Varsler for fremtiden

[Lancelin af Suilleaux]

"Det risikerer at få sandheden af vide her.." lød det eftertænksomt fra Lancelin, hvis sind kørte for fulde drøn. Der måtte findes en løsning, og ganske vist var der et par måneder inden, at barnet ville komme til verden, dog kun få måneder hvor en graviditet stadig ikke ville kunne ses på Mirielis. Det var kun et spørgsmål om tid.

"Nej, vi er nødt til at holde det hemmeligt.. Selv barnet må ikke vide sandheden.." Lensgreven af Suilleauxs blik hvilede tænksomt væk fra Mirielis, inden at han til sidst så på hende igen.

"Den eneste mulighed vi har er, at jeg arrangerer din forlovelse så hurtigt som muligt. Barnet vil blive født og holdes i Suilleaux. Først når du har født, vil du blive gift, og ingen vil ane uråd.."

[Mirielis af Lemaux]

Det var forfærdeligt. Selvom alt var bedre end risiko for død. Men at barnet skulle vokse op, som en del af deres familie, men ikke vidste at Mirielis var dets mor? Nok ville hun ikke selv forblive i Suilleaux når først hendes far fandt hende en ægtemand. Men det føltes stadigvæk ikke rigtigt.

"Du ville tage det til dig?" spurgte Mirielis for at være helt sikker på at hun havde forstået sin fars ord korrekt.

[Helene af Suilleaux]

Helene havde hørt hævede stemmer og genkendt dem som Miris og Lancelins. Hun var stoppet op foran døren og selvom det bestemt ikke var den bedste opførsel at smuglytte til andres samtaler, så var hun vel fruen i huset, havde hun rationaliseret. Hun måtte vide hvad der foregik. Hun havde derfor hørt store dele af hvad de talte om og kunne stykke andre ting sammen ud fra Miris breve.

Nu, da de havde fået talt sig frem til noget, der lignede et forsøg på en løsning, blev hun nødt til at blande sig. Hun åbnede døren brat midt i Miris sætning og trådte indenfor.

"Ja," konstaterede hun. "Selvfølgelig vil han det." Hun lukkede døren efter sig. "Lancelin mangler en arving og hvad bedre til at øge sandsynligheden for at få en dreng?"

[Lancelin af Suilleaux]

"Mirielis--" Lancelin havde end kun nået at åbne munden for at svare, da døren gik op. En anelse overrasket over afbrydelsen, rettede den ranke, kontrollerede lensgreve sit blik i retningen af døren, hvor synet af hans mørkhårede hustru fangede hans øjne. Hendes ord blandede sig straks i samtalen og fortalte Lancelin alt om, at hun havde hørt hvert eneste ord der var blevet udvekslet, til trods for, at han havde forsøgt alt i sin magt, at holde dette i lokalet.

"En arving?" gentog Lancelin, og forstod ikke først sin smukke hustrus tanke, "Uanset hvad bliver det Mirielis barn, og derfor ikke en mulig arving til Suilleaux," bekræftede han bestemt.

[Mirielis af Lemaux]

At Helene dukkede op i stuen, var næsten som en engel sendt af Yphion selv. Mirielis trak vejret dybt ind og følte sig langt mere sikker. Særligt når veninden forsikrede hende om at barnet ville være i sikkerhed, og at det ville blive en del af familien. Selvom det ville være svært for hende at skulle give det fra sig.

Hun var jo stadig barnets mor, og hun ville have del i dets liv og opvækst. Hun knyttede hænderne ved de umulige tanker. Hun følte sig allerede så stærkt forbundet til livet i hendes mave. Hende og Elyot af Falanie 's lille kærligheds barn.

Hun kiggede skiftevis på sin far, og Helene. "Hvis det alligevel skal gå for at være dit og Helenes, kan det da lige så godt.." indskød hun før det gik op for hende hvad veninden reelt havde ment med hendes ord.

