På landet

[Laudine af Morgis]

Laudine havde spekuleret lidt mere i, hvad det mon betød, at han gerne ville komme på besøg, men i sidste ende var hun kommet frem til, at det ikke havde noget med hende at gøre. Han havde allerede ved deres første møde slået fast, at han ikke var interesseret og hun troede ikke reelt, at han ønskede hendes venskab heller. Det var alt sammen meget forvirrende og hun havde lagt det lidt fra sig denne morgen, hvor hun sad i ro og mag og læste.

I hvert fald indtil tjenestepigen åbnede døren og annoncerede adelsmandens ankomst. Hun så op og sænkede bogen til sit skød. "Godmorgen, Ridder Morgis," hilste hun og rejste sig høfligt og pænt. "De er tidligt på færde."

[Hugubert af Morgis]

Hugubert havde ligget vågen hele natten og tænkt over det han skulle sige til hende næste morgen. Det var dramatiske tanker, men han kunne ikke længere holde sig selv tilbage. Han havde været en idiot og en klovn, men forhåbentlig ville det ikke påvirke hendes beslutning. Han havde ikke kunne vente længere, så nu stod han her i stuen foran hende og rømmede sig afdæmpet.

"Beklager. Skal jeg gå igen?" Spurgte han og lod blikket glide rundt i lokalet, inden det endte på hende.

[Laudine af Morgis]

Laudine blinkede en enkelt gang over denne beklagende version af ham. Endnu en side, som hun ikke havde set tidligere og som ikke harmonerede med hendes første indtryk af ham som frygteligt arrogant. "Det ville være frygteligt uhøfligt af mig at forlange, nu hvor De er kommet den lange vej," pointerede hun, men hendes tonefald var mildt nok til at understrege, at det ikke bare var høflighed, der bød hende svare det.

"De har misset vores værtskab, dog. De tog ud for ganske kort tid siden, så De må tage til takke med mit selskab for nu," tilføjede hun.

[Hugubert af Morgis]

Det havde også været pointen og nu stod han her, alene med hende, som han havde planlagt og kunne næsten ikke se på hende.
"Tilgiv mig, men jeg er kommet for at bede om Deres hånd, jeg har længe været forelsket i Dem, også selvom jeg har prøvet at overbevise mig selv om det modsatte. Men De ville gøre mig til den lykkeligste mand i verden, hvis De siger ja." Sagde han og gik et skridt frem mod hende og så hende i øjnene med et lille smil.

[Laudine af Morgis]

Af alle ting i hele verden, som Laudine kunne have forestillet sig, at Hugubert ville sige, så ville hun aldrig nogensinde have gættet på det, han rent faktisk sagde. Chokket var åbenlyst på hendes ansigt og hvis ikke han havde smilet, ville hun uden tøven have troet, at han gjorde grin med hende. Ærligt var hun stadig lidt i tvivl, fordi det var kommet så uventet.

I flere sekunder så hun bare på ham, ude af stand til at finde ud af, hvad hun skulle svare. Blikket flakkede over hans ansigt, men hendes eget udtryk var ikke afvisende. Snarere forvirret - og en anelse sårbart. "Jeg..." sagde hun dæmpet. "Tilgiv mig min mangel på ord, Ridder Morgis," fik hun endelig frem. "Jeg er ganske i tvivl om, om jeg overhovedet hørte rigtigt."

[Hugubert af Morgis]

Huguberts hjerte gik lidt i stykker, da han så chokket i hendes ansigt. Det var ikke rigtig et glædeligt chok, så vidt han kunne se.
"Det gjorde De." Sagde han. "Hvad er Deres svar?" Spurgte han og så hende utålmodigt i øjnene, mens han ventede på hun sagde noget.

[Laudine af Morgis]

Laudine havde ikke været det mindste forberedt på, at hun denne tidlige morgenstund ville stå med et frieri fra en arving til et rigt len. En arving, som hun indtil nu ærligt havde været i tvivl om, der overhovedet brød sig om hende.

"Jeg troede slet ikke, at De brød Dem om mig," røg det ud af hende, selvom det ikke var et svar. Blikket flakkede mellem hans øjne, forvirret og undersøgende, men hun havde ubevidst trådt et skridt nærmere.

[Hugubert af Morgis]

Hugubert var ved at dø indeni fordi hun stadig ikke havde svaret ham. Han bed kæberne sammen og i ren nervøsitet endte han med at dumme sig.
"Sandt nok, Deres familie er ikke så imponerende. Og jeg har forsøgt at overbevise mig selv om jeg ikke burde lide dig, men det kan jeg og jeg kan ikke holde det ud mere." Sagde han og bukkede og ventede igwn på hendes svar.

