Rosinen i pølseenden

[Aelin Mélanie af Sangy]

Med en hovedrysten købte hun sig selv tid, indtil stemmebånd og tunge makkede ret. Hun kunne umuligt fortælle hvad der lå på sinde uden at fremstå som et utaknemmelig og forkælet barn.

Øjnene klemte sig sammen ”Han fik et ordentligt slag ind, var?” Svarede hun sammenklemt. Løgne havde aldrig været hendes stærke side selv ikke de hvide af dem.

[Veronique af Sangy]

Veroniques øjne klemte sig også sammen og i det øjeblik var familieligheden slående. Hun ville måske have købt forklaringen, hvis ikke Aelins tonefald havde slået hende som dybt utroværdigt.

"Mh," slap det hende derfor også blot, uden at blikket veg. Som forventede hun endnu et svar.

[Aelin Mélanie af Sangy]

Merde. Det smallede blik og den lille strubelyd, hun købte ikke sin datters forsøg på en afledning.

Øjnene klemte sig hårdt sammen og resten af ansigtet krøllede med i en grimasse. Da øjnene åbnede igen på ny, var det en blankere overflade end før “Men jeg er jo kun lige blevet væbner.” Peb hun endeligt spinkelt og overgivende.

[Veronique af Sangy]

Veronique forstod ikke, hvorfor det skulle være et argument for noget og så meget viste hendes ansigtsudtryk tydeligt. Måtte alle hendes børn være så besværlige, når det kom til ægteskab?

"Og netop derfor må et ægteskab vente nogle år," gentog hun sig selv, lidt for tålmodigt. "Men jeg kan ikke se, hvorfor det skulle være nogen hindring for en forlovelse."

[Aelin Mélanie af Sangy]

Grevinden forstod ikke, og hvordan kunne hun også nogensinde det? Moderlig intuition var en ting, men det gjorden hverken en synsk eller alt vidende.

”Fordi…” Ordene smuldrede i munden og fik hende til at tage en hørlig indånding i et forsøg på at samle sig selv ”Og hvad så når de år er gået? Så skal jeg bare lægge mit skjold, Maman? Jeg vil være et spild af reusser…” Svarede hun, selvom det ikke alene var der skoen trykkede, men det var en start.

[Veronique af Sangy]

Veronique begyndte at blive lidt småirriteret nu. Hvorfor fik alle hendes børn det til at lyde som om, at ægteskab var den ultimative ende på alt andet? Man skulle ellers tro, at deres egen far var et godt eksempel på det modsatte.

"Hvorfor skulle du dog gøre det?" svarede hun, lidt utålmodigt. "Hvordan kan det være, at både du og Tómas af Sangy har det indtryk, at ægteskab skal være en stopklods for et liv som ridder?"

[Aelin Mélanie af Sangy]

”Tómas af Sangy er en mand. Han er ikke forventet at bære børn.” Pointerede hun skarpere end det havde været intentionen. Blikket slog sig skamfuldt ned i jorden, over tonen hun havde mødt moren med.
Et hørligt suk forlød, inden Aelin løftede hagen og mødte morens blik med sit eget "Jeg forstår godt hvorfor en forlovelse er vigtig og jeg vil også gerne forloves, men jeg ville være spildt af tid og penge for både familien og Matthieu af Grinayles , hvis jeg lægger mit skjold nærmest inden jeg har fået det fordi min ægtemand ønsker mig andre steder...” Svarede hun med kroppen fyldt af ambivalente følelser.

[Veronique af Sangy]

Veronique mente nok, at hun havde været tålmodig, men nu var hun altså træt af at gentage sig selv og satte heller ikke pris på Aelins manglende tiltro til hende. “Så er det godt, Aelin,” sagde hun strengt, uden at besvære sig med at svare på den åbenlyse konstatering omkring Tómas.

“Du har valgt riddervejen for dig selv og så ville det da absolut være fuldkommen tåbeligt at spilde det. Hvis ikke du tror, at både din far og jeg ser det på samme måde, så vil jeg bede dig tænke lidt højere om os,” irettesatte hun, ikke længere så tålmodig. “Det er klart, at der vil være korte perioder, mens du er med barn, hvor du ikke kan tage ud, men hvorfor i alverden skulle vi arrangere en forlovelse for dig med en mand, der var imod kvindelige riddere?”

[Aelin Mélanie af Sangy]

Aelin krympede sig fysisk. Uanset, hvor voksen og selvstændig hun følte sig, så ville Veronique altid være hendes mor og med et fulgte både ”mor stemme” og ”mor blikket”. Begge dele lige frygtet at stå i skudlinjen for.

”Det er ikke jer jeg ikke stoler på, Maman.” En mand kunne love hvad som helst, men i det øjeblik hun overgik til en anden familie, hvad havde hendes egen så reelt at sige?
”Jeg ved I vil os alle det bedste, men jeg er hverken Papa, Theud eller Tómas. Medmindre jeg forbliver ugift, så vil jeg vil ikke altid være en Sangy, men jeg vil gerne give jer børnebørn og det kan jeg ikke alene.”

