Udenfor Nisis (S)

[Lancelin af Suilleaux]

"Et par enkelte timer, højest," svarede han henkastet med et skuldertræk, og gik nonchalant tættere på Helene, alt imens at han fortsatte med et lufte sine tanker uden at holde sig tilbage, "- afbrudt, selvfølgelig." Lancelin stillede sig roligt bag hende; hans blå blik fandt hendes slanke hals ubevidst, og som han lænede sig en anelse frem over hendes skulder, betragtede han yderligere hendes smukke, bløde ansigtstræk fra siden.

"Hvis Hendes Excellence har brug for at sove og samle kræfter den efterfølgende dag, så sørger jeg for, at tjenestefolkene har gjort soveværelset klar til hende.." afsluttede han lavmælt, som han befandt sig tæt mod hende, og hans varme ånde ramte let den sårbare hud bag hendes øre.

[Helene af Suilleaux]

Helene lo og overgav sig til den lette stemning. Det var nemmere hernede, hvor de var så langt fra alting og hvor hun havde gjort så meget for at glemme alt det dårlige; frygten, sorgen, vreden. Hun lænede sig tilbage imod hans krop og hendes ene hånd rakte ned og fandt Lancelins. Hun flettede fingrene ind imellem hans.

"Og et nyt bad," mumlede hun drillende. "Men det kan vi måske dele, hvis vi orker det, efter så lang og hård en nat." Det var meget tydeligt at hun lagde tryk på de to ord med vilje. Hendes blik spillede, som hun så tilbage og op på Lancelin. Så, pludselig, drejede hun sig og trådte væk, men holdt fast om hans hånd.

"Men det er først i aften. Nu skal vi videre. Du må tæmme din lyst til senere." Hun smilede smørret og hev ham med sig ud af stalden og gik videre imod floden.

[Lancelin af Suilleaux]

Et grin forlod Lancelins hals, da Helene drillende malede deres nat foran dem. Det ville ikke være uhørt, at de nok skulle sørge for at holde sig varme i løbet af natten. Det havde de trods alt efterhånden haft deres erfaringer sammen med hinanden.

"I så fald kommer det til at kræve alt af mig," svarede han smørret tilbage, imens at Helene hev ham videre med sig ud ad stalden og videre end ad en mindre sti, der førte dem mod floden.

Som de gik side om side, var der stille for en stund, kun afbrudt af fuglefløjt fra de grønne trækroner. Lancelin skimtede på sin hustru, inden at han afbrød stilheden med et træk i mundvigen og en ganske forsigtig direkthed, "Jeg håber, at du kan give dit hjerte til mig, Helene.. Mens vi er her. Så vi kan komme tilbage til hvor vi var, inden Rundrejsen." 

Lancelin tav for en stund, som han tog en hørlig indånding, "I det mindste, så du kan omgås mig med tanke på, at det er os to resten af vores liv." 

[Helene af Suilleaux]

Helene trak afsted med Lancelin og alt var munterhed og eventyrlyst indtil han fandt et stille øjeblik til at komme med en erklæring, der fik hende til at tabe vejret lidt. Hun så op på ham med store øjne og måtte synke en klump. Det var store krav.

"Lancelin..." Hun rynkede panden. "Jeg gør hvad jeg kan. Jeg har hengivet mig til dig igen, har jeg ikke? Jeg gør alt hvad jeg kan for at stille dig tilfreds, så du ikke føler dig nødsaget til at søge den andetsteds. Jeg... Jeg ved godt at jeg ikke har ladet dig gøre dét endnu, men måske i nat. I nat. Du må gerne i nat."

Hendes hjerte anede hun ikke for alvor om han kunne generobre på så kort tid. Hun havde følelser for ham, men var de kærlighed nu, som de havde været for et halvt år siden?

[Lancelin af Suilleaux]

Et skævt, diskret smil dannede sig i mundvigen på Lensgreven. Han minimerede det så meget som det kunne lade sig gøre - mest af alt fordi, at Helenes ord ikke som sådan kom bag på ham. De havde sammen haft intime, natlige stunder. At hun tillod ham, at gøre mere ved hende, var overraskende, men ikke mere overraskende end hendes forklaring - for ikke at sige, bortforklaring. Han havde trods alt bedt om hendes hjerte, ikke hendes tilfredsstillelse.

Lancelins blik søgte horisonten, alt imens at han lyttede til hendes ord. Så tog han en dyb indånding og vendte det blå blik mod hendes; øjenkontakten virkede så intens.

"Jeg tror, at du misforstår mig, Helene," sagde han så roligt i sin egen bekendelse, "Min lyst er stillet sammen med dig. Bortset fra én ting, som er dit hjerte. Jeg vil gøre mit, for at få det igen. Det eneste du skal gøre er, at fortælle mig, når det er lykkedes."

Lancelin smilede sagte. Så tog han hendes hånd og flettede sine lange fingre imellem hendes.

"Hvor kom vi fra? Ah ja, floden." Så førte han hende med ned ad den lille vej det resterende stykke.

