Mere held end forstand

[Estienne af Chales]

Det havde været en hård og sej kamp at nå frem til Odriara, men de var kommet sikkert i havn og havde langt om længe fået fast grund under fødderne igen. Estienne havde midlertidigt skiltes med Leonius Sømand , der trods alt havde et skib og et mandskab at tage sig af, men havde aftalt at mødes med ham nogle dage senere. Til den tid håbede Estienne ærligt talt, at han allerede havde fundet en falanistisk pige, der kunne spille rollen som Ysabeau af Grinayles overbevisende. Ikke overraskende, var han ikke så heldig og han var en anelse opgivende, da han mødtes med sømanden på en lokal kro.

De havde fået serveret et måltid skummelt mad, for spise måtte de jo, og Estienne tog en solid tår af sit krus med øl. Det smagte fremmed for ham og han skar en lille grimasse, men dvælede ikke ved det. "Intet held endnu," konstaterede han, og undlod at uddybe, at han selv ikke ledte lige så specifikt efter den pige, som Leonius havde hjulpet i sin tid, men bare én, der kunne tjene hans formål. "Jeg vidste, at der var et falanistisk mindretal i Odriara, men ikke, at det kunne gøre det så vanskeligt. Det er som en nål i en høstak."

[Leonius Sømand]

Lige så godt som det var at komme tilbage på skibet og havet, lige så godt var det når de landede i havnen. Nye bekendtskaber, vare og væske. Han strøg en vild hånd gennem det efterhånden halvlange hår og kløede sig lidt i skægget efter at have sikret at skibet ikke sejlede fra dem.

Yamaya satte sig vant på hans skulder som han hoppede ned på fastlandet. Roligt og tungt gik han igennem gaderne hans så ofte havde bevæget sig i. Et vagt smil krusede på hans læber.

"Hun kan have ændret dig. Det er ikke til at vide hvor meget hun ligner den lille pige" sukkede han i et let brum før han tog omkring kruset og tømte det for det resterende indhold.

[Estienne af Chales]

Estiennes fingre trommede lidt på bordet og han slap et lille grynt, ikke helt så godmodig omkring det som Leonius. Han var mere utålmodigt anlagt og havde den evigt overhængende fare for at løbe tør for midler hængende over hovedet, som en konstant påmindelse om, at tid ikke længere var en luksus han havde. Fingrene greb om kruset og han tog en tår.

"Nogen lighed må der være," konkluderede han, selvom det for ham ikke var en forhåbning, blot et behov. Han var lidt ligeglad med om det var den lille pige, så længe det lignede hende godt nok. Han lænede sig frem på albuerne og lod blikket glide rundt. "Hun var kun fire dengang, så hun er ingen adelskvinde længere, men greveparret er utvivlsomt ligeglade med den del, hvis bare hun kommer hjem."

Og han var tilfældigvis også ligeglad med, om hun overhovedet var født adelig, så længe hun stadig kunne indtjene ham den dusør, han desperat havde brug for.

[Leonius Sømand]

Det var nok der de to var mest forskellige. Leonius havde altid taget det fuldstændig med ro, og lagde aldrig særlig store planer. Han sank ned i stolen og lukkede kort sine øjne. Det var dog ikke længe, da den trommende lyd mod bordet fik ham til at åbne det ene lidt på klem. "Hun kommer ikke hurtigere ind af døren blot fordi du er utålmodighed" Bemærkede han.

"Men tror du virkelig at kroen er sted at finde en med så stor en lighed?" spurgte han så en kende alvorligt før han rettede sig op igen og gjorde tegn til en af de unge piger, der kunne komme med endnu en omgang.

[Estienne af Chales]

Estienne gryntede lidt igen som svar, men undlod dog at tromme mere med fingrene. I stedet greb han kruset og havde halvt løftet det for at tage en tår, da hans blik faldt på en mørkhåret kvinde. Han standsede midt i bevægelsen med en pludseligt eftertænksom mine uden at have svaret på spørgsmålet. I et sekund eller to observerede han, før han puffede til Leonius' ben under bordet, nikkede sigende og gjorde et diskret udfald med den pegefinger, der var foldet om kruset.

"Det må du fortælle mig," svarede han, som blikket hvilede sigende på Ysabeau af Chales. En ung, falanstisk kvinde med fine træk et sted under den ellers umiddelbart ru overflade. Estiennes nysgerrighed var pludselig vakt.

[Ysabeau af Chales]

Ysa brugte langt fra alle sine penge på at gå på kroen og drikke sig en kæp i øret, men når hun skulle ud af huset og have noget tid væk fra Buntmageren, så var det hendes foretrukne sted at slippe sig lidt løs. Hun havde spist hjemmefra, for maden her var sølle, men risvinen var billig og sød.

Hun lagde ikke mærke til at nogen betragtede hende, som hun begav sig op imod baren for at bestille et krus, hilste på folk hun kendte omkring sig og slog sig ned i baren. Hun tog en tår, før hun kastede et blik rundt og det faldt på to mænd, der sad og så på hende.

