På listige strømpefødder

[Florine Laure Købmand]

Med et slap han hendes arm, og Florine var på én gang lettet og ulykkelig over det, for alt hun ønskede sig var at han ikke ville grave mere i det, at han bare ville vide det og holde om hende, som var hun en lille pige, der skulle vugges. Hun havde både brug for at han lod hende være i fred, så hun tavst kunne lade tårerne løbe på ny i ly af dynen, og for at han skulle høre hele historien, ligesåvel som at hun bare ønskede sig, at han skulle knuge om hende og forsikre hende om at det hele ikke var så slemt. At det bare havde været en dum oplevelse, intet andet. Ikke noget af ødelæggende, stor betydning.
"Ikke nogen du kender," forsøgte hun mumlende at undvige spørgsmålet på ny, for hun kunne ikke sige sandheden højt. Det var for flovt, og hun var for bange. Ej heller kunne hun få sig selv til at nævne nogle af de andre navne, der ellers måtte ligge på tungen. Hun kunne ikke anklage nogen uskyldige for at have gjort dét ved hende. Der var kun én synder, og hvis hun gav hans navn væk til storebroderen var hun ikke sikker på hvad konsekvensen ville være. Hvad kunne Nico finde på at gøre ved den person? Aldrig havde hun nået at tænke så langt, før nu.

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus var virkelig ikke nogen tankelæser og formåede ikke at gennemskue, hvad søsteren havde allermest brug for lige der. Hans blod kogte bare lidt ved tanken om, at nogen havde gjort hende ondt og måske var det fornuftigt nok af Florine, at hun ikke gav ham et navn. Så let gav han dog ikke slip på det, for han hørte ikke en potentiel afvisning i hendes ord.

"Det skal jeg komme til," svarede han uden tøven, og han tydeligvis ikke tænkt sig bare at slå til. "Jeg finder mig ikke i, at nogen gør dig ondt. Det bliver han nødt til at vide."

[Florine Laure Købmand]

Bestemte lød de ord der forlod Nicolaus' mund. Det skulle manden komme til. Det løb hende koldt ned af ryggen, selvom hun vidste at han sagde det af kærlighed, for der var intet Nico kunne sige eller gøre nu, der ville få det til at forsvinde. Det ville stadig være sket, deres familie ville være vanæret... Han vidste bare ikke, at det ville være deres sandhed. "Nicolaus," bad hun. "Det vil ikke føre noget godt med sig." forsøgte hun at tale til fornuften. Stadig uden at nævne navnet. "Men jeg kunne bruge et kram," italesatte hun så et andet behov end det hun i det skjulte havde til at sige det højt. Louis. Vores fætter. Det var ham, der gjorde det, og ham der ville gøre det igen, hvis han får chancen. 

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus havde tænkt sig at sige, at det i hvert fald ville føre et forsvar af Florines ære og en lektion om acceptabel opførsel med sig, men hun fik ham listigt afværget. Det huede ham dog tydeligvis ikke og blikket brændte stadigt lidt, ligesom en muskel i kæben sitrede anspændt. Han tog en hørlig indånding gennem næsen, men tøvede ikke for alvor.

Armene gled ud og trak hende ind i en fast omfavnelse. Blikket var rettet ligefrem mod væggen. "Hvis nogen så meget som antyder at overskride grænsen en anden gang, så fortæller du mig det," bad han mere end beordrede. "Lov mig det."

[Florine Laure Købmand]

Hun var ikke helt sikker på, hvordan hun formåede det. At sno sig udenom krydsforhøret, der unægteligt måtte følge med, når hun først gravede sig ind i den her samtale, og knuden i maven var hård og ulidelig tung, som var det en kampesten, der boede dernede. En del af hende skreg efter at sige navnet, at skrige det fra hustagene, at anklage fætteren for den uretfærdige synd han havde påduttet hende at bære resten af livet, men angstens klør var stærkere og strammere om hendes strube lige nu. Frygten vandt, og Florine tabte i den grad, mens Nicolaus' blik brændte, og hans kæbemuskel sitrede af den ulmende vrede, der ville eksplodere, hvis hun først lod et navn falde, inden han trak vejret hørligt ind, og så mærkede hun hans arme.

