Sneet inde

[Hugubert af Morgis]

Laudine af Morgis

Udenfor var vejret koldt, måske koldere end det havde været længe. Indenfor i byhuset havde selskabet samlet sig i lokalet med den store pejs. Det var varmt her og de fleste havde sat sig i møblerne tæt på den flammende ild. Hugubert derimod, stod ved vinduet og kiggede ud på sneen. Han var bekymret, det så ikke voldsomt ud nu, men han var bange for at folk ville have svært ved at komme hjem senere.

Sandt nok blev stormen voldsommere i løbet af dagen og ved aften tid, var det blevet umuligt at bevæge sig udenfor. Han bandede indvendigt og forsøgte at finde ud af hvad han skulle stille op. Det ville vel ende med at han måtte blive og overnatten, heldigvis havde hertuginden et stort byhus og plads til at alle kunne blive natten over.

Det var sent på aftenen da Hertuginden endelig blev træt af at prøve at gifte andres døtre væk og folk fik lov til at gå op til deres gemakker. Dagen efter, var der stadig næsten ufremkommeligt udenfor og Hugubert kunne derfor ikke tage videre, derfor satte han sig ind i en af de små stuer, hvor han satte sig med nogle papirer ved et lille arbejdsbord og gav sig til at skrive. Efterhånden som folk stod op, satte de sig ind og læste eller andet, mens de ventede på at vejret ville skifte. En gang imellem kiggede han op, et øjeblik lagde han mærke til at Laudine havde sat sig i den nærmeste chaiselong der var skåret i træ, men belagt med puder.

"Det burde klare op i løbet af dagen." Sagde han til hende, mens han tog en pause og lagde fjerpennen fra sig.

"Hvad læser De?" Spurgte han, da hun sad med en bog.

[Laudine af Morgis]

Laudine trivedes ikke godt i kulden, svækket som hendes helbred var, og hun havde allerede en anelse om, at hun ikke ville kunne trodse vejret. Derfor var det også held i uheld, at det retteligt ikke lod sig gøre og hun rykkede sig nærmere ilden, hvis varme næsten gjorde værtindens insisteren tålelig. Der var da også noget hyggeligt over at måtte dele værelse med et par andre komtesser, selvom hun vågnede som den første af dem og listede sig ud.

Der var et par i stuen og hun lod sig instinktivt drage mod den lille samling bøger, som hun havde bemærket dagen forinden. Hun tog plads på en chaiselong, blikket på bogen og uden helt at bemærke, hvor tæt hun fik sig sat på Hugubert af Morgis - som hun ellers religiøst havde undgået hele den foregående aften. Faktisk blev hun først opmærksom på hans tilstedeværelse, da hun var begyndt at læse og stemmen brød hendes koncentration.

Hun så op, lidt forundret, men troede indledende blot, at det var alt, han ville sige. Før hun kunne nå at slippe en istemmende lyd, havde han dog stillet et spørgsmål. Hun så svagt undersøgende på ham, ærligt uden at forstå, hvorfor han overhovedet talte til hende. "En samling af hasneanske folkefortællinger," svarede hun dog, høfligt nok og skød et rødt bryn ganske let op. "Måske kender De den?"

[Hugubert af Morgis]

Hvis Hugubert havde vidst at hun nemt blev syg, havde han nok reageret mindre nonchelant end han foregav. Han var trods alt en principfast person og det ville måske have været mere tydelig, havde han vidst det.
Nu var han dog bare fokuseret på at skrive sine breve og få lavet sit arbejde, men en kortvarig snak havde han vel tid til.

"Det kan jeg ikke påstå, jeg foretrækker odriansk litteratur." Sagde han og lod blikket glide flygtigt over hendes lille bog. Derefter op til hendes øjne og røde hår. Han havde det dårligt over den måde komtesserne havde behandlet hende på og skulle til at undskylde, men så dukkede en af dem op i døren til stuen og gik ind til dem.

"Åh, jeg ser at i to har fundet hinanden igen? Sig mig Nådigfrøken, har De tænkt Dem at snuppe Hugubert her lige foran os?" Spurgte hun og så derefter på Hugubert.
"Hvem skriver De til? Det er sørme et langt brev." Sagde hun.