[Helene af Suilleaux]

Helene var ikke lige så sikker på at Lancelin havde ment at han ville tage barnet til sig, men det havde hun tænkt sig. Så måtte han forsøge at skyde det ned. Hun rankede sig og løftede hagen. Han havde tydeligvis ikke fanget hintet i hendes ord.

"Selvfølgelig er det en mulig arving," svarede hun bestemt. Dit barnebarn, Lancelin, er stadig af din slægt. Ingen behøver vide andet end at de er tvillinger."

Hun lagde en hånd over sit mellemgulv og hævede begge bryn.

[Lancelin af Suilleaux]

Hans øjne fangede synet af Helenes hånd, der lagde sig, efterfulgt af det sigende blik, hun sendte ham. Lancelin kunne næsten ikke tro det, og som han mistede pusten, fangede han hendes øjne i sine.

"Du venter dig?" lød det tvivlsomt fra ham, som han med en alvorlig panderynken gik tættere på Helene. Hans blik faldt mod hendes mellemgulv og hans hånd fandt hvile over hendes.

"Er du sikker?" spurgte han lavmælt. Var det virkelig lykkedes dem?

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis følte sig pludselig sat i baggrunden da det gik op for hendes far hvad det var Helene havde sagt. Hun kunne have klaret stemmen en smule eller viftet med sine arme for at få hans opmærksomhed. Men i stedet trådte hun en smule tilbage og forsøgte at bakke længere ud af stuen.

Hun ønskede ikke at være i det. For selvom nyheden var glædende så betød det også at hendes far ville få et nyt barn, og hvis alt gik som han ville have det, ville han få en søn, og hun stod stadig i en fuldkommen forfærdelig situation der ikke kunne gøres god på nogen måde.

[Helene af Suilleaux]

Helene lagde en hånd på Lancelins, men hendes blik var på Mirielis og hun forsøgte at nagle hende til stedet. Da hun fejlede, rømmede hun sig. "Bliv her, Miri. Vi gør det her sammen."

Hun så fra datter til faderen og holdt begge deres blikke. "Miri rejser til Suilleaux. Måske er undskyldningen, at hun er blevet syg. Jeg bliver i Levagny, indtil det er meget synligt, at jeg er gravid. Så tager jeg også til Suilleaux, hvor vi begge føder. Hvis begge børn er drenge, så fortæller vi hele verden, at min var den ældste, uanset om han bliver født først eller ej. Hvis mit barn er en pige og Miris er en dreng, så tager du ham til dig som din arving. Hvis det er en pige så accepterer du hende også som din datter." Hun så Lancelin i øjnene, før hun skiftede til Miri. "Barnet må aldrig få sandheden at vide uanset." Hun tog en dyb indånding. "Uanset hvilket barn, der bliver arvingen, så er det din direkte slægt, Lancelin."

Og det var sandt. Selv hvis hendes barn var Lanvals, så var det sandt. Hun rankede sig lidt.

[Lancelin af Suilleaux]

Det hele gik pludselig op i en større enhed. Det kunne blive en succes, hvis de alle hver især var enige om, at det var sådan det skulle lykkedes dem at komme om situationen. De ville blive besudlet med endnu en stor hemmelighed, foruden dem der allerede var, og de måtte give sig selv til dette indtil at de lå i deres kolde grav. Med store hemmeligheder lå der store konsekvenser lige under overfladen, og hvilket helvede af ild ville det ikke starte hvis det kom frem i lyset.

Lancelin var dog en mand af stor strategisk interesse for magt, og havde derfor gennem sit liv taget adskillige risikofyldte chancer til gavn for sig selv og sit navn. Han var en synder, og hvis dette skulle være endnu ét, så lad Mortem tage dem.

"Ingen må få dette her af vide.." sagde han bestemt og rettede blikket mod sin datter, "Selv ikke barnets far, Mirielis. Du vil fortælle, at du har mistet det."

