Jeg er din

[Mirielis af Lemaux]

At Mirielis var på vej ned af gangen hvor de royale sovegemakker, mere specifikt Elyot af Falanie 's værelse, var måske en virkelig dårlig idé. Men det var ligegyldigt. Hun måtte se ham; af flere forskellige grunde. Hun trak vejret dybt ind og så ned af sig selv. Så hun anstændig ud? Ville han finde hende pæn?

Hun stillede sig an foran døren og bankede på før hun gik ind. Det var ikke første gang og hendes bevægelse med hånden mod den udskårede dør var altid den samme, så han vidste det var hende.

[Elyot af Falanie]

Elyot var altid en lille smule panisk over at Mirielis kom på besøg i hans små gemakker på paladset. Han var påpasselig, synes han, det var altid meget sent eller meget tidligt og på tidspunkter, hvor der ellers var tomt. Hans kammertjener assisterede med hemmeligholdelsen, men alligevel føltes det farligt - og derfor også spændende. Hverken Orielle af Falanie, Frieda af Hasnea eller Philippe af Neaune måtte ved Yphion finde ud af hvad han foretog sig med komtessen, når de var alene.

Derfor skyndte han sig også at åbne døren, da det bankede på. Han hev hende ind og lukkede hurtigt igen og låste. Så trak han Mirielis til sig og kyssede hende uden yderligere opvarmning. Det var den perfekte måde at hilse i hans verden.

[Mirielis af Lemaux]

Det var vant og dejligt da hun mærkede sig selv i favnen på Elyot da han hurtigt havde lukket hende ind og sikret den låste dør bag dem. Et øjeblik glemte hun den primære grund for hendes besøg denne sene aften. Alligevel gled hun længere ind i kysset og gengælde det længselsfuldt, for det kunne være det sidste han nogensinde ville skænke hende.

De slanke fingre gled om i hans hår, og hun ville give sig selv muligheden for at nyde hans omfavnelse lidt endnu.

[Elyot af Falanie]

Elyot var længselsfuld efter Mirielis, for hun var den eneste han delte seng med. Siden hun havde givet sig til ham, var der kun hende. Hans fingre søgte snørerne i hendes kjole, trak i dem for at åbne den for ham, så han kunne få hende nøgen i sin seng så hurtigt som muligt.

Han skulle nok bruge bedre tid på hende, så. Han var begyndt at lære at styre sig og ikke dykke direkte ned i elskov, men han havde brug for hende og det kunne efter hans mening kun gå for langsomt.

[Mirielis af Lemaux]

Hvis hun tænkte over hvad der lå hende i vente var det hele perfekt lige nu. Hun følte sig altid let og glad når Elyot og hende var alene og det kunne være mere end bare skjulte blikke over en festsal med et ønske om en lukket dør. Derfor kunne hun ikke få sig selv til at bryde det endnu.

Kjolen blev hurtigt løst op og snart faldt den mod jorden. Hun trak underkjolen af og frigjorde sig af de resterende glæder. Ivrigt trak hun hårnettet af så det efterhånden lange mørke hår gled ned omkring hendes skuldre og tilføjede nok til helheden når hun stod der nøgen som Yphion havde skabt hende, foran den mand hun ikke ville undvære.

[Elyot af Falanie]

Elyot hjalp det bedste han kunne til at få hende helt nøgen og satte gevaldigt pris på synet af hende, da hun stod der. Han trak vejret dybt og løsnede sin egen tunika med den ene hånd, imens den anden lagde sig på hendes bagdel og trak hende tæt på sig for at kunne kysse hende igen.

De skulle begge to være uden tøj, men han begyndte også samtidig at gå imod sengen. Han havde undværet hende i mindst et par dage nu og det var alt, alt for lang tid.

[Mirielis af Lemaux]

Et dybt suk gled over Mirielis læber, og kyssende syntes kun varmere og længere for hver gang deres læber rørte hinanden. Roligt fulgte hun hans bevægelser mod sengen, samtidig med at hendes fingre øvet trak i snørerne i Elyots bukser.

Hun glemte tid og sted og det eneste hun gik op i var at de var her sammen og snart skulle deres kroppe mødes i en varm dans. Hun havde lært at det var bedst når de ikke sagde noget, men bare overgav sig til lidenskaben. Eventuelle tanker og ønsker om at dele dem kom bagefter.