Det var ikke noget nyt, selvfølgelig. Hun hævede begge bryn af dem.

[Leonius Sømand]

Naturligvis ønskede Leonis også at finde pigen, men det virkede nu til at Estienne var langt mere opsat. Så fortroligt var de ikke endnu. Da blikket søgte hans op mod baren, så han pludselig hvorfor hans øjne blev så store.

"Hm.." mumlede han let før han drejede sit blik tilbage og blev i stedet lidt mere begejstret over det nye krus øl han havde fået.

[Estienne af Chales]

Estiennes blik var udspekuleret og øjnene klemt let sammen, som han betragtede hende. Albuen hvilede i bordet og hånden slyngede ølkruset lidt. Da hun så på ham, så han ikke skyldig ud, men nikkede blot let i hilsen og løftede kruset en anelse.

"Fortæl mig, Leonius," drævede han og smilede skævt til den unge kvinde. "Kunne vi ikke have vores unge adelsfrøken her?"

[Ysabeau af Chales]

Ysa havde ikke adgang til et spejl i sit hjem eller andre steder, men hun vidste fra reaktioner og få glimt af sig selv i vandpytter eller et sjældent vindue, at hun var ret køn.

Det betød også, at mandlig opmærksomhed var et jævnligt besvær. Odriaranere fandt hende spændende, anderledes, men grundlæggende også et kuriosum, der var mere interessant for oplevelsens skyld end for hende selv. Som resultat, stolede hun ikke rigtig det store på mænd. Hun løftede ikke sit krus i skål, men kun for at drikke en tår selv, inden hun slap dem med blikket og forsøgte at ignorere, at de stirrede - især den ene af dem.

Da de fortsatte med at se på hende og hun kunne mærke det, endte hun med at rynke panden, forlade udskænkningen og bevæge sig hen imod dem.

"Har jeg noget på næsen eller er der en anden grund til at I ser på mig, som om min hud er blå?"

Hun talte flydende odriaransk.

[Leonius Sømand]

Der var gået mange år siden han sidst havde set pigen, og han kunne derfor ikke være hundrede procent sikker på hvor stor ligheden var. Men med de unge piger de for nu havde set var hun nok den der lignede aller mest.

Han nikkede derfor kort. Snart var de dog ikke alene ved bordet og måden hun hilste dem på fik sømanden til at grine.

"Du ser fin ud, frøken"

[Estienne af Chales]

Estienne rettede sig langsomt op, da hun nærmede sig, men så ikke skamfuld ud over, at han var blevet taget i at se på hende. Det tjente et fint formål og da hun nåede frem, havde han sat kruset på bordet.

"Just så," gav han Leonius ret, men ordene var ikke fulgt af et lummert blik, som kunne have fået årsagen til interessen til at være åbenlys. I stedet så han hende an, nærmest som var han en skrædder, der tog mål.

"Min ven og jeg talte netop om, at De må have rødder i Falanie. Mit bud er, at De ikke er født her, hans at De er. Vil De afklare diskussionen for os?" inviterede han, uden så meget som at fortrække en mine over den hvide løgn.

[Ysabeau af Chales]

Lidt overrasket over den manglende flirt, hævede Ysa et bryn og blev mere nysgerrig. Hun tog en tår af sit krus med øl og satte en hånd i siden.

"De har ret," svarede hun på det sprog hun næsten udelukkende havde brugt siden hun var barn. Det var længe siden hun havde mødt nogen fra Falanie.

"Jeg kom hertil som lille."

[Leonius Sømand]

Leonius var stadig ikke hundrede procent sikker. Hun genkendte jo heller ikke ham, så muligheden for at hun var den forkerte lå der stadig. Men kunne de undlade at tage chancen? Sådan som Estienne talte, og øjnene der lyste ville han ikke kunne overtage ham til at opgive det.

Han slog derfor ud med hånden mod den ledige stol ved bordet. "Det lyder som en spændende historie"

[Estienne af Chales]

Det kunne ikke være mere perfekt. Tilbage var naturligvis at finde ud af, om hun havde familie her, hun var glad for, eller om løfter om et liv i rigdom kunne lokke. Hun lignede en, der kunne fristes af det, ikke ligefrem klædt fornemt på.

Han vippede hovedet lidt i en medgivende gestus og gjorde tegn til yderligere en omgang øl. Betaling for en fortælling.

[Ysabeau af Chales]

Et bryn trak sig op i panden, men Ysa satte sig ned på den tilbudte stol med en lettere skeptisk mine generelt. Hun tog en tår mere af sit halvfyldte krus og trak på skuldrene.

"Det er ikke nogen særlig interessant historie. Jeg kom hertil, fordi jeg ikke havde et andet sted at være og så blev jeg taget ind af en buntmager her i byen, som har oplært mig. Jeg ville ønske jeg vidste mere, men jeg kan ærlig talt ikke huske det."