For resten af livet [Bryllupstråd]

[Joufre af Treillery]

Tilegnet: Cosette af Treillery
Tid: 5. december, omkring 20

Havde han troet, at dette ville ske, og at det ville ske så snarligt efter han havde mødt Cosette af Treillery ? Ikke nødvendigvis, men det havde været en fordelagtig aftale, og det havde vist sig at Cosette ikke kun var tåleligt, men ligefrem behageligt selskab, og han var derfor relativt fortrøstningsfuld for fremtiden med hende ved sin side. Ydermere havde vennen Lancelin af Suilleaux ment, at dette var et godt parti, og han havde også set ham smile varmt i aften, og hørt hans rosende ord, da han havde fået et broderligt kram kort efter ankomsten til festen. Ligeledes havde han også haft en god snak med vennen, og Cosettes forhenværende svoger Theuderic af Sangy , og nu var der tilpas meget ro på den sociale front til, at han galant kunne føre sin nu kone med ud på dansegulvet, der skinnede blankt og fint under deres fødder.
"Vi har knap haft tid til at tale sammen i aften," bekendtgjorde han et faktum, mens han så lidt indgående på hende. Hun var vidunderligt smuk i dag. Det måtte enhver kunne se, og han var mere end tilfreds med sit valg, som han elegant dansede de nødvendige trin. "Har De en god aften, Cosette?" spurgte han ind, for selvom stemningen var høj, og både venner, veninder og indflydelsesrige bekendte var samlet, var han ikke blind for, at dette ikke var Cosette af Sangys førte bryllup, og at de færreste ønskede sig mere end ét i livet. Selv havde han ikke ønsket et før nu, og det havde primært været praktik der havde drevet ham, men som hans hånd hvilede mod sin hustrus lænd, var der også noget ved konstellationen der føltes naturligt snarere end kunstigt.

[Cosette af Treillery]

Alting var gået umådeligt stærkt på det seneste. Ikke alene hele arrangementet, men også optakten til brylluppet, der i al hast var blevet arrangeret efter hende og Joufres sidste møde.

Det glædede den tidligere enkefrue at hun havde formået at imponere lensgreven. At hun havde formået at skærpe hans interesse tilstrækkeligt til at han fandt hende et godt parti og værd at ægte. Ligeledes glædede det hende at se, hvorledes hendes gæster morede sig og hun selv klarede sig ganske strålende som værtinde. – Det, som hendes nylige husbond lod til at have meget andet at tage sig til, end at skænke hende megen opmærksomhed. Dét, indtil at han næsten nødtørftigt bød hende op til dans.

Kjolen var lang og smuk. – Og dog tung, som hun bar på både fløjl, silke og perler. Håret var nydeligt opsat under sløret og det diskrete hovedlin og således kom det mørke atter til sin ret i dagens anledning. Så godt, som det nu lod sig gøre, lod Cosette sig følge rundt på dansegulvet og fødderne fulgte husbondens, som hun sendte sin husbond et lille varmt smil. ”Nej…Men De har velsagtens været optaget af gode grunde, formoder jeg..” Undskyldte hun ham, som hun rankede sig en smule. ”Hør..Joufre….Ville det ikke være..Passende, hvis vi var dus, fremfor dis?”

[Joufre af Treillery]

Gæsterne morede sig bekosteligt, og Joufre havde været travlt optaget af at sikre netop det. Først var der også blevet drøftet lidt forretninger, eller rettere, Joufre havde elegant fået opsnuset informationer, han havde manglet, fra sine bordherrer og bekendte, før han så var endt med et drikke et par glas vin med vennerne, varme, hjertelige grin havde lydt, men det betød også, at han ikke havde haft megen tid til at tale med Cosette alene, for så snart han var på vej hen til hende, var der en ny, der ville lykønske ham med hustruen, og tage et par minutter af hans tid. 

Lang og smuk var hendes kjole, beklædt med silke og glintrende perler, der skinnede smukt i faklernes skær. Hendes hår havde han ikke set til fulde, men han anede under sløret, særligt på klods hold, at det var nydeligt sat. Alle med øjne burde være en anelse misundelige i aften, tog han sig selv i at tænke, og med den tanke fulgte også hans eget held. Cosette var i sandhed et godt parti, af det han vidste indtil nu, og den medgift hun bar med sig ville række langt i Treillery lenet. "Det er længe siden jeg har været i Levagny, kan man sige. Og jeg har ikke nået rundt til alle før I dag. Det hele gik jo pludseligt en anelse stærkt," forklarede han hende, omend hun allerede havde undskyldt ham for fraværet af opmærksomhed. Den opmærksomhed der nu var udelt hendes. Han betragtede hende med antydningen af et varmt smil. "Naturligvis. Men du svarede mig aldrig." Han lagde hovedet på sned, løftede så den hånd, der ellers skulle holde hendes, og strøg en vildfaren hårtot væk fra hendes ansigt. Den selvsamme, som var gledet ned den første gang han havde kysset hende. 

