Mere held end forstand

[Leonius Sømand]

Jo mere Leo så på den unge pige, jo mere syntes ligheden med den lille pige at vise sig. Men han sagde ikke noget endnu. Om det var hende eller ej, så skulle de bare have det hele til at passe?

Som hun fortalte den korte fortælling tog de varme øjne blik mod Estienne, der også kunne lægge brikkerne sammen.

[Estienne af Chales]

Estiennes blik gled kort mod Leonius, og han kunne ikke undgå at bemærke, at sømandens interesse også var vakt. Ærligt troede han ikke, at det var gået så let og at der reelt var tale om Ysabeau af Grinayles, men udgangspunktet var til at arbejde med. Selvom hun var lidt en usleben diamant. Hans blik fæstnede sig ved hende, som han tog en tår fra sit krus.

“Ingenting?” musede han interesseret, men afslørede endnu ikke årsagen til sin interesse. “Intet, om Deres opvækst i Falanie?”

[Ysabeau af Chales]

Ysa forstod ikke interessen, men anfægtede den ikke endnu. Hun trak bare på skuldrene og vippede kruset lidt mellem hænderne, imens hun betragtede de to, lidt et umage par. Den ældre med et udseende som havde han levet hårdt, fik noget til at sitre i hendes hukommelse, men hun var nok bare træt. Hun drak en tår mere.

"Jeg var lille, så jeg kan ikke huske noget om det. Mit liv har altid været her. I er fra Falanie?"

[Leonius Sømand]

Leonius rystede på hovedet. "Jeg er fra Edyre. Kender du landet?" spurgte han og var i et kort øjeblik væk omkring hvem hun kunne være og mere interesseret i hvad hun vidste om verden omkring hende.

Han tog endnu en tår fra sit krus og først da skævede mod Estienne.

[Estienne af Chales]

Estiennes opmærksomhed vævede ikke. Tværtimod var den fast rettet mod ét formål og han så selv kort på Leonius, men ikke alt for afslørende. "Falanie er mit hjemland," svarede han og så påtaget eftertænksomt på hende, som overvejede han noget, der forekom ham påfaldende. Naturligvis var det ikke tanker, der bare lige strejfede ham.

"Jeg kan ikke lade være med at undres over, hvordan en ung pige, helt uden familie, finder vejen alene til Odriara," musede han og slog let med fingrene på kruset. Øjnene blev knebet sammen, som han så tankefuldt på hende og det var ikke det værste skuespil, da de udvidede sig igen; som var en tanke netop slået i ham. "Medmindre..." mumlede han, før han rystede let på hovedet og tog en tår. "Nej. Det ville være umuligt."

[Ysabeau af Chales]

Ysa trak på skuldrene. Hun vidste ikke noget om andre lande end Odriara, rigtig, så hun havde intet begavet at sige til den ældre mands spørgsmål. Til gengæld kunne hun godt se, når hun så på ham, at han ikke lignede at han var fra samme sted som den lysere mand med de grå øjne. Hun skulle til at sige, at hun desværre ikke kunne hjælpe ham med at besvare hans undren, da han så ud som om noget gik op for ham. Som om han havde et svar på mysteriet i hendes liv. Hun rynkede panden og glemte at drikke af kruset, selvom hun havde hævet det til læberne.

"Hvad? Hvad ville være umuligt?" Hun så fuldt opmærksomt på ham og lænede sig lidt ind.

[Estienne af Chales]

Fælden klappede naturligvis, ganske som den skulle, men det ville også være underligt andet. Blikket strefjede Leonius, som var han reelt i tvivl om, om han burde tale og han var tavs en lille stund, som om han overvejede fornuften i at dele sine tanker.

“Jo, ser De,” begyndte han så til sidst og lod blikket falde på hende, ansigtsudtrykket alvorligt. “Sagen er, at der for mange år siden forsvandt en ung pige fra Falanie; den ældste datter af en fornem adelsslægt. Rygter siger, at skæbnen bragte hende til Odriara, og jeg kan ikke lade være med at tænke…” Han kneb øjnene sammen, så overvejende på hende, før han smilede og rystede let på hovedet.

“Nej, det ville være alt for stort et tilfælde. Jeg indrømmer, at det var en vis lighed, der først tiltrak mit blik, men mon ikke det blot er spøgelser, jeg ser.”

