[Lysfest] To andrikker i en andedam

[Matthieu af Grinayles]

Thybaudin af Aren

---

Med vintersolhvervets ankomst og den tilhørende Lysfest på paladset, var Matthieu nogenlunde modvilligt trukket i det stive puds og trådt begivenheden an. Manden var ingen stor fan af at kultivere de sociale kredse mere end højst nødvendigt, hvorfor han havde fortrukket sig til yderdelen af salen med et glas vin i hånden. To komtesser havde han danset lidt med inden da, og selvom de havde været charmerende og yndefulde, så havde de ikke røde lokker og et iltert temperament til at sætte ham på plads med. Således hjemsøgte Peronelle af Bonville, ham lidt for ofte...

"Thybaudin!" Hilste han med glæde i stemmen, ved gensynet af den jævnaldrende kammerat, som han havde fået øje på idet han havde vandret lidt mellem menneskemængden.

[Thybaudin af Aren]

Thybaudin havde ikke helt vænnet sig til at være ridder endnu. Han havde kun haft en måneds tid ved hoffet til at nå at opleve det for alvor, siden rundrejsen. Han kunne være til fester uden at skulle servere, bukke og skrabe, men også uden at have en defineret rolle. Den sidste del var svær. Han puttede sig lidt i hjørnerne og vidste ikke helt hvad han ville. Danse? Måske. Men der var en hel del ivrige mødre på jagt efter deres svigersøn og det føltes lidt som at friste skæbnen.

Derfor var han lettet over at se Matthieu komme gående med vin og et smil og han rettede sig lidt op og besvarede det. "Grinayles! En fornøjelse at se dig igen. Jeg troede ikke du brød dig om fester?"

[Matthieu af Grinayles]

Matthieu kantede sig lidt rundt og standsede så da han nåede kammeraten. Han trak på en grimasse. "Ind i mellem må man vel bide i det sure æble?" Svarede han og trak lidt på den ene skulder. "Er du lige kommet?" Spurgte han interesseret og førte vinen til læberne en enkelt gang.

[Thybaudin af Aren]

Thybaudin tog en tår vin og så på vennen med et lettere skælmsk udtryk. Han selv havde brugt sig bedre om festerne dengang han ikke var ridder og pludselig et potentielt match. Han kunne forestille sig at Matthieu havde lignende udfordringer.

"Jeg har hele tiden været her, men jeg husker vist reglerne for kamuflage bedre end du gør," drillede han og kastede et blik ned over sin ven.

[Matthieu af Grinayles]

Matthieu trak hagen lidt tilbage og hævede det ene bryn, inden han så så ned af sig selv. "Er du alvorlig?" Spurgte han så, let bekymret. Han havde ikke selv ment, at han havde valgt prangende beklædning, men han kunne da have taget fejl. "Mithras, jeg havde endda taget grå på, for at falde lidt i med omgivelserne." - "De Mamans er blodtørstige." mumlede han.

[Thybaudin af Aren]

Thybaudin lo dæmpet og fik små rynker ved øjnene, hvor alderen om ti år ville have sat deres spor. Han tog en tår vin mere og så lidt ned over Matthieu.

"Grå, ja, men også sort, som signalerer velstand og minder dem alle sammen om at deres datter kunne blive baronesse." Han hævede et bryn let. "Jeg kan anbefale brun og grøn. Ingen tror du er rig i de her farver." Endnu en tår vin. "Det er vi selvfølgelig heller ikke rigtig."

[Matthieu af Grinayles]

Matthieu rystede på hovedet af sig selv. Farver mig her og farver mig der. Det bøvl havde han ikke på ryggen af en hest og med sværdet i hånden på landevejene. Mithras, det sociale liv var ikke noget for ham. "Det er håbløst, siger jeg dig." - "Jeg skulle være kommet i mine rideklæder, stinkende af hest og jord." Men ak, sket er sket. Matthieu sad unådeligt fast i sit grå skrud og måtte nu afværge enhver feminin force der forsøgte at vælte ham omkuld med sit afkom.

Han øjnene kammeraten der var klog nok til at iklæde sig de gode farver. "Du var et skridt foran idag.. har du et ekstra sæt liggende?" Stemmen bar humor, på trods af det skævende blik.

