Sneet inde

[Hugubert af Morgis]

Huguberts blik hvilede på hende og han sukkede en anelse, da hun var ved at snuble. Forsigtigt, red han op ved siden af hende og sadlede af sin hest. Han tog dens tøjler og gav hende sin arm.
"Lad mig følge Dem resten af vejen. Her er glat." Sagde han afdæmpet.

[Laudine af Morgis]

Laudine troede, at det ville være det nu; at han havde gjort sin pligt som ridder, og at han ville drage videre med god samvittighed. Det sidste hun havde forventet var, at han ville sadle af og hun blinkede lidt forundret, som hendes opfattelse af ham endnu engang rykkede sig lidt og kun øgede hendes forvirring.

Hun tog imod armen, for overrasket til at gøre andet, men så stadig en anelse undersøgende på ham, før det gik op for hende, at det måske var for intimt. Da rettede hun blikket frem, nakken lidt varm. “De tager Deres ridderløfter ganske alvorligt,” bemærkede hun, selvom det ærligt også var rart med armen at støtte sig til.

“Det er kun et par huse længere fremme,” forsikrede hun.

[Hugubert af Morgis]

Hugubert smilede en anelse over hendes ord og gik videre sammen med hende og hesten, i retning mod huset.
"Det klarer vi nok." Sagde han og mødte hendes blik, inden han vendte ansigtet fremad så han bedre kunne se hvor han gik. De behøvede vel ikke sige så meget mere end det, der var allerede blevet sagt så meget mellem dem.
Da de nåede hen til huset, trak han sin arm til sig og bukkede en anelse. "Forsat god dag, Nådigfrøken." Sagde han og rettede sig op.

[Laudine af Morgis]

Laudine var mildest talt lidt forvirret, da de endelig nåede huset og hun med kun en flig af lettelse, kunne give slip på ridderens arm. Ikke fordi det var frygteligt for hende at være i hans selskab, som sådan, men snarere det, at hun ikke kunne gennemskue ham. Imødekommende det ene øjeblik, for så blot at være nedladende det næste. Det var til at få hovedpine af.

"I lige måde, Ridder Morgis," svarede hun og nejede selv. Nakken var kort bøjet, før hun så op på ham igen. Den kolde vind ruskede og hun måtte skubbe krøller tilbage, der havde revet sig løs. "Endnu engang tak for Deres hjælp. Jeg må stå i gæld til Dem."

[Hugubert af Morgis]

Hugubert rystede endnu engang på hovedet. "Det skal De ikke tænke på." Sagde han. Hun stod ikke i gæld til ham på nogen måde, han forventede intet af hende.
"De må hilse Deres familie fra mig. Jeg må videre." Sagde han og sadlede endnu engang op på hesten igen.
"Farvel, Nådigfrøken af Aren." Bemærkede han og hev en enkelt gang i hestens tøjler, så den satte i rask trav hen langs gadens brosten.

Forlader tråd.

[Laudine af Morgis]

"Farvel," svarede Laudine og så lidt efter ham, øjnene knebet let sammen. I et øjeblik stod hun blot og så undrende ud, før kulden krøb så meget ind på hende, at hun fik løsrevet sig.

Da hun var trygt inde ved ilden, vendte de dog tilbage for en stund og først nogle timer efter, havde hun så småt fået ridderen rystet af sig igen. Uden at vide, hvorfor det havde været så svært.

Lukket