[Cosette af Treillery]

Cosette ønskede ikke at være en kvinde der bar nag. Og slet ikke til sin husbond. Og slet ikke på sin bryllupsdag. Alligevel, ville det dog være løgn at påstå, at hun ikke havde savnet hans opmærksomhed en smule de forgangne timer. Og løgn vidste hun at hun alligevel ikke ville kunne skjule for ham. Således var hendes svar udeblevet indtil at han tog hende derpå og det atter måtte fremkomme som et ærligt ét af slagsen: ”Ganske fortræffelig..Om end jeg formoder at den vil blive endnu bedre, nu hvor jeg har din fulde opmærksomhed..” Musede hun en smule sigende, som hun med forventningsfulde øjne betragtede ham. Minen blev en smule blødere, som han rettede på hendes hår og dermed også kærtegnede hendes kind ganske blidt.

[Joufre af Treillery]

Han kendte ikke Cosette, som visse husbonder kendte deres koner på forhånd, men han vidste nok om sig selv og hende til at vide, at hun ville have svært ved at lyve ham direkte op i ansigtet. Var det derfor hun trak svaret ud? Han nåede at mærke en lille flig af uro, omend hun så munter ud. Så faldt dommen lidt overraskende. Han kunne læse mellem linjerne, at hun havde savnet hans udelte opmærksomhed. En han generelt set ikke var stort vant til at give kvinder. Han smilede let, næsten forsikrende, inden han selvsikkert lænede sig frem mod hende. "Min blev også lige vidunderlig. Du er smuk en gudinde i aften, kære Cosette. Og du har nu min udelte opmærksomhed... Fra nu og til gæsterne går hjem. Også efter det," lovede han og antydningen af et særligt glimt skinnede i hans øjne, før han så kyssede hende og blidt trykkede hende ind til sig, før han så genoptog dansen."

[Cosette af Treillery]

Cosette lod sine brune øjne hvile i hans blå, som de sådan dansede tæt. Hun lod sin ene hånd hvile i hans og den anden lå imidlertid pænt på hans skulder. Den trak dog lidt længere op omkring hans nakke, som han trak hende tæt. ”Åh…Ja så?” Smilede hun lidt varmt af hans kompliment , som hun mærkede varmen stige i kinderne. Det gjorde hende lettere blød i knæene, når han sådan komplimenterede hende. Når han på den måde…Smigrede hende. Det gjorde i hvert fald ikke Nådigfrue noget ondt..og således lod hun sine læber møde hans i et lille ømt kys, før de igen genoptog dansen. ”Sig mig så….Får du nogle pæne ord med på vejen? Det må være…Anderledes at være tilbage i Levagny..Og så på disse vilkår.” Spurgte hun nysgerrigt.

[Joufre af Treillery]

