På listige strømpefødder

[Nicolaus Itier Købmand]

"Det har jeg ofte," indskød Nicolaus med et afslappet træk på den ene skulder og den evigt selvsikre attitude, selvom det i dette tilfælde mest af alt var ment som en spøg. Han lod hende da også fortsætte uden yderligere indskydelser, blikket på hende interesseret. Han anede da heller ikke uråd, men hævede blot brynene lidt i interesse.

"Jaså?" brummede han. "Det var pænt af ham. Han har velsagtens også en interesse i at høre, hvordan instrumenterne klinger," konstaterede han og så intet bemærkelsesværdigt i det.

[Florine Laure Købmand]

Florine smilede let af sin brors selvsikre attitude, der skinnede igennem i hans afslappede skuldertræk, før hun selv fortsatte sin snak, og til sin egen forbavselse fik fortalt, at Louis havde været ind dog se hende den anden dag. At han også havde ventet på hende, da hun havde fri. For broderen lød det til at være en naturlig ting, og klumpen i maven voksede over hans ræsonnement. Åh ja, fætteren var interesseret i at høre instrumenterne klinge, men også mere end det...
"Naturligvis," medgav hun. "Han fulgte mig også hjem den aften. Var i et vældigt humør." Indvendigt sukkede hun over situationen, fortællingen. Og hvad var det egentligt hun prøvede at få sagt til Nico? Hun vidste, hvad der var det vægtige. Måden havde kigget længselsfuldt på hende, hans indgående spørgsmål til mulige romancer. Men den del havde hun sværere ved at gengive til storebroderen. Eftertænksom var hun et øjeblik, mens hun drak endnu en tår af sin most. Så så hun på sin bror med mere alvor end tidligere. "Hvad ville du have gjort, hvis der var sket mig noget i aften?" 

[Nicolaus Itier Købmand]

Louis var deres fætter og Nicolaus så intet problem i, at han havde fulgt Florine hjem, for han kunne ikke forestille sig andet, end at deres forhold var af samme natur som det, han selv havde til søsteren.

Derfor nikkede han også blot, ubekymret og rynkede først på brynene ved det næste spørgsmål. "Det håber jeg ikke, at jeg behøver at finde ud af," svarede han, efter lidt betænkningstid. For sandt at sige, vidste han det ikke. Men alene tanken var nok til at få hans blod til at boble svagt.

[Florine Laure Købmand]

Florine forsøgte at åbne til en samtale, hun ikke vidste, om hun nogensinde ville blive klar til. Ønskede en del af hende at fortælle Nicolaus sandheden? Utvivlsomt, men skammen greb om hendes strube som et kvælertag. Hun ville bringe skam over hele deres familie, hvis hun nogensinde sagde højt, hvad Louis Instrumentmager havde gjort mod hende. Med hende... Hvordan man nu skulle formulere det. Og hun ville bringe en ubærlig skam over sig selv.
Alligevel mærkede hun der i køkkenet en lille trang til at fortælle om hans grønne lysende øjne, måden han havde kigget på hende på, måden han havde forsøgt at luske detaljer om et muligt romantisk liv ud af hende. Den næsten flirtende tone.

Hun nikkede lidt forstående. Halsen føltes lidt tør. "Nej, selvfølgelig ikke," svarede hun så og slog blikket ned og væk. Hun drejede kruset lidt i hånden. "Men ... " stemmen døde ud, før Florine nåede at færdiggøre sin sætning, og hun rystede svagt på hovedet over sig selv. Det var dumme tanker, hun skulle lade være med at bekymre sin bror med.

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus så det blot som et rent hypotetisk spørgsmål, stillet i ren nysgerrighed og anede ikke uråd. I hvert fald ikke, før det ene, lille ord undslap Florine og han fik nærstuderet hendes udtryk.

Bryn trak sig sammen og resterne af smilet falmede lidt, som en snert af alvor sneg sig ind. "Hvad er det, Florine?"

[Florine Laure Købmand]

Florines blik var nedslået mod køkkengulvet, og hun mærkede hjertet hamre i brystkassen, som angsten kom krybende. Hvad er det, Florine? spurgte hendes storebror med en alvor, der ikke havde været i hans stemme før, og hun anede ikke, hvad hun skulle svare. Der var ting, ingen vidste, udover Florine selv, og hun vidste, at det var ting, som ville kunne få Nicos blod til at koge eller isne. "Det er ikke noget," løj hun, men kunne ikke se ham i øjnene, mens hun sagde det. 

[Nicolaus Itier Købmand]

Langsomt drænede Nicolaus' upåvirkede og ubekymrede udstråling væk. Han blev mere rank, brynene trak sig sammen og en urolig fornemmelse spredte sig i mellemgulvet; klam og klæbrig.

"Du fortæller mig ikke sandheden," konstaterede han, ikke vred, men lidt mere insisterende. Han måtte styre sig for ikke at gribe let fat i hendes arm. I stedet så han indtrængende på hende. "Florine. Har nogen gjort dig ondt?"

