagde han og smilede en anelse.

[Laudine af Morgis]

Laudine så op på ham og smilede selv en anelse. Hun slap en dæmpet, afvisende lyd. "Frastødende er et meget stærkt ord og ikke ét, jeg ville bruge om Dem," svarede hun og mente det absolut også. Til gengæld inviterede det hende også til at fortsætte ærligt:

"Men jeg indrømmer gerne, at jeg ikke helt forstår Dem, Ridder Morgis. De er en meget vanskelig mand at aflæse."

[Hugubert af Morgis]

Hugubert blev en smule lettet over hendes ord, han havde håbet at Laudine ikke tænkte så ringe om ham, men det var usandsynligt at hun tænkte på ham på samme måde som han gjorde om hende.
"Beklager. Jeg er ikke god til at møde nye mennesker." Sagde han og rømmede sig en anelse.
"Må jeg komme på besøg imorgen?" Spurgte han og lod blikket glide rundt på omgivelserne.

[Laudine af Morgis]

Det var vist at sige det mildt, tænkte Laudine, men sagde det dog ikke højt. Til gengæld følte hun sig endnu engang mildt forundret over hans næste ord. Hun turde ikke antage, at han havde lyst til at besøge hende, selvom det ganske givet var svært at tolke det på andre måder. Hun rankede sig lidt og skottede op mod sin veninde, der gik med sin nye mand et lille stykke foran dem.

"Det er jeg sikker på, at Nådigfruen ikke vil have noget imod," konstaterede hun, dermed uden direkte at sige, at hun gerne ville have besøg. "Nu De er i området."

[Hugubert af Morgis]

Tonen i hendes stemme fik Hugubert til at ærgre sig en smule, men han blev nødt til at se hvad der ville ske. Han var på herrens mark, men nogle gange måtte man jo springe ud i det og det var det de gjorde nu. Imens de gik deltog nogle af de andre i deres bagslæng og samtalen gled hen på noget andet.

Dagen efter mødte Hugubert op om morgenen, uden at have meldt sin ankomst. Han fik at vide at Laudines værtinde var ude, men at Laudine var blevet hjemme. Det var helt perfekt. Han fulgte tjenestepigen ind i stuen og da hans blik faldt på Laudine, rømmede han sig og bukkede lettere formelt som en hilsen.
"Godmorgen Nådigfrøken." Sagde han akavet.