Ordentligheden var tydelig hos dem begge. Hans hånd hvilede roligt på hendes lænd, og hendes på hans skulder, og deres andre hænder var foldet om hinanden, som de fulgte de melodiske toners takter, og han førte sin hustru rundt på dansegulvet og manøvrede sig udenom de andre dansende par, men da han trak hende en anelse tættere, mærkede han ligeledes hendes fingre forlade deres galante position, da de gled mere op i hans nakke og han smilede svagt over det. "Andet kunne da lige mangle, synes du ikke?"
Det var længe siden han havde befundet sig i denne position. Som en der skulle charmere sig ind på nogen, som den, der mærkede lysten til at gøre en indsats for, at hun ikke skulle forlade hans favn og søge ind i en anden. Det var en lidt forunderlig følelse. Han havde ikke troet, at han ville have det sådan. Han havde troet, at han blot ville ønske, at aftenen ville være hurtigt overstået, så han snarligt kunne vende tilbage til pligterne på lensborgen, men en del af ham nød dette. Nød aftenen. De varme grin, de broderlige klap på ryggen, de spøgefulde glimt i øjnene, når nogen fyrede en spøgefuld bemærkning af om Joufres nye tilværelse, men ikke kun det ... Han nød at danse med hende. At han havde valgt Cosette til hustru. Det var ikke nødvendigvis varme følelser der drev ham - endnu -, men hun rørte ved noget, og han håbede at det med tiden kunne udvikle sig til noget stærkere. Et ømt kys stoppede deres dans et øjeblik, inden den så fortsatte, og hun nu spurgte ind til ham. 
"Det er længe siden jeg har været her, og ... de fleste jeg kender ville ikke tro, at jeg skulle komme hertil for denne grund," indrømmede han, men smilede så lidt varmt, forsikrende. "Men naturligvis får jeg pæne ord med på vejen. Du er et godt parti, Cosette af Treillery. Det er mig stadig en gåde, at ingen anden har valgt dig før mig. Måske særligt i aften ... Du stråler." Oprigtigheden måtte kunne høres, for det handlede ikke om at smigre sig ind på hende, så hun ville være mere medgørlig senere på aftenen. Han var ikke igang med at forføre hende. "Har du selv fået pæne ord med i aften? Hvad siger dine veninder?" nysgerrigheden pressede sig på, og han så lidt indgående på hende. Det var vel noget, der betød noget for enhver kvinde, omend veninderne - eller hendes mening, for manges vedkommende - ikke var dem, der kunne beslutte noget i sidste ende.

[Cosette af Treillery]

”Jo, det syntes jeg..” Svarede Cosette, som hun smilende betragtede sin nytilkomne husbond. Hun gav hans hånd et lille klem og hovedet blev atter lagt en smule på sned, som hun nysgerrigt lyttede til, hvad han havde at berette om. Hun var trods alt oprigtigt interesseret i, om han fik lavet gode forretninger, eller om han fik rosende ord med på vejen. Blandt mænd vidste hun trods alt at der også udspillede sig snak…Og at netop denne snak ofte berettede om, hvorledes de også anså deres hustruer.

”Det er vel ene og alene til dit held..” Pointerede hun, som hun med varme øjne betragtede ham. Blikket gled dog kortvarigt rundt blandt menneskemængden, som fnisende kvindfolk stod i hjørnerne og mændene bød nogle af dem op. ”Mine veninder?” Spurgte hun, som hun rynkede brynene kortvarigt. ”Jo vist…De er nysgerrige…Som kvindfolk nu er…Men de glæder sig også på mine vegne. De håber det bedste for mig..”

[Joufre af Treillery]

Bekræftelse. I ord og i klem. 
Helt utilfreds var hun tilsyneladende ikke med situationen; det manglende nærvær de senere par timer. Han fortalte derfor også, svarede på hendes spørgsmål, og så sandfærdigt han kunne få sig selv til, for det var så indgroet i Joufre af Treillery aldrig at servere alt på et sølvfad, men blot lade folk tro at det var hvad han gjorde. 
Smilet groede sig større ved hendes ord, og han nikkede bekræftende. Guderne skulle vide, at det var hans held, at ingen andre havde lagt beslag på enkefruen tidligere. Grundene kunne være mange. Primært mistænkte han at de fleste ønskede sig en ungdommelig ungmø, som de kunne forme i deres hænder, som var hun en klump ler. Det var ikke hans eget ønske. 

"Uden tvivl mit held," bekræftede han ublufærdigt og hjerteligt, før hans blik gled lidt rundt på omgivelserne bag hende, før det atter gled tilbage til hende. Han klukkede let. "Som kvindfolk nu er, minsandten." Underholdt følte han sig et kort øjeblik, inden varmen så gled tilbage i de blå øjne. "Det er jeg glad for at høre. Sådanne venner er vigtige at have ved hånden." Han skænkede selv en varm tanke til egne venner i det øjeblik, og lidt automatisk spejdede han efter netop dem i lokalet, men de var måske gået udenfor for at få en mundfuld bidende kold luft, så det ud til.

[Cosette af Treillery]

Cosette hævede brynene lidt af Joufre. ”Forhåbentlig har du ikke noget imod nysgerrighed..” Tonen var lettere drilagtig. “Du har trods alt sagt ja til mig…For resten af livet….” Pointerede hun sigende.

Cosette lod sig sno ud i en lille fin omdrejning og hun snoede derefter tilbage i Joufres favn igen. Ganske diskret lod hun sig trække tættere ind til ham og hun placerede nu begge sine hænder omkring hans nakke.