[Elyot af Falanie]

Elyot møvede dem mod sengen og møvede sig ud af sit tøj. Støvlerne endte med at være de sidste, før han vippede Mirielis ned i sin seng og snart var over hende. Han spildte ikke tiden, men kyssede hende og rørte ved hende, blidere end den første gang, bedre til at vide hvad der også var rart for hende.

Deres varme kroppe fandt under tæpperne, før han trængte ind i hende og blev mere egoistisk. Han havde savnet hende, så det varede ikke så længe før han fik sin forløsning med et tungt støn og faldt sammen på ryggen ved siden af hende.

[Mirielis af Lemaux]

Det var bedre nu. De havde også øvet sig meget og Mirielis forstod nu mere klart end nogensinde hvad hendes lillesøster havde ment da hun havde fortalt om den fantastiske følelse det var at være sammen med en; særligt når nu Elyot betød så meget for hende.

Hun knugede ham tæt da hun mærkede enden på de spændinger der fik hele hendes krop til at summe. Blidt pressede hun sine læber mod hans hals før han trillede ned fra hende. Roligt vendte hun sig og lagde hovedet mod hans skulder og lod sine fingre blidt glide over hans brystkasse.

[Elyot af Falanie]

Elyot lukkede øjnene. Han blev altid så tung i kroppen bagefter. Nogen gange kunne han ikke lade være med at falde i søvn, men han vidste godt at Miri godt kunne lide og putte bagefter og hviske søde ord.

Han gjorde det, men ikke for sin egen skyld. Hvis han frit kunne vælge, så ville de tage en lur først. Så kunne der godt være søde ord efter.

Han løftede den ene arm og lagde den omkring hendes skuldre og tak hende tæt med et lille suk.

[Mirielis af Lemaux]

På alle andre tidspunkter ville hun have ladt ham falde i søvn, og på alle måder nyde at lægge sammen med ham i sin bobbel om at det var helt normalt. Men det kunne hun ikke.

Mirielis havde gået over det flere gange i hendes hoved i hvordan hun skulle få det sagt. For behøvede han at vide det? Kunne de ikke forblive i deres egen lille verden et par gange om ugen lidt endnu?

Først da åbnede hun sine øjne. "Vi er nødt til at tale sammen, og jeg er bange for at du smider mig ud når du høre om det." Kom det lavt fra hende i håb om at han måske ikke hørte det.

[Elyot af Falanie]

Elyot var næsten faldet en lille smule i søvn, da Mirielis talte. I stedet for søde ord var det hun sagde dog ret foruroligende, så han åbnede øjnene igen og så på hende med rynker i panden.

"Hvad mener du, Miri? Hvorfor skulle jeg smide dig ud?"

[Mirielis af Lemaux]

"Fordi du vil hade mig" kom det næsten allerede en smule ulykkeligt fra Mirielis der følte at hun var nødt til at sætte sig op i sengen.

Hun trak vejret dybt ind og kunne næsten ikke se på ham, ikke med det samme. "Jeg er med barn" svarede hun og først efter ordene havde lydt drejede hun hovedet for at se hans reaktion.

[Elyot af Falanie]

Elyot gennemgik mentalt mulighederne. Måske havde hun delt seng med en anden. Ville han hade hende for det? Nej, det kunne han godt tilgive, selvom han ikke var helt tilfreds med det. Havde hun fortalt nogen om deres affære? Afhængig af personen kunne det være utilgiveligt. Han trykkede læberne lidt sammen og fulgte hende med blikket.

Så kom de fire ord. Elyot stirrede op på hende, før han selv satte sig brat op og røg ud af sengen. Han hev et par braies på uden at sige en eneste ting og travede gennem rummet til vinduet. Det regnede udenfor. Han stirrede ud over gården, hjertet hamrende. Så vendte han sig imod Mirielis.

"Hvad?! Hvordan? Har du ikke...?"

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis troede at han lige der ville efterlade hende alene i værelse. Forvinde ud fra hendes syn. Hendes hjerte sprang adskillige slag over imens hun trak tæppet tættere om sig, da hun pludselig følte sig meget nøgen.

Hun blinkede et par gange da han endelig vendte ansigtet mod hende. "Jo!" svarede hun hurtigt og løftede sin arm hvor en grøn sten sad om et gyldent armbånd. Amuletten var af høj stand, så hun var blevet mindst lige så overrasket som han.

"Jo.. " gentog hun stille.