Sneet inde

[Laudine af Morgis]

Laudines mundvige sitrede lidt over hans svar, men det kunne han heldigvis ikke se. Til gengæld tog hun mod opfordringen og lagde blot til en start hænderne mod hans liv. Snart måtte hun dog gribe lidt bedre fat, som hesten satte i bevægelse og endte med armene næsten helt om ham. Det var koldt, men hun var godt i læ bag ham og var i stille sind taknemmelig for, at det ikke havde været nødvendigt at gå.

"I den anden ende af Teaterkvarteret," svarede hun, og afslørede dermed også, at det havde været et pænt stykke vej at gå. Alligevel tilføjede hun: "Hvis det er for meget ud af Deres vej, så skal De ikke besvære Dem."

[Hugubert af Morgis]

"Det er intet problem Nådigfrøken." Sagde han og slog lidt med tøjlerne, så hesten satte igang igen. Roligt travede den igennem teaterkvarteret, mens han ledte den udenom mennesker og vogne der skulle den modsatte vej.
"Er Deres familie ved godt helbred?" Spurgte han, da han ikke vidste hvad han ellers skulle sige. Følelsen af hendes arme rundt om ham distraherede ham. Han havde ikke følt varmen fra en kvindes krop i lang tid. Det fik hans hjerte til at banke hurtigere og han følte sin temperatur stige, på trods af kulden.

[Laudine af Morgis]

Laudine kunne ikke helt mærke sit ansigt i kulden efterhånden og var fristet til at hvile det ind mod Huguberts uldkappe. Hun undlod dog, selvom de kolde fingre strammede sig lidt; grebet ikke nær så godt, nu hvor de var mere følelsesløse af kulden.

"Ja, tak, Nådigherre," svarede hun og musede lidt over, at det var et bemærkelsesværdigt sted at have deres første behagelige samtale. Den bestod selvfølgelig også kun af et enkelt spørgsmål hidtil. "Kender De min familie?"

[Hugubert af Morgis]

Spørgsmålet kom bag på ham, havde hun allerede glemt at han mødte hendes mor og søster til lysfesten? Det måtte have været en dårlig oplevelse, siden hun havde gemt den så godt væk i sin hukommelse.
"Jeg havde fornøjelsen af at møde din moder og til dels også din søster til lysfesten. Lanval af Suilleaux og Fleur af Aren dansede sammen, så vidt jeg husker." Sagde han. Han holdt øje med dem, vennens nevø havde virket meget vild med den unge komtesse. Hun virkede dog slet ikke ligeså betaget og det gjorde ham bekymret.
Derefter ledte han hesten rundt om et barn som var på vej ud på vejen, men forsatte derefter direkte mod kanten af teaterkvarteret, hvor hun boede.

[Laudine af Morgis]

Laudine havde ikke glemt festen, men kunne ikke vide, om han havde videre forbindelser med hendes familie. Han og Édouard af Bois måtte være tæt på jævnaldrene, men hun fik ikke muligheden for at spørge ind til det. I hvert fald ikke før hans ord havde fanget hendes nysgerrighed.

"Ja, det lader til, at De nyder hinandens selskab," musede hun og smilede lidt for sig selv. Hun håbede, at Fleur havde fundet en, hun holdt af og kunne være glad for at tilbringe livet med. "De kender måske væbneren?"

[Hugubert af Morgis]

Det gjorde det. Det havde i hvert fald set sådan ud til festen, men Hugubert var alligevel ret skeptisk. Selvom Lancelin af Suilleaux ønskede sig sin egen arving, var Lanval af Suilleaux den eneste næste generation til at arve og han var ikke sikker på at hans fædre ønskede at han giftede sig med en som Fleur af Aren .

"Ja han er min gode ven Lancelin af Suilleaux nevø." Sagde han afdæmpet. Lensgreven var ikke den mest populære type, men Hugubert var en loyal ven, der holdt øje med sine venner.

"Som det er lige nu, står Lanval til at arve hvis ikke Lancelin får en dreng, derfor skal han højst sandsynligt gifte sig godt." Bemærkede han, for at give hende et realistisk billede af virkeligheden.

[Laudine af Morgis]

Laudine burde have vidst, at det bare var en illusion, at de rent faktisk havde en samtale som ligeværdige. I hvert fald gjorde han det igen lysende klart, hvad han mente om hendes familie. Instinktivt slækkede hun grebet lidt og ville have sluppet helt, hvis hun kunne.

"Og De mener ikke, at min søster lever op til det krav," konkluderede hun, tonefaldet et andet, end det havde været kort forinden.

[Hugubert af Morgis]

"Det er ikke op til mig Nådigfrøken. Det er op til min ven og hans bror." Sagde han. Selvom at det for det meste var forældrene der tog den beslutning, ville han mene at det kunne tænke sig at Lancelin også var investeret i det. Ved mindre han pludselig fik tre sønner og kunne sikre sig at Lanval nok ikke ville arve lenet.

