Rosinen i pølseenden

[Veronique af Sangy]

Veronique havde på nuværende tidspunkt været i Levagny i et par dage og havde set Pierre af Sangy, Theuderic af Sangy og Tómas af Sangy. Tilbage var kun Aelin Mélanie af Sangy, og velvidende at den travle væbner ikke af sig selv nødvendigvis ville lægge vejen forbi byhuset, tog hun som så ofte før, sagen i egne hænder og drog mod paladset. Hun havde ladet sig fortælle at datteren var i hovedstaden og ikke ude med sin ridder, og selvom hun havde foretrukket at det slet ikke var en realitet, så havde hun tænkt sig at udnytte muligheden for endelig at se Aelin i rollen som væbner.

Derfor havde hun instrueret en tjener i at sende bud efter hende, når den eneste datter af Sangy dukkede op på træningspladsen og det gjorde han troligt. Da undskyldte Veronique sig fra en samtale med en jævnaldrene adelsfrue og forlod den behagelige varme i paladsets indre. Hun dukkede op på tilskuerrækkerne uden at gøre noget nævneværdigt væsen af sig, skønt nogen ville påstå, at den ranke skikkelse med et blik som en høg, altid ville drage opmærksomheden.

Hun genkendte med det samme sin datter, skønt hun ikke havde set hende i lang tid og det var med et mere eller mindre ulæseligt udtryk, at hun betragtede den unge kvinde, der udfoldede sig fysisk på krigernes træningsplads. Hun brød ikke ind og gjorde heller ikke noget for at tiltrække sig opmærksomhed, men observerede blot for en stund.

[Aelin Mélanie af Sangy]

Aelin havde endnu ikke nået at sætte fod hjemme efter sin egen ankomst i hovedstaden. Der havde derfor af gode grunde ingen været til at advare den yngste af Sangy børnene om at deres moders tilbagevenden i familiens byhus.
Den mørkhåret kvinde var derfor også den sidste, som Aelin forventede ville troppe op for at overvære dagens træning. Dels fordi Grevinden var forventet at opholde sig på borgen i Sangy, men så bestemt også fordi hun aldrig havde givet udtryk for andet end misbilligelse over sin datters ønske om at stå ridder.

Sparrende med en ældre og mere erfaren ridder stod hun ryg vendt mod tilskuerrækkerne da Veronique indtog selv samme. Lykkelig uvidende om morens tilstedeværelse forblev fokusset stort og bevægelserne flydende.
Hun afværgede et kraftigt hug. Klingerne gled af hinanden og i en kontrastfuld blød bevægelse til ridderens grovere og tungere, gik Aelin til modværge. Hofte. Hofte. Skulder. Hofte. Slagene faldt rapt efter hinanden til træningsmakkerens lod sin flanke stå åben og sværdet svang mod siden. Ridderen parerede for sig og tvang væbneren forbi sig. Slag. Afværge. Slag. Slag. Afværge. Tilbage trin. Slag. Afværge. Aelin havde været ved at gøre et nyt udfald, da de nøddebrune øjne skimtede et velkendt ansigt skråt bag ridderen og punkterede koncentrationsboblen.
Slaget i siden ramte med sådan en kræft, at luften blev slået ud af lungerne så hun endte med et knæ i det hårde underlag og armen langt omkring torsoen, hivende luft ind gennem sammenbidte tænder.
”Aldrig lad Deres blik fare fra deres fjende, Væbner Sangy. Det er sådan De får Dem selv slået ihjel.” Lød ridderens velmente råd, mens den ene hånd strakte sig frem for at hjælpe hende på benene. Et kammeratligt klap blev afgivet på skulderen, da hun uden at tage blikket fra morens skikkelse nikkede i respons. Aelin takkede for træningen, inden hun undskyldte for sig og målrettet satte kursen mod tilskuerpladserne.

”Maman?” Lød det forceret. Forvirringen var tydelig at spore hos datteren, da hun nåede bænkerækkerne.

[Veronique af Sangy]

Rent objektivt var Veronique ikke uimponeret, selvom hendes hjerte stadig længtes efter den ligesindede datter. Hun havde delvist fået det i Hugubert af Morgis's datter, Sibonie, men det ville aldrig ændre, at hun havde fortrydelser i sit forhold til Aelin.