Familie skulle inducere tryghed. Så meget stod skrevet i sten, og det var netop det Nicolaus med sine handlinger stadfæstede for hende der i køkkenet, da hans arme snoede sig varmt om hende i en fast omfavnelse, som gjorde det let at mærke, at han holdte af hende og ikke ville hende noget ondt. Tværtimod. Hun snøftede ind mod sin brors trøje og knugede lidt krampagtigt om ham, som var hun et træt barn, der havde brug for at blive båret i seng. "Det lover jeg," hviskede hun snøftende, velvidende om at det ikke var sikkert, at hun kunne holde det løfte, for ville hun kunne fortælle ham det, hvis Louis Instrumentmager en anden dag ville kysse hende eller det, der var værre? Ville hun kunne finde ordene til at fortælle om eventuelle andre grænseoverskridende mænds adfærd? 

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus havde lidt lyst til at presse hende for et navn, men han lod være. Tanken ville dog nage ham fra nu af og indtil han en dag fandt ud af det. Spørgsmålet var bare, hvor vanvittig det kunne nå at gøre ham inden.

For nu omfavnede han blot sin søster og blev stående lidt, før han endelig trak sig lidt tilbage. "Det er sent," konstaterede han med en omsorg, som var reserveret til hende. "Du burde få sovet."

[Florine Laure Købmand]

Hvad storebroderen tænkte - hvilket hvirvelvind af tanker, der nagede ham -, havde Florine ikke begreb om, ligeså lidt som hun vidste hvad hun selv skulle tænke og gøre. Ville det løsne klumpen i maven at fortælle ham det? Eller ville familien sende hende bort for at dække over den skam og den vanære der var sket? Tanken var uoverkommelig, og hun lod sig blot indhylle i hans trygge favn, indtil han trak sig, og hun næsten pibende havde lyst til at protestere mod distancen, men hun var ingen lille pige, og så derfor blot på ham gennem sviende øjne.
Hun nikkede lidt. "Ja... Ja, det burde jeg," medgav hun. "Du er ikke sur på mig, er du? Over at jeg ikke ... at jeg ikke har fortalt dig det tidligere."

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus var både frustreret og vred, men ingen af følelserne var rettet mod Florine og af samme grund rynkede han på brynene over hendes ord.

"Nej," slog han fast. "Jeg er rasende over, at nogen har taget sig friheder med dig og frustreret over, at jeg ikke kan handle på det, men jeg er ikke vred på dig."

[Florine Laure Købmand]

Hans bryn rynkede sig i hvad Florine opfattede som en undrende mine og hun lyttede med en særlig opmærksomhed, da han udpensler. Han var rasende over, at nogen havde overskredet grænser, og det han nu vidste det var sket var bare et kys, nogen havde tilraget sig med magt. Virkeligheden var meget grimmere.
Hun sank en gang, nikkede så. "Det er ikke meget at handle på," mumlede hun. "Sket er sket." Det forsøgte hun at sige til sig selv hver dag, men det var ikke sandt. Nogen burde have kommet hende til undsætning. Det skulle aldrig være sket. Det ville forevigt være hendes fysiske skamplet at bære. 

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus’ kæbe var hårdt spændt, som han så alvorligt på sin lillesøster. “Men det burde det ikke være,” slog han igen fast og lukkede en hånd om hendes skulder igen. Hans blik på hende var indtrængende.

“Hvis du foretrækker, at det forbliver i fortiden, så er det sådan, men ellers er det bare ét ord. Ét ord, så skal jeg sørge for, at vedkommende kommer til at fortryde.”

Alvoren var tydelig, selvom han ikke kunne ane præcis, hvor frygtelig sandheden var.