[Laudine af Morgis]

Laudine var ærligt i tvivl. Til at starte med havde hun fundet ham arrogant og nedladende, men så havde der været øjeblikke, hvor virkeligheden var en helt anden. Faktisk kunne hun næsten have glemt det første - indtil han sagde, hvad han gjorde.

Det ramte som et lille slag og det var synligt i hendes blik. Instinktivt trådte hun lidt tilbage igen. "De siger, at De er forelsket i mig, men tydeligvis ikke i den jeg er og hvad jeg kommer fra," sagde hun, en kende såret. Hun vidste naturligvis godt, at han var af langt højere status end hende, men formuleringen gjorde ondt.

"Og jeg ved ikke, om jeg tror på, at De kan se bort fra det Ridder Morgis. Måske betyder det, at jeg alligevel ender som en pebermø, men jeg kan ikke gifte mig med en mand, der for altid vil se mig som meget mindre værd."

[Hugubert af Morgis]

Hugubert havde lyst til at skyde sig selv, da han indså hvordan hun havde fortolket hans ord. Det irriterede ham gevaldigt, men han var samtidig også såret over hendes afvisning. Derfor reagerede han ikke så heldigt.
"Og hvad har jeg gjort for at blive afvist på så kold en måde?" Sagde han og så hende i øjnene.
"Jeg har lige bekendt mine følelser for Dem." Sagde han og trådte et skridt tættere på hende.

[Laudine af Morgis]

Mens Laudine talte vidste hun ikke, om hun ville komme til at fortryde alt, hvad hun netop havde sagt - men det Hugubert fortsatte, var hun pludselig ikke i tvivl om, at det var det helt rigtige. En gnist af vrede sprang frem i hendes blik, selvom hun ellers sjældent var typen, der blev vred.

"De kalder mig for kold, skønt det er Dem, der pakker Deres komplimenter ind i fornærmelser?" snappede hun, før hun kunne nå at overveje, om det var en god idé. "Deres følelser gør Dem ikke automatisk berettiget til at have mine, Ridder Morgis."

[Hugubert af Morgis]

Det havde egentlig ikke været meningen det skulle fremstå sådan, men når Laudine sagde det på den måde, kunne han egentlig godt se at det havde været lidt uheldigt. Han var dog for stolt til at indrømme det, det var svært både at blive afvist og skulle undskylde samtidigt.
"Så det er Deres svar? Tak fordi De forklarede det så tydeligt." Sagde han såret.
"Måske er Deres blik på en anden mand?" Foreslog han, hun havde talt så pænt om Zacherie. Måske ville hun hellere have ham, selvom han var borgerlig. Held og lykke med det, tænkte han.

[Laudine af Morgis]

Laudine kunne godt høre, at han var såret, men det ændrede ikke på det faktum, at han opførte sig voldsomt ubehageligt og hun havde ikke tænkt sig at lade ham overbevise sig om, at det var hendes skyld. Som om han ikke selv var årsag til det.

"Selv hvis det var, så kan jeg virkelig ikke se, hvordan det kommer Dem ved," snappede hun, som tålmodigheden løb af med hende. "Og det ville ikke ændre det mindste på, at De slet og ret er ganske utålelig. De foregiver at have følelser for mig, men alle Deres ord indikerer, at De anser mig for langt under Deres værdighed," fortsatte hun, før hun kunne nå at stoppe sig selv, men sjældent havde nogen talt så åbenlyst nedladende til hende som ridderen. Blikket lynede. "Og hvis det er, hvad De kan byde mig, så foretrækker jeg ærligt talt et liv som pebermø."

[Hugubert af Morgis]

Det var ikke Hugos smukkeste øjeblik og han ville sikkert fortryde det senere, alligevel sagde han de følgende ord. Nogle ord, som var næsten for slemme til at han ville tilgive sig selv.
"Og hvad med Zacherie Dome ? Det virker som om De er blevet glad for ham?" Sagde han og kneb øjnene sammen.
"Hvis jeg var Dem ville jeg passe på frøken. Han er ikke til at regne med." Svarede han, mens hans hår faldt ned foran hans øjne i en sjælden lettere rodet frisure.

[Laudine af Morgis]

Laudine så åbenlyst overrasket ud i et øjeblik, før varmen steg op i hendes kinder. Det var helt uhørt, at hun stod og skændtes med en ridder, arving tilmed, men der var de og blodet steg op i hendes kinder.

"Det vedkommer ikke Dem og selv hvis det gjorde, kan De ikke for alvor tro, at jeg ville lytte til Deres mening. Hvad har De gjort, der skulle få mig til at stole på Dem?" snappede hun, reelt indigneret nu.