"Et brev til flodfogeden i Morgis." Sagde han, hvilket forårsagede en grimasse på komtessens ansigt.
"Åh, det lyder kedeligt, synes De ikke Nådigfrøken?" Spurgte hun og så på Laudine.

[Laudine af Morgis]

Laudines indtryk af ham var, at han var lidt en tørvetriller, der anså sig selv for meget vigtigere end lavadelige som hun. Og alligevel tændtes der en svag gnist af interesse ved hans svar, som overraskede hende lidt og hendes læber var gledet fra hinanden for at stille et spørgsmål, da døren gik op.

Læberne blev presset sammen igen og hun blev en kende anspændt. Smilet var da også både begrænset og en anelse stramt, som hun undlod at nedværdige sig til et svar - ikke, at hun nåede at få muligheden. Blikket gled en enkelt gang til Hugubert, før hun så tilbage på komtessen og hævede begge de røde bryn i et ærligt udtryk.

"Hvad der lyder kedeligt i Deres ører, kan være livsnødvendigt for andre, Nådigfrøken," svarede hun, uden at fortrække en mine og i første omgang uden at se på Hugubert, selvom håret stod lidt op i nakken over at omtale ham. "Jeg er sikker på, at Ridder Morgis ser vigtigheden af sådanne korrespondancer, og ikke blot betragter det som en sur pligt."

[Hugubert af Morgis]

Hugubert forsøgte at skrive videre, lyden af fjerpennen mod papiret var en smule aggressiv men også ført med en erfaren hånd.
"Livsnødvendige? Vigtige?" Gentog komtessen og skævede mod Hugubert. "Sikke mange meninger denne Nådigfrøken har om alt muligt." Sagde hun og grinede en anelse.

"Sig mig Hugubert, hvad tænker De om en kvinde der har så mange meninger?" Sagde hun og grinede afdæmpet inden hun så på Laudine og smilede sødt.
"Det er vist ikke på sin plads at jeg har en mening om dette." Sagde han, hvilket fik komtessen til at grine højt.
"Hvorfor er De altid så kedelig? Nådigfrøken, synes De ikke han er kedelig?" Spurgte hun og så på Laudine med løftede øjenbryn.

[Laudine af Morgis]

Det havde været så fredsommeligt få øjeblikke forinden, men nu ønskede Laudine, at hun var alle mulige andre steder. Læberne blev presset lidt sammen, som hun endnu engang følte sig gjort til grin og kinderne føltes bare en anelse varme. Hans svar fik hende da også til at overveje, hvorfor hun overhovedet havde forsvaret ham. Han var tydeligvis ligeglad.

Fingrene strammede sig lidt om bogen og hun smilede et lidt for pænt smil til den anden komtesse. På en måde, der antydede, at hun helst gjorde alt andet end at smile. "Det er vist ikke på sin plads, at jeg har en mening om dette," gentog hun hans ord ordret og rejste sig.

"Hvis De vil undskylde mig. Det trækker frygteligt her," fortsatte hun og nejede så lidt, som hun på nogen måde kunne, før hun tog bogen til brystet og resolut gik over i den anden ende af rummet og satte sig. Ligeglad med, om de blev fornærmede nu.

[Hugubert af Morgis]

Komtessen så på Hugubert med løftede øjenbryn og sukkede højlydt, en smule fornærmet. "Gjorde vi noget forkert Ridder?" Spurgte hun, mens Hugubert fulgte den rådhårede kvinde med øjnene. Hans blik var en smule sørgmodigt, han forstod ikke helt hvad han havde gjort galt, men for hver gang han mødte hende, blev hun mere og mere vred på ham. Det var derfor han normalt aldrig kom til disse ting, det endte altid sådan her.

Tilsidst blev vejret lidt mildere og sneen begyndte at tø i den milde vintersol. Folk begyndte at tage hjem. Hugubert stod ude i entreen og ventede på at alle kom sikkert afsted. Han ville tage en af frøkenerne med på sin hest, hvis de ikke havde en måde at komme hjem på.