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis nikkede let. Hendes far skulle have den overbevisning at hun var enig i det han havde lagt af planer. At hun ville gå til Elyot og fortælle at deres barn ikke klarede det. - Men det ville hun ikke. Måske var det naivt af hende, og måske ville det skade dem i fremtiden men han fortjente at vide at deres barn havde det godt, og at det ville leve.

Hun var dog glad for at Helene var der; at hun havde taget styringen og fået Lancelin på land og med på den plan der var blevet lagt. Hun klarede halsen en smule. "Selvfølgelig. Tak far" svarede hun.

Mirielis var trådt tættere på efter Helene havde oplevet hendes forsøg på at snige sig uden om. Roligt tog hun hendes hånd for at kunne holde sig selv oppe. "Så bliver det sådan.."

[Helene af Suilleaux]

Helenes ene hånd var under Lancelins mod hendes mellemgulv og den anden lå lige over den. Da Mirielis trådte tæt på dem begge to og løftede hendes hånd, føltes det underligt, men også lidt som om de indgik en pagt. De stod der, veninder, ægtefolk, far og datter med en hemmelighed, der kunne omstyrte en slægt, hvis ikke de tog den med sig i graven.

"Og du vil gifte dig med den mand Lancelin vælger," fortsatte hun mildt. "Ikke en modbydelig mand eller en olding, men formentlig en af lavere stand end du havde forestillet dig, hvis hans familie skal acceptere et hurtigt bryllup til vinter."

Hun holdt fast i venindens hånd og gav den et klem. "Det er den bedste løsning."

[Lancelin af Suilleaux]

"Jeg har den perfekte i tankerne.." forsikrede Lancelin bestemt, med sit blik fast på Mirielis, for at give hende en forståelse for vigtigheden i, at hun måtte acceptere hans valg til hende. Uanset hvordan hun så end ville tage det. At giftemålet skulle ske så hurtigt på baggrund af en kommende bastard, var ikke ligefrem noget, som Lancelin havde forestillet sig om sin ældste datter. At hun i det hele taget havde mistet sin uskyld.. Nuvel.

"Aren slægten har en søn, lensarvingen hamselv.. Du kan ligeså vel gøre dig klar til at mødes med ham, Mirielis," sagde Lancelin kort for hovedet. Han så herefter på Helene med et ligeså alvorligt blik. Hans hånd forblev mod hendes mellemgulv for en stund, stolt af den fremtid der ventede, inden at han gjorde tegn til at gå.

"Hav mig undskyldt, jeg har et møde, jeg skal have arrangeret.." Så gik han mod døren med rank ryg, og forlod lokalet med hemmeligheden, kun de tre kendte til.

/Lancelin ude.

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis blinkede let. Thybaudin af Aren; nok var han lensarving, men af lavere rang end den familie Mirielis kom fra. Ville hendes far virkelig ægte hende nedad? Det burde ikke have været kommet som nogen overraskelse, for han var nødt til at handle hurtigt.

Hun havde nok bare ikke overvejet at han allerede nu havde en kandidat. Alligevel nikkede hun let. Brylluppet ville ikke stå før engang efter sommeren; men forlovelsen derimod ville blive offentliggjort snart. Hun sank en klump.

Hun måtte se Elyot inden de sendte hende væk; fortælle ham om alt der var blevet aftalt; hvordan hendes far ville have hende til at lyve, og om hendes giftemål. Den unge kongesøn ville intet kunne gøre, men lige nu var han den eneste hun ville tale med.

Da Lancelin gik, gled Mirielis blik overmod Helene stod tilbage. Da begyndte tårerne at trille ned over hendes kinder, og hun mærkede hvordan benene gav op under hende, og langsomt placerede hende på gulvet.

[Helene af Suilleaux]

Helene havde fat om Mirielis' hånd, da veninden sank på gulvet. Hun selv sank ned på knæ med hende og løftede den anden hånd til hendes kind.

"Så, så, Miri. Kan du ikke se hvordan alt nok skal blive bedre, nu? Du kommer til at kunne se ham vokse op og have en rolle i hans liv. Og du får dit eget liv ved siden af som baronesse."