[Joufre af Treillery]

Den drilagtige tone gik ikke lensgrevens øren forbi, og han trak skævt på smilebåndet over hendes lidt dristige ord. "Åh, er du nysgerrigt anlagt? Det havde jeg slet ikke bemærket," spøgte han. Hun havde forsøgt at grave mere i hvem han var end mange andre de sidste år, og måske var det i virkeligheden derfor beslutningen havde føltes lettere for ham at tage. Han behøvede ikke se en masse kvinder an. Cosette havde levet op til det, han behøvede, men hun havde også overrasket ham på Den Sorte Svane.

Elegant snoede han hende rundt, så perlerne glimtede i faklernes skær, og fangede flere af gæsternes opmærksomhed, og han betragtede hende, før hun atter gled ind i hans favn. Denne gang tættere end før, og med begge hænder hvilende i hans nakke. Uvant, men rar fornemmelse, bemærkede han, da han lagde begge hænder mod hendes lænd. "Jeg kunne ikke have ønsket mig noget bedre end det her," brummede han så. Øjnene glimtede. Han havde drukket adskillige glas vin, men han kendte forskellen på beruselse og betagelse, og lige der følte han primært det sidste, men han beherskede sig og undlod at kysse hende igen. De var trods alt centrum for mange blikke, og han ønskede ikke at folk skulle få den forkerte idé. At de skulle få en masse sladder, de kunne sprede i krogene.

[Cosette af Treillery]

Cosette løftede hagen sigende, som hun betragtede Joufre. Hun nikkede lidt og i øjnene hvilede et glitrende skær, der tydeligt indikerede at hun nød den lille drilagtige leg de havde gang i. Sådan betragtede hun ham lidt, som hun lod hænderne hvile omkring hans nakke. Han så selv ganske flot ud til aften. Jovist, så havde Nådigfruen allerede konstateret at mørke farver klædte hendes husbond bedre end den lette beige han bar i aften…Men man kom ikke udenom at han selv klædt i broderier og gyldne snirkler tog sig pænt ud om end det gav et andet udtryk.

”Jeg vil nu også mene jeg har gjort det ganske godt..” Musede hun stille, som hun lidt pænt og ganske uskyldigt rettede på kanten af hans krave.

[Joufre af Treillery]

Legende let føltes denne aften. Langt mere befriende end kvælende, og særligt dét kom bag på Lensgreven, der altid havde tænkt at denne aften - med undtagelse af, hvis den skulle have været med en af de få kvinder, han havde nået at elske i sit liv -, ville blive alenlang og tung. Som en sur pligt, der skulle overstås. Men han morede sig. Han muntrede sig over hendes glitrende øjne, som talte om sit eget velbehag over deres samtale. Lensgreven var klædt i lysere farver denne dag. Uvant, men dog nødvendigt. Pæne klæder med broderier. Alt andet hørte sig ikke til. 
"Det har du," medgav han roligt, og fik lyst til at tilføje et min kære, men holdt det i sig. "Retter du allerede på mit tøj?" drillede han så lidt underholdt, da hun rettede på hans krave.

[Cosette af Treillery]

”Du vil måske hellere være fri og i stedet rende rundt med en foldet krave resten af aftenen?” Spurgte hun, som hun hævede brynene af ham. De glitrende brune øjne var spørgende. Der var dog alligevel en snert af alvor i hendes ord. En snert af omsorg, som gjorde det tydeligt at hun blot forsøgte at finde den rette fod at stå på.

”Men vi kan da også bare lade den være…Så kan vi jo lade den sidde sådan, indtil du måske senere på aftenen er heldig at jeg retter på den igen.” Erklærede hun over hans halv-drillende brok og foldede kraven forkert igen.

[Joufre af Treillery]

Han lagde hovedet lidt vurderende på sned, og havde svært ved helt at afgøre, om hun tog på vej over hans lille drilleri. Havde han ramt skævt? Tanken slog ham. Men noget ved hendes ord rummede også en omsorg, der var ham uvant. Meget uvant. Svigerinden havde sommetider ydet samme omsorg, men på en familiær måde. Dette var anderledes.
"Cosette, det var blot en spøg. Jeg værdsætter din omtanke for hvordan jeg tager mig ud, særligt i aften," lod han hende vide med en vis alvorlighed. "Vil du sætte den rigtigt for mig?" bad han så om en tjeneste, velvidende om, at hun atter havde bukket den skævt. Da hun havde rettet den, bøjede han nakken, så han kunne kysse hendes kind i taknemlighed, før han så snurrede hende rundt på ny. "Det er snart tid til kagen," mumlede han dernæst. Overdådig vidste han at den var.