For resten af livet [Bryllupstråd]

[Cosette af Treillery]

”Jeg er slet ikke så nærtagende som du tror kære..” Mumlede Cosette, som hun atter rettede husbondens krave. ”Så lad gå da..” Et lille smil tog form på hendes læber, som hun spøgefuldt pjattede lidt med ham og modtog hans lille kys. Hun lod sig sno ud i en lille ny piruette og hun skævede så lidt ned imod kagebordet, der var ved at blive anrettet. ”Mhmm…Og jeg som har en sød tand..” Klukkede hun, som hun lod blikket glide tilbage på Joufre. Nysgerrig efter at vide, hvad han mon havde arrangeret og udvalgt dem. Trods alt, havde han stået for langt størstedelen.

[Joufre af Treillery]

"Det må være til mit held," brummede han og smilede svagt, da hun rettede på hans krave på ny, og gav sig. Et spøgefuldt smil spillede på de bløde indbydende læber, og han smilede lidt bredere, da han på ny snoede hende rundt i en piruette, før de atter fandt tilbage til hinanden. "Det har jeg ladet mig fortælle," afslørede han roligt, og ubevidst skævede han mod Sangy-familien, der nu sad sammen. Et øjeblik fangede hans blik Theuderic af Sangy's, før det atter fandt tilbage til Cosette. "Jeg håber også du kan lide ferskner," kom han med en lille teaser til hvad kagen indebar, før han så ligeså stille afrundede dansen, som han spottede, at kagebordet var ved at være anrettet. 

Han førte Cosette væk fra dansegulvet med en hånd mod hendes lænd. Galant og sømmeligt. Så klimrede han på sit krystalglas, før han bød gæsterne på de søde sager. "Skal vi gå op og se, om der er noget, som behager din søde tand?" Øjnene havde et kækt glimt, mens han betragtede hende spørgende.

[Cosette af Treillery]

Cosettes brune øjne fulgte husbondens, som de et øjeblik gled i retningen af hendes anden familie. Hun trak lidt på smilebåndet ved tanken om at Theuderich havde ladet sig udspørge om hende. For guderne måtte vide, hvad han ellers havde fortalt Joufre.

Hun fulgte ham op til kagebordet, som han brød dansen op og pænt stod hun med hænderne foldet foran sig, som han imidlertid præsenterede desserten. Hun tog derefter hans hånd i sin og førte ham op til kagebordet. ”Det vil jeg gerne…Meget gerne.” Tilføjede hun, som hun tog synet af den smukke og overdådige kage ind. Pyntet med fine små orange blomster, brudeslør og små karamelflager. "Den er smuk, Joufre.."

[Joufre af Treillery]

Cosette af Treillery fremstod som en dydig lensfrue ved hans side, da hendes hænder foldede sig fortil på kjolen, mens han præsenterede gæsterne for det søde bord og bød dem at komme og få forsødet ganen med andet end blot vin. Skoldhed te blev også serveret.
Deres hænder var sammenflettede, da han fulgte sin hustru op til dem overdådige kage. Han havde aldrig helt forstået meningen med, at det hele skulle være så prangende, udover at det viste status. Men i det øjeblik glemte han næsten alt om dét, da Cosette virkede glad for synet af kagen. "Du er ikke den eneste, der har gjort dig umage," brummede han med et skævt smil, før han rakte frem for at skære hende et stykke, så hun ikke selv skulle risikere at svine sin perlebroderede kjole til.

[Cosette af Treillery]

”Det kan jeg se..” Det var tydeligt for Cosette at hendes nylige husbond havde gjort sig umage for at glæde hende. For at indfri hendes forventninger og måske endda ligefrem forsøge at overgå dem. Det varmede oprigtigt hendes hjerte at mærke og se at han lod til at kere sig…om ikke andet, så blot en smule. Kagen var ikke alene prangende på ydersiden, men den så mindst lige så fortryllende ud, når det kom til fyldet. Så meget kunne Cosette konstatere, som Joufre skar hende et stykke og pænt holdte hun en tallerken ud for ham, så han kunne lægge et stykke op til dem. Hertil fandt hun en kagegaffel, hvortil hun skovlede en lille bid op. ”Vil du smage først?” Spurgte hun så.

[Joufre af Treillery]

Joufre af Treillery gik ikke op i kager. Han kunne lide dem, bevares, men om de var pyntet med hindbær eller jordbær var ikke essensielt, så at han havde gået op i dén del handlede ikke om ham selv, men om Cosette. Om at forsøge at overgå sin hustrus forventninger til aftenen, inklusiv bryllupskagen. Hun virkede glad. Succeskriteriet var opfyldt, da han skar et stykke, og hun stod klar med en fin tallerken. Han lagde hovedet lidt på sned, næsten lidt forundret, da hun spurgte om han ville have den første bid. Han havde næsten glemt alt om, at der var tradition for at dele det første stykke bryllupskage med hinanden. "Når du nu frister sådan..." brummede han med et lille drillende glimt, før han lænede sig lidt frem mod hende, så hun kunne lade ham smage, uden at de begge fik kagerester udover tøjet. Den smeltede på tungen, og så eksloderede de mange smagsindtryk i munden på ham, da en tilfreds lille lyd forlod ham. Bedre end hans egne forventninger, kunne han nu konstatere. "Glæd dig. Den smager himmelsk," blev dommen, da han med et varmt blik greb om tallerkenen, og forsigtigt vristede gaflen ud af hånden på hende, så han kunne gøre klar til et nyt stykke. Denne gnag til hende.

[Cosette af Treillery]

Joufre var ganske vist ikke verdens mest blødsødnemand. Men Cosette kunne mærke at han gjorde sig umage. At han gjorde sig umage for at glæde hende og imødekomme hendes ønsker og behov. Således var et glædeligt smil at spore på Cosettes læber, som hun lod sin husbond tage den første bid af kagen og derefter selv smagte på den bid han bød hende.
___________________________
Tidshop til senere på aftenen
___________________________
Resten af aftenen forløb i ro og mag. Der var både dans, glæde og morksab at finde hos gæsterne, men til sidst fortrak brudeparret sig atter fra selskabet. Hestevognen havde ført dem til Treillery byhuset, hvor Cosette kunne se frem til at spendere formegentlig de næste mange år af sit liv og som roen atter havde indfundet sig, stod den nye grevinde nu og betragtede den blussende ild i pejsen i soveværelset, der var godt opvarmet. Imens Joufre havde sørget for at sende hestevognen afsted igen, havde hun skænket sig et lille glas vin. Et glas hun sagte gik og nippede af, imens hun smånynnede for sig selv og stod foran spejlet for at pille slør og små perler ud af det mørke opsatte hår. Sløret havde hun lagt på bordet nærved og ligeledes tilsluttede der sig stykvis små perler, som de mørke lokker faldt hende om skuldrene, der stadig var dækket af den hvide brudekjole.

[Joufre af Treillery]

Dans, latter, fyldte vinglas, mange skål og ømme fødder senere befandt de sig i Treillery byhuset. Det burde være hjemligt for Joufre af Treillery - og det var det til dels også -, men han havde brugt mere tid på lensborgen og rundt om i Falanie end i dette hus, måtte han konstatere. En tjenestepige havde sørget for at tænde op i pejsen tids nok til at rummet ikke ville være isnende at træde ind i, men istedet være indhyllet i en behagelig varme. Cosette var blevet ledt herop, mens han betalte for hestevognen og vinkede en af sine kammerater farvel, inden han så kunne gøre sin hustru selskab i det soveværelse, som han ikke kunne huske hvornår en anden kvinde havde befundet sig i. 

Da han trådte ind i lokalet, så han hende stå ved spejlet og pille perler ud af si opsatte hår. Et hår han så for første gang nu, og jo flere perler hun fik pillet ud, jo mere af hendes mørke, smukke hår, åbenbarede sig for hans blå blik. Han hældte selv et glas vin op, inden han så bevægede sig hen bag hende og lagde en hånd mod hendes lænd. "Dit hår er smukt," flød en kompliment, og han smilede til hende i spejlet, før han placerede et kys mod hendes skulder, inden begge hans arme smøg sig om hende, og han lod en lille perlerække af kys bevæge sig op af halsen på hende. Ikke nødvendigvis krævende, omend mange ville mene, at det var lensgrevens ret at tage hvad han ville denne bryllupsnat, men kærligt.

[Cosette af Treillery]

Cosette betragtede hans silhuet i spejlbilledet, som han trådte hende nærmere. Hun vendte sig dog ikke, men fastholdt blot fokus på at pille opsætningen ud, imens Joufre hældte et glas vin op. Hun lod de slanke fingre glide igennem de mørke lokker, der var blevet krøllet af at have været flettet ganske let og stille blev hun ellers stående, som hun mærkede hans arme og hænder smyge sig om hendes liv. ”Tak…” Mumlede hun.

Et lavmælt suk forlod hende, som hun lukkede øjnene i og ganske let, brummede hun derpå blot lavmælt for sig selv, som hun lod den sidste perle ramme bordpladen med løs hånd.

[Joufre af Treillery]

Hendes hår krøllede så fint og smukt, som det faldt nedover skulderen, og han følte sig høj på aftenens stemning, da han foldede sine hænder om hendes liv og lod sine læber ramme hendes hud. Det var svært helt at vurdere om hun sukkede af velbehag eller over ham, men da der ingen indvendinger lød, fortsatte han perlerækken af kys til han nåede et punkt under hendes øre, og her stoppede han så, åndede lidt tungt ud, og løftede så den ene hånd for at lægge den mod hendes kind og blidt dreje hendes ansigt. "Kys mig, Cosette," bad han så med varme i stemmen, men også en lille længsel. 

[Cosette af Treillery]

Hun kunne mærke, hvordan gåsehuden bredte sig hele vejen ned over rygraden i takt med at han plantede små fine kys op langs hendes hals og kæbe. Det var uvant. Anderledes og dog behageligt. Et sted i brystet, kunne hun dog ikke lade være med også at føle et stik af skyldfølelse. Skyldfølelse over at nyde hans tilstedeværelse og kærtegn.

Hun løftede hovedet og så på ham, som han med et par blide fingre løftede hendes hage og forsigtigt efterkom hun da hans ønske, som hun vendte sig en smule i hans greb og lod hænderne finde hvile på hans bryst.

[Joufre af Treillery]

Han havde ikke ry for at være en kvindebedårer, men en god ridder. Han var manden, der havde rejst sit len på ny, og nu stod han her med en hustru i favnen, som drejede sig og efterkom hans ønske, og i dét øjeblik var det oprigtigt som om han ikke kunne være lykkeligere. Denne dag kunne ikke toppes med meget andet end det han håbede, at den ville slutte med.
Hans hånd gled op i hendes nakke, armen støttende hendes ryg, mens den anden hvilede på det øverste af hendes lænd, da deres læber så mødtes. Først i et blidt kys, men det var et, han gjorde mere krævende. Som havde han hungret efter at kysse hende sådan her, og det var måske heller ikke helt skævt, da han knugede hende indtil sig og vovede at lade hånden glide et lille stykke længere ned. Til den fine runding, der tilhørte hustruen.

[Cosette af Treillery]

En smule usikkert og fummelfingret lod Cosette de slanke fingre knappe de to øverste hægter at husbondes skjorte op. Hun pillede sagte den gyldne broche af, som han havde båret på midten af brystet hele dagen og som hun vaklede et lille skridt til siden, plantede hun den løs på bordet ved alle perlerne, om end hun fastholdt deres kys.

En lille lyd forlod hende i forundring og lettere overraskelse over hans bramfrihed, nu hvor de havde indtaget deres sovegemak. - Ikke fordi det som sådan overraskede hende, nu hvor de trods alt havde en bryllupsnat foran sig…Men nærmere fordi hun ikke havde antaget at han ville være så…hurtig.

[Joufre af Treillery]

Han mærkede den komme snigende. Cosettes usikkerhed. Selv bag sit slør af vin og gennem sin egen eufori over aftenens mange glædesfyldte stunder med både venner, bekendte og ukendte ansigtet, mærkede han, at hendes bevægelser ikke var så selvsikre, som de havde været den dag på Den Sorte Svane. Han fulgte hende, da hun pillede brochen af og pænt lagde den på natbordet sammen med perlerne, men uden kysset blev brudt, og det var nok sidstnævnte der gjorde ham sikker på, at hun gerne ville... At han ikke mærkbart overskred grænser. Så ville hun vel stoppe ham, ikke?

Han brummede let, og lungerne skreg på luft efterhånden, så han slap hendes læber med et tungt suk, og ledte så efter hendes blik. "Går det for hurtigt?" ville han vide. Hans hænder hvilede et øjeblik blot i hver deres position, mens han ventede hendes svar.

[Cosette af Treillery]

xHun lod ham bryde kysset. Hun åbnede øjnene og betragtede ham lidt, som hun lod hænderne glide ned over hans klæder og dermed brystkasse og tænksomt, rystede hun lidt på hovedet. ”Nej…Tilgiv mig. Det er bare…Meget længe siden at jeg sidst har….” Cosette fugtede læberne lidt, før hun tøvende lod de sidste ord slippe hendes læber: ”Været intim med en mand på den måde.” Bemærkede hun, før hun slap ham og i stedet lod sine hænder søge sit eget liv og snørerne i kjolens ryg, som hun forsigtigt fumlede lidt med. Øjenkontakten med ham brød hun dog ikke. Tværtimod, guidede hun i stedet ganske kortvarigt efter hans egne hænder lidt til snørerne. ”Jeg er din hustru nu..” Pointerede hun sigende og dog blødt. – Næsten som sagde hun, at det var has ret.