Hun betragtede selv samme nu og mærkede et stik af skyld, da det åbenlyst var hendes tilstedeværelse, der kostede datteren sejren. Hendes ansigt afslørede det dog ikke og hun rankede sig blot lidt, som væbneren kom nærmere.

"Aelin," hilste hun og smilede mere tilbageholdt, end hun havde gjort med sønnerne. Hun hægtede op i skørtet og nærmede sig lidt, men åbnede ikke armene for datteren. Primært fordi de var i offentlighed, men lige så meget fordi hun ikke regnede med, at hun ville tage imod det. "Jeg forstyrrede dig," konstaterede hun.

[Aelin Mélanie af Sangy]

Gensynet var hverken varmt eller hjerteligt. Aelin hadet ikke den kvinde, som stod foran hende, men hun havde det anstrengt med hende og det gjorde det svært at kaste sig i favnen på Veronique. For ikke at tale om omgivelserne ikke lige frem indbød til kys og kram, heller ikke fra ens mor.

”Hvis jeg end ikke kan holde fokus ved synet af min egen maman, så er der ikke meget håb for mig den dag jeg skulle befinde mig på slagmarken.” Svarede Aelin med den ene hånd viftede lidt afværgende frem for sig. Hun havde ikke tænkt på, hvordan ordene måtte lyde i morens øre eller hvilket sår de måtte hul på.
”Har du stået her længe?” Samlede hun sig endelig til at spørger selvom hun nok nærmere brude have spurt indtil, hvad der bragte Grevinden til hovedstaden. Aelin håbede at svaret ville være ja, så moren ikke kun havde været vidne til hendes tabte sejr. Intet ved Veronique's udstråling tydet sig dog på at hun var videre imponeret over sin datters træning, inden ridderen havde sat slået træningssværdet i siden på hende.
Læberne klemte sig kortvarigt sammen til de ikke var andet end en smal streg.

[Veronique af Sangy]

En muskel bevægede sig lidt omkring Veroniques øje ved ordene, men hun reagerede ellers ikke andet med en dæmpet lyd, selvom Aelins viftende håndbevægelse nærmest bønfaldt hende om at kommentere på dét. Det var meget nonchalant for en komtesse, men hendes mor måtte minde sig om, at hun jo ikke blot var det. Til gengæld var hun heller ikke for alvor i tvivl om, at Aelin ikke var begejstret for hendes tilstedeværelse, men hun måtte altså tolerere den, om hun så ville eller ej.

“Ikke alt for længe,” forsikrede hun. “Jeg håber, at du vil tilgive min forstyrrelse her. Jeg kender ikke meget til dit liv her, og var interesseret i at se det med egne øjne,” tilføjede hun, ærligt nok. “Hvis jeg afholder dig fra dine pligter nu, er det min forhåbning, at du vil indfinde dig til aftensmåltidet i byhuset.”

Det lød ikke så meget som et spørgsmål.

[Aelin Mélanie af Sangy]

Uanset hvor mange måneder eller år der ville gå mellem mor og datter så hinanden, så ville Aelin aldrig nogensinde blive døv over for de små ændringer i morens udtryk eller stemme, subtile som de var. Hverdagen blandt riddere og væbnere havde kun gjort hende mere fjern fra at leve op til billedet af den perfekte komtesse og det faldt ikke i god jord.

Stolt som Aelin var over at følge sine drømme, så gjorde det ikke følelsen af at skuffe mindre og fik hende til at ønske jorden ville åbne sig under hendes føder, og lande hende falde til et andet sted.
Hænderne lagde sig hvilende mod lænden, da armene trak om bag ryggen og sendte et smertestik gennem den forslåede side, men det lykkes at smerten skjult i ansigtets fine træk.