Da Laudine dukkede op, gik han hen til hende. "Nådigfrøken af Aren, har De en måde at komme hjem på?" Spurgte han, med hænderne på sin ryg.

[Laudine af Morgis]

Det var ikke løgn, at det var for koldt af side i lyset fra ruden, men det var ikke den primære årsag til at hun gik. Hendes liv var for kort til sladdervorne komtesser, der ikke kunne andet end at gøre hende til grin og hun var bedre tilpas, da hun kunne begrave sin opmærksomhed i en anden verden igen. Hun nåede da også at læse meget af den, før verden udenfor igen var fremkommelig.

Det betød ikke, at hun ikke var en kende nervøs for at skulle bevæge sig ud i kulden. Hendes kappe var ikke den tykkeste og skørterne ville utvivlsomt blive fugtige af den resterende sne, men modsat flere af de andre adelsfrøkner, havde hun ikke just nogen vogn til at fragte sig. Hun havde netop slået hætten op og forberedte sig mentalt, da ridderen af Morgis talte direkte til hende.

Det burde måske ikke overraske hende, at det blev ved med at gentage sig, men det gjorde det alligevel lidt. Hun lod nakken falde lidt tilbage og mødte hans blik, som hænderne faldt fra kappens hætte. "Jeg stoler på, at mine ben kan bære mig, ridder Morgis," svarede hun med et lille nik og det var ikke ment flabet, selvom hun efterfølgende indså, at det kunne virke sådan. Tonefaldet havde dog været reelt nok.

[Hugubert af Morgis]

Hugubert så på hende og blinkede et par gange, da hun afviste hans tilbud. Ville hun hellere gå og blive kold? Han ville nok have rystet på hovedet, men var dog alligevel ikke så socialt akavet at han gjorde lige netop det.

"Hvis De ønsker." Sagde han som svar og bukkede en anelse, inden han vendte sig for at gå udenfor i den kolde vinterluft. Sneen gjorde alting helt hvidt og det skinnede i hans øjne og gjorde ham sneblind et øjeblik. En af stalddrengene i hjemmet trak hans hest frem og han sadlede op på den, mens hans blik hvilede på Laudine. Han ville gerne være sikker på, at hun rent faktisk ville gå og ikke havde brug for hjælp. Derfor red han ikke umiddelbart væk fra hende endnu. Hesten red lidt på stedet, mens den prustede og skabte en lille dampsky foran dens hoved.

[Laudine af Morgis]

Laudine havde reelt ikke forstået, at ordene var et tilbud og derfor blinkede hun en enkelt gang over hans svar. Hvis hun ønskede? Hun så efter ham, men fandt aldrig ud af, hvad han havde ment.

I stedet takkede hun værtinden for husly, før hun trådte ud i kulden og gispede dæmpet over den iskolde luft, der ramte ansigtet. Hun missede med øjnene, tydeligvis mismodig ved udsigten til at skulle gå og bemærkede ikke, at Huguberts blik var på hende med det samme.

Først da hestens prusten tiltrak hendes opmærksomhed, så hun op på ham og blinkede en enkelt gang. Ånden var synlig i luften og hun knugede kappen tæt sammen om sig, uden større effekt. "Undskyld, sagde De noget?" måtte hun spørge, antog, at det var grunden til, at han så på hende. Hun skælvede svagt.

[Hugubert af Morgis]

Hugubert betragtede hende stå og fryse og undrede sig igen over, at hun havde takket nej til hans tilbud.
"Nej." Sagde han som svar på hendes ord. Han kunne dog ikke holde ud at se hende stå og fryse så meget. Derfor hoppede han ned af sin hest og tog tøjlerne, så den ikke red væk.

"Er De sikker på, at jeg ikke skal hjælpe Dem med at komme hjem?" Spurgte han. "De kan blive syg, hvis De går i kulden så længe." Sagde han. "De kan sidde bagpå hesten, jeg skal nok ridde forsigtigt." Bemærkede han. Vejene var glatte, men det ville stadig gå hurtigere end hvis hun gik og hun ville ikke få våde sko.

