Udenfor Nisis (S)

[Helene af Suilleaux]

Det var måske det mest idylliske sted Helene havde set i sit liv og efter uger på farten for at nå derned, lignede det en drøm. Vejret var mildt, omend køligt, træerne holdt stadig fast i lidt af deres bladkroner og stedet var omgivet af vinmarker på den ene side, skov på den anden og den brusende flod ud imod Sydhavet på den tredje. Helene var ganske udmattet ved ankomsten, men et varmt bad og en lur senere var hun klar til at udforske stedet. 

Det var en af Tardigys herremænd, der normalt boede på stedet og flere af hans tjenestefolk stod til deres rådighed under besøget. De havde også taget flere af deres egne med og i det hele taget var de godt udstyret. Huset var da også i fuld sving, som Helene bevægede sig igennem det på jagt efter Lancelin af Suilleaux. Hun passerede en åben dør ud imod gården og hvad der lignede køkkenbygningen og stalden, før hun kom til et rum med en buldrende pejs, hvor hun fandt sin mand i færd med at studere et kort. Hun smilede svagt, listede sig op på ham og lagde hænderne for hans øjne uden en lyd.

[Lancelin af Suilleaux]

Det var som om, at atmosfæren i Tardigy var anerledes og lettere end Levagny. Den summende, elektriske og evige bevægelse af tjenestefolk, der lystigt arbejdede, mængede sig i luften af de milde, idylliske briser ved vingården. Der lød klirren og snak fra køkkenet, nogle af tjenestefolkene var gået i gang med at bære rejsekufferter ind mens andre førte hestene i staldene. Alt i alt var der godt gang i, at få indlogeret Suilleaux parret. Så det var en anden ro, der ramte Helene, da hun fandt Lancelin med ryggen til, i gang med at studere et kort i en anden bygning.

______

Et vagt træk i lensgrevens ene mundvige dannede sig, idet at han blev afbrudt i sit gørende af et par slanke, elegante fingre, der lagde sig silkeblødt og drillende over hans øjne. Fornemmelsen af den feminine tilstedeværelse, der stod på tæer bag ham med strakte arme, og samtidig den friske duft af sæbe og blomster, gav ham nogle klare fingrepræg om, hvem der havde sneget sig bag ham i en uskyldig, let leg.

"Jeg tror, at jeg er nødt til at tage en alvorssnak med Madam Paon om, at Hendes Excellence sniger sig rundt uden nogen former for en ledsager.. Hun kunne meget vel havne i de forkerte hænder.." Lancelins lange fingre gled let hen over hendes ene hånd. Og som han flettede sine fingre i hendes, førte han hendes hånd ned og kyssede den roligt. De rå skægstubbe var en kontrast mod hendes silkebløde hud. Og som han vendte sig om mod hende, fangede hans blik hendes, sigende.

"Har Hendes Excellence fundet sig til rette?"

[Helene af Suilleaux]

Helene smilede over reaktionen, selvom hun nok selv skulle bestemme om hun gik rundt uden en ledsager. Hun flettede villigt fingre med Lancelin og sank ned på flad fod, allerede før han vendte sig om. Så slap en lille, munter lyd dog også ud.

"Jeg har brugt mindre tid på at finde mig tilrette og mere på at sove og bade," konstaterede hun og løftede den frie hånd for at stryge den over hans kind. "Men kammerpigen har pakket alting ud og lagde denne her kjole frem. Hun mente den nok ville egne sig til en rask gåtur med Hans Excellence i vores nye omgivelser, så vi kan samle appetit til aftensmaden?"

[Lancelin af Suilleaux]

Det var med et glimt i øjet og et træk i mundvigen, at han lyttede til sin hustru og hendes forklaring på kammerpigens ellers fortræffelige idé om en gåtur. I så fald kunne de sammen undersøge området bare en anelse mere. Hendes nysgerrighed og lette, milde kærtegn mindede ham om dengang, hun ikke så på ham med afsky. Selvom at det stadig sikkert lå bag facaden, for hvad der var sket var svært at glemme, så gav det ham et spinkelt håb om, at idéen med at flygte væk fra hverdagen og Levagnys bymure, måske kunne hjælpe på deres situation.

Lancelin tog en dyb indånding, inden at han rettede sig en anelse, og uden at gå for meget i dybden, vendte han sig om og trak Helene ind til sig foran bordet, "Kom."

De stod ganske tæt, hans brystkasse mod hendes ryg, og med en arm på hver hendes side, guidede han hendes blik mod kortet med et par lange fingre. "Apropos omgivelser, så har jeg været ved at se på, hvor vi kunne tage hen.." lød hans stemme dybt og lavmælt, tæt mod hendes øre, som han så med hen over hendes skulder.

"Vi befinder os her. Vinmakerne strækker sig mod øst, skoven mod nord og Tardigys hovedflod der ender ved Sydhavet. Nisis eller Tardigy ligger et par kilometers ridt, hvis Hendes Excellence ønsker at more sig blandt andre mennesker.." Lancelin skimtede på Helene ud af øjenkrogen. Han holdte en kort pause inden at han fortsatte ligeså roligt som tidligere, "Nu er det trods alt snart Lysets Fest, og jeg har hørt rygter om, at Tardigy-lenet fejrer den med manér."