[Florine Laure Købmand]

Storebroderens kæbe var spændt hårdere, end hun mente nogensinde at have set den være. Som hugget i marmor, og hans blik bar præg af et alvor, om hun kendte, men ikke i denne slags kontekster. Hun åndede tungt ud, nærmest som slog han luften ud af hende med sine ord, og sit greb om hendes spinkle skulder. "Det ved jeg," hørte hun sig selv mumle, for hvis der var noget hun vidste, så var det netop dét. At det aldrig skulle være sket; at det var dybt forkert og skamfuldt, og at hun aldrig håbede, at noget lignende skulle ske for en anden kvinde.

Florine så på ham og blinkede langsomt. Han fik det til at lyde som et aktivt valg, som om Florine gerne ville, at det skulle forblive i fortiden. Være en hemmelighed, og kortvarigt måtte hun slå blikket ned, før hun atter kunne se på ham. "Jeg ved ikke, hvordan jeg nogensinde skal fortælle dig det," flød ærligheden så, og dét var sandt. Hvordan skulle hun kunne fortælle ham det, alt det, der var sket, og hvem der stod bag, uden at han for altid ville se på hende med forandrede øjne? Uden han ville skamme sig ove at være i familie med hende. Med dem. 

[Nicolaus Itier Købmand]

Ærligt talt ramte det Nicolaus lidt, at Florine ikke følte, at hun kunne fortælle ham alt. At det samme måske gjorde sig gældende den anden vej, tænkte han ikke nærmere over. Hånden faldt og han rettede sig lidt op, selvom brynene forblev sammentrukne og blikket på hende.

“Der er ikke noget, du ikke kan fortælle mig,” sagde han, og mente det da også. For hvordan skulle han vide, hvad det egentlig var, han bad om at få at vide? “Jeg vil ikke tvinge noget ud af det. Blot at du ved, at muligheden er der.”

[Florine Laure Købmand]

Hun forstod for såvidt godt, hvis han tolkede hendes ord anderledes end de var ment. Det kunne tolkes som om der var ting, hun ikke følte hun kunne dele med ham, som om hun ikke ville dele alt med ham, men det handlede ikke om dét. Det handlede om en dyb skam, der havde tvunget hende til at fortie hændelsen i en mindre evighed. At hun frygtede at skammen ville smitte og forpeste alt og alle omkring hende. 

Florine nikkede let til hans ord i indikation om, at hun hørte ham og forstod. Han agtede at være der for hende, skulle hun have lyst til at fortælle ham hvem der havde grebet fat i hende. "Jeg er glad for, at du ikke forsøger at tvinge det ud af mig. Og... Det er ikke fordi jeg ikke føler jeg kan fortælle dig det, Nico. Jeg ved jeg kan fortælle dig alt." Alligevel havde hun heller ikke delt, at hun havde været sammen med en adelig. Men det var nok også for det bedste. Nicolaus ville nok syde af arrigskab over dét faktum. "Du står mig meget nært. Det håber jeg du ved."

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus var ikke tankelæser, hvilket måske var godt, og derfor kunne han heller ikke gennemskue Florines bagvedliggende årsager. Til gengæld var han heller ikke sikker på, hvad problemet var. Måske, at hun bare ikke havde lyst til at fortælle ham det og det måtte han forsøge at acceptere. Han havde trods alt lovet, at han ikke ville tvinge det ud. Så han tog en dyb indånding.

Ved de sidste ord smilede han dog alligevel lidt og impulsivt trådte han frem og trak hende ind i en omfavnelse igen. "Det ved jeg," lovede han. "Ligesom du gør for mig, Flo."

[Florine Laure Købmand]

En dyb indånding var hvad der mødte hende, og hun mærkede tydeligt klumpen i halsen, den knugende fornemmelse af ubehag i maven... Hvor ville hun dog gerne sige det højt. Fortælle verden hvad der var hændt hende, men hun følte sig også medskyldig. Hvis bare hun ikke var gået med ud i stalden den dag var det aldrig sket. Nok en naiv tanke.

Lidt overvældende og uventet var det, da Nicos arme på ny smøg sig om hende. Hun knugede om ham nu. Næsten lidt krampagtigt. "Lover du altid at stå mig nær? Uanset hvad der sker." eller er sket...