[Helene af Suilleaux]

Helene vidste knapt hvad hun skulle sige, så hun tav i en stund. Tog omgivelserne ind. Der var stadig lidt grønt omkring dem, selvom vinteren havde overtaget Falanie. Et par buske klyngede sig til deres blade. Helene holdt sig lige så tæt på Lancelin, som de nærmede sig den brusende flod, der løb ud i Sydhavet længere væk.

Hun tog en dyb indånding, da de fandt et plateau med udsigt ud over den. Blikket gled op til ham. "Jeg skal nok sige til," lovede hun. "Men jeg mente også..." Hun trykkede læberne sammen. "Jeg mente hvad jeg sagde."

Hun var trods alt en kvinde med behov. Behov, som ikke var blevet mødt i flere måneder. "Jeg har også længsler," mumlede hun.

[Lancelin af Suilleaux]

Udsigten fra det lille plateau var ganske smuk; floden snoede sig afsted og dens brusende vand kunne høres afdæmpet i baggrunden. Et stort træ knejsede stolt over dem og gav dem ly for den begyndende støvregn, der havde taget over solens spinkle stråler igennem de grå skyer. Støvregnen fugtede træernes kroner og skabte en frisk, mild duft i luften.

Lancelin betragtede udsigten fra deres lille skjul, imens at han lyttede til sin hustrus ord. Så skimtede han over på hende, så deres blikke mødtes endnu engang, som det så vanligt havde gjort. Hendes ord kom bag på ham.

For en stund stod han eftertænksomt. Hun havde ment, hvad hun havde sagt? Han havde ærlig talt regnet med, at hun havde prøvet at trække ham ud på et sidespor for at lave sjov.

"Du.. mente hvad du sagde?" gentog Lancelin undrende, "Efter alt hvad jeg gjorde ved dig tilbage i Rouvry? Du vil lade mig tilfredsstille dig på den måde?"

[Helene af Suilleaux]

Det rykkede lidt i Helene ved mindet, der stod skarpt i hendes hukommelse. Hun kunne lugte sin egen sved, mærke stoffet omkring sine håndled og føle tårerne i sine øjne. Hun stod tavs i ét stykke tid efter spørgsmålet og stirrede lidt frem for sig.

Hun tog en dyb indånding og mødte hans blik igen. "Jeg tror ikke vi genfinder det vi havde, hvis jeg aldrig kan finde ekstasen med dig igen," svarede hun alvorligt. "Jeg ønsker at du får mig til at nyde det igen, Lancelin. På mine betingelser."

[Lancelin af Suilleaux]

"Naturligvis," lød det stille fra Lancelin, der nu havde rettet alt sin fokus mod sin hustru. Han vendte sig i hendes retning, tydeligvis interesseret i at høre mere af hendes idé, som hun havde gjort sig, og vedligeholdte øjenkontakten uden nogen former for tanke at afbryde det. I ly fra støvregnen under træets krone, langt væk fra herregården, kunne de tillade sig at snakke om noget så intimt og privat imellem dem.

Lancelin fugtede sine læber en anelse ubevidst og holdte nærmest vejret.

"Fortæl mig dine betingelser."

[Helene af Suilleaux]

Regnen gjorde luften køligere og Helene trak ind mod træet sammen med Lancelin. Hun fandt ind i hans arme, skærmet lidt fra elementerne, ansigtet ind mod hans hals.

"Du skal bare gøre som jeg siger," mumlede hun. "Og være langsom og blid."

Hun trykkede sig lidt mod ham. Regnen tog til. "Jeg tror vi bliver nødt til at løbe..."

[Lancelin af Suilleaux]

Et enkelt nik bekræftede hans forståelse for hendes ord. Det passede ham egentlig også ganske fint, til trods for, at han var sikker på, at han måtte kæmpe mod sin indædte lyst til at være bestemt. Til at tage, hvad han ville have. I sidste ende, så var hans største interesse at se hende vride sig klynkende mens kinderne blussede varmt.

“Jeg vil gøre mit bedste,” svarede han med et let træk i mundvigen.

Lancelin holdte Helene ind til sig for at værne hende mod regnen. Det tog til. Så da Helene gjorde tegn til, at de skulle løbe tilbage mod herregården, tog han hendes hånd i sin, “Er du klar? Så er det nu!”

Så satte de i løb. Gennem regnen, der var taget yderligere til. Luften var stadig frisk af det våde græs og den fugtige jord. Og som de løb alt hvad de kunne mod ly på gården, opstod en latter imellem dem. Tøjet var drivvådt, håret klistrede sig til deres pander. Men ikke desto mindre var det hele ubekymret; som en leg, der nærmest var befriende.

[Helene af Suilleaux]

Det var et brat skift fra den erotiske samtale til løbet i regnen. Helene holdt godt fast i Lancelin, som de styrede afsted. Det første de nåede var, igen, stalden og de væltede indenfor, leende og levende. De var, trods de havde løbet, helt gennemblødte. Helene grinede og strøg hår ud af øjnene. Hendes hovedlin var gennemblødt og floppede ned i hendes hånd.

