Jeg er din

[Gennevote af Falanie]

[Elyot af Falanie]

Elyot havde aldrig spurgt. Han havde selvfølgelig antaget, at Mirielis havde styr på det, når hun gav sig til ham, men han havde ikke forsøgt at finde ud af det. Et øjeblik fortrød han det. Så viftede hun med armen og hans bryn trak sig tydeligt sammen i frustration.

"Men den er jo ubrugelig, så. Har du købt den af en gøgler på markedet eller hvad? Du kan ikke være gravid, Miri. Jeg er ikke bare en eller anden. Jeg er den kommende konge. Jeg er forlovet!"

Han var vred, frustreret, omend mest på sig selv. Det kunne ikke passe. Hans far ville slå ham ihjel.

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis havde heller aldrig selv troet at sådan noget kunne gå i stykker eller miste den magi der var blevet lagt i amuletten. Hun kunne mærke at hun ikke længere var så fortvivlet som da hun ankom til hans værelse. Nu var hun nærmere vred og mindst lige så frustreret som Elyot.

"Den er af højeste stand." bed hun en anelse af ham. "Men det er ingen garanti" Der kunne ske uheld og så meget som de havde været sammen på den sidste tid var det nok ikke så underligt at hun var endt med at blive gravid.

"Så fordi du er den kommende konge er det mest problematisk for dig?" Hun havde nu rejst sig fra sengen og var i færd med at finde sit tøj.

"Det er ikke hos dig det lige om lidt bliver synligt at du har været sammen med en anden. Min far er nødt til at bruge alle sine kontakter på at få mig afsat så hurtigt som muligt. I det mindste behøver din far intet at få at vide" Svarede hun og stoppede op med sin kjole knugende mellem sine hænder.

Hun vendte sig bort fra ham så tårerne kunne få frit løb.

[Elyot af Falanie]

Hun var urimelig. Selvfølgelig havde det konsekvenser for ham. Han rynkede panden dybt, men brød sig ikke om at hun græd. Han blev lidt mildere.

"Miri," forsøgte han og nærmede sig lidt. "Du må ikke være ked af det. Din fader kan vel sende dig hjem til Suilleaux for at få barnet der. Så behøver ingen at vide det." Han rømmede sig. "Men det kan ikke vokse op hos en bondemand. I må lade det opfostre på borgen. Manglede din fader ikke en arving? Han kan vel sige at det er hans nye hustrus."

[Mirielis af Lemaux]

Det hjalp lidt at de ikke længere bed ud efter hinanden. Det var jo ikke meningen at det skulle ende sådan her. Hun ville slet ikke have det skulle ende og hun var vred over at amuletten ikke havde gjort det den skulle, eller at nogen havde fortalt hende at man nok skulle få den tjekket engang imellem. Det var uretfærdigt at det lige skulle ramme hende når de sidste få måneder havde været så gode.

Naturligvis skulle ingen vide det. Hun havde dog ikke overvejet hvilke løsninger der fandtes når man var i en situation som hendes. Men tanken om at lade Helene og hendes far tage sig af det lød ikke så slemt som nogen af de andre historier hun også havde både læst og hørt om.

Hun tørrede sine øjne og vendte sig om mod ham. "De kommer hjem om få uger, jeg taler med ham der." svarede hun roligt.

[Elyot af Falanie]

Elyot blev stående lidt fra Miri og så alvorligt på hende. Han kunne rigtig godt lide hende, men han var stadig lidt stødt over hendes sidste angreb. Blikket gled mellem hendes øjne, da hun drejede sig imod ham.

"Jeg ved godt at det ikke kan være nemt for dig," konstaterede han. "Men det er ikke ingenting for mig."

[Mirielis af Lemaux]

Hun havde været vred på ham til at starte med. Ked af det og såret og havde følt det hele lå os hende; at det også var hendes skyld. Hun trak vejret dybt ind og forsøgte ikke at lyde mere sur eller bebrejdende.

"Jeg er bare så bange for hvad der kommer til at ske" svarede hun ærligt. "Undskyld." afsluttede hun svagt. Det sidste hun ville var at de ville gå hvert til til som uvenner.

[Elyot af Falanie]

Elyot løftede hånden og lod den stryge ned over Mirielis' arm, før han tog hendes hånd i sin.

"Jeg kan ikke tilbyde dig noget," svarede han helt ærligt. "Ingen beskyttelse eller husstand eller navn, Miri."

Han rynkede brynene tæt. "Undskyld."

[Mirielis af Lemaux]

Det hjalp at ordene ikke længere var hårde og fyldt med panik. Det hjalp også at Elyot nu stod så tæt og at han havde lyst til at tage hendes hånd. Hun vidste udmærket godt at der intet var for hende hos ham. Andet end det nærvær de allerede delte. Selvom hun havde sin tvivl hvorvidt han stadig ville se hende, nu hendes amulet tydeligvis var defekt, og selv når hun fik en ny, hvilke konsekvenser ville der da følge?

"Jeg ved det" fik hun kvækket og tørrede sine tårer væk med håndfladen. Langsomt lænede hun sig frem og hvilede hovedet mod hans skulder. Åh hvor hun vidste det, hvilket også burde have været grund nok for hende slet ikke at have indledt sig med ham.

[Elyot af Falanie]

Et hoved lagde sig på hans skulder og Elyot lagde armen omkring Mirielis. Han kunne ikke skubbe hende væk nu. Han holdt af hende og han følte en skyld over at hun var i den uheldige situation.

"Så, så," mumlede han, som hans mor havde gjort, da han var barn og blev ked af det.

"Det skal nok gå. Der må findes en løsning."

[Mirielis af Lemaux]

Det var en smule tragikomisk. Før ikke så længe siden havde de delt kys, og deres kroppe havde passet perfekt mod hinanden. Alt det syntes fortid og Mirielis vidste at hun var nødt til at gå.

Hun klarede halsen en smule. "Jeg må nok hellere gå" Hun skulle nå at have en af pigerne i byhuset til at ordne et bad til hende inden det blev alt for sent. Desuden kunne de ikke få mere ud af det nu og stemningen syntes tyk og ugennemtrængelig.

[Elyot af Falanie]

Elyot strøg Miri over ryggen og kyssede hende i håret. Han tog en dyb indånding.

"Du behøver ikke gå," mumlede han blidt. "Du kan også blive her, lidt."

[Mirielis af Lemaux]

Så vendte det hele igen. Alle følelserne syntes kun at blive forstærket og lige nu vidste Mirielis hverken var der var op eller led, og hendes sans for fornuft var allerede forduftet for længst. Hun blinkede et par gange før et smil langsomt viste sig. "Ja?".

Hun havde lyst til at blive der, og lyst til at være sammen med ham. Ingen af dem vidste om de kunne komme til det igen. Hun nikkede langsomt. "Det vil jeg gerne."

[Elyot af Falanie]

Elyot strøg fingrene over Miris hår og brummede lavt. Han kyssede hvad han kunne nå og tog en dyb indånding.

"Kom med i seng igen," bad han lavt. "Lad mig tage mig af dig."

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis nikkede lavt. Smilet blev langsomt større, og uden at slippe hans hånd gik hun tilbage mod sengen. Han var sød; fuldkommen vidunderlig og hun var nødt til at nyde det lidt endnu; det liv hun aldrig ville få, men som hun kunne have når det bare var dem.