[Helene af Suilleaux]

Helene gjorde selv et stort stykke arbejde for at jage minderne om knuste følelser og fysiske overskridelser væk, selvom det skete at hun vågnede i panik fra et mareridt. Hun havde også arbejdet intenst på at Lancelin skulle være sikker på at et muligt barn var hans. Hver dag inden afrejsen var hun kommet til ham og havde initieret fysisk samvær, selvom hun var træt eller ikke havde haft lyst.

På turen var den del faldet væk, for de var begge udmattede, men hun var til gengæld henfaldet til at sove tæt på Lancelin, fysisk i kontakt med ham for varme og komfort, men også for tilvænning.

Nu, hvor han stod bag hende, havde hun ikke længere nogen trang til at flygte. Hun så ned på kortet og fulgte hans fingre, som de gled over det. Hun smilede svagt, løftede en hånd fra bordet og strejfede hans hals i et kærtegn. "Jeg ville gerne se Tardigys lysfest, men du ved, det er også en helligdag man kan fejre småt og vi er ikke kommet herned for at bruge hele dagen på at ride frem og tilbage til en by." Hun drejede sig om i hans greb og lagde en hånd mod hans brystkasse. "Men hvis du helst vil derhen, så kan vi det. Ellers er jeg fint tilfreds med at lade alle her fejre lysfesten med deres egne familier og være alene med dig."

[Lancelin af Suilleaux]

Efter den lange rejse kunne Lancelin såmen heller ikke se det ønskværdigt, at byde Helene endnu en rejse på hesteryg et par dage efter deres landing. Medmindre at hun selv ønskede at fejre det stort og prangende. Men som han interesseret lyttede til hendes ord, med blikket skimtende mod hende over hendes skulder, bekræftede Helene ham i, at hun var meget mere end adelig, der gik op i luksus og store, festlige arrangementer. Det var nyt for ham, at fejre lysfesten så.. nede på jorden. Mest af alt fordi, at det havde været et ansvar for ham, at møde op.

Lancelins blå blik fangede Helenes dådyrøjne, idet at hun drejede sig om mod ham. Smilet var svær at tørre af, som hun fremlagde sin idé. Han var ærlig talt vild med den.

"Du har ret, vi har reddet nok for nu.. Vi trænger til ro.." bekræftede han hende. Hans hånd lagde sig om hendes fingre, der hvilede mod hans brystkasse, "I så fald, så fejrer vi den her. Bare du og jeg. Vi har vin, hinandens selskab og tag over hovedet." Lancelin så tænksomt på Helene.

"Hvis vi er heldige, kan vi måske endda se lyslanternerne herfra."

[Helene af Suilleaux]

Helene huskede lysfester på Rouvry, hvor hendes forældre havde givet tjenestefolkene fri til at feste for dem selv og de havde været samlet, blot forældrene og hende. Lucien af Rouvry og Igraine af Charenoy havde været for store og var allerede rejst til Levagny på det tidspunkt, men det havde været dejlige aftner. Nu kunne hun og Lancelin måske genskabe lidt af det samme.

Hun så op på ham og nikkede. "Måske kan vi. Og ellers tænder vi vores eget lys, spiser brød med lidt olie og bruger aftenen på at tale og elske. Ikke?"

[Lancelin af Suilleaux]

"Naturligvis, mon coeur.." svarede Lancelin forsikrende med et smil. Hans hånd lagde sig mod hendes kind; tomlen strøg hendes læbe en enkelt gang som han betragtede hende med et varmt blik, "Det lyder som en god plan." Så lænede han sig frem og kyssede hende kærligt.

Det var ikke faldet ham ind, hvad han havde kaldt hende. Faktisk var det kommet ganske naturligt for ham. Han havde ellers aldrig brugt mon coeur i evigheder, for det havde haft for stor en betydning. Et kælenavn, ham og hans første hustru, Griseldis, havde brugt om hinanden.

Kysset stoppede ganske roligt, og som han fangede hendes blik igen så han nysgerrigt på hende, "Skal vi se os omkring?" spurgte han drilsk, og hentydede til Helenes tidligere idé om at snuse rundt.

[Helene af Suilleaux]

Helene var ikke længere lige så blød og nem som i starten af deres ægteskab. Hun var heller ikke utilnærmelig eller stejl, for hun havde ladet sig overbevise af Lancelin. I en overlevelsesmekanisme i deres ægteskab, blev hun også nødt til at tro på ham. Nu kaldte han hende mon coeur og hun smeltede en anelse. Hans kys var ikke voldsomt eller forførende, men det var nok til at give hende varmen alligevel. Hun strøg sine fingre over hans hals og mod hans nakke og besvarede det blidt.

