Varsler for fremtiden

[Mirielis af Lemaux]

Foregår slut Januar

Familiens byhus.

Mirielis havde det forfærdeligt. Hun havde kvalme og ondt næsten over det hele. Hun havde ikke set sin far i lang tid, og hun vidste ikke hvad der kunne vente hende. Hun glattede fingrene ned af kjolen og heldigvis var det ikke helt at se endnu. Men hun kunne selv tydeligt mærke at der var liv.

Da hun hørte hesten hove rettede hun hovedet fra vinduet og så ud. Hendes hjerte sank over synet af sin far og hun rejste sig langsomt fra stolen. Hun bed ned i den dirrende læbe og forlod værelset. Hoveddøren blev åbnet og Mirielis mødte sin fars mørke blik. Det mørke hår var halvt opsat og de tykke lokker snoede sig i lette fletninger med blå bånd bundet fast. Kun enkle lokker hår svang sig ned over hendes ene skulder.

"Papa." hilste hun og nejede for Lancelin af Suilleaux

[Lancelin af Suilleaux]

Lensgreven af Suilleaux havde end ikke nået at lande ordentligt tilbage i byhuset, før at hans datter stod foran ham i entréen og nejede ham velkommen. Lancelins blå blik rettede sig mod hende, alt imens at han lagde kappen hen over en tjeners strakte arme. Den lange rejse sad stadig i tøjet og i det mørke hår.

"Mirielis," lød hans stemme roligt, hans vejrtrækning stadig en anelse påvirket i sin ankomst efter hesteridt, "Jeg havde ikke forventet at se dig hjemme, min kære.."

Med rank ryg rettede han sig helt om mod Mirielis og gik hende de få skridt i møde det krævede for, at han kunne læne sig frem og placere en let hånd mod hendes blege kind, "Hvordan er det gået mens jeg har været væk?"

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis kunne ikke sige at hun havde siddet og ventet på ham hele formiddagen, eller at hun knapt nok havde forladt byhuset de sidste par dage. Men i dag havde hun dog fået hjælp til ikke at se så bleg og dårlig ud. Hun smilte dog alligevel og løftede hovedet en smule da Lancelin kom helt hen til hende.

"Ganske roligt." svarede hun og bed sig i kinden.

"Skal vi sætte os, jeg har noget vi er nødt til at tale om" De kunne lige så godt få brudt den is.

[Lancelin af Suilleaux]

Lancelins lange fingre gled kærtegnende ned fra Mirielis kind, som hun rettede sit blik mod ham og sendte ham et tilstrækkeligt smil til, at han end ikke havde tænkt yderligere over dens halvhjertethed grundet tyngden på hendes hjerte.

Alligevel fangede han noget af alvoren, da hun med det samme fremlagde sit ønske om at tale med ham. En panderynken dannede sig en anelse undrende på lensgreven; en undren, som han ikke gik i dybden med. For i sidste ende ville hans datter tale med ham, og han ville såmen få svar.

"Kom," Lancelin lod en hånd finde hvile mod Mirielis ryg, knipsede af et par tjenere, der straks bukkede, og førte hende derefter med sig roligt ind i pejsestuen.

___

Ilden knitrede, da tjeneren lukkede døren bag sig. Sålerne på Lancelins støvler gav en kort genklang for hvert skridt han tog hen over trægulvet foran Mirielis. Den ranke silhuet knejsede ubesværet som altid, og som han stoppede ved bordet med alkohol, fik man først et ordentlig syn på den brede ryg, hvor tøjet sad perfekt skræddersyet ind til.

"Du havde noget på hjerte, Mirielis?" lød lensgrevens stemme roligt, som han hældte en skarp alkohol op i et glas til sig selv.

[Mirielis af Lemaux]

Det var bedst sådan. Hendes korrespondance med Helene af Suilleaux havde hjulpet en smule; ikke at det betød at hendes far ville tilgive hende langt hurtigere, men i det mindste var der håb for at han ikke slog hende eller skar hånden af hende. Yphion forbyde at hun også skulle giftes med en sindsyg baron.

Hun havde sat sig i sofaen med hænderne foldede i skødet. Fingrene pillede let ved en syning der var ved at gå op i siden på den broderede kant. Hun fulgte sin far med blikket; den stærke ranke mand som havde manges respekt. - Også hendes. Både blandet med frygt og vrede.

Hun sank en enkel gang. Måske burde hun have ventet til han havde taget en tår af den brændende væske, men lige som han løftede det fyldte glas mod sine læber røg det ud af hende.

"Jeg er med barn." Hun måtte være en endnu større skuffelse nu end Gisella.

[Lancelin af Suilleaux]

Det var med en hosten, at Lancelin tydeliggjorde sin forbavselse over Mirielis bekendtgørelse. Alkoholen var havnet i den gale hals, og han måtte for en stund støtte sig op ad bordet med den ene hånd, mens den anden straks lagde glasset med sprit fra sig. Hvad i helvede, Mirielis!