[Laudine af Morgis]

Laudine så lidt forundret ud, da han hoppede ned fra hesten igen og overraskelsen var synlig på hendes ansigt ved tilbuddet. Hun blinkede et par gange, som hun forsøgte at finde ud af, hvad hun skulle svare.

Et overvejende blik på den is- og snedækkede vej, sammen med hans ord, var dog svar nok, uagtet, hvad hun så mente om ridderen. Blikket gled tilbage på ham og hun tog et enkelt skridt nærmere.

"Er De sikker?" måtte hun dog spørge, stadig lidt overrasket over tilbuddet i første omgang. "Jeg vil ikke være til besvær for Dem," slog hun fast, men ville tydeligvis gerne.

[Hugubert af Morgis]

Hugubert nikkede først som svar på hendes spørgsmål, han ville ikke spørge hvis ikke han var sikker. Da hun endnu engang tøvede rystede han blot på hovedet.
"Det skal ikke hedde sig, at De er blevet syg efter en fest hvor jeg har deltaget, fordi De gik hjem i sneen og fik våde sko." Sagde han med en rolig stemme.

"Jeg hjælper Dem op, med forlov." Sagde han og gav stalddrengen tøjlerne tilbage, inden han gik et skridt hen mod hende.
"Det kræver, at jeg tager fat om Deres talje, Nådigfrøken." Bemærkede han, da han ikke ville gøre hende utilpas ved berøringen. Hans plan var at placere hende bag ved selve sadlen, så hun sad i damesaddel og ikke med benene over skrævs på hesten.

[Laudine af Morgis]

Laudine så i et ganske kort øjeblik undersøgende på ham. Vidste han, at hun let blev syg? Hun troede det ikke, men satte alligevel pris på gestussen, som hun ærligt talt ikke ville have forventet fra ham. Ydermere var de sikkert begge ivrige efter at komme ud af den bidende kulde og hun nikkede, som hun nærmede sig. "Naturligvis, Ridder Morgis. Tak, det er pænt af Dem," svarede hun ærligt og trådte helt tæt på, selvom det føltes underligt intimt. Maven gav et sug, da hans hænder lukkede sig om hendes talje og hun slap en dæmpet lyd, da han løftede hende så let som ingenting. Hesten var varm og levende under hende og hun måtte holde på sadlen til en start.

Selv i kulden var kinderne en anelse varme over placeringen på hans hest og under normale omstændigheder havde det snart kunne starte rygter, som hun ikke behøvede. Vejret var dog en faktor, der kunne sætte normal etikette til side og alle måtte da have forståelse for, at man måtte gøre, hvad der var nødvendigt. Hendes greb strammede sig lidt, da han selv sadlede op, men snart havde hun naturligt nok intet at holde på. Hun havde nok siddet mere sikkert foran ham, men det her gav så absolut et bedre indtryk. Til gengæld ville hun falde af, så snart hesten bevægede sig, så hun måtte spørge: "Må jeg holde fast i Dem?"

[Hugubert af Morgis]

Hugubert vidste intet om Laudines tendens til sygdom, men enhver ville da blive syg af at gå hjem i denne kulde. Det var det eneste han tænkte på, men han havde selvfølgelig også en datter og var måske mere vandt til at tænke på kvinders ve og vel end de fleste mænd.

Hugubert lagde forsigtig hænderne om hendes liv og løftede hende op at sidde bagpå hesten. Det var vigtigt at han kom hurtigt op, så han tøvede ikke med at sætte foden i og hive sig selv op, så hun kunne holde fast. Derefter tog han tøjlerne og stalddrengen gav slip.

"Selvfølgelig Nådigfrøken, De må gøre alt andet end at falde ned fra hesten." Sagde han. Hugubert var ligeglad med hvor meget hun holdt fast i ham, det vigtigste var at hun ikke endte på de kolde, hårde brosten. Det var trods alt ikke en pony som de red på.

Derefter begyndte han at ridde ned ad den smalle vej i en kort og rolig trav, mens han forsøgte at finde ud af hvor de var henne. Han drejede til højre ved et kryds, da de ellers ville ende i håndværkerkvarteret, men derefter stoppede han op.
"Hvor bor De henne?" Spurgte han og drejede sig lidt om i sadlen, i et forsøg på at se på hende.