Da de begge trak sig lidt, så hun op på ham. Det trak i hendes mundvige over spørgsmålet og hun nikkede. "Kom," bød hun og tog hans arm. "Vi starter med at se hvordan Ivory og Chantilly har det."

Og således trak hun ham med over til stalden, først og fremmest.

[Lancelin af Suilleaux]

Det var med halvåben mund, at Lancelin var tæt på at komme med en anden idé - som for eksempel soveværelset - men han tilbageholdte sine ord, idet at Helene straks trak ham med sig. Såvel gik deres første nysgerrige undersøgelse på området til stalden.

Chantilly og Ivory vrinskede i hver deres bås. Solstrålerne skinnede ind igennem staldens dør i varme kegler. Der var en let summen af tjenestefolk; en, der var ved at bære seletøj og sadler væk, en anden der var i gang med at feje, og en helt tredje der bar stakke med hø ind til den nærmeste fremtid.

"Det er lang tid siden, at jeg har set en hest tilvænne sig sin nye rytter så hurtigt," Lancelin smilede roligt til Helene, som de stoppede ved båsen til Chantilly. Der havde været problemer helt i starten, tilbage i Levagny, hvor
Lancelin havde måtte stoppe en farefuld situation i ridt, da Helene havde mistet kontrollen over hesten. En situation, som havde gjort Lancelin hård og kontant i forhold til at hun ikke måtte ride på Chantilly uden hans varetægt.

"Hun må have kunnet lide dig."

[Helene af Suilleaux]

Helene indåndede den tunge luft af hø og dyr, som ikke var ubehagelig, men gennemtrængende. Hun flettede fingrene ind mellem Lancelins og strøg Chantilly over mulen med den frie hånd.

"Hun er vidunderlig," konstaterede hun. "Da du gav hende til mig troede jeg dårligt mine egne øjne eller ører."

Hun havde været temmelig overbevist om at Lancelin forsøgte at købe hendes krop, snarere end hele hende.

[Lancelin af Suilleaux]

"Det siger du ikke," Lancelin smilede en anelse diskret og lænede sig mod båsens låge, velvidende, at Helene havde haft sine udfordringer med hans uofficielle djævelske bagtanker. Hesten havde dog ikke været nogen form for bagtanke - faktisk, havde han oprigtigt givet den som en tak for Helenes hånd om Mirielis. At hans interesse for Helene dog havde været stor allerede fra dengang, havde dog nok haft betydning for hans valg af hest til hende. Chantilly havde været en af de fineste.

"Da du insisterede på, at jeg skulle tage hende tilbage igen, kunne jeg næsten ikke tro mine egne øjne eller ører," Lancelins blå øjne fangede Helenes, "Heldigvis fik jeg dig overtalt.." Et skævt, djævelsk og drilsk smil dannede sig tydeligere.

[Helene af Suilleaux]

Helene fnøs let og himlede med øjnene over Lancelins version af den dramatiske dag i skoven. Hun hævede et bryn.

"Jeg prøvede at give hende tilbage til dig, fordi du var ganske uklar i dine intentioner, Lancelin." Hun slap Chantilly med et kærligt klap og fortsatte ned igennem stalden. "Måske ville du have mig som din grevinde, måske blot i mine skørter. Jeg kunne ikke vide, at det var begge dele." Hun smilede skævt. "Apropos. På et tidspunkt drillede du mig med et høloft..."

Hun løftede blikket og så dernæst sigende på ham. "Måske skulle vi lege bønder en dag og sove herude."

[Lancelin af Suilleaux]

Lancelin betragtede Helene slentre en smule ned ad stalden. Med et roligt skub fjernede han sig fra sin plads, lænende op ad båsens træ, og så sig selv følge efter hende for ikke at miste hende helt uden for rækkevidde.

Hans bryn hævede sig en anelse, som hun pludselig gjorde ham opmærksom på hvor de befandt sig og hvad de havde joket med tidligere tilbage i Suilleaux. De blå øjne skimtede mod loftets afsats.

"Så det var ment i alvor, at Hendes Excellence havde det til gode? Hun har simpelthen ikke prøvet det før.." konkluderede Lancelin med et flabet smil. Med rank ryg lagde han armene let i kors. Helene havde været en ægte komtesse - som fin porcelæn, der ikke kunne finde på noget så ´primitivt´, som hun havde kaldt det ved spisebordet i Suilleaux.

"Vi sover herude i nat."

[Helene af Suilleaux]

Selvfølgelig havde Helene ikke sovet på et høloft. Hun synes at rundrejsen og turen sydpå havde været rigeligt primitiv til at vare hende et helt liv og havde ingen særlige intentioner om at skulle stræbe efter mere. Lige præcis denne ene øvelse, som en leg, var dog okay. Hun ville beordre en massiv mængde tæpper ud på loftet, nok til at høet ikke stak igennem. Så skulle det nok gå, at sove derude.

Et skælmsk smil lyste hendes ansigt op og hun nikkede let i anerkendelse af hans beslutning. Så mødte de lyse øjne hans, spillende.

"Og hvor meget forestiller du dig lige præcis, at vi får sovet?"