[Thybaudin af Aren]

Thybaudin lo ned i sit bæger med vin og rystede på hovedet med en beklagende grimasse. Han så på stakkels Mattieu og derefter ud på gulvet fyldt med hoffolk.

"Ægteskabet kommer vist til os alle, uanset om vi klæder os i guld, sølv eller rideklæder," trøstede han sin ven. "Men jeg vil personligt gerne udskyde det blot et lille øjeblik endnu. Man kan jo dårligt tillade sig at blive udsendt til grænsen, hvis først man er gift..."

[Matthieu af Grinayles]

Matthieu gjorde en bekræftende mine og nikkede stille til Thybbes ord. Han vendte de mørke øjne mod ham igen, det ene bryn lidt hævet ved hans ord. Et smil om læben. "Er du blevet kaldt til grænsen?" Spurgte han, øjnene lyst op af nysgerrighed.

[Thybaudin af Aren]

Thybaudin smilede skævt og rystede let på hovedet. "Desværre ikke endnu," konstaterede han og mente skam sin ærgrelse. Bevares, der var dem, som han ikke havde lyst til at forlade, men han ønskede at tjene sit land og gøre sin familie ære. Han rettede ryggen lidt og tog en tår mere.

"Hvad med dig? Nogen spændende missioner for kronen?"

[Matthieu af Grinayles]

Matthieu udstødte en ærgende lyd. "Ærgeligt. Jeg må bare blive ved med at håbe." Kommenterede han så efterfølgende. "Jeg får en del opgaver med magikerene for tiden. Det kunne være rart med lidt afveksling." - "Selvom én af dem, var ganske interessant." Ræsonnerede han kort. "Har du nogensinde mødt Mørkninger?" Spurgte han og skævede til vennen med et lidt overvejende blik.

[Thybaudin af Aren]

Thybaudin synes det lød vildt interessant at få opgaver med magikere, men det havde han heller aldrig prøvet før. Han kløede sig lidt i nakken og rystede så på hovedet.

"Nej? Hvad er det?"

[Matthieu af Grinayles]

"Det var noget jeg overhørte Magikerne tale om." Svarede han og kløede sig lidt i det ikke eksisterende skæg. Han nippede kort til pokalen i hans hånd, som han mentalt huskede tilbage. "Tilbage i sommers, blev jeg bedt om at ride til en landsby, to dages ridt fra Levagny, sammen med nogle soldater og nogle magikere fordi der var uro." Fortalte han, "Da vi kommer frem er landsbyen.." Matthieu gjorde en gestus med hænderne, der indikerede at landsbyen var ilde redt. "Ikke et øje, at se nogen steder." Tilføjede han. "Så vi spredte os, og ganske som man står passer sit eget så vælter det ind med edderkopper." Fortalte han og skød brynene i panden, "Store som heste."

[Thybaudin af Aren]

Thybaudin havde hørt om kæmpeedderkopper, men det løb alligevel koldt ned af ryggen på ham ved beskrivelsen. Han forsøgte at holde det inde i sig selv, men kunne ikke helt lade være med at trække skuldrene op imod sig med et lavt gys.

"Ellers tak," mumlede han. "Så hellere tusinde hasneanere." Han tog en styrkende tår af bægeret. "Er det så det man kalder mørkinger? Edderkopperne?"

[Matthieu af Grinayles]

Matthieu forstod Thybaudins reaktion. Havde det ikke været fordi at han havde været så optaget af at komme ud med livet i behold, så havde han også synes det var nogle grimme bæster.. Faktisk affødte det et lille gys opad ryggen, ved tanken som de stride hår, de lange ben og de mange øjne. "Enig." Erklærede han, "Det var nogle stride bæster." Mumlede han. En klo fra et af forbenene fra et genspændst, havde forårsaget det sår ved hovedet som Peronelle af Bonville senere havde helet for ham. Han blev kortvarigt lidt fjern, som han mindedes dette.

"Hm?" lød det, som han så op. "Ja, så vidt jeg har forstået." Han tænkte lidt over begrebet. "Men måske er der andre væsener også?" - "Jeg har hørt at der er lygtemænd ved Ivray?"