For dem der ikke kendte Grevinden ville kommentaren om aftensmiddag blot havde virket som en forespørgelse, man med lethed ville have kunnet afslå. Aelin vidste bedre og nikkede derfor indforstået, selvom hun helst havde været foruden. Det var længe siden de alle havde været samlet omkring samme bord og det ville kun gøre det endnu mere tydeligt, at den ene stol forblev tom. Det var ikke et realitetstjek der stod øverst på væbnerens liste, ikke efter at være blevet taget på sengen af morens tilstedeværelse.
”Det er okay Maman, jeg var alligevel færdig for i dag.” Skyndte hun at forsikre og tav lidt derefter. Stemmen var stærk, om endt ordene en anelse tøvende, da hun endnu en gang åbnede munden ”Måske kunne vi, ehm, tage ned på markedspladsen? Hvis du altså ikke har vigtigere ting for hånden inden middagen?”

[Veronique af Sangy]

Hvis Veronique havde været mere åben og lettere at læse, ville der nok være mange misforståelser, der kunne have været undgået; herunder, at hun udelukkende betragtede sin datter som en skuffelse. Det var ikke tilfældet, men hun var heller ikke bevidst om, at det var, hvad Aelin antog. Hendes ønske om at samle familien igen, det, der var tilbage af den, var da også reelt, selvom hun fik det til at fremstå mere praktisk.

Øjnene blev knebet lidt sammen over ordene og det fremstod måske som skepsis, selvom sandheden var, at det var mild forundringer over datterens villighed til at tilbringe tid med hende. Ikke, at hun narrede sig selv til at tro, at det var af andet end pligtfølelse. Alligevel nikkede hun ultimativt.

"Intet, der ikke kan udskydes," slog hun fast og så Aelin an et øjeblik, før hun alligevel tilbød hende sin arm. Uden at vide, om kvindelige væbnere tillod sig den slags. "Så kan du passende fortælle mig, hvordan det går dig, på vejen."

[Aelin Mélanie af Sangy]

Morens mærke blik smallede sig og fik instinktivt Aelin til at forberede sig mentalt på at blive affærdiget. Tænderne sank ned i den bløde inderside af kinden, usikker på om hun egentligt ville foretrække at blive afvist eller ej. Det var så længe siden de havde set hinanden og meget var sket siden. Ville de overhovedet havde noget til fælles at snakke om? Der var end ikke muligheden for at lede opmærksomheden mod en af storbrødene, hvis behovet skulle opstå.

Drevet ind i sit eget tankespind måtte hun glippe med øjnene, da Veronique’s stemme brød gennem spindet og Aelin mærkede hvordan læberne krusede i et smil. Hun tvang impulsen til at spørger om hun var sikker fra tungen og hægtede i stedet armen om den frembudte.

”Jeg tror at jeg har fået verdens bedste ridderherre. Han er virkelig dygtig og en ægte god mand, Maman." Proklamerede hun stolt, mens de gik afsted "Vi kunne måske inviterer ham til middag en dag?" Spurgte hun og vendte ansigtet mod moren.

[Veronique af Sangy]

Aelin ville måske nok ikke tro det, men Veronique havde savnet hende, deres forskelligheder til trods. Hendes mundvige sitrede da også i et kort øjeblik over datterens entusiasme, selvom ansigtet var faldet tilbage i mere modererede folder, da Aelin så på hende. Hun var ikke helt sikker på, hvad hun mente om, at Aelin var alene sammen med en mand størstedelen af tiden og det skinnede svagt igennem, selvom hun forsøgte at undgå det.

“Grinayles er en god familie,” svarede hun dog og lod blikket glide over datterens ansigt, som så hun lidt an. Så nikkede hun en enkelt gang. “Det ville kun være passende af os. Og jeg ér interesseret i at finde ud af, hvem det er, du tilbringer så meget tid med, må jeg indrømme.”

[Aelin Mélanie af Sangy]

Moren havde alle dage været fortræffeligt til at holde ansigtet i neutrale og ulæselige folder. Enkelte gange slog masken dog sprækker og gav et lille indkig til Grevindes tanker og følelser. Aelin var da heller ikke blind for det glimt af noget animositet, der dukkede op ved benævnelsen af ridderen. Hun kunne ikke fornægte moren i at have sine bekymringer.
”Maman, han end ikke bliver i teltet når jeg har skiftet og vender altid ryggen til, når vi har været ude uden telt.” Forsikrede hun og bemærkede knapt nok, hvordan taget om morens arm strammede en anelse som om der var en frygt for hendes ord ikke var nok.

