Mere held end forstand

[Estienne af Chales]

Estienne opretholdt den lidt tvivlende mine, mens hun talte og åndede tungt ud, da Leonius var færdig. Han så ud til at overveje, før han så nikkede en enkelt gang.

"Leonius har ret," konstaterede han og så nu direkte på hende, hvilket han ellers havde undgået de sidste øjeblikke. Blikket blev granskende nu, som overvejede han virkelig muligheden for, at det kunne være hende.

"Det er en lang rejse," advarede han. "Og hendes familie tager ikke hvem som helst ind." Det anede han intet om. Måske var de desperate nok, men han tog ingen chancer. "Hvis vi skal tage dig med, må du lære om Falanie og om at være adelskvinde undervejs."

[Ysabeau af Chales]

Ysas blik flakkede mellem de to mænd. Hun sank og det virkede temmelig uvirkeligt. Hun tog en dyb indånding. "Jo, men... Tror I virkelig at det kunne være mig? Nej... Jeg tror ikke... Jeg er ikke en adelig. Slet ikke en, som nogen ville søge efter i så lang tid. Undskyld, men det kan ikke passe."

Hun rejste sig lidt brat og gik væk fra bordet, kruset glemt. Hun gik et, tre, fem skridt mod døren, oprørt, før hun stoppede op med hånden imod træet. Så vendte hun igen rundt og gik tilbage.

"Tror I på det?"

[Leonius Sømand]

Hun var ved at falde en smule sammen over det, og de mørke bryn rykkede let på sig. Leonius ansigt gled over i en let træt grimasse som han skævede til Estienne før han lænede sig tilbage. Han havde ikke tænkt sig at tilføje til hendes ord og lod hende også rejse sig fra bordet.

Ihærdig var han ikke, men det var dog ærgeligt lige som chancen måske havde budt sig. Sømanden var på vej til at ville bestille endnu en øl da hun kom tilbage til bordet. Et varmt og bredt smil viste sig. "Vi tror der er en chance"

[Estienne af Chales]

Nej, Estienne rejste sig heller ikke og fulgte efter, fordi han var en gambler. Denne gang betalte det sig at holde ud og han så påtaget overrasket ud over, at se hende stå der igen, som havde han ikke regnet med det. Det halvt løftede krus sænkede sig langsomt og blikket strejfede Leonius. Han trak den et par sekunder, før han nikkede medgivende.

“Det kan ikke afvises,” medgav han og så op. Mødte den unge kvindes blik. Denne gang veg hans ikke. “Hvorfor skulle det ikke kunne være?” musede han, uden nødvendigvis at forvente svar.

[Ysabeau af Chales]

Ysa sank ned at sidde igen og en serie følelser flakkede over hendes ansigt, imens hendes skuldre faldt ned. Hun tog en dyb indånding og så fra den ene mand til den anden.

"Hvad skal jeg gøre?"

Højre hånd rakte ud og tog kruset igen. Hun tømte det halvt i en massiv tår og bøvsede let bagefter.

[Leonius Sømand]

"Det første der skal på plads er din fratrædelse hos den familie du allerede bor ved. Hvis du har et arbejde skal det ophøre." Svarede Leonius roligt. Der var ingen grund til at komme ind på de andre ting lige med det samme.

Hun virkede stadig til at have brug for at sunde sig gevaldigt oven på de nyheder og planer hun allerede havde fået.

[Estienne af Chales]

Estienne nikkede sin enighed til Leonius' ord. Selvom han var utålmodig, var det bedst at give en nogenlunde tid. Ikke nok til at hun ombestemte sig, men heller ikke for lidt, så hun... Ombestemte sig.

"Og dernæst at øve etikette. Adelsfrøkner bøvser ikke åbenlyst," tilføjede han og blikket spillede let. Mundvigene sitrede let, men han var alvorlig nok.

[Ysabeau af Chales]

Arbejdet skulle ophøre. Hun sank en klump, men hun havde aldrig følt at det at være buntmager var en passion. Det var bare det hun kunne. Ganske givet det eneste hun kunne.

Hun så over på Estienne og synes allerede han var lidt irriterende.

"Hvad ved du om det? Er du måske en adelsfrøken?"

[Leonius Sømand]

Leonius kvælte et grin, der kun kom ud som en let brummen da et smil strakte sig hen over hans læber. Hans blik så mod Estienne; tydeligt underholdt. "Mmh, Estienne, er du i virkeligheden ikke det?"

Han fik endelig løftet hånden for at signalere endnu en omgang øl.

[Estienne af Chales]

Estienne fnøs muntert, delvist af Leonius' ord og tømte sig krus for øl. Hun var skarp nok i kanten for en, der blev lovet en rejse til Falanie og et liv i luksus, og han overvejede igen, om hendes kanter mon kunne slibes. Var han utålmodig nok? Måske.

"Nej," svarede han og så så på hende igen, brynene let hævet. Modsat Leonius, var han ikke blevet præsenteret og hans fornavn først nævnt nu. "Men mine søstre er."

[Ysabeau af Chales]

Ysa hævede begge bryn helt op i panden og så forbløffet på den lidt lurvet udseende mand med det underligt opsatte hår. Adelig? Men selvfølgelig: Hun havde aldrig mødt en før. Hun havde bare ikke forestillet sig, at de så sådan ud. Hun kneb øjnene lidt sammen.

"Virkelig? Hvad laver du så her? Har adelige ikke folk til at tage på sådan nogen rejser for dem?"

[Estienne af Chales]

Estienne genovervejede allerede lidt. Havde hun tænkt sig at være besværlig? Uanset var han ikke idiot nok til at sige, at han var ude efter en klækkelig dusør.

"Nogle af os foretrækker at gøre tingene selv," svarede han, en kende tørt. "Men hvis det ikke er godt nok til Dem, så..."

Han gjorde tegn efter personalet, så han kunne betale.

[Ysabeau af Chales]

Ysa hævede begge øjenbryn og følte sig pludselig presset. Hun så over på den mørkere mand, rynkede panden og vendte igen blikket imod den yngste af dem - fornemmede hun. Og lederen?

"Jeg sagde ikke, at det ikke var godt nok," indvendte hun. "Jeg sagde at jeg ikke vidste, at adelige lavede hårdt arbejde selv. Det gør de ikke her i Odriara, men måske er Falanie anderledes...?"

[Estienne af Chales]

Estienne hævede et bryn, som hans blik gled over mod kvinden igen. Det strejfede Leonius, før han brummede. "Vi er ikke alle påfugle," konstaterede han og sænkede hånden igen.

"Og min familie er naboer til hendes. Din," brynene hævede lidt lidt, som testede han det sidste ord.

[Ysabeau af Chales]

Ysas blik gled langsomt ned over Estienne. Nej, han var vist ikke en påfugl. Han lignede ikke nogen adelig. Tværtimod så han meget ud som sin rejsemakker, selvom hun alligevel hæftede sig ved et par nye detaljer, nu hvor hun så efter. En kraftig rød farve, der stak frem fra en åbning af mere simpelt tøj. Hun nikkede lidt, før hans tilføjelse fik hende til at synke en klump.

"Naboer? Men så kendte du hende vel? Kan du ikke se om det er mig?"