På listige strømpefødder

[Florine Laure Købmand]

15. december, omkring klokken 23
Familien Købmands resistens over deres forretning
Tilegnet: Nicolaus Itier Købmand

Mørket var for længst faldet på, men Florine havde været en smule blind for det. Dagen havde været lang, men hun havde følt sig høj på succesfornemmelsen efter forestillingen, hvor hun havde klaret sig særligt godt, og nogle af skuespillerne havde fået lokket hende med videre på kro og serveret hende krydret vin. Latteren havde bølget, vilde historier og dramatiske fremvisninger var det blevet til, og for en stund havde Florine selv levet sig meget ind i den eventyrlige verden, som kun skuespillere kunne indhylle en i, at hun glemte alt om den, hun selv befandt sig i. Den verden hvor hun skulle være kommet lige hjem efter forestillingen, fordi der ventede hende en særdeles hård og svær test på efterfølgende dag. Hun havde sagt til sig selv, at hun kun skulle drikke et enkelt glas, og så søge hjemad, men det var blevet til lidt mere. Alligevel var hun ikke fuld, da hun forsigtigt listede sig ind i baggården, og forsøgte at snige sig lydløst indenfor i hjemmet. Låsen knirkede lidt, og døren var som altid tung, da hun skubbede den op, men hun larmede ikke meget, da hun bukkede sig ned og bandt læderskoene op, før hun så forsigtigt bevægede sig ned af gangen. Forbi forældrenes soveværelse. Forbi stuen... Stuen, hvor der var et flakkende lys, og da hun drejede hovedet så hun lige ind i sin storebrors øjne, og hun kunne have svoret, at de så mørkere ud i dag. "Nico," flød det i et suk. Hun burde sige mere, men hun vidste ikke hvad. Overraskelsen over at se ham nu, på den her tid af døgnet, havde overrumplet hende. Havde han ventet på hende? Var han i så fald vred på hende nu? 

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus var virkelig ikke nogen hønemor, og meget af tiden havde han da også for travlt med selv at være ude og te sig, til at han kunne holde øje med sine yngre søskende. Men lige denne dag havde der været arbejde at gøre, og han havde siddet til sent med regnskaberne, hvorfor han ikke havde kunnet undgå at bemærke, at Florine aldrig var kommet hjem.

Netop dét var da også grunden til, at han var blevet siddende oppe og han mærkede en utålmodighed, men også en bekymring, vokse lidt, som tiden gik og gik. Da døren endelig gik, var hans blik blevet misbilligende og brynene havde trukket sig sammen.

"Flo," svarede han og lagde fjerpennen fra sig. Han havde siddet og optegnet lister i skæret fra et enkelt, dyrebart bivokslys. "Hvor blev du af?" skændte han mildt, ikke vred, men dog irettesættende. "Ved du ikke, hvor sent det er?"

[Florine Laure Købmand]

Hun kunne se den. Misbilligelsen. Den stak mærkbart, og hans irettesættende stemme krøb under huden på hende, så hun sænkede blikket et øjeblik, før hun atter løftede hovedet og så på ham. Fandt sin storebrors øjne i det flakkende skær fra det dyre bivokslys. 
"Jo, det var ikke meningen, at det skulle blive så sent ... " lod hun ham vide. I det mindste sad hendes hovedlinned pænt, og hendes kjole var ikke krøllet, så han havde ingen grund til at tro andet end det, der var sandheden: Hun havde været ude med sine venner. For længe, men stadig. Det var ikke en dødssynd. "Vi faldt bare i snak efter forestillingen, og det var meningen, at jeg kun skulle være med på et enkelt glas vin, men du ved hvordan det er." Således forsøgte lillesøsteren at tale til den storebror, der selv kunne drikke mindst det dobbelte af hende, og ligeledes komme snigende tidligt om morgenen. Nogengange mistænkte hun endda, at han havde været med en kvinde, og derfor kom så sent hjem, men det var aldrig noget hun havde turde spørge ham om. "Men jeg er ked af, hvis jeg har holdt dig vågen, Nico. Du havde ikke behøvet vente på mig." Hun smilede svagt, en flig af taknemlighed over at han havde gjort det, og flygtigt slog det hende, at der kunne være sket hende noget, og havde dét været tilfældet var det da rart, at ens storebror alligevel havde undret sig over, at man ikke var kommet hjem. 

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus var måske en hykler, men han var også en bekymret storebror og det var netop bekymring og ikke vrede eller skuffelse, der mødte Florine nu, selvom hans rynkede bryn måske kortvarigt gav indtryk af andet. Han slap en dæmpet lyd, kun halvt en bekræftelse af, at han vidste, hvordan det var. Der var forskel på ham og Florine.

"Jeg var bekymret for dig," konstaterede han da også, ærligt nok, som svar på hendes sidste ord og han lukkede regnskabsbogen, før han rejste sig. "Gik du alene hjem?"