Overtalelsen var kort, men det gjorde ikke glæden mindre. Det fik Aelin til at slippe et mindre glædes hvin. Ikke længe efter blev de ellers blide øjne hårde af alvor og smilet falmede en smule uden helt at forsvinde ”Men ikke noget med at tænke på forlovelser, vel? Han er min ridderherre og min ven.” Bønfaldt hun. Det sidste Aelin kunne ønske sig var at middagen skulle ende ud i en forlovelse, når Veronique blev bekendt med hvor ordentlig end mand Matthieu af Grinayles var.

[Veronique af Sangy]

Åh, havde Aelin blot valgt pigeskolen og det mere traditionelle liv for en ung kvinde, så kunne hun have været helt fænomenal. Så meget tænkte Veronique, da datteren læste hendes ellers beherskede træk som en åben bog. Datteren fik et blik, men der var dog en vis tilfredshed at spore i det.

"Hrm," svarede hun indledende, men et antydningsvist smil rørte også hendes læber. "Hvis jeg var kommet dig i forkøbet, kunne det have været," svarede hun. "Men nej. Det ville være for skandaløst nu, hvor han er din ridderherre. Vi vil ikke tilsøle det med en forlovelse, der kunne anspore til rygter. Hvis han er så ordentlig, som du påstår, ville han heller ikke tage imod det," medgav hun. De ville ellers have været et godt match. En skam.

Et bryn hævede sig lidt, som hun så Aelin an. "... Men du har måske selv en anden i tankerne?"

[Aelin Mélanie af Sangy]

Et år i selskab med Ridder Grinayles, havde gjort det mere end svært for Aelin overhovedet at forestille sig en forlovelse mellem dem nogensinde ville have været en mulighed. Tanken alene var nærmest absurd i sig selv nu og alligevel landede et frø af tvivl om han alligevel kunne finde på at tage imod tilbuddet, hvis det blev fremlagt. Nej, han var en retskaffen mand. Han ville aldrig. Frøet blev kvast inden det fik lov til at slå rødder.

Blodet løb hende til fødderne og Aelin sank hørligt, selv om munden føltes tør ”…En anden?” Kvækkede hun. Hjernen arbejde på højtryk for at finde en måde at vende emnet, men fandt ingen andre smuthuller end hendes brødre ”Nej, men altså nu skal Theuderic af Sangy og Tómas af Sangy også først lige sikres, ikke?”

[Veronique af Sangy]

Veroniques falkeblik var skarpt og hun så panikken, selvom det ærligt ikke burde have været der. Hvis ikke Aelin havde valgt den vej, hun havde, ville hun allerede være gift eller meget, meget tæt på.

"Dine brødres fremtid og din er noget ganske forskelligt," konstaterede hun. "Der går naturligvis nogle år, før brylluppet bliver aktuelt, men det er længe på tide med en forlovelse, Aelin."

[Aelin Mélanie af Sangy]

Aelin var ikke afvisende overfor i ideen om forlovelse eller ægteskab. Hun ønskede såmænd også at sætte børn i verden og den slags krævede nu en gang en ægtemand. Hun nærede sig end ikke håb om et ægteskab med en stormene forelskelse, blot en gensidig respekt. Nøjagtigt som det havde været mellem forældrene.

”Det…” Halsen snævrede sig sammen, med en følelse af en stigende kvalme. Munden var ikke længere tør, i stedet følte hun ikke at hun kunne synke sit spyt hurtigt nok. Armen trak sig fri fra morens. Hun placerede begge hænder i den forslået side, der skreg af smerte for hver hektiske vejrtrækning, som blev taget. Panikken kom sig af frygt for at blive frataget sin drøm. Hun havde været i gennem så meget for at komme her til og en forlovelse kunne spolere det hele.

[Veronique af Sangy]

Veronique så intet unaturligt i samtalen og registrerede først, at noget var galt, da Aelin trak sig væk. Blikket rettede sig mod datteren og brynene trak sig sammen.

"Aelin? Hvad er der?"