[Veronique af Sangy]

Veronique var en anelse stødt over antagelsen, men måske mest af alt også bare temmelig træt. Lidt af luften gik da også af, da Aelin forklarede sig og hun slap en udånding i form af et dæmpet “hm,” som blikket gled over datteren. Hendes bryn trak sig en anelse sammen.

“Hvad er det så, du gerne vil, Aelin?” spurgte hun, mere fattet nu, men stadig lidt træt. “Vente flere år med en forlovelse? Det er et risikabelt sats at gøre.”

[Aelin Mélanie af Sangy]

Hun rystede svagt på hovedet ”En forsikring, at der med min medgift følger en aftale om at lade mig have min væbnertid og en forståelse for at mine pligter ikke kun tilfalder min mand, men også kronen med mindre jeg selv ønsker at lægge mit skjold.”
Allerede nu var tiden imod hende med sine 21 år. Det var ikke en mulighed at vente til ridderdrømmen var udlevet med at kigge sig om efter en ægtemand. Et faktum Aelin uden mærket godt vidste.

Der var en tøven i hendes bevægelse, da Aelin rakte ud efter den ene af morens hænder. Forsigtig lukkede fingrene sig omkring den i et blidt klem der både var forsonende og et forsøg på at få bare lidt af den samme styrke som Veronique altid syntes at besidde. For lige nu følte hun sig alt andet end stærk.
”Det kunne hedde sig, at min medgift eller noget andet skulle betales tilbage ved aftalebrud? Jeg ved godt det ingen garanti er, men det er mit bedste bud på en mere sikker fremtid.”

[Veronique af Sangy]

Veronique kunne ærligt ikke se, hvordan det var anderledes fra, hvad hun selv lige havde sagt, men hun lod det fare og lyttede. Alt, hvad hun havde følt tidligere, blev da også formildet, da Aelins hånd gled ind i hendes. Skuldrene faldt lidt og hun så sin datter an. Det var en lidt lusket aftale, men den var ikke helt uden fornuft. Selvom det hele stadig virkede lidt uhørt for Veronique.

"Jeg taler med Pierre af Sangy om det," lovede hun dog.

[Aelin Mélanie af Sangy]

Forslaget skilte sig måske ikke så meget ud fra hvad Veronique havde sagt, men Aelin var heller ikke ude på at opfinde den dybe tallerken. Det hun havde brug for var et større sikkerhedsnet end ord alene kunne give. Det var dog stadig lidt af et sats at forslå en mere økonomisk livline også overfor Veronique, men hun om nogen burde kunne forstå hvordan det bedre kunne sikre Aelin.
”Tak, Maman.” Lød taknemligt og med en tydelig lettelse i ansigtet, da der udadtil ingen modvilje var for ideen.

”Hvis I kan finde en der vil indvillige til at ægte mig på de betingelser, så behøver et bryllup ikke vente til min væbner tid er ovre,” Aelin lod blikket dale til deres hænder, hvor det fik lov til at dvæle lidt før hun løftede hagen ”men du må nok vente lidt på børnebørnene.” Rundede hun af og sendte sin mor et ægtefølt varmt smil.

[Veronique af Sangy]

Veronique var nærmest allerede nået til at forvente, at hendes børn og mand ville modarbejde hende i alt og derfor var det helt uventet for hende, at Aelin nu indordnede sig efter at have stillet en række rimelige krav. Hendes mor var ikke blind for familieligheden og det rykkede lidt i hendes bryst, mens et lille smil krøb frem over hendes læber. Det blev ledsaget af et dæmpet, men muntert fnys. Til gengæld var der ægte varme i blikket.

"Det kommer tidsnok," forsikrede hun, selvom det længe var på tide at alle børnene blev gift og fik børn. Men hun var i høj grad formildet af datterens samarbejdsvilje. Det fik hende også til at se hende lidt an og hun måtte erklære: "Du ser glad ud, Aelin. Er det sandt?"

[Aelin Mélanie af Sangy]

Aelin nærede igen mistro til at børn ikke stod skrevet i stjernerne for hende. Naturligvis ville der komme en dag hvor også hun ville bære på noget så kostbart som et barn. En overbevisning der kun blev forstærket af morens forsikring. Veronique havde trods alt været i sin 31 vinter, ved datterens undfangelse.

Autoresponsen havde nært nået at slippe fra Aelin, da moren afskar en hver mulighed for at forgive.
Fingrenes greb om morens hånd løsnede og en vildfaren lok skubbet bag øret. Var hun glad? Konklusionen kom hurtigt til hende ”Ja.” Det var ikke et svar der forsøgte at dække over sandheden. Hun var glad.
”Jeg har faktisk fået en veninde, der ikke er væbner.” For andre var det måske intet særligt, men for en der sjældent kom ordenligt ind i varmen hos sit eget køn, så var det lidt af en bedrift.