[Laudine af Morgis]

Det var måske ikke et direkte svar, men det var svar nok. Endnu engang bekræftede han, at han ikke anså hende og hendes familie for noget og selvom hun ikke nærede nogen illusioner om, at hun selv havde samme værdi som en grevedatter, så var det alligevel en fornærmelse, at han gav så åbenlyst udtryk for det.

Af samme grund pressede hun læberne sammen og faldt hen i tavshed, grebet om ham begrænset til kun det allermest nødvendige. Pludselig var kulden ikke den eneste årsag til, at hun ønskede, at de snart var fremme.

[Hugubert af Morgis]

Hugubert mærkede hendes stilhed og overvejede hvad han havde gjort, som havde givet hende denne reaktion. Han havde bare forsøgt at hjælpe, men måske foretrak hun at leve i en drømmeverden, frem for den virkelige. Han fokuserede i stedet på at få hesten til at trave hen over de glatte brosten uden at falde og efterhånden, nåede de da også hen til det område som hun havde beskrevet.

"Er det denne vej?" Spurgte han og så sig omkring. Det var tydeligvis ikke ligefrem de flotteste huse, men de var dog charmerende på deres egen måde. Han undgik dog at bemærke noget, da hun nok bare ville blive sur igen.

[Laudine af Morgis]

Laudine troede ikke, at hun var mere end hun var, men det betød ikke, at hun satte pris på, at ridderen blev ved med at tale som om, at hun og hendes søstre troede, at de uden videre kunne gifte sig ind i magtfulde slægter.

"Ja," svarede hun også derfor blot og holdt det kun ud kort endnu. "De kan blot lade mig komme ned her, så kan jeg gå det sidste stykke og De kan komme videre på Deres vej uden yderligere forstyrrelser."

[Hugubert af Morgis]

"Hvis det er det De ønsker." Sagde han, måske en anelse mere koldt end han ønskede det skulle komme ud. Det var bare så tydeligt, at hun ønskede at komme af så hurtigt som muligt. Forsigtig og uden at ramme hende, gled han ned ad hesten og landede i den hårde sne.

Derefter vendte han sig mod hende og lod hende hoppe ned, og greb fat i hende, så hun endte med at lande i hans favn. Han lod hænderne falde fra hendes talje og så hende i øjnene. Når hun stod så tæt på kunne han ikke undgå at lægge mærke til hvor smukke hendes øjne var.

[Laudine af Morgis]

Laudine ønskede virkelig ikke at gå resten af vejen, men hun havde ikke brug for at gældsætte sig yderligere til ridderen, der i forvejen lod til at have det indtryk, at hendes familie bare var ude efter magt.

Han virkede så arrogant, selvom han havde hjulpet hende nu og hun var ikke interesseret i ham. Det havde hun i hvert fald netop tænkt, da han hjalp hende ned og de endte forholdsvist tæt.

Hun blinkede enkelt gang, en anelse overrasket over nærheden, men især, at det fik hårene til at stå lidt op i nakken. Så tæt på virkede hans træk ikke lige så hårde, og hun var kort distraheret, før hun blinkede og kom til sig selv.

Kinderne blev varme, trods kulden og blikket flakkede en enkelt gang. "Tak for Deres hjælp," fik hun sagt og slap hurtigt hans overarme, hvor hun havde taget fat, da han hjalp hende ned. "Det var mere end De behøvede, Ridder Morgis, men jeg sætter pris på det."

[Hugubert af Morgis]

Laudine var smuk på trods af en svag rød næse fra kulden og de røde kinder. Han nikkede en enkelt gang over hendes ord, hvorefter han rystede lidt på sit hoved og trak på skuldrene.
"Det skal De ikke tænke på." Sagde han og gik derefter hen til sin hest og sadlede op på den.
"Jeg håber De kommer godt hjem." Bemærkede han, dog uden at gøre mine til at ridde væk lige foreløbigt, han ville først se om hun rent faktisk endte med at komme hjem i sikkerhed. Hans blik hvilede på hende, mens han ventede på hun gik.

[Laudine af Morgis]

Laudine blinkede en enkelt gang, men blev lykkeligvis revet ud af det, da han trådte tilbage. Kinderne føltes stadig varme og hun tog en indånding. Der var dog ingen grund til at takke igen, så derfor nikkede hun let, trak kappen tæt sammen om sig og vendte ryggen til for at gå.

Vinden var bidende kold og hun fortrød allerede lidt, men der var ikke andet for og hun begav sig på vej, uden at være klar over, at Hugubert holdt øje med hende. Underlaget var glat og hun snublede næsten.