"Måske ikke det mest velvalgte tidspunkt til en gåtur," konstaterede hun underholdt. "Vi må hellere komme helt indenfor og skifte tøj."

[Lancelin af Suilleaux]

Regnen var taget til og stod nu i tykke stråler udenfor den åbne staldport. En grå dis dannede sig fra regnskyllet og gjorde det umuligt at se flere meter frem udenfor; selv ved træerne fornemmede man kun deres silhuetter. I ly fra det hele i stalden, lignede lensgreven og lensgrevinden to fordrukne mus.

Lancelin betragtede Helene, som hun let og levende konstaterede situationen, og synet af hendes mørke hår, deres gennemblødte tøj og hendes hovedlinnet, der var i hendes hånd, gjorde, at han havde svært ved at stoppe sit smil.

Og mens at hun stod og grinede, i stedet for at svare hende, gik han ganske nonchalant frem så mellemrummet blev fjernet imellem dem. Hans brystkasse hævede og sænkede sig stadig en anelse, påvirket af deres løb. Imens faldt hans blå blik i hendes, inden at det ufortrødent faldt yderligere til hendes bløde læber. Og så, ganske direkte og uden tanke på, hvem der kunne se dem, lænede han sig ned og fangede hendes læber i et kys.

[Helene af Suilleaux]

Helene så forandringen i Lancelins blik og kropssprog. Måden han trådte hen til hende på gav hende kuldegysninger, men hun havde ikke lyst til at flygte, selvom han var intens. Hun lagde en hånd mod hans brystkasse, før han havde lænet sig ned og krævet hendes læber. En lavmælt lyd forlod hende og hendes hånd strøg op over brystet og op i hans nakke. Hun svajede let og strakte sig op på tæer, imens hun støttede sig til hans solide krop.

Så, stille og roligt, trak hun sig lidt fra ham og puffede ham fra sig med et varmt smil. Hun gøs. "Senere," bad hun. "Vi bliver syge, hvis vi bliver stående her."

Så, fornuftig, tog hun hans hånd igen og hev ham med sig ud af stalden imod huset, hvor tjenestefolk ventede på at gøre det behageligt for dem. De mente utvivlsomt også at det var fuldstændig skørt af Grevinden at bede om at få redt op til at sove i stalden. Der kom i hvert fald store protester, men hun holdt fast, også selvom regnen stadig faldt tungt, da aftenen kom. Hun havde fået køkkenet til at lave kødtærter til at bringe med og små, kandiserede stykker med frugt, samt en god flaske rødvin. Det hele var samlet i en flettet kurv, som hun helt selv havde på armen, som hun løb over gårdspladsen og kom indenfor i stalden.

Der var dunkelt udover et par fakler nede i dyrenes indhegninger. Oppe på høloftet skulle man anstrenge sine øjne lidt for at se præcis hvor mange lag skind, tæpper og puder tjenestefolkene havde båret op. Da Helene først kom op af stigen, sank hun ned i det bløde leje, som hele arrangementet havde skabt. Der lugtede indtrængende af hø og dyr og selvom det var meget langt fra når et normalt menneske sov i en stald, så følte hun sig herligt simpel og lidt energisk. Hun var også sulten og smugspiste et stykke kandiseret frugt, før hun tog proppen af vinflasken og drak direkte fra den med en klar følelse af at være aldeles, befriende primitiv.

[Lancelin af Suilleaux]

Imens at alt blev gjort klar i stalden og Helene planlagde aftenens ret med køkkenet, var Lancelin blevet kaldt til side af en tjenesteherre, der ville spørge ind til de næste par dages aktiviteter. Det havde givet de nødvendige rammer for, at Helene kunne more sig med at sætte sig præg på de timer, de skulle anvende i laden. Eftermiddagen gik; pludselig var aftenen faldet hen over landet og deres aftale om at mødes var nu endelig aktuel.

Lancelin var måske ti minutter forsinket. Nok til, at han tog sin hustru på fersk gerning, ganske uventet, at drikke direkte fra rødvinsflasken. En simpel håndtering af flasken, han langt fra havde forventet at se fra sin ellers så sofistikerede og polerede hustru, som hun ellers var blevet opdraget til at være igennem sin tid på pigeskolen. Det var dog befriende og imponerende på samme tid, for Lancelin selv ville ikke have haft noget problem med at håndtere den på samme måde.

"Er det, hvad de har lært jer på pigeskolen?" afbrød Lancelin hende sit gørende, imens at han gik de sidste trin op ad trappen til høloftet og satte sig nonchalant ved hendes side, "-- At starte på rødvinen uden sit selskab? Hvor barbarisk.." afsluttede han sarkastisk med et træk i mundvigen og et glimt i øjet,  med en drillende undertone over, at problemet ikke omhandlede hendes måde at håndtere flasken på.