På listige strømpefødder

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicos bryn trak sig sammen over spørgsmålet, der forekom ham foruroligende, men denne gang blev han stående med armene som sin søster, da han nikkede.

"Ja," svarede hun, uden for alvor at tøve og han mente det da også. "Altid."

[Florine Laure Købmand]

Florines blik gled flygtigt op på storebroderens ansigt og derfor nåede hun at spotte, hvordan hans bryn var sammentrukne i en statur, hun ikke var helt sikker på, hvordan hun skulle tolke, men så bekræftede han det. Han ville holde sig hende nær. Altid. Det var som om dét lettede noget, for selvom det kun var ord - og selvom det sikkert var et løfte, der var uendeligt svært egentligt at indfri, fordi så meget kunne ske og splitte dem ad -, så varmede og beroligede det Florine. 
Hun havde selv ingen ord, så hun knugede ham blot lidt hårdere i respons, inden hun så modvilligt gav slip på ham. "Jeg må hellere ... Vi må hellere gå i seng, så vi er friske til i morgen." Det var fornuften der talte. En anden del af hende havde lyst til at blive oppe hele natten. Til i denne sårbare stund at fortælle ham alting. Om Louis Instrumentmager ugudelige, utilgivelige handlinger. Om kysset med en adelsmand. Alt det hun havde følt og frygtet. Skam og skyld, men også stolthed over at overkomme skammen for sig selv. På en måde. 

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus havde lovet at han ikke ville tvinge det ud af hende og det havde han da for så vidt tænkt sig at prøve at holde. Derfor nikkede han også og tog en dyb indånding.

"Gå du bare op, så lukker jeg af," svarede han og slap hende helt, selvom tankerne blev ved at nage.

[Florine Laure Købmand]

Hun åndede ligesom storebroderen tungt ud og mærkede tyngden i kroppen, da han slap hende. Som var hun ikke selv sikker på, at hun kunne bevæge sig. Derfor stod hun blot et øjeblik længere og så på ham. "Er du sikker? Jeg kan godt hjælpe dig," lovede hun, men kendte næsten allerede svaret. Skyldfølelsen kom snigende nu. Af andre grunde end vanligt. Men hun følte, at hun havde bebyrdet ham unødigt. Uden at han kunne bruge det hun havde sagt til noget udover bekymringer. Hun havde taget et par skridt mod stuens udgang, men stoppede så op og vendte sig lidt mod ham på ny. "Nico? - Jeg... Jeg er ked af, hvis det bekymrer dig. Du skal ikke bekymre dig. Jeg har det helt fint. Alt er som det skal være," forsøgte hun at bilde ham ind, men var det nu sandt? Næppe. Indeni havde hun det som om hun kunne gå i opløsning hvert øjeblik. Måske burde hun virkeligt gå, før det skete... 

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus rystede naturligvis på hovedet og havde selv vendt sig for at gå ud til døren, hvor slåen skulle skydes for, da Florine talte igen. Han drejede sig halvt mod hende og blottede tænderne i noget der mindede om det sædvanlige, drengede smil. Den eneste forskel var, at der var noget både trist og bekymret omkring blikket.

"Det er en storebrors lod, Flo," konstaterede han med en skuldertrækning. "Gå nu op. Alt er sikkert lysere i morgen."

[Florine Laure Købmand]

Nicolaus lignede på én gang sig selv og ikke, da han drejede sig mod hende. Smilet var hans, helt og aldeles, men øjnene... De så anderledes ud. Bekymringen og noget trist var synligt i dem, og hun mærkede hjertet synke lidt i livet på hende, da hun lagde mærke til det. Hun havde unødigt skabt bekymringer, der ville snurre i hans hoved. Ladet en snebold trille, der kunne blive større og større til den skabte en lavine af mulige scenarier. Det frygtede hun i hvert fald.
"Ja ... det er det vel," svarede hun lavmælt, og måtte synke den dårlige samvittighed over aftenens uventede udfald, før hun så endeligt fik sig selv til at søge mod sin seng. Og da hun i mørket gled ned i den, mærkede hun tårerne strømme ukontrollerbart, men hun løftede hånden og bed sig i den for ikke at hulke, for at undertrykke gråden, der nær kvalte hende der i sengen. Således klarede hun på ny at skjule den altødelæggende følelse af skam, der i tide og utide klistrede til hende, og gjorde hende utrøsteligt ulykkelig.

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus anede ikke, hvor grelt det stod til eller hvor ulykkelig Florine var, da hun først fandt sin seng. For eget vedkommende blev bekymringen ved at nage, mens han låste af og pustede lys ud.

I sidste ende brugte han dog ikke selv længe på at falde i søvn, da han først lå i sin seng med lyden af Tristan Købmand, der snorkede ved siden af.

Lukket