Rosinen i pølseenden

[Veronique af Sangy]

Det var det svar, hun håbede på at høre. Hun havde knapt set sin datter i to år og selvom de havde haft deres uenigheder, så betød det absolut noget for hende, at datteren havde det godt. Det havde det altid gjort. Det betød dog ikke, at hun ikke var en anelse mere interesseret i denne nyhed, end hun måske burde være og brynene hævede sig lidt.

"Jaså?" spurgte hun og forestillede sig med det samme en af de komtesser, der også færdedes på paladset.

[Aelin Mélanie af Sangy]

”Hun går på universitet, som tiro.” Der var en lille forsigtighed, da Aelin igen lod sin arm krænge omkring Veronique’s, men de havde stadig en markedsplads de skulle nå inden aftens middag ville kræve deres begges tilstedeværelse i byhuset. Desuden havde hun savnet sin mor, uanset deres kontroverser igennem tiden.
”Vi mødtes på Falken og kronen. Jeg genkendte hende fra rundrejsen, hvor hun havde siddet med omkring bålet den ene aften.” Forklarede hun mens de tilbage lagde det sidse stykke til pladsen ”Hendes navn er Peronelle, men alle kalder hende for Perrie.” Det faldt ikke Aelin at nævne Peronelle af Bonville var "datter" af drabantkorpset kommandant og deraf komtesse. 

[Veronique af Sangy]

Det var ikke en komtesse, og det ærgerede Veronique lidt at høre, men det var ikke komplet frygteligt. Til gengæld huede det hende knapt så meget at høre, at Aelin åbenbart kom på en kro, der utvivlsomt primært husede borgerlige, men hun undlod at kommentere på det.

"Jaså," sagde hun i stedet og tog imod Aelins arm. "Hvad mere end Peronelle...?"

[Aelin Mélanie af Sangy]

Antydningen af et beklagende smil trak i den ene mundvig over at havde undladt resten af den nyfundne venindes navn ”Bonville - af Bonville. Hendes far er kommandant for drabanterne eller han er ikke hendes biologiske far, men hun er en Bonville.” At Perrie var bastard gjorde hende nok i nogens øjne uegnet som veninde, men for Aelin betød det intet. Det gjorde det derimod at hun kunne slappe af og have det sjovt i selskab med den rødtoppede.

[Veronique af Sangy]

Det var et lidt besynderligt svar. Hun kendte godt til kommandanten af Bonville, selvom han var ti år yngre end hende. Hendes bryn trak sig lidt sammen og noget rykkede sig lidt i hendes hukommelse, men hun kunne ikke præcis huske, hvordan det hang sammen.

"Hvem er hendes forældre?" spurgte hun derfor.

[Aelin Mélanie af Sangy]

Ikke særlig komtesseagtigt gjorde Aelin et svagt skuldertræk ”Hendes mor var søster til kommandanten, men døde i barselssengen og hvad jeg kan forstå så aner ingen hvem hendes far er.” Insinuationen om at han var af adeligt blod undlod hun med vilje ikke at videreformidle. Ikke at den nyfundne veninde havde haft mange grunde til at lyve, men selv uden at kende navnet på den mulige adelsmand, så var det stadig stærke beskyldninger.

[Veronique af Sangy]

Det forklarede sagen og Veronique sagde ikke noget videre til det, selvom hendes ansigtsudtryk afslørede misbilligelse. Det var dog ikke pigens skyld i sidste ende.

"Måske kan jeg møde hende en dag," sagde hun i stedet og ville såmænd gerne. Det interessede hende, hvem hendes børn tilbragte tid med.

[Aelin Mélanie af Sangy]

Glæden over endelig at fundet en anden hunkønnet person, som ikke fik hele hendes indre til at snører sig sammen i ubehag vægtede tungt nok til at Aelin bevist valgte at vende det blinde øje til den misbilligelse der kunne spottes hos Veronique. 

"Ja?" Et bredt smil lyste ansigtet op inden det faldt lidt igen "Men ikke til en middag, hvor vi alle er samlede." Nok elskede Aelin sin familie, men hun var også klar over hvilken mundfuld den til tider kunne være. Der var mange stærke personligheder.

[Veronique af Sangy]

Veronique skød et bryn op over dén kommentar. "Du er sandelig fuld af krav i dag," bemærkede hun, en kende tørt. Primært fordi det mindede meget om tidligere, hvor Aelin også havde forsvoret at hun skulle gøre sig ægteskabelige tanker om hende og Matthieu.

"Men jeg vil medgive, at vores primære mål må være i det hele taget at samle familien, før vi begynder at tænke andre med ind."

[Aelin Mélanie af Sangy]

”Det er kun fordi jeg ved hvordan mine brødre kan være.” Undskyldte hun for sig selv. Ingen af Sangybørnene var uopdragne nok til at te sig ved middagsbordet når gæster sad med, men både Theuderic af Sangy og Tómas af Sangy havde store personligheder og det var år siden de alle havde været samlet på den måde.

”Jeg er sikker på det nok skal lykkes at samle os alle, om ikke andet bare én aften.” Forsikrede Aelin på vej mod en bod, med forskellige børster og kamme ”Det har allerede været alt for længe siden og jeg tror vi alle sammen savner det.” og frygter det, men det sidste holdt hun dog for sig selv.

[Veronique af Sangy]

Veronique havde ærligt talt samme tanke som sin datter, men det skulle ikke hindre hende i at tvinge dem alle sammen sammen alligevel. For første gang siden Cedrics begravelse.

Tanken stak i hjertet og hun slap en dæmpet lyd i enighed, før hun erklærede, af Aelin måtte tilbage til sine pligter. Og hun selv det samme.

Lukket