[Ysabeau af Chales]

Hvis han var kommet lige ud fra starten for at overbevise hende om at pigen, der var forsvundet var hende, så ville hun have nægtet og tænkt ham skør eller helt overdrevet fantasifuld, men han var snu og fik hende i stedet til selv at lægge puslespillet på vejen. Hun sank en klump, før han afviste tanken lige før hun selv skulle til at gøre det. Hun rynkede panden.

“Hvordan forsvandt hun…? Pigen? Hvordan ved man at hun kom til Odriara?”

[Leonius Sømand]

Leo havde været stille indtil nu da de bevægede sig ind på den del af historien som han selv var en del af. Han rykkede sig på sig i stolen og kløede sig lidt i skægget før han klarede halsen.

"Jeg satte hende af." bød han ind imens hans mørke øjne søgte hendes.

[Estienne af Chales]

Estienne var ganske udspeklueret, men også en gambler, og nu måtte han stole på, at hans sats gav gevinst. Hans blik landede mod hende, da hun talte igen og han ansigt afslørede ikke, hvordan han havde det indvendig. Han lignede blot én, der var blevet mindet om en tvivlsom affære og nikkede langsomt, da Leonius bød ind. Fingrene slog mod kruset igen.

“Hun blev efter sigende kidnappet af pirater, der krævede en løsesum af lensgreven,” konstaterede han. “Men vor helt Leonius her sørgede for, at hun blev reddet fra deres greb,” fortsatte han fortællingen og så på sømanden, som han talte. “Lidet kunne han dog vide, hvem hun var og at hendes forældre søgte hende. Alle i Falanie anså hende for tabt, indtil for nyligt, hvor en ung Seer så hende lige her, i Odriara.”

Han vippede med hovedet, blikket ikke på kvinden, som havde han for alvor fralagt sig sin kortvarige mistanke og nu blot svælgede lidt i den tragiske fortælling.

[Ysabeau af Chales]

Ysa så på Leonius med store øjne. Hun huskede ikke noget om tiden før hun boede hos buntmageren, men hun vidste at en mand havde afleveret ham der og aldrig var kommet igen. Kunne det være ham. Hendes blik flakkede til Estienne og hun satte endelig sit krus ned.

"Jeg ved ikke..." Hun tøvede. "Jeg ved kun at jeg er fra Falanie og jeg kom hertil på samme tidspunkt." Hun rynkede panden dybt. "Jeg har svært ved at forestille mig at jeg skulle have været noget fornemt efter atten år på en hømadras, de herrer..."

[Leonius Sømand]

"Vil du ikke gerne finde ud af hvor du kommer fra? Lige meget hvad ligger din skæbne i Falanie" bemærkede Leonius der langsomt begyndte at tro mere og mere på det.

Hvis ikke hun var den forsvunde komtesse, kunne hun få et godt liv alligevel, så længe familien troede at det var hende.

[Estienne af Chales]

Leonius var den første, der gav udtryk for at være overbevist og det passede Estienne så fint. Det tillod ham at forblive i rollen som den tvivlende. Han satte kruset, panden rynket i påtaget bekymret mine.

"Lad os nu ikke forhaste os, Leonius," indskød han påpasseligt , selvom han så absolut mente, at de burde forhaste sig. Det kunne kun gå for langsomt. Her var en pige, der passede perfekt, og han ville foretrække at handle, før nogen andre fandt den rigtige komtesse eller hun kom på bedre tanker.

"Vi ved slet ikke, om den unge frøken her i det hele taget kunne have på sinde at forlade sit hjem eller om hun rent faktisk kunne være den forsvundne pige," pointerede han, før han så på omtalte frøken. "Ja, jeg beklager, men sandsynligheden ér jo lille. Selvom jeg må medgive, at det ér påfaldende..."

[Ysabeau af Chales]

Ysa så fra den ene til den anden og deres sammenspil virkede på hende. Det satte sig i hendes tanker og en gnist af noget drømmende kunne findes i de lyse øjne.

"Men det kunne det vel være? Sandsynligheden er lav, men hvad er sandsynligheden for at finde hende I leder efter? Og hvis ikke, så kan det være nogen andre finder hende?"

[Leonius Sømand]

Leonius nikkede. Hun var i hvert fald bedre tjent i Falanie end her. Hvis ikke det lykkedes Estienne at overtale familien om at hun var den forsvundene komtesse, havde hun i hvert fald en plads blandt hans besætning.

"Chancen er der, så er det bare om du tør springe ud i det? Vi kommer ikke til Odriaria i den nærmeste fremtid"