Jeg er din

[Elyot af Falanie]

Elyot var voldsomt distraheret af håbløsheden i det hele, men han var også opsat på at trøste Mirielis. Så han tog sig af hende, blidt og langsommere end når han var grebet af en egoistisk jagt på sin egen tilfredsstillelse.

Han tog dybe indåndinger nær salt hud, mærkede hende slappe af og blive anspændt og så gåsehuden sprede sig over hendes mælkehvide lår, før han endte med en hånd mod hendes mave og hovedet hvilende imod det øverste af hendes lår, lettere stakåndet og med et stort smil på læberne.

"Sov," bad han, før han kyssede hendes inderlår. "Jeg skal ud og finde Baronen, men du kan blive her."

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis hovedet lå mod puden, hendes ben var skilt ad, og hænderne var dels lukket om lagnet og om Elyots bløde mørke krøller. Det var noget ganske andet, og han gjorde sit for at lade tankerne drive andre steder hen.

Hendes hjerte slog hurtigt, og det tog hende et øjeblik for at samle sig. Blidt lod hun et par slanke fingre glide hen over hans hånd. Det skulle bare være sådan her, altid. Hun gengældte hans smil, og mærkede suget i maven endnu engang. Hun havde lyst til at fortælle ham det; at hun elskede ham. Men vidste at øjeblikket ikke var der, og at det blot ville gøre det hele værre.

Hun ville ikke have at han skulle gå, også selvom trætheden allerede havde vist sig. Alligevel nikkede hun og rettede sig en smule op, og gjorde i stedet mine til at ville kysse ham som det sidste inden de tog afsked.

[Elyot af Falanie]

Elyot kravlede over Miri, plantede et lidt sødt og salt kys på hendes læber og væltede så ud af sengen. Han kom hurtigt i tøjet, strøg en hånd gennem krøllerne og da han så tilbage på sengen før han gik, sov hun allerede.

Så gik han ud for at opspore Philippe af Neaune.

Lukket