[Florine Laure Købmand]

Hun havde set flig af misbilligelse, men da hun så nærmere efter i det flammende skær, var det som om det var bekymringen, der stod tydeligere frem i hans ansigt, og hun mærkede uundgåeligt et lille stik indeni af dårlig samvittighed. Hun nikkede let, forstående, da han italesatte bekymringen, og for at beskæftige med noget, løftede hun hænderne for at løsne hovedlinnedet, så det brune hår under kunne få lov at folde sig ud og indramme hendes ansigt. "Der er ikke sket noget," lovede hun og sendte ham et lille forsikrende smil. "Nej, jeg blev fulgt noget af vejen," forsikrede hun, og dét var også en sandhed. Hun havde ikke vandret rundt alene i de mørke gyder. "Alt er fint, Nicolaus."

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus var ikke altid selv et af Gudernes bedste børn, men han holdt af sin lillesøster og kunne ikke udstå tanken om, at noget skulle ske hende. Verden var en anden for unge kvinder, og han vidste det. "Det er alt for stor en risiko på den her tid af døgnet, Flo," svarede han, og havde ikke overhørt, hvordan hun havde sagt noget af vejen.

"Hvad, hvis der var sket noget?" argumenterede han, men gav hende ikke tid til at svare, før han var fortsat. Som om han var hendes far, og ikke hendes bror. Men han var da ikke i tvivl om, at deres far ville være enig med ham. "Du må ikke gå alene, når mørket er faldet på. Det er ikke sikkert."

[Florine Laure Købmand]

Hun vidste det godt. De levede i forskellige verdener. Nicolaus var ingen slagsbror, men han var en mand, og det faktum alene gav ham et større fripas til at bevæge sig rundt på alle tider af døgnet uden følgeskab. Modsat hende selv. "Jeg ved det godt, Nico. Det var som sagt heller ikke min mening, at det skulle blive så sent," forsvarede hun sig, velvidende om, at det ikke var enden på den her samtale. 

Hun måtte ånde lidt tungt ud, da han stillede det obligatoriske spørgsmål, som alle kvinder måtte stille sig selv hver dag. Hvad hvis der skete noget? Hun rystede svagt på hovedet et øjeblik. "Nico, vær nu sød," bad hun lidt træt, for det havde i sandhed været en lang dag, og hans ord punkterede hende lidt. "Jeg lover, at jeg ikke går alene i mørket. Jeg sagde jo også lige, at jeg ikke gik alene," forsvarede hun sig lidt. "Jeg ved godt, at jeg skal passe på. Det har du selv lært mig." Flygtigt strejfede tanken hende dog, at han aldrig havde lært hende, hvad hun egentligt skulle gøre, hvis nogen ville gøre hende noget, og at han - ligesåvel som alle andre i familien - aldrig havde mistænkt at den person Florine egentligt frygtede mest skulle være en, der delte deres blod. Hun vidste mere om, hvad man skulle frygte der kunne ske i mørket, end han vidste.

[Nicolaus Itier Købmand]

"Hrm," undslap det ham, som han tydeligvis var på vej til at overgive sig, selvom han stadig ikke var helt tilfreds med situationen. I sidste ende kunne han dog heller ikke gøre så meget andet end at tage hendes ord og så rent faktisk stole på, at hun mente det.

"Tydeligvis ikke godt nok," måtte han dog indvende med et sigende blik, før den irettesættende storebror blev erstattet af den omsorgsfulde. Han rakte ud og gav hendes skulder et blidt klem. Smilet var ganske, ganske svagt, men det var der dog. "Jeg vil jo bare ikke have, at der sker dig noget, vel?"

[Florine Laure Købmand]

Det var ikke en helt tilfreds lyd, der undslap ham, men den var genkendelig nok til at hun vidste, at han var på vej til at give sig lidt på irettesættelsens delen. Alligevel fandt den lidt genmæle, da han slog fast, at han tydeligvis ikke havde banket det godt nok ind i hovedet på søsteren, at der lurede farer i mørket, og at hun derfor aldrig måtte gå alene. "Tydeligvis ikke godt nok? Jeg står her da. Uden en skramme," mindede hun ham lavmælt om, forsøgte at berolige lidt. 

Så greb han ud og klemte blidt om hendes skulder. En håndsudrækning, der fik hendes skuldre til at slappe lidt mere af, og et lille smil til at kruse sig i mundvigen. "Det ønsker jeg heller ikke selv," svarede hun oprigtigt. "Bliver du oppe eller er du på vej i seng?" spurgte hun dernæst. "Måske kan vi lige drikke et krus most?" foreslog hun så forsigtigt. Måske ganske fornuftigt, men udover det, havde hun heller ikke set Nico i et par dage. Det føltes ikke sådan i hvert fald.

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus sendte hende et skeptisk blik, men undlod at gentage sig selv. For nu kunne han kun stole på, at Florine tog hans ord alvorligt - ellers måtte han jo selv til at tage med, når hun skulle rende ude sammen med teatertyperne. Og hvis ret skulle være ret, så havde han ikke lyst til altid at skulle passe på sin lillesøster.

"Hrm," gentog han lyden fra før, men smilede så svagt og himlede lidt med øjnene. "Ja, kun du kan så hurtigt få afledt mine tanker," konstaterede han, men spøgte mere end noget andet. Han slog let med hovedet i retning af køkkenet. "Kom. Der er nok stadig noget, der er lunt."

[Florine Laure Købmand]

Ingen - okay, måske deres far, men - havde bedt Nicolaus om at følge Florine i hælene, som var han hendes egen personlige livvagt, men hun føle det nogengange sådan, hvis de begge befandt sig på den samme kro, eller han skulle følge hende hjem efter en forestilling. Ved siden af sin storebror var hun ikke den unge, selvstændige kvinde, som var blevet tilbudt en fast stilling som musikant, men blot en lille pige, der skulle hodles i hånden. Følelsen af at være lille og skrøbelig gav han hende da også i aften, omend hun forsøgte at skyde den fra sig med egne forsikringer om, at hun godt vidste, hvordan man passede på sig selv. 

"Sådan er det med Købmænd, Nico. De har en vis evne til at få folk på bedre tanker," flød en lille dristig spøg, men som dog også havde sin egen indforståethed. Hun smilede svagt til sin bror, og anede nu også smilet på hans læber. En lille bevægelse indikerede køkkenet, og hun nikkede forstående, før hun selv satte kursen derud. Han havde ret. Som altid. Florine stakte sig for at nå et krus, men hældte ikke op. Istedet drejede hun sig mod ham på ny. "Du fortæller det ikke til Papa, gør du vel?"

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus slap et muntert fnys og fulgte efter sin søster ud i køkkenet. Han lod hende om at tage krusene og så op, da hun standsede midt i det hele. Et bryn hævede sig lidt, men han var ikke i tvivl og rystede på hovedet.

"Nej," svarede han, velvidende hvor meget teatret betød for hende. Han ville ikke være årsag til, at deres far skulle overveje at sætte en stopper for det. Et bryn hævede sig lidt og han så svagt udfordrende på hende, men ikke med reel alvor. "Det var jo kun denne ene gang, ikke?"

[Florine Laure Købmand]

Et lyst hævet bryn, selv der i halvmørket, blev synligt, og Florine mærkede, hvordan hun et øjeblik ikke trak vejret. Afventede dommen. Ville det være deres hemmelighed eller ej? Hun kunne ånde langsomt ud, da han så rystede på hovedet. 
"Tak," flød taknemligheden lavmælt. Men så overraskede han hende lidt med sit svagt udfordrende spørgsmål. Denne gang måtte hun sukke indvendigt. Nogengange var han da lidt irriterende. Irriterende hellig, selvom hun vidste bedre. Han var ikke bedre end hende, slet ikke. Men han var en mand, så der gjaldt andre regler for ham. "Selvfølgelig," bekræftede hun, omend dét nok desværre ville vise sig at være en løgn. Hun vendte sig for at øse op til dem begge, inden hun så rakte ham kruset med den lune most, og selv tog en tår. "Det gik godt i dag. Til forestillingen." lod hun ham så lidt stolt vide, måske også for pænt at snige udenom at tale sig dybere ind i, hvad hun egentligt havde fået aftenen til at gå med. Hvem hun havde hængt ud med, omend han nok allerede havde en god idé om netop dét.

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus' ord var mest ment i spøg, selvom der var noget alvor bag. Han rodede dog ikke mere i det nu, men tog imod kruset. Han tog en tår og løftede brynene lidt over hendes ord, før han sank og sænkede kruset igen.

"Ja?" svarede han og blottede et glimt af hvide tænder i et skævt smil. "Du var jo også med, så hvordan skulle andet være en mulighed?" drillede han, men ikke uden reel glæde på hendes vegne.

[Florine Laure Købmand]

Der i køkkenet stod de så og drak lun most, og det var som om husfreden var intakt. Forældrene sov trygt i et kammer ikke langt derfra, og de mindre søskende lå velsagtens også og snorkede under deres tæpper. Det formodede Flo da i hvert fald, og på sin egen måde var det rart at have Nico for sig selv. Uden en pludrende forstyrrende Julienne vimsende rundt, eller sin fars skævende blik i nakken. "Du har en pointe," medgav hun med en større selvsikkerhed end Florine egentligt besad. "Men jeg ramte alle tonerne rigtigt, på sekundet ... Det var virkeligt som om jeg var, hvor jeg hørte til," fortalte hun videre. De vidste begge, at der ikek var stor sandsynlighed for at Florine kunne blive på Teateret og tjene sin egen indtægt i fremtiden, men for nu var det noget, der bragte hende stor glæde. At blive værdsat for egne evner. "Louis var også inde og se mig den anden dag. Jeg vidste det ikke, men han ventede på mig, da jeg havde fri," kom det så også over læberne, lidt til hendes egen overraskelse. Hvorfor i alverden fortalte hun dét, om fætteren Louis Instrumentmager's pludsselige tilstedeværelse. Det havde ikke været en god oplevelse, så hvad ville hun egentligt sige med det?