[Florine Laure Købmand]

Hun mærkede det tydeligt. Det skift hun havde ønsket sig at fremmane et utal af gange, men altid været for bange til at opsøge. Nu skete det så. Der i køkkenet. Hun følte det, som om hun langsomt blev kvalt, men noget i hans stemme var særligt. Han insisterede på hendes opmærksomhed og hun så op og mødte sin brors øjne og blankheden i hendes talte for sig selv.
Hun sank. Hun vidste, hvad hun burde svare. Nej. Men det var en løgn, hun ikke kunne sige.
"Nico..." begyndte hun, men bed sig så i læben. "Ikke i aften, men..." Hun trak vejret ind. "Der har været sket noget, og jeg vidste ikke... Jeg ved ikke..." Stemmen knækkede lidt, da hun forsøgte at finde ordene.

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus virkede altid ovenpå, men nu var den kække attitude forsvundet som dug fra solen og ansigtet blevet blegt. Han satte kruset fra sig, som noget allerede brølede i hans indre. Blikket var intenst.

"Flo," bad han, en anelse desperat, som tankene allerede ræsede afsted.

[Florine Laure Købmand]

Ønskede hun sig dette? At se sin kække brors smil blegne, og hans kulør skifte farve, mens desperationen efter svar satte sig i ham? Næppe. Ligeså lidt som hun ønskede at tænke på, eller fortælle om, det der engang havde været sket, men nu var det svært at sige noget. Halsen var tør. Frygten kvalte hende langsomt sammen med skammen.
Florine knugede uebvidst om sig selv, mens hun også strammede grebet om kruset, som var det hendes holdepunkt i verden. "Der var en der greb hårdt fat i mig, og det gjorde ondt," lød det så lavmælt og skrøbeligt fra Florine. En flig af sandheden, for sandt var dét, men hun undlod mange andre og værre detaljer. Men ondt havde det gjort. Så ondt, at hun aldrig ville glemme følelsen af hans greb om hende igen.

[Nicolaus Itier Købmand]

Det var nogle forfærdelige øjeblikke, hvor Nicolaus ikke havde den fjerneste anelse op, hvilke grufulde historier, hun havde tænkt sig at fortælle ham. Hans blik flakkede over hendes ansigt, desperat efter svar, og først da det kom, løsnede lidt af knuden sig i hans indre igen. Den forsvandt ikke helt, men det var ikke nær så slemt, som han havde nået at forestille sig.

Han åndede lydløst ud. "I aften?" spurgte han, brynene tæt trukket sammen og blikket indgående, men tonefaldet ikke helt så panisk nu. "Hvem?"

[Florine Laure Købmand]

Desperationen var tydelig i hans ansigt, mens hans blik gled over hendes, og hun kunne næsten ikke bære det. Hun mærkede åndedrættet dirre lidt, da han så spurgte til om det havde været i aften og hun rystede på hovedet, inden hun måtte bide sig i læben, da han spurgte hvem der havde gjort det. "Ikke I aften," mumlede hun og knugede lidt om sig selv. "Det er noget tid siden, men jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige," hviskede hun. Det gjorde hun stadig ikke, for det hun havde sagt var kun en flig af sandheden. 

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus anede ikke, at der var mere til historien end det. Måske sagde det noget om, hvor uskyldig han antog, at Florine var, når det virkede plausibelt for ham, at hun kunne være så rystet af at nogen havde grebet fat i hende. Ikke, at dét alene ikke var nok til at gøre ham vred. Hvem bildte sig det ind? Hans bryn trak sig tættere sammen.

"Du skulle have fortalt mig det," svarede han, men ikke irettesættende. Han tog blidt ved hendes arm. "Jeg vil ikke finde mig i, at nogen gør dig ondt. Det ved du jo."

[Florine Laure Købmand]

Florine mærkede splinterne i hjertet røre på sig, den kvælende angst, der fik hendes krop til at ryste, og hvordan det var svært at bevare samlingen på sig selv, men hun havde formået det så mange andre gange. Hun havde spist med både Nicolaus og Louis på én gang, så kunne hun også denne dag holde på hemmeligheden. Kunne hun ikke? 
Hans ord fik hende til at lukke øjnene og blinke nogle af tårerne bort, og så mærkede hun hans blide hånd, og selvom den var blid, havde hun en instinktiv trang til at trække sig væk fra den berøring. Fra alle berøringer af hendes hud, som var hun en ulækker skamplet i sig selv. En ældgammel trang til at skrubbe huden til den blev rød meldte sig unægteligt, men hun blev i berøringen og kæmpede imod de minder, der unægteligt trængte sig på, men som hun ikke kunne tænke på, mens hun stod der med Nicolaus. "Det ved jeg godt, Nico," svarede hun lavmælt. "Han greb fat i mig og kyssede mig," fik hun så alligevel sagt. Endnu en detalje i den uskyldige ende, mens tårerne på ny sprang frem, og hun løftede ubevidst hånden og tørrede dem bort i en hurtig bevægelse i håbet om, at storebroderen ikke nåede at bide for meget mærke i hvor påvirket hun i virkeligheden var. 

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus' ro viste sig at være midlertidig, for lige så snart han havde overbevist sig selv om, at det ikke kunne være så slemt, kom han til at se på sin lillesøsters ansigt igen. Han havde naivt troet, at der ikke ville være mere til det end det, men åbenbart var det blot indledningen og vreden meldte sig med det samme igen. Han slap hendes arm, så han ikke kom til at klemme fingrene sammen.

Han undlod at gentage, at hun skulle have fortalt ham det, bed tænderne lidt sammen og vendte i stedet tilbage til et tidligere spørgsmål: "Hvem?" Det var ikke acceptabelt.