Lancelin hostede sig færdig - det kunne ikke gå hurtigt nok - inden at han vendte sig om mod sin datter med et sammenknebent blik og panderynken. Umuligt. Hun, af alle, ville ikke være så respektløs at sætte ham i denne situation.

"Mirielis," sagde han hæst, "Fortæl mig, ved Mithras, at du for alt i verden tager dårligt pis på mig."

[Mirielis af Lemaux]

I det mindste råbte han ikke af hende, eller sendte hende bort. Det gav hende et par frie sekunder til at trække vejret dybt ind i et forsøg på at lette den konstante hjertebanken.

Aldrig havde ønsket at sætte sin familie i den situation og da slet ikke efter at @gisella allerede havde gjort nok. Selvom hun ikke havde et tæt forhold til sin far, så betød hans respekt alt; noget hun utvivlsomt ikke skulle regne med at opnå lige med det samme.

Hun rystede på hovedet. "Nej far" svarede hun så klart som hun kunne. Men i det mindste havde det ikke været en eller anden borgerlig fisker hun havde brugt tiden med. - Som Elyot af Falanie selv havde formuleret det; en kommende konge.

[Lancelin af Suilleaux]

Lancelin stod forstenet på sin plads, en anelse bleg i ansigtet. Så vendte han sig mod bordet, rakte ud efter glasset med alkohol og bundede det. Det kradsede ned igennem halsen. Brystkassen brændte yderligere foruden den irritation, der dannede sig i ham. En frustration og en vrede over, at Mirielis satte ham i en fuldstændig uoverkommelig situation, der straks landede tungt på hans skuldre. Tænk sig, at alt kunne vende sig så hurtigt; for blot et par dage siden havde han været glædelig uvidende om dét der ventede ham i Levagny.

Med bøjet nakke og ryggen til sin datter stod han for en stund og så ud af vinduet, imens at han lænede sig mod bordet. Hans hånd søgte træt hans ansigt, idet at han stod og sundede sig. I stilheden lå Lancelins vrede og ulmede i overfladen, kun tilbageholdt af hans ellers så kontrollerende natur.

"Hvem er faderen til barnet?" lød hans stemme tungt fra hans plads. Alvoren og skuffelsen tyngede som et tykt tæppe hen over dem i lokalet.

[Mirielis af Lemaux]

Selvom Mirielis havde forberedt sig på det, fandt hun hurtigt ud af at sandheden ikke var let at få frem, og hun svarede ikke med det samme. Fingrende gned mod hinanden og de mørke øjne flakkede rundt i rummet.

Hun kunne mærke sin fars blik mod sig, og efter et øjeblik rejste hun sig brat fra sofaen. "Det er hans kongelige højhed, kronprins Elyot" Hendes stemme var fast. Der skulle ingen tvivl være i hendes stemme som kunne få hendes far til at tro at hun ville lyve.

[Lancelin af Suilleaux]

I al sin panik røg det ud af Mirielis med sådan en hast, at Lancelin end ikke nåede at tage det ind med det samme. Lancelin havde vendt sig imellem tiden og set på sin datter, der nu stod ret som en soldat og fremlagde fakta med fast stemme.

"Kronprinsen?" gentog Lancelin nærmest uforstående. Der var stille for en stund. Lensgreven tog en hørlig indånding, alt imens at han satte sine skridt hen imod sin nærmest honnør-stående datter, "Kronprinsen, der er lovet væk til prinsessen af Hasnea, der netop befinder sig i Levagny. Og ikke bare i Levagny, men på paladset selv."

Høj og rank stoppede han op foran sin datter med et ildevarslende udtryk i blikket, "Har du nogen anelse om, hvad det vil have af betydning, hvis dette kommer frem, Mirielis? Ugift og en affære med kronprinsen!" udbrød han lavmælt i sin frustration, alt imens at han kunne mærke, at det nærmest krævede endnu et glas stærkt alkohol at komme igennem - hvis ikke hele flasken.

"Fortæl mig, at han ikke ved det.." Lancelins blik var fast i hendes.

[Mirielis af Lemaux]

Hvad end der gik igennem af planer i Lancelins hoved, var Mirielis stadig glad for at hun havde fortalt det til Elyot. Hun ønskede ikke at på nogen måde skulle bruges, og forblev mest af alt blot bange for hvad der i stedet skulle ske med hende.

Hun fulgte ham med blikket og havde foldet sine hænder om bag ryggen. Ville han slå hende? "Jeg er ikke blevet set" forsikrede hun ham selvom han ikke havde spurgt. Men måden han fremlagde det på kunne han lige så godt.

"Jeg beklager at måtte skuffe dig endnu mere end jeg allerede har, far. Men jeg har fortalt ham om min situation."

[Lancelin af Suilleaux]

Der måtte lægges en plan, og det kunne ikke gå hurtigt nok. Og nu hvor Mirielis fortalte ham, at hun allerede havde fortalt det til Kronprinsen, røg plan A i vasken. Lancelins kæbe spændtes pludselig ganske tydeligt. Han havde mest af alt lyst til at bande højlydt af hele situationen, så selv taget ville hæve sig fra husets mure. Havde det ikke været for hans kærlighed til Mirielis og Gisellas mor..

"Lyt til mig nu, Mirielis," lød det frustreret lavmælt fra Lancelin, ophidset og tydeligvis vred, der nu havde lænet sig en smule hen imod sin datter for at sikre sig, at hun kunne høre hans ord og ingen anden udenfor døren ville kunne, "Jeg finder en, der kan få det fjernet. Du fortæller ham, at du har mistet barnet, og herefter fragter jeg dig tilbage til Suilleaux hvor du kommer til at vente indtil at jeg har fundet en kommende mand til dig.."

Lancelin fjernede sig fra sin datter, stadig med blikket fast i hendes, "Du kan for alt i denne verden ikke se ham igen, forstår du?"

[Mirielis af Lemaux]

Selvom han ikke havde en hånd lukket om hendes arm, følte hun alligevel at hun rev sig væk fra ham da hun trådte et halvt skridt tilbage. De ellers så søde mørke øjne så pludseligt vilde og faretruende ud. Hun burde ikke være overrasket over at dét var hans plan nummer to. For han havde uden tvivl håbet at kunne vifte svangerskabet i hovedet på kongen for at få ham til at skylde ham noget.

"Nej." hørte hun sig selv sige med skælvende stemme. "Ved du slet ikke hvor farligt det er? Jeg kan risikere aldrig at kunne føde børn, eller i værste tilfælde, dø." Hun klarede halsen en smule.

"Jeg ved at vores families ry betyder alt for dig far, men du havde vel ikke troet at jeg sådan ville opgive mit barn?" Hun rystede på hovedet.

"Jeg finder Helene af Suilleaux , du er jo ikke til at tale med!"

[Lancelin af Suilleaux]

Mirielis havde ret; det var ikke uden risiko, at få et barn fjernet. Mange havde endt den tragiske skæbne enten at dø, eller, i endnu værre tilfælde, slet ikke at kunne få en arving senere hen. Det var ikke så mærkeligt, at der blev set skævt på disse handlinger, og at de oftest blev udført i al hemmelighed om natten. I sidste ende ville Lancelin nok have haft svært ved at acceptere, at Mirielis måtte gå igennem dette.

Lancelin stivnede en anelse, da Mirielis havde andre tanker - at finde Helene. Hans blå blik var skarpt på sin datter.

"Hvad havde du tænkt dig, Mirielis?" lød det bestemt fra ham, som han gik imod hende, "Tror du, at Kronprinsen af Falanie vil stå ved en bastard? Tror du, at Kongen hamselv vil? Lad være med at være godtroende! Kommer det frem at du bærer en royal bastard, så er du med til at risikere Falanies fremtid og samarbejde med Hasnea! Den eneste fremtid der venter dig er, at få et barn ingen vil kendes ved. Du vil ende ugift, alene og uønsket!" Hans stemme var hård og ordene skærende. Men ikke desto mindre prøvede Lancelin at få Mirielis til at forstå alvoren i den situation, hun havde sat sig selv i.

Lancelin stoppede op foran sin store datter. Han tårnede højt med rank ryg, og alvoren i hans ansigt var ikke til at tage fejl af. Tanken om, at Mirielis skulle ende med ingenting, så pludselig ud til at nå hans tanker.

"Er det dét, du vil?"

[Mirielis af Lemaux]

Det var absolut det sidste hun ville. Nok havde de selv været skyld i at det var kommet dertil, men ligefrem at sætte sit eget liv på spil for at undgå en skandale, det blev alligevel for meget. Det havde Elyot af Falanie dog ikke foreslået, og hun kunne mærke hendes hjerte bløde ved tanken om kronprinsen. - Han havde også sagt at barnet ikke kunne vokse op hos en bondefamilie og de løsninger der var tilbage var der få af.

Nu kendte hun sin far atter igen. Ordene regnede ned på hende, som så ofte før, og selvom det var langt mere alvorligt nu mærkede hun hvordan hun lukkede af for alt hvad han sagde. Nok ville hun ende uønsket, men ikke alene. Hun ville have sit lille barn. Sit lille barn som i alt hemmelighed var hende og Elyots. Måske var det virkelig naivt af hende at tro at hun ville kunne leve sådan et liv? men hvad var alternativerne?

"Jeg høre dig." svarede hun til sidst. "Jeg vil ikke have det fjernet, og barnet kan ikke bo hos nogen anden familie. Så hvad foreslår du ellers?" svarede hun og rankede sig lige så støt som Lancelin